Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Gennem årtusinder har mennesket beskæftiget sig med forestillinger om Guds udseende, men er dette overhovedet berettiget? Har Gud mon overhovedet noget bestemt udseende?

Skal man dømme efter Bibelens skabelsesberetning, synes det at være tilfældet. Der hedder det jo, at mennesket er skabt i Guds billede og efter hans lignelse, og følgeligt må der være tale om et udseende for Guds vedkommende. Et udseende, som mennesket på en eller anden måde afspejler. Det er da ikke så sært, at man inden for kristendommen har forestillet sig Gud som et væsen i menneskeskikkelse, der holder til et eller andet sted oppe i skyernes rige. Det ser vi jo talrige eksempler på inden for kirkemaleriet, og selv om det på en måde kan forekomme lidt naivt, er der ikke desto mindre tale om en betragtning, der hviler på såre logiske ræsonnementer, nemlig at når A = B, så må B også være lig A. Altså når mennesket er skabt i Guds billede, må Gud også på en eller anden måde eksistere i menneskets billede.

At det imidlertid ikke kan være i umiddelbar, ydre forstand er én ting, der er voksende enighed om. Ikke alene virker tanken naiv og næsten komisk; den harmonerer heller ikke med vore erfaringer for den udvikling, mennesket er undergået. Ifølge disse er det menneskelige "billede" jo skiftet, efterhånden som udviklingen er skredet frem, og går vi tilbage i tiden, tegner det sig stadig mere primitivt: stenaldermenneske. Cromagnon og Neandertaler, primitivt abemenneske, menneskeabe osv., osv. Den menneskelige udviklingslinje kan føres tilbage til nogle pattedyrøgler, der levede for ca. hundrede millioner år siden, og disse igen har rødder i biologiske former, der går helt tilbage til de første kæmpemolekyler i det prækampriske urhav for ca. 2 milliarder år siden.

Det menneskelige billede har altså fremtrådt i mange forskellige udgaver, hvoraf langt de fleste er stærkt afvigende fra det nugældende. Og det vil måske fortsætte med at ændre sig, således at det en dag fremtræder på en måde, der er lige så afvigende fra atomaldermenneskets billede, som dette er afvigende fra de føromtalte pattedyrøgler og prækambriske kæmpemolekyler.

Det er her uden videre klart, at denne forvandling af menneskets billede må have konsekvenser for vor opfattelse af Guds billede, hvis det er i umiddelbar, ydre forstand, at mennesket som omtalt i Bibelens skabelsesberetning eksisterer i Guds billede. Og denne kendsgerning leder med uimodståelig konsekvens til en række vigtige spørgsmål.

For det første fremviser det både originale og traditionelle træk, hvor de traditionelle udtrykker en naturlig organisk forbindelse til kernepunkterne i de eksisterende verdensreligioner - altså menneskehedens åndelige arvegods - medens de originale træk udtrykker den fornyelse, der for det søgende menneske her føles så tiltrængt.

For det andet strider det ikke mod den daglige erfaring, således at man for at antage det må gøre vold på sin sunde fornuft.

For det tredie er dets indhold af elementer indbyrdes logisk modsigelsesfrie, således at det tåler at blive gjort til genstand for alle former for logisk prøvelse.

Og endelig er det i overensstemmelse med de videnskabelige kendsgerninger, der indtil nu er blevet vundet som resultat af den naturvidenskabelige forskning, således at en fortsættelse af denne må ventes at ville bekræfte det stykke for stykke. I denne forbindelse afviser Martinus selv kategorisk ethvert ønske om, at man blindt skal tro ham, samtidig med at han på det kraftigste opfordrer til al den undersøgelse og kontrol, der overhovedet lader sig foretage.
 

I sin redegørelse for begrebet "Guds billede" indleder Martinus med at gøre opmærksom på, at mennesket i virkeligheden udmærket kender Gud og Guds billede. For Gud er hele naturen, hele universet og alt, hvad der er i det. Universet er et levende væsen, og dette væsen er Gud. Guds billede er dermed det samme som universets billede, hvilket med andre ord vil sige et verdensbillede!

