Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

For de fleste står ungdomsoprøret som noget gådefuldt og truende, også selv om der har været skrevet og talt meget om det. Hvad er det i grunden de unge er utilfredse med, og hvad er det de vil? Ved de det overhovedet selv?

Når der trods megen interesse for problemet stadig kan herske så stor uklarhed på dette område, skyldes det utvivlsomt, at ungdomsoprøret i hvert fald kan fastslås at være et særdeles komplekst fænomen, bag hvilket der skjuler sig en tilsvarende kompliceret og sammensat motivverden. Så langt fra at være en endimensionel eller ensporet proces har det med tiden tværtimod røbet sig som en bevægelse i mange forskellige retninger og derfor som noget, det er svært at tildele et klart og utvetydigt signalement. Netop dette særlige forhold betinger, at mange forskellige mennesker med vidt forskellige forudsætninger (pædagoger, biologer, sociologer, psykologer, historikere osv.) beskæftiger sig med emnet, og naturligvis med det resultat, at et utal af forskellige - ofte tilsyneladende modstridende - teorier og løsninger ser dagens lys. Ingen af disse teorier eller løsninger virker ubetinget dækkende og overbevisende, naturligvis. Men man kommer på den anden side ikke uden om, at de hver for sig udtrykker noget sandt og værdifuldt, noget, der i hvert fald kan betragtes som betydningsfulde bidrag til det korrekte signalement af ungdomsoprøret og dets motivation. Dette signalement fremgår dermed som essensen af hele den omfattende opmærksomhed og forskning, ungdomsoprøret er genstand for.

Set på denne baggrund er det indlysende, at det kræver en ganske betydelig indsats af det enkelte menneske at erhverve sig en klar forståelse af ungdomsoprørets fænomen, ikke mindst fordi udforskningen af det endnu langt fra kan betragtes som afsluttet. Man må orientere sig om det betydelige materiale, som allerede er erhvervet, og man må holde sig løbende underrettet om de nye resultater, der nås. Og selv så er det tvivlsomt, om man virkeligt bliver klar over, hvad der er på færde, idet den aktuelle forskning jo helt arbejder på materialismens og et-livs-teoriens grundlag. Menneskets udødelighed og skæbnedannelse i tidligere inkarnationer er faktorer, man overhovedet ikke beskæftiger sig med. Og for den, der er indsat i betydningen heraf, turde dette være en yderst væsentlig mangel, som gør det mere end tvivlsomt, om det vil lykkes den igangværende forskning virkeligt at afdække problemet. I hvert fald lader det sig notere som en særdeles givende ting at iagttage ungdomsoprøret i lyset af de tanker og ideer, Martinus lader komme til udtryk i sit kosmiske verdensbillede.

Fra Martinus side karakteriseres ungdomsoprøret først og fremmest som en overvejende ubevidst, men ikke desto mindre overordentlig stærk og grundfæstet reaktion mod en samfundsorden og et samfundsklima, der næsten helt og holdent har sine rødder i tilværelsens dræbende princip, og som i nøje kontakt hermed giver sig udslag i en dyrkelse og tilbedelse af materien og materielle værdier. Og med det resultat, at alle højere værdier og begreber stilles i skyggen samtidig med, at tilværelsen berøves enhver form for dybere hensigt og mening. Det er i virkeligheden disse enkle forhold, ungdomsoprøret med sin mangfoldighed af udtryksformer koncentrerer sig om. Ikke fordi de unge handler ud fra et klart overblik og en bevidst motivverden - hverken med hensyn til det, de forkaster, eller det de tiltrækkes imod - men fordi de i forbindelse med deres skæbnedannelse og nyligt tilendebragte ophold i høje åndelige verdener er udpræget påvirkelige af de kosmiske verdensimpulser, der ifølge Martinus for tiden overstråler jordkloden. Disse impulser er ladninger af højpsykisk energi, der virker stærkt tilskyndende til højere åndelig og livgivende livsudfoldelse overalt, hvor de kan vinde indpas og gøre deres indflydelse gældende. Og det kan de netop især hos ungdommen, fordi unge mennesker med deres særlige baggrund og relative ubeskrevethed er vågne, modtagelige og reformvenlige - for ikke at sige reformivrige. Dette i forbindelse med en række ydre omstændigheder, der giver sig udslag i forekomsten af sociale og kulturelle betingelser for dannelsen af en stærk og solidarisk ungdomsopinion betinger, at der fra den unge generations side ytres en stadig heftigere og mere virkningsfuld kritik og misfornøjelse mod det bestående, som umiddelbart identificeres med den ældre generation. Dette er den kosmiske baggrund for ungdomsoprøret i vor tid. Man har ganske vist altid kunnet spore et generationsmodsætningsforhold - ja, dette er et gennemgående træk hos samtlige naturens livsformer overhovedet, altså også dyr og planter. Men dette modsætningsforhold har aldrig tidligere haft de dimensioner og den effektivitet, som vi i dag er vidne til, og som forlener begrebet "ungdomsoprøret" med en næsten odiøs og verdensomstyrtende klang.

