Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Er det pædagogisk og dermed også kosmisk rigtigt i det store og hele kun at lade børn og unge mennesker beskæftige sig med ting, der for dem er lystbetonede? Der tænkes her blandt andet på, at begreber som pligt og autoritet er ved at blive "uartige" ord, som den moderne tids mennesker ikke kan være underkastet. Bliver man et bedre menneske ved kun at gøre, hvad man har lyst til? Hvad overvinder man derved? Det praktiske liv kræver som regel noget ganske andet, men dette er måske så forkert? og autoritetsbegrebet? Er Gud dog ikke en autoritet set fra vort stade? Er livslovene ikke af autoritær natur over for os? Er der overhovedet nogen mulighed for at slippe udenom? Men hedder det så i virkeligheden ikke: "Du skal"?

Det er sikkert klart for enhver, at det er et meget centralt problem, De her bringer på bane. For som mennesker med klar forståelse af livets muligheder ønsker vi på den ene side at være fuldstændigt frie og ubundne, medens vi på den anden side ud fra en lige så klar bevidsthed om livets risici ønsker eksistentiel tryghed og sikkerhed, således at vi ikke definitivt bliver afskåret fra netop livets muligheder.

Imidlertid er det klart, at denne form for tryghed og sikkerhed er afhængig af en vis lov og orden og dermed betinget af, at de interesserede parter respekterer denne lov og orden. I modsat fald vil der nemlig uvægerligt opstå kaos i større eller mindre grad, og kaos er altid ensbetydende med en mere eller mindre omfattende blokering af livets muligheder, idet disse ifølge sagens natur er størst dér, hvor livets mekanismer fungerer mest muligt uforstyrret.

Det er jo netop i forståelse af dette forhold, at mennesket selv skaber love og regler, der gælder for samfundet. Uden sådanne kan samfundet nemlig ikke fungere gnidningsfrit; men deres værd afhænger naturligvis af den udstrækning, i hvilken samfundets enkelte repræsentanter respekterer og opfylder dem. Lad os tænke på et relativt simpelt lovkompleks som færdselsloven. At det er nødvendigt med love og regler dér, hvor mange mennesker på mere eller mindre farlig vis skal færdes mellem hinanden er indlysende for enhver. Og at lovenes værdi kun rækker lige akkurat så langt, som de enkelte trafikanter er villige til at opfylde dem er også selvklart for alle. Det normale er da også her, at flertallet frivilligt giver sig ind under dem, fordi man erkender, at det trods alt er bedre at underkaste sig et sæt love, der garanterer éns sikkerhed og tryghed i trafikken, end at hævde den ret til personlig frihed og ubundethed, man umiddelbart føler tilkommer én. Men der er naturligvis undtagelser, og typisk nok er det disse undtagelser, der på trafikkens område skaber usikkerhedsmomentet. Det er derfor også nødvendigt af hensyn til den almene sikkerhed at søge disse undtagelser begrænset til det mindst mulige, og til dette formål har man som bekendt politi og øvrighed, der gennem passende pressionsmidler søger at bøde på den grad af mangel på forståelse for lovens nødvendighed, der her og der gør sig gældende. Og dette gør man på autoritær facon og med størst mulig konsekvens.

Alt dette er velbekendt for os, men der er alligevel vigtige ting at hæfte sig ved i det øjeblik man vil diskutere berettigelsen af autoritet eller ikke.

I tilfældet færdselsloven er det uden videre klart, at det ville være helt overflødigt med autoritære pressionsmidler, hvis alle trafikanter i klar forståelse af denne lovs nødvendighed samvittighedsfuldt overholdt den. Og da ville man ikke se på lovens bogstav og autoritære tone som en personlig provokation, men som en form, under hvilken man præciserer et sæt regler, hvorefter den menneskelige færdsel må afvikles, hvis den enkeltes tryghed og sikkerhed i trafikken skal kunne garanteres. Man ville kort sagt acceptere loven som noget, hvis eksistens og stringens man selv har fordel af i højere grad, end der ville være tale om, hvis den ikke eksisterede.