Imidlertid er universet en uendelig størrelse, hævder Martinus, og erklærer sig dermed i modsætningsforhold til relativitetsteorien. Denne udtaler ganske vist også, at universet er uendeligt, men vel at mærke med den tilføjelse, at det samtidig er begrænset. Verdensrummet krummer tilbage i sig selv, så at alle bevægelser før eller siden vender tilbage til udgangspunktet; således bl.a. også med hensyn til lysets bevægelse gennem rummet. Men netop derfor vil man aldrig komme til nogen grænse, og netop på denne måde er universet efter relativitetsteorien på en gang uendeligt og begrænset.

For Martinus er det derimod uendeligt i absolut forstand. Den begrænsning, relativitetsteorien taler om, er overvejende et subjektivt fænomen, for hvilket der kun i begrænset udstrækning er objektiv dækning, påstår Martinus og tilføjer, I virkeligheden er universet absolut ubegrænset således at forstå, at det på én og samme tid er grænseløst stort og grænseløst småt. Det har i realiteten slet ikke nogen størrelse, men er alene i kraft af sin enestående natur totalt hævet over tid og rum. Disse faktorer er kun lokale attributter ved universet, og for en meget høj grads vedkommende beroende på subjektive omstændigheder knyttet til mennesket som et sansende og oplevende Noget. Men netop fordi dette er tilfældet, vil mennesket i sin nugældende situation aldrig nogen sinde kunne få totalt overblik over universet i dets helhed, ligesom det heller aldrig vil kunne tilegne sig et totalt indblik i det. Og da universet med alt, hvad det omfatter og rummer, er identisk med Gud, er mennesket følgeligt henvist til kun at kunne opleve Gud og dermed Guds billede i udsnit, hvor disse udsnit dermed bliver facetter af Guds billede. Og disse facetter er naturligvis ikke blot repræsenteret ved de sansedata, der erhverves ved hjælp af synssansen, men omfatter overhovedet alle sansedata, som de menneskelige sanseorganer er i stand til at producere.

I virkeligheden lever mennesket altså i en permanent guddommelig korrespondance, idet det jo konstant vekselvirker med universet. Og gennem denne korrespondance skabes på den ene side dets livsoplevelse og på den anden side dets skæbne, der jo i virkeligheden blot er et andet udtryk for livsoplevelse. - Men hvordan kan det nu passe, at mennesket er skabt i Guds billede; er der i det hele taget noget om denne talemåde?

Ja, det er der i høj grad. Ifølge Martinus er mennesket selv et univers. Og i virkeligheden et uendeligt univers, i hvilket dets Jeg er den højeste styrende faktor. På netop denne måde eksisterer mennesket i Guds billede; for det er naturligvis ikke Gud. Det røber sig allerede gennem dets ydre fysiske begrænsning - altså dets konturer. Menneskets uendelighedsdimension strækker sig kun ned gennem mikrokosmos, hvorimod Guds også strækker sig op gennem makrokosmos. Det vil igen sige, at mennesket på en måde nærmer sig den form for uendelighed, relativitetsteorien taler om, medens Gud selv suverænt hæver sig op over den. Gud er i absolut forstand uendelig, hvorimod mennesket på en og samme tid er uendeligt og dog begrænset. Det er uendeligt på den måde, at man aldrig nogen sinde vil kunne møde en grænse for det mikrokosmos, det rummer i sig. Hver eneste af de milliarder elementarpartikler, organismen består af, er ved nærmere eftersyn umådelige universer bestående af ultramikrokosmiske partikler bundet i lovmæssige systemer. Og hver eneste af disse ultramikrokosmiske partikler er ligeledes umådelige universer bestående af endnu mindre partikler - altså super-ultramikrokosmiske - og således fremdeles i det uendelige. Tanken er svimlende. Men det gælder jo allerede, når den skal beskæftige sig med de kendte elementarpartikler. Og disse må dog betragtes som uomstødelige kendsgerninger. Hvorfor skulle det så spille så stor en rolle, at den må give fortabt over for forestillingen om ultramikrokosmiske og endnu mindre verdener, så længe ræsonnementet blot er logisk samt på relevant måde rodfæstet i de allerede anerkendte fakta?