Fra Martinus side lægges der ikke skjul på, at de førnævnte kosmiske verdensimpulser vil føre til den nuværende kulturs og samfundsforms totale undergang samtidig med, at de vil befordre et helt nyt og hidtil uset kulturmønsters fødsel, så højt hævet over det nugældende, at der vil være tale om intet mindre end en helt ny verdens tilblivelse. Alt det vi for tiden oplever af trist og negativt, er symptomer på den gamle verdens tiltagende undergang - og ungdomsoprøret er i denne forbindelse et af de tydeligste. Det er et klart symptom på tilstedeværelsen af det, Jesus omtalte som "de sidste tider". Men det er lykkeligvis samtidig et symptom på den kulturfornyelse, der gennem en forestående katastrofe af verdensomspændende format vil lade de sidste tider munde ud i en ny, ophøjet og storslået verdens fødsel.

Fælles for Gorbovsky og Martinus er det vigtige synspunkt, at intet sundt og livskraftigt menneske kan tåle at være dådløst. Det ønsker at gøre sig gældende og spille en rolle i tilværelsen. Men det forlanger samtidig, at dets indsats skal være af betydning på en måde, der ikke alene generelt bekræfter dets individuelle værd, men så vidt muligt fremhæver dets direkte u-undværlighed som menneske og samfundsborger. Kan det ikke få disse betingelser opfyldt, henfalder det enten til sløvhed eller desperation, Og netop en sådan tilstand tegner et af hovedaspekterne ved generationskrisen og ungdomsoprøret. De unge ønsker ligesom flertallet af den ældre generation en bedre verden. Men de har ikke tid til at vente på, at den ved et eller andet mirakel indfinder sig af sig selv. Tværtimod er de utålmodige efter at vinde en indflydelse, der for det første sikrer dem mod at tabe alt på et bræt ved fx. en ulykkelig atomkatastrofe, og som for det andet giver dem mulighed for at realisere nye idealer og værdier som de tror på mere end dem, den ældre generation har givet dem i arv. Og kan man egentligt fortænke dem i denne holdning? Har den ældre generation grund til at være videre stolt af den verdenssituation, den står som ophav til, eller hele den brutale og blodige verdenshistorie, denne verdenssituation som en yderste konsekvens befinder sig i afhængighedsforhold til?

Ganske vist er den ældre generation kun ansvarlig for en begrænset del af denne verdenshistorie, men den hylder fremdeles de værdier og idealer, som har været det historiske forløbs forudsætning; det vil fx. sige nationalbevidsthed, karrierejagt og pengedyrkelse, religiøs intolerance og selvtilstrækkelighed, kastevæsen og hakkeorden, politisk egoisme og forstokkethed samt seksuel bornerthed. Og netop dette har de unge blik for. De ser om ikke på andre, så i hvert fald på dette område klart sammenhængen imellem årsag og virkning, og de er tilbøjelige til - i øvrigt ganske ubarmhjertigt - at betragte den ældre generation som både ynkelig og latterlig - helt uden kompetance i afgørende spørgsmål. Dette er ganske vist ikke nogen garanti for, at de unge selv kan gøre det bedre eller har nogle højere værdibegreber at tilbyde. Men de gamle normer er de i hvert fald færdige med, og de forbeholder sig ret til at forkaste dem og forsøge noget nyt.

