Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Michel Batisse, ingeniør og fysiker, er leder af "Afdelingen for studier og forskning vedrørende naturrigdomme" under Unescos departement for fremme af videnskab.

I mere end 40.000 år har homo sapiens tålmodigt, arbejdsomt og utrætteligt koncentreret sig om at beherske sin planet, udvide sin magt over alle andre skabninger og betvinge naturens uhyre kræfter.

Til trods for den ulige kamp fra begyndelsen af har mennesket vundet sejr. Ikke et eneste hjørne af kloden har undgået dets opmærksomhed. Ingen dyreart har kunnet modstå det. Det har udøvet sin viljekraft på floderne og selv havene. Det har ryddet skove og erstattet dem med afgrøder. I dag drager det ud i rummet. Homo sapiens synes at have vundet en total sejr.

Indtil for nogle få årtier siden syntes den teknologiske civilisations triumferende fremgang, baseret på videnskabelig kunnen, at bekræfte menneskets fuldstændige sejr. Så på én gang blev faresignalet hejst. I en kort periode af sin relativt korte historie har mennesket, en nyankommen skabning, overvundet naturen på en så effektiv måde, at det nu er i færd med at ødelægge den.

Hurtige fældninger af skove for at indvinde ny agerbrugsjord, hurtigt og hensynsløst overgreb på uopdyrket jord for at gøre plads til hastigt voksende byer, fabrikker, hovedveje og lufthavne. Ødelæggelse og erosion af jordbunden, forurening af luft og vand, udryddelse af dyrelivet i naturen, ophobning af affaldsprodukter og dynger af skarn, ødelæggelse af naturomgivelserne, den voksende forgiftning af vor planet, alt dette er den bitre frugt af menneskets teknologiske viden, af den eksplosive fart, hvormed forøgelsen af forureningen foregår, og af det moderne skær af mystik, der omgiver produktiviteten.

Disse ting udgør de dødelige farer, der truer jordens tynde overflade, der betegnes som biosphæren, det sted hvor jord, luft og vand mødes, hvor liv kan eksistere, de omgivelser som mennesket er nødt til at stole på for at kunne overleve.

Med henblik på denne stigende kritiske situation startede Unesco en mellemfolkelig kongres af specialister for at undersøge den moderne videnskabs tanker med hensyn til den rationelle brug og bevarelse af biosphærens ressourcer, og for at komme med forslag om midler til national og international handling.

Kongressen om biosphæren blev organiseret i samarbejde med FN, FAO, WHO, "Det internationale biologiske program" og "Den internationale forening til bevarelse af naturen og naturrigdommene". Til Unescos hovedsæde i Paris kom 240 delegerede fra 62 lande og 90 repræsentanter fra internationale organisationer.

Det er ikke første gang videnskabsmændene har taget disse problemer op, men Pariskongressen var den første lejlighed ved hvilken regeringsrepræsentanter var mødt op for at vurdere verdenssituationen og for at tage skridt til hjælpeaktioner.

Diskussionerne på kongressen afslørede en slående ensartethed i synspunkterne om årsagen til problemerne og deres alvor, frembragt af forværringen af tilstanden i vore planetariske omgivelser. Konklusionen der blev draget var alvorlig: situationen forværres hurtigt og er langt farligere, end de fleste er klar over, i særdeleshed bymenneskene, som har glemt, i hvilken udstrækning de er afhængige af naturen og dens rigdomme. Øjeblikkelig handling kræves.

Men eksisterer der hjælpemidler? På dette yderst komplicerede spørgsmål kunne kongressen ikke gøre andet end formulere almindelige principper og fastlægge retningslinjer til en aktion, der skulle gennemføres ufortøvet.

Alt ville uden tvivl have været lettere, hvis der blot ikke havde været så mange mennesker på jorden, og hvis deres behov havde været mindre. Dette er synspunkterne hos visse "konservative", som længes efter en guldalder og et jordisk paradis.

Kongressen konkluderede derimod, at det i virkeligheden er muligt at forene menneskets behov med naturens bevarelse, og at den eneste realistiske holdning er, at man giver sin tilslutning til en rationel udnyttelse af naturrigdommene, hvorved forstås, at rationel udnyttelse omfatter alle bydende krav om bevarelse af naturen, således at man kan sikre naturrigdommenes beståen. Beskyttelse af den truede plante- og dyreverden, plantning af nationalparker og reservater, felttog mod erosion, kontaminering og forurening er således af vigtighed for en politik, der tager sigte mod en rationel udnyttelse af vore naturrigdomme.

På samme måde kunne studier over biologisk produktivitet i naturomgivelserne skaffe os en sund videnskabelig baggrund for vore afgørelser med hensyn til brug af jord, idet de mest frugtbare områder bliver reserveret landbrug, andre områder bliver reserveret bymæssig bebyggelse, motorveje" skovbeplantning, rekreative områder, etc.

Idet man påpeger, at de kvantitative behov af produktiviteten skulle imødegås, bekræfter kongressen menneskets eget vigtige krav om at bevare eller genopbygge dets omgivelsers kvalitet ved at bekæmpe forurening af enhver slags og gennem en forsoning med naturen.

Videnskaben, dvs. en klar forståelse af naturfænomenerne og konsekvensen af menneskets egne handlinger, leverer løsninger til de mangfoldige problemer, der følger af denne forsoning. Nye undersøgelser vil således blive påkrævet, i hvilke alle grene af natur- og socialvidenskab kan samarbejde.

Hvis moderne viden og erfaringer blev anvendt effektivt, ville det hjælpe med til at løse mange af vore nuværende vanskeligheder, men uhyre anstrengelser inden for den offentlige oplysning og uddannelse, der tager sigte på ethvert trin og enhver aldersgruppe af befolkningen, er uundgåelige, hvis vi fuldstændigt skal ændre den øjeblikkelige udvikling og finde en vej ud af det nuværende dødvande, uden at tiden bliver forpasset.

Praktisk talt bad kongressen Unesco om at kortlægge et langfristet internationalt og interdisciplinært program på basis af de endelige anbefalinger. Dette program om "Mennesket og Biosphæren" vil behandle videnskabelige, tekniske, uddannelses- og institutionsmæssige problemer angående brugen af naturrigdommene og forureningen af omgivelserne. Det vil blive forelagt til godkendelse ved Unescos hovedkongres ved dets næste møde i oktober 1970.

Dette programs succes afhænger i sidste instans af den beslutsomhed, der vises af befolkning og regering i andre lande.

Menneskehedens organisation og niveauet af dets politiske modenhed sakker langt bagud for dets teknologiske formåen. Ikke desto mindre er det betydningsfuldt, så længe der stadig er tid til det, at menneskeheden indretter sig på en rationel fornyelse af dets planet.

Kongressen om biosphæren viste en fundamental sandhed. Ved at tilegne sig herredømme over naturens kræfter ved genialitet og dygtighed er mennesket blevet sin egen værste fjende, den største trussel mod sin egen overlevelse. Dets forfængelige stræben har stillet det ansigt til ansigt med et nyt og fundamentalt ansvar: den menneskelige races fortsatte eksistens på jorden.

Reprinted from the UNESCO COURIER, January 1969.
Originaltitel: CAN WE KEEP OUR PLANET HABITABLE?
Oversættelse: E. Flagstad.