Der kan næppe være tvivl om, at det gudsbegreb, Martinus introducerer, til at begynde med vil bringe mange mennesker i betydelige vanskeligheder til trods for, at det virker langt mere tilforladeligt for fornuften end den gamle Vorherre med sit lange hvide skæg oppe i skyerne. Det er nemlig en kendsgerning, at mennesket i sin indre, mere eller mindre bevidste længsel efter føling med Guds personlighed og væsen fremviser en udpræget tilbøjelighed til at ville operere med håndgribelige eller rettere anskuelige billeder af Gud. Og dette viser sig nu at være totalt umuligt. Intet anskueligt billede dækker på nogen som helst måde den virkelighed, Gud repræsenterer, men kan kun være en begrænset facet af denne virkelighed. Nævnte facet repræsenterer ganske vist, som det er tilfældet med mennesket. Guds billede i den forstand, at delen afspejler helheden. Men den ér ikke Gud. Og dermed er Gud pludselig blevet ligesom alt for stor, fjern og abstrakt - og først og fremmest alt for upersonlig. Hvordan skal vi nogen sinde kunne gøre os håb om at få vor indre, hemmelige trang til at opleve Gud på en personlig måde tilfredsstillet? Vil et sådant ønske nogen sinde blive opfyldt?

I sit bekræftende svar begynder Martinus med at gøre opmærksom på, at mennesket skal være lykkeligt for, at Gud ikke er en begrænset person på den måde, det inderst inde ønsker. For så ville Gud nemlig rent principielt kunne beslaglægges eller bemægtiges af den enkelte på en måde, der ville være i strid med helhedens interesser. For vi vil jo alle gerne opleve den personlige, fortrolige kontakt med Gud. Og dette er netop muligt takket være den måde, Gud faktisk er "indrettet" på.

Til belysning af dette faktum fortsætter Martinus med at forklare, at Gud lader sig opleve på to principielt forskellige måder. Gud kan dels opleves fra det, Martinus kalder stofsiden. Og "han" kan som den anden mulighed opleves fra en diametralt modsat synsvinkel, Martinus kalder livssiden.

Som mennesket imidlertid i øjeblikket er stillet - udtrykt ved dets nugældende udviklingstrin - er det kun i stand til at opleve Gud fra den ene af disse to sider: stofsiden. Dette skyldes karakteren af menneskets sansemæssige udrustning, der begrænser sig til et sæt fysiske sanseorganer, som via nervebaner og hjernecentre er forbundet med en i virkeligheden primitivt udviklet bevidsthed. Og netop sidstnævnte forhold betinger, at mennesket på sit nuværende udviklingstrin i hovedsagen kun formår at opleve Gud fra stofsiden, altså som materielle facetter eller billeder, der er begrænset i tid og rum.

Et bevinget ord siger, at det sete afhænger af øjet, som ser. Men kan et øje overhovedet se noget som helst? - Nej, øjet er tydeligt nok kun et redskab for synsprocessen og dermed redskab for det Noget, der betjener sig af synsprocessen og på dette grundlag varetager denne. Altså redskab for Jeget.

Formålet med synsprocessen er uden videre at etablere livsoplevelse og derigennem bevidsthed, og en nærmere undersøgelse af sagen vil vise, at det i virkeligheden er ved hjælp af det allerede forekommende bevidsthedsmateriale, at Jeget får noget ud af at bruge øjet. Det vil således være mere korrekt at sige, at det sete afhænger af bevidstheden "bag" øjet. Og netop dette gælder i allerhøjeste grad også, når det drejer sig om at opleve Gud. Og forholdet er her det, at bevidstheden må have en vis standard i både intellektuel og moralsk henseende, for at den kan danne grundlag for den ideelle oplevelse af Gud, dvs. en oplevelse, der både omfatter den føromtalte stofside, og endnu vigtigere: livssiden. Vi kan i denne forbindelse tænke på Jesus, der hvor han ved én lejlighed siger, at Gud er ånd og som sådan skal tilbedes i ånd og sandhed, ligesom han ved en anden lejlighed udtaler, at kun de rene af hjertet skal se Gud.

