Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Medens det tidligere var almindeligt at antage noget guddommeligt som årsag til klodens og dens livsformers tilblivelse, ekspanderer i vor tid den opfattelse, at livets udvikling på jorden repræsenterer en principielt simpel kausal proces uden noget forudbestemt sigte. Altså en proces, hvis tendens til enhver tid alene har været og stadig er bestemt af årsagsforhold, der umiddelbart kan lokaliseres til den fysiske natur og de love, denne er behersket af. Relativ levedygtighed plus tilpasningsevne kontra skiftende livsvilkår er de primære faktorer, der efter den moderne opfattelse har bestemt udviklingen og således også er ansvarlig for livets status i dag. Det er derfor også kun med forbehold, man taler om udvikling. Man foretrækker at operere med begrebet forvandling til fordel for udvælgelse af de mest levedygtige individer eller livsenheder.

I modsætning hertil hævder Martinus det synspunkt, at såvel jordens tilblivelse som hele det udviklingsforløb, den gennem de forløbne årmilliarder har været skueplads for, i virkeligheden er en guddommelig proces med et klart sigte. Det vil sige en proces, som fra sin spædeste begyndelse og frem til i dag gennem alle sine faser har været ledet og overvåget af et guddommeligt ophavs suveræne indflydelse.

En vigtig detalje i det oprindelige sigte finder vi formuleret i sætningen: "Lad os gøre et menneske i vort billede og efter vor lignelse". For de fleste står det jordiske menneske som den praktiske fuldbyrdelse af denne guddommelige hensigt. Mennesket er den højeste og mest indflydelsesrige skabning på jorden, og det var i denne rolle og skikkelse, Gud i sin tid havde det i tankerne, mener man.

Fra Martinus side afvises denne opfattelse kategorisk. Mennesket er endnu langt fra at være i Guds billede og lignelse. Men karakteristisk nok har det troet at være det lige så længe, som det har haft kendskab til den Bibelske skabelsesformular. Og det er øjensynligt helt undgået dets opmærksomhed, at det gradvis har udviklet sig fra det rene dyrerige frem til det, det er nu, hvorunder det har passeret mange stadier og grader i menneskelighed og suverænitet. Heller ikke i dag, hvor denne udviklingsproces er klarlagt af videnskaben, synes dette forhold at spille rolle for det troende menneske. Men for den der tænker over sagen er det klart, at mennesket ikke på alle disse stadier kan have repræsenteret den endegyldige fuldbyrdelse af Guds hensigt med det. Og for den tænkende er det også klart, at heller ikke det nugældende udviklingstrin - der jo ikke er ens for alle - med sikkerhed kan betragtes som den endelige slutsten. Tvært imod er der al mulig grund til at tro, at en fortsat udvikling og forvandling vil finde sted, hvad den så end må bære i sit skød.

Som vidnesbyrd om den guddommelige førelse af menneskehedens udvikling tjener ifølge Martinus ikke mindst de store religiøse genier ned gennem historien, stifterne af de store religioner og metafysiske systemer, f. eks. Rama, Krishna, Buddha, Phytagoras, Jesus, Muhamed og Giordano Bruno, for at nævne nogle få. Og yderligere vidner en række spor af en højere viden, som den dag i dag kan iagttages rundt om i verden. Vi behøver blot at tænke på den højt udviklede astronomiske kalender udført i enorme rå stenstøtter, som dette nummers forside viser: Stonehenge i England. Ikke alene er den ved sin konstruktion et vidnesbyrd om høj indvielse i astronomiske - og man tør formode astrologiske - forhold, men også selve dens tilblivelse må have været betinget af en højere viden om universets kræfter, idet de enorme stenstøtter er hentet mange hundrede kilometer fra det sted, de står. I samme retning peger de store pyramider, og her især den såkaldte Cheopspyramide, som Martinus hævder er mindst 80.000 år gammel. Ikke alene består dette 150 m høje, kunstige stenbjerg af 2.500.000 mægtige stenblokke à 100 tons stykket, men det er også bygget med en nøjagtighed og akkuratesse, som man i dag simpelt hen ikke ville kunne genpræstere. Og dertil er den i bogstavelig forstand en universel matematisk matrice, i hvilken alle matematikkens principper og problemer samt en lang række kosmiske størrelsesforhold er indlejrede i form af vinkler og proportioner. Mange er endnu ikke tydet, og man har en stærk mistanke om, at det hænger sammen med en vis forhåndenværende analfabetisme i forholdet til løsningerne på en række matematiske nøgleproblemer, f. eks. cirklens kvadratur. Og på lignende måde findes der mængder af andre eksempler på spor af en højere viden tilhørende fortiden. I sin højst interessante bog: "Fortids gåder, fremtids virkelighed", som vi i et senere nummer håber at kunne bringe et interview med Martinus om, opregner forfatteren en lang række af sådanne eksempler. F. eks. en stenblok i nærheden af den gamle Inkafæstning Tiahuanaca på over 20.000 tons, der bærer tegn på ikke alene at være udsmykket, men også transporteret! - en fuldstændig umulig bedrift i dag, selv med den mest moderne teknik taget i betragtning. Der forekommer som sagt mange sådanne spor af en højere videns tilstedeværelse på jorden i fortiden, både åndelige og fysiske, og fra Martinus side betones det, at netop disse spor er håndgribelige vidnesbyrd om en høj guddommelig overvågelse af menneskehedens udvikling. En overvågelse, som stadig finder sted, og som vil sikre, at denne udvikling en dag når frem til sit oprindelige mål: det færdige menneske, dvs mennesket, der som Gud selv lever sit liv i total overensstemmelse med tilværelsens love og principper, og som på dette grundlag udelukkende udfolder en livgivende virksomhed. Først da er skabelsen af mennesket i Guds billede og lignelse endeligt fuldbragt, men til den tid vil man også definitivt have forladt det materialistiske syn på udviklingen, som nu hærger det menneskelige intellekt.