Vi kan nu vende os mod mere generelle betragtninger over autoritetsbegrebet. - Som nævnt i indledningen må det anses for naturligt, at mennesket rent umiddelbart ikke er tilbøjeligt til at lade sig diktere til, hvad det skal og ikke skal, må og ikke må, men tværtimod søger at hævde en ret til kun at gøre, hvad det til enhver tid har lyst til. Det vil dog sige: denne indstilling er kun naturlig for det menneske, der enten på grund af ungdom eller kosmisk umodenhed ikke forstår fordelene ved og nødvendigheden af, at der i tilværelsen hersker lov og orden. Og det turde være indlysende, at mennesker, for hvem dette er blevet klart, ikke alene har ret til at hævde denne indsigt over for den umodne kategori, men endog har pligt til det, akkurat som færdselsmyndighederne af hensyn til den almene sikkerhed har pligt til at overvåge færdselslovens overholdelse. Hvem kan vel anse det for rimeligt, at en person uantastet får lov til at køre over for rødt lys eller giver sig til at indføre venstretrafik i et land, hvor der gælder grønt lys og højretrafik, blot fordi vedkommende har lyst til det? Naturligvis ingen, der er ved sine fulde fem. Og på samme måde med hensyn til livet i al almindelighed. De love og regler, som er nødvendige for at menneskelivet kan udfolde sig så rigt som muligt for alle implicerede, må man naturligvis kræve overholdt af alle, der vil nyde godt af samfundets muligheder. MEN! Dette er også det eneste motiv, der bør ligge bag en autoritær holdning og udfoldelse. Og i samme forbindelse bør det aldrig forsømmes at redegøre for denne motivering. Autoritær kompetence er med andre ord altid forbundet med en pædagogisk pligt og derigennem med et moralsk ansvar. Forsømmes sidstnævnte i den forstand, at autoriteten kun benyttes som et middel til at sikre personlige interesser uden rod i love og regler, der tjener almenvellet, da er autoriteten blot et redskab for personlig egoisme og dermed ubeføjet. Og forsømmes den pædagogiske pligt i den forstand, at man ikke gør rede for, hvorfor må man kræve det eller det, da kommer de pågældende krav let til at virke som om der er tale om autoritært magtmisbrug. Men overholder man begge disse to betingelser, da har man til gengæld af hensyn til helheden både ret og pligt til at hævde de love og regler, hvoraf samfundsordenen og samfundsinteresserne afhænger, og hvorpå den pågældendes eget sande vel mere eller mindre uafvidende af vedkommende selv beror.

Nu er det jo en kendt sag, at megen grusomhed gennem tidens løb er blevet udløst under henvisning til disse hensyn; vi behøver blot at tænke på de erfaringer vi har fra Hitlers og Mussolinis magtperioder, ligesom vi med god grund kan rette opmærksomheden mod de mange tilfælde af autoritært magtmisbrug, der netop nu finder sted forskellige steder i verden under henvisning til, at det tjener samfundets almenvel, medens sandheden er, at det kun tjener en større eller mindre samfunds-gruppes almenvel. Vil man derfor helt til bunds i sagen, er man nødt til at rette interessen mod det spørgsmål, om der gives universelle eller kosmiske normer at gå efter, når det drejer sig om at hævde autoritet. Og hertil svarer Martinus, at det gør der i høj grad. I sin helhed er livet behersket af et sæt kosmiske love og principper, på hvis eksistens dets evige beståen er baseret. Og netop disse love og principper bør danne forbillede for de love og regler, mennesket som samfundsvæsen skaber, ligesom den måde, efter hvilken de samme kosmiske love og principper gør sig gældende, bør danne forbillede for den autoritet, hvormed de menneskelige love hævdes. Det vil naturligvis ikke være muligt her at komme nærmere ind på dette. Blot skal en enkelt side belyses, nemlig den voksnes principielle forhold til barnet og den unge.

Det gælder her, at den voksne i virkeligheden virker i et stort kosmisk skabeprincips tjeneste, nemlig forældreprincippet. Og dette princip er igen et beskyttelsesprincip, der primært tjener det formål at tilgodese barnets og den unges kosmiske tarv fra det øjeblik, vedkommende er inkarneret og til fysisk og psykisk modenhed omkring 30 års alderen er nået. At være dette princips sande tjener består derfor i at beskytte barnet og den unge, både i rent fysisk øjeblikkelig forstand, men også i psykisk og mere langsigtet forstand, nemlig på den måde, at den voksne på grundlag af sin viden og erfaring om livet gradvis og målbevidst indvier den unge i de krav, det voksne liv engang vil stille, og samtidig underviser vedkommende i både nødvendigheden af at kunne honorere disse krav, og i hvordan det i praksis gøres. Og sidst, men ikke mindst hører det til den voksnes opgave langsomt og hensynsfuldt at træne den unge i, hvad det vil sige at have pligter, således at vedkommende ved skelsår og alder er udstyret med et maksimum af forudsætninger for at kunne deltage i samfundslivet på en måde, der er til glæde og velsignelse for både samfundet og den pågældende selv. Og at dette i en vis udstrækning forudsætter autoritær udfoldelse er en ligeså given ting, som det er naturligt, at den unge helst vil følge sine egne lystbetonede interesser og indfald.