Men hvorfra henter de denne ret? - Ja, det er naturligvis ikke let at svare på. Man kan gribe til den udvej, at de simpelt hen tar' den, fordi betingelserne for det er til stede. Men man skal på den anden side ikke være blind for, at en meget stor procentdel af disse unge er re-inkarnerede ofre fra de frygtelige krige, dette århundrede har lagt navn til. Ikke mindst de to verdenskrige, men også krige som Krimkrigen, den russisk-japanske krig, den abessinske krig og den spanske borgerkrig. Og betænker man de lidelser, disse krige har tildelt deres ofre - det være sig civile som militære - da indser man alene på dette grundlag, at der er baggrund for et ungdomsoprør, der sigter mod at omstyrte netop den samfundsform og -orden, der har gjort sådanne krige mulige og acceptable. På et eller andet tidspunkt vil bægeret jo løbe fuldt - her i dette tilfælde lidelseserfaringernes bæger - og dette tidspunkt synes i sandhed nu at være indtruffet for en meget stor part af menneskehedens vedkommende.

Her kan man naturligvis pege på, at ungdomsoprøret ikke i synderlig grad viser tegn på at fornægte vold og militante adfærdsformer, og at dets repræsentanter derfor ikke synes hverken at have draget den rette lære af deres egne smertelige erfaringer i tidligere liv, eller er i stand til at bringe noget nyt til torvs. I princippet er ungdomsoprøret jo en krig mindst lige så bitter i sin motivation og sine udtryksformer som nogen klassisk krig, vi har været vidne til. Og hvad det i denne henseende endnu mangler, kan efter alt at dømme meget vel komme til, før man ved af det.

Dette må uden forbehold bekræftes. Ungdomsoprøret er i realiteten en krig med alt, hvad dette indebærer, blot ført over andre "grænser" og i andre dimensioner end de klassiske krige. Det er en krig mod et kulturmønster og en samfundsorden, der i virkeligheden håbløst har overlevet sig selv, og som i høj grad trænger til at blive afløst af noget nyt, baseret på langt højere værdinormer og samkvemsprincipper, end man hidtil har kendt. Ganske vist synes sådanne ikke umiddelbart at være i sigte, men det er her nyttigt at erindre sig, at en omvæltning altid er kendetegnet ved to hovedfaser, der delvis overlapper hinanden:

1) nedbrydningen af det gamle, og 2) opbygningen af det nye. Og ifølge sagens natur kan den anden fase ikke for alvor komme i gang, førend den første har stået på i nogen tid. Således også her. Det vi nu oplever, er fortrinsvis nedbrydningens fase, og den varetages af elementer, som er fordelagtigt disponeret for denne opgaves fuldbyrdelse. Senere vil opbygningens fase komme virkningsfuldt ind i billedet og overtage føringen, og når det sker, er det helt andre og langt mere inspirerende aktører, man vil få at se, nemlig sådanne unge, som modne af sind og lysende af klarhed i tanke og handling har draget den rette lære af deres lidelsesfulde fortid. Disse unge hører vi ikke så meget til for øjeblikket, simpelt hen fordi de ikke kan overdøve larmen fra "nedbrydningseksperterne". Men de er der, rede til i tidens fylde at overtage scenen; det vil sige når der er ryddet så meget af det saneringsmodne til side, at en konstruktiv nyskabelse fra grunden kan tage sin begyndelse. Og er vi utålmodige efter at få dem at se, kan vi intet bedre gøre end gennem tanke og handling at demonstrere, at vi indser hvad klokken er slået for det bestående kulturmønsters vedkommende, og at vi kender vor besøgelsestid. Også den nye verden behøver sine fødselshjælpere, og intet kan vel i højere grad end kendskabet til de kosmiske analyser levere forudsætninger til den enkelte for at spille netop denne rolle. Især ikke, hvis man forbinder denne indsigt med pointen i de vise ord fra Jesu mund: "Man hælder ikke ny vin på gamle læderflasker". Man vil forstå, at ungdomsoprøret har sin uundværlige berettigelse, nemlig som et vigtigt led i den kulturens fornyelse, vi alle har grund til at længes efter. Man vil yderligere forstå, at en sådan fornyelse ikke kan ske uden på bekostning af væsentlige dele af det bestående. Og man vil endelig indse, at det størst mulige kendskab til karakteren af det, som skal komme, giver de bedste forudsætninger for allerede i dag inden for grænserne af det personlige myndighedsområde at bidrage til udviklingen i den rigtige retning.

Tegningerne er lånt fra NAGGEN, Boklotteriet - Stockholm