Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vær venlig at besvare følgende spørgsmål. - Martinus bruger undertiden udtrykket "Verdensgenløser".

Jeg forstår det således, at verdensgenløseren ved sin væremåde har vist menneskeheden vej ud af mørket. Men hvad har han genløst fra? Jeg mener: enhver handling, vi begår, medfører jo virkninger, som vi ikke kommer uden om. Synd eksisterer jo ikke kosmisk set.

Udtrykket "genløste" siger endvidere, at det har menneskeslægten været før. Ellers ville det jo hedde "løste", men fra hvad?

Ved lejlighed vil jeg gerne høre Instituttets udtalelse herom.

De har fuldstændig ret i, at synd ikke eksisterer kosmisk set. Derimod eksisterer der forsyndelser mod livslovene, hvilket vil sige handlinger, der på en eller anden måde virker saboterende på livets beståen og tilværelsens harmoni, altså handlinger, som i det tilfælde, at de var ene om at råde, ville være en decideret trussel mod livet.

Det er også rigtigt, at alle handlinger bliver årsag til virkninger, der på et eller andet tidspunkt vender tilbage til handlingernes ophav, således at vedkommende på sin egen krop og i sin egen psyke kommer til at opleve karakteren og indholdet i disse oprindelige handlinger. Dette er i sig selv en konsekvens af livslovene, nemlig i dette tilfælde skæbneloven. Og det er ikke uden betydning, at denne lov gør sig gældende, for netop herigennem garanteres livets evige beståen og definitive beskyttelse mod alle trusler, der hidrører fra de levende væseners forsyndelser mod livslovene. Dette er simpelt hen en følge af det sande i, at brændt barn skyer ilden. De skæbnevirkninger, som forsyndelser mod livslovene afstedkommer, er nemlig alle uden undtagelse af ubehagelig art og dermed af en karakter, som tværtimod at opfordre til gentagelse tilskynder individet til at undgå gentagelse. Og dertil beriger de i vid udstrækning samme individ med de nødvendige forudsætninger for at få dette til at lykkes. Disse forudsætninger er de indhøstede erfaringer; dels erfaringer, der har relation til forstandslivet - dvs. intellektuelle erfaringer - og dels erfaringer, der har relation til følelseslivet, dvs. lidelseserfaringer.

Når erfaringer kan spille den rolle at sætte det levende væsen i stand til at gøre sig fri af ubehagelige skæbnevirkninger, skyldes det simpelt hen, at årsagen til sådanne skæbnevirkninger i kosmisk forstand er uvidenhed, nemlig uvidenhed om livslovene samt hvad der kræves for ikke at forsynde sig mod disse. Og netop denne uvidenhed råder erfaringsdannelsen i betydelig grad bod på. Ja, dybest set ville ethvert levende væsen alene på dette grundlag kunne nå til fuld kosmisk indsigt i livslovene og den rette holdning til disse. Det ligger i sagens natur, men det ville sandelig indebære, at løbet gennem uvidenhedens zone ville være langt mere dystert og langtrukkent, end det strengt taget er nødvendigt og rimeligt. Og vi nærmer os nu kernen i Deres spørgsmål. For medens det er rigtigt, at skæbneloven virker, nemlig i den forstand, at man høster, hvad man sår, så er det ikke rigtigt, at man høster alt, hvad man sår, således som De antyder det, dér hvor De siger, at enhver handling, vi begår, medfører virkninger (underforstået "for os selv", antager jeg), der ikke er til at komme uden om. De mener altså, at vi til punkt og prikke høster virkningerne af alt, hvad vi sår. Dette er imidlertid ikke tilfældet, og godt det samme. For som bekendt er det ikke småting, der lader sig overkomme med hensyn til dette at