Bevidstheden er altså det afgørende for, den fuldstændige oplevelse af Gud. Og hvad mangler den menneskelige bevidsthed så i at kunne befordre denne oplevelse? - Martinus svarer: en vis intellektuel tilvækst, men først og fremmest en betydelig moralsk højnelse, idet dette er en afgørende forudsætning for den renhed af hjertet, som jævnfør Jesus betinger oplevelsen af Gud (som et personligt væsen). Forklaringen er, at Gud som personlighed betragtet er en virkelighed bag om eller ud over de stoffænomener eller stofbilleder, som kommer til vor bevidsthed gennem de fysiske sanser. En virkelighed, som man kun kan komme på bølgelængde med under forudsætning af, at bevidstheden er behersket af intellektualiseret følelse, dvs. en kombination af højintellektualitet og ren humanitet eller næstekærlighed. Dette bevidsthedsklima udløser nemlig en overordnet bevidsthedsevne, der kun kan udfolde sig under disse betingelser. Denne evne er intuitionen, og netop intuitionen befordrer oplevelsen af Gud som et personligt væsen; dette kan man også udtrykke på den måde, at intuitionen udløser oplevelsen af Guds livsside. Men denne guddommelige personlighed eller livsside opleves vel at mærke ikke som noget, der er uden for én, men derimod som noget, der er inden i én, og herfra stråler ud og omfatter, overskygger og gennemtrænger overhovedet alt, der tilhører stofsiden - herunder ens egen organisme. Man skal altså ikke vente at møde Gud uden for sig selv; tværtimod vil den intuitivt befordrede oplevelse af Gud bekræfte gyldigheden af det gamle arabiske ordsprog, der siger, at Gud er dig nærmere end dit eget hjerte. Det er klart! For som identisk med hele universet er Gud til stede i ens eget væsen og personlighed, akkurat som ens organisme jævnfør skabelsesberetningen repræsenterer Guds billede. Og intuitionen er altså den gyldne nøgle til erkendelse af dette forhold. For gennem den opstår der bevidst kontakt mellem det guddommelige i individets væsen og Guds eget altomfattende væsen, således at en sammensmeltning til ét væsen på et højere plan finder sted.

På denne baggrund forstår sikkert alle, at oplevelsen af Guds personlighed må være betinget af ganske særlige forhold, repræsenteret ved et bevidsthedsklima af intellektualiseret følelse. Og hvordan etablerer man så denne tilstand?

- Dette er kun delvis en viljessag, svarer Martinus. For en stor dels vedkommende er der tale om et naturligt, organisk udviklingsforløb, som er uden for viljens rækkevidde. Men noget kan der gøres, nemlig på det område, der hedder forholdet til omgivelserne. Disse repræsenterer jo Gud. Og det er derfor klart, at der her er noget at gøre. For naturligvis er en oplevelse af Guds væsen udelukket, så længe man med sin daglige væremåde er til gene, ja måske endog lidelse og sorg for Gud, repræsenteret ved medvæsenerne i omgivelserne. En vigtig ting at tage fat på er derfor helt indlysende på den ene side at virke for en udslettelse af begrebet "fjender" i ens bevidsthed, og på den anden side at stille hele den personlige begavelse til rådighed for en væremåde, der helhjertet sigter mod at være til udelt glæde og velsignelse for medvæsenerne. Først da opfyldes den lov over alle love, udtrykt i et krav om kærlighed til Gud over alle ting og til næsten som sig selv, der gør oplevelsen af Gud som et personligt medvæsen mulig.

P.B.-J.