Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I Bibelens skabelsesberetning erfarer vi, hvorledes Gud efter at have skabt mennesket opfordrer det til at formere slægten og gøre sig jorden underdanig. Og mærkeligt nok har mennesket i sit forhold til netop dette guddommelige påbud vist en bemærkelsesværdig tilbøjelighed til lydighed. Medens det f. eks. fremdeles kniber med at respektere de ti bud, har mennesket under hele sin udvikling vist en klar tendens i retning af at mangfoldiggøre sig og underlægge sig jorden. Og netop i vor tid synes der i mange henseender at være tale om en fuldbyrdet proces. På den ene side taler vi for tiden om en befolkningseksplosion samt faren for regulær overbefolkning af jorden. Og på den anden side besidder vi i dag en viden om naturens love og et herredømme over dens kræfter af sådanne dimensioner, at vi sammenlignet med de øvrige levende skabninger udgør den største og mest betydningsfulde indflydelsesfaktor der findes. Vi kan bestemme andre væsensarters udslettelse eller opblomstring, vi kan forvandle golde områder til frugtbare landbrugsterræner - og vice versa; vi kan ændre floders løb, gennembore bjerge, tappe naturen for dens kræfter, færdes i alle klodens fysiske zoner, ja endog påvirke vejret. Og vi kan nu også begynde at foretage interplanetariske ekspeditioner. Mennesket er i sandhed blevet både mangfoldigt og mægtigt. Og med hensyn til mægtigheden synes det endog blot at dreje sig om en begyndelse. For man taler jo også om en teknologisk eksplosion.

Perspektiverne for denne vil man kunne få en svag anelse om ved at notere sig et par enkelte kendsgerninger, nemlig for det første, at langt den største del af jordens mennesker fremdeles er analfabeter, således at indsigten og indflydelsen foreløbigt er på relativt få hænder. Men samtidig hæver der sig fra førstnævntes rækker et stadigt mere højrøstet krav om uddannelse og intellektualisering.

For blot 50 år siden repræsenterede Sovjetunionen denne tilstand. I dag råder man over et vældigt antal universiteter, institutter og højere læreanstalter, rent bortset fra at undervisning på folkeskoleplan er obligatorisk for alle børn. Og f. eks. har alene universitetet i Moskva ca. 16.000 undervisningslokaler. Tænker vi os, at disse hver rummer gennemsnitligt 10 elever, byder alene dette ene universitet konstant på undervisning til 160.000 unge mennesker (dvs. dobbelt så mange som det samlede indbyggerantal i Ålborg by), der med årenes gang i en stadig strøm vandrer ud i erhvervslivet og forskningen, hvor de bidrager til en fortsat udbygning af menneskets indflydelse og viden. Perspektivet for den teknologiske eksplosion fremgår også af en oplysning, jeg allerede for nogle år siden fik af en specialist i elektroteknik. Ifølge denne gøres der hver eneste dag året rundt flere nye opfindelser inden for alene elektroteknikken (elektronteknikken altså fraregnet), end en civilingeniør med speciale i elektroteknik ville kunne overkomme at sætte sig ind i, selv om han brugte hele sit liv til det. - Hvem kan vel forestille sig situationen, når nye 50 år har ført udviklingslandene med deres milliardtallige befolkningspotentiel frem til den samme intellektuelle standard, som Sovjetunionen i dag fremviser?

En forsker på området har udtalt, at menneskeheden synes at være den eneste livsform, der lever af at undergrave sine egne eksistensbetingelser. Det er næppe helt rigtigt, for nøjagtigt det samme gælder med hensyn til den livsform, vi kalder kræft. Men er menneskeheden da en kræftforekomst i jordklodelegemet?

Fra Martinus side besvares dette spørgsmål kategorisk benægtende. Det er ganske vist rigtigt, at menneskeheden i mange henseender udviser et funktionsmønster, der minder om kræft, men man skal som bekendt ikke altid skue hunden på hårene. Sandheden om menneskeheden samt det kompleks af problemer, der her behandles, er nemlig, at den for det første er både sund og naturlig og dermed en helt igennem positiv vævsforekomst i jordklodelegemet. For det andet repræsenterer den i virkeligheden en ganske overordentlig vigtig vævsforekomst, således som det indledningsvis omtalte guddommelige påbud også indirekte indikerer. Og endelig er der tale om, at denne vævsforekomst er i færd med at undergå en gennemgribende forvandling til fordel for en fremtræden, hvor den virkeligt kan blive i stand til at spille den oprindeligt tiltænkte rolle. For set fra den kosmiske bevidstheds udsigtspunkt er der faktisk tale om en bestemmelse med menneskeheden, der gør det berettiget at tale om en tiltænkt rolle. - Hvad er det for en rolle?

For at forstå dette, må man indlade sig på tanken om, at jordkloden er andet og mere end en tumleplads for levende væsener; den er selv et levende væsen, et levende væsen i makrokosmisk kæmpeformat og tilhørende et organismeprincip lige så forskelligt fra menneskets, som dette er forskelligt fra f. eks. en celles. Dette betyder bl.a., at dens måde at tilegne sig bevidsthed og livsoplevelse på er stærkt afvigende fra menneskets, trods det at disse to ting er af lige så stor betydning for jordklodevæsenet som tilfældet er med mennesket. For som læseren sikkert ved, er det kosmiske kendetegn for et levende væsen dette, at det kan opleve og derigennem tilegne sig bevidsthed. Og som det sikkert også er bekendt, medfører den tilvækst af bevidstheden, som den stadige livsoplevelse giver anledning til, at individet er genstand for fænomenet udvikling.

Således er jordklodevæsenet altså genstand for udvikling, akkurat som f. eks. mennesket er det. Og netop mellem jordklodens udvikling og menneskets udvikling består der en ganske bestemt og i virkeligheden særdeles spændende forbindelse, der yderligere har tilknytning til spørgsmålet om den rolle, menneskeheden fra guddommeligt hold er bestemt til at skulle spille lige siden sin første tilsynekomst på jorden.

Medens det i vor tid er blevet almindeligt at antage, at udviklingen er en planløs proces, fremhæves fra Martinus side det synspunkt, at der tvært imod er tale om et strengt retningsbestemt begivenhedsforløb bestående i, at hvert eneste individ føres frem til en bevidsthedstilstand, der lader det skue universet som en helhed, ja i virkeligheden, som et levende væsen. Denne bevidsthedstilstand udtrykker Martinus som kosmisk bevidsthed, og det fremgår, at den bl. a. inkluderer en evne til direkte at anskue livets og universets bærende love og principper samt en evne til at identificere selv de mest fremmedartede livsenheder i universet, således også en jordklode.

Alle levende væsener er altså på vej mod kosmisk bevidsthed. Det gælder menneskene, og det gælder jordkloden. Og netop sidstnævnte befinder sig i umiddelbar nærhed af den særlige proces, gennem hvilken den kosmiske bevidsthed etableres. Det er ikke muligt her i detaljer at beskæftige sig med, hvad kosmisk bevidsthed vil sige. Fra Martinus side oplyses det imidlertid, at den kosmiske bevidsthedstilstand er lige så overlegen i forhold til den, et almindeligt gennemsnitsmenneske repræsenterer, som f. eks. en Einsteins bevidsthedstilstand er overlegen i forhold til den, der gælder for fosteret i moders liv. Af samme grund betegner Martinus den proces, gennem hvilken den kosmiske bevidsthed etableres, som "den store fødsel". Væsenet så at sige fødes ind i en helt ny verden af i virkeligheden uendelige dimensioner.

Netop den omstændighed, at jordkloden befinder sig i umiddelbar nærhed af "den store fødsel", medfører i overensstemmelse med omfanget af den ledsagende forvandling, at jordklodelegemet på alle områder viser tegn på netop forvandling. Ikke mindst for menneskehedens vedkommende, idet denne i virkeligheden er bestemt til at skulle fungere som det fysiske grundlag for jordklodens kosmiske bevidsthed. Fra Martinus side hævdes det, at menneskeheden i princippet spiller rollen som jordklodens hjerneorgan, og netop hjerneorganet er i centrum for de begivenheder, der i form af "den store fødsel" fører til den kosmiske bevidstheds etablering. Dette er således forklaringen på de accelerationssymptomer, der kendetegner menneskehedens udvikling for tiden. Og det er ligeledes forklaringen på, at denne udvikling ligefrem synes at indebære en fuldstændig omstyrtelse af det bestående, uden at man dog i almindelighed kan se, hvad der skal træde i stedet. Ja, så udpræget tegner denne omstyrtningsproces sig, at menneskeheden faktisk i dag må betragte sig som truet på livet fra to forskellige sider. På den ene side har den en altudslettende atom, kemisk og bakteriologisk krig hængende over hovedet. Og på den anden side trues den mindst lige så alvorligt på livet af den sabotage på naturens øko-mekanismer, den i kraft af sit videnskabelige og teknologiske vingefang selv foranlediger. Og i ingen af tilfældene synes man at kunne øjne anden redning end den, der fremgår af den blinde skræk for følgerne. Men intet tyder på, at dette er tilstrækkeligt til at afværge en katastrofe; virkeligt magtfulde og konstruktive planer og målsætninger samt en fast beslutning med hensyn til at føre disse ud i livet er en udpræget mangelvare. Og set på denne baggrund er det kun med forbehold, at mennesket kan bryste sig med betegnelsen "homo sapiens" (det vidende menneske). Langt snarere kvalificerer det sig til prædikatet "homo manipulatus" (det manipulerende menneske), idet sandheden jo er, at vi i al vor foretagsomhed på de virkeligt afgørende punkter famler os frem i blinde, fuldstændigt blottet for ethvert kendskab til livets højere natur og de love, der her råder.

I denne situation er det højst opmuntrende at sætte sig ind i de fremtidsperspektiver, Martinus tegner for menneskeheden, og som bl. a. kommer til udtryk i Livets Bog, første bind. Pladsen udelukker en nærmere beskæftigelse med dem her, men det kan betones, at menneskeheden må gøre regning på at se den bestående verdensepoke gå fuldstændigt under til fordel for tilsynekomsten af en helt ny, der imidlertid rangerer på højde med de kvalifikationer, der gælder for kosmisk bevidsthed.

Martinus gør i denne forbindelse opmærksom på, at menneskeheden i virkeligheden først endegyldigt opfylder det guddommelige påbud om at gøre sig jorden underdanig i det øjeblik, den øver sin umådelige teknologiske indflydelse på en måde, der til fuldkommenhed er i samklang med både de fysiske og de åndelige naturlove i tilværelsen. - Herved knyttes der et moralsk aspekt til menneskets forhold til naturen, og netop dette aspekt søger udviklingen at bringe i centrum for den samlede menneskeheds opmærksomhed. Det er i virkeligheden det, de forskellige truende situationer har til opgave at udvirke.

Som bekendt har vi allerede for længst kasseret det geocentriske verdensbillede, altså forestillingen om, at jordkloden er universets centrum og dermed også det centrum, hvorom solen og de øvrige planeter drejede sig. På det etiske område er det imidlertid næppe for meget at sige, at vi stadig hænger fast i en slags geocentrisk verdensopfattelse. Vi sætter vort menneskeværd umådeligt højt og betragter os faktisk - på et højere plan - som universets midtpunkt, højeste mening og dyrebareste klenodie, målt med hvilket alt andet indtager en tjenende plads i periferien. Vi betragter det f. eks. som en indlysende selvfølge, at vi har ret til at udnytte det ganske dyrerige helt, som vi finder for godt. Vi fortærer dyrene, lader dem arbejde for os, bruger dem til eksperimenter, afliver dem for at tage deres skind og pelse, bruger dem til vivisektion og meget, meget mere. Det falder os overhovedet ikke ind, at vi ikke skulle have ret til dette, eller at det i mindste måde kan være i strid med livets love. Og som vort forhold er til dyrene, således er det dybest set til resten af naturen. Denne har bare at tjene mennesket lydigt og trofast, og den har ligeledes bare at tåle enhver behandling, mennesket måtte finde på at udsætte den for. Mennesket er på en og samme tid højeste udøvende magtinstans og højeste appelinstans, og i ingen af tilfældene udviser det nogen skånsel.

Det er let at se, at mennesket lever på en "homo-centrisk" livsopfattelse: mennesket i centrum, og alt andet placeret som tjenende faktorer i periferien. Men det er efterhånden også muligt at iagttage, at denne livsindstilling begynder at komme til kort. Følgerne begynder at blive så svære, at de ligefrem truer menneskets fortsatte eksistens. Der er med andre ord tilsyneladende sørget for, at træerne heller ikke på dette område får lov at vokse ind i himlen. Og forklaringen er simpelt hen, at mennesket i kraft af sin teknologiske ekspansion er nået frem til at udøve sin homocentriske livspraksis i en sådan målestok, at det provokerer sit makrovæsen, altså jordkloden, til en begyndende udøvelse af sanktioner. Også jordkloden har naturligvis indbygget forsvarsmekanismer i sin organisme, og det er netop disse, mennesket gennem sin homocentriske livsføring har bragt i aktion. Og naturligvis må jordklodelegemets modforanstaltninger påregnes at tiltage i omfang, hvis ikke et omsving i de menneskelige dispositioner kommer i stand. Men hvad skulle et sådant omsving bestå i, og efter hvilke ledefyr kan kursen sættes?

I første række må det gå op for mennesket, at det ikke er en død og ufølsom kæmpekugle, det svæver rundt på, men et levende makrovæsen, med hvilket det befinder sig i intim vekselvirkning.

Denne erkendelse vil automatisk føre til nødvendigheden af en opgivelse af den homocentriske livsindstilling; for det første på den måde, at menneskeheden erkender sig som en organisk bestanddel i jordklodelegemet, der i princippet ikke er hverken mere eller mindre vigtig end en hvilken som helst anden, akkurat som f. eks. hjernen i menneskeorganismen i princippet ikke er vigtigere for livets opretholdelse end f. eks. hjertet, nyrerne eller lungerne. Og for det andet i den forstand, at menneskehedens forestilling om sin egen selvtilstrækkelighed erstattes af den erkendelse, at den befinder sig i skæbnebestemmende sameksistens med både et mikrokosmos og et makrokosmos, og at den som en del af sin naturlige udvikling frem mod selv at blive begavet med kosmisk bevidsthed må lære de regler at kende, der gælder for denne sameksistens - og naturligvis respektere disse. Menneskeheden må simpelt hen begynde at interessere sig for et bevidst samliv med både mikrokosmos og makrokosmos som et naturligt forstadium til kosmisk bevidsthed. Og dette er i virkeligheden ensbetydende med en udfordring til intimt samarbejde på højeste plan mellem det, vi forstår ved politik, kunst, religion og videnskab. Idet man i stedet for at sætte mennesket i centrum sætter LIVET i centrum, bør disse fire institutioner med baggrund i menneskets samlede potentiel af viden og såvel åndelige som fysiske ressourcer administrere den samlede menneskeheds-aktivitet på en sådan måde, at der bliver tale om en opfyldelse af samtlige livets love.

Det vil således være frugtbart at betragte den politiske institution som en upartisk administrativ instans - helst på internationalt plan - der rådfører sig med 1) naturvidenskaben i fysiske spørgsmål; 2) religionen - udviklet til en åndelig videnskab - i spørgsmål vedrørende livets højeste natur samt tilværelsens åndelige love (dvs. dens etiske love); og 3) kunsten i spørgsmål af æstetisk art.

Naturligvis må det anses for en fordel, at disse fire institutioner gensidigt konsulterer hinanden i en fælles bestræbelse på at tilgodese livets og dermed helhedens interesser på en måde, der til fuldkommenhed opfylder livsloven. Og rent bortset fra, at en sådan velkoordineret aktivitet ved sin natur vil tildele menneskelivet et helt nyt perspektiv og indhold, turde det være indlysende for alle, at den samtidig vil være et umådeligt gode for mennesket selv. For det første vil den befri menneskeheden fra samtlige de trusler på livet, den nu er genstand for. For det andet vil den lede til føling med helt nye værdier og strømninger i livet af en tydeligt ophøjet og livgivende for ikke at sige guddommelig karakter. Og endelig vil den tildele mennesket en helt ny og hidtil uset værdighed. Den vil simpelt hen give anledning til en forvandling, der lader homo manipulates forsvinde til fordel for et væsen, der i højeste forstand har gjort sig jorden underdanig, og som det i henhold hertil vil være berettiget at karakterisere som homo sapiens amorous: det vidende og elskende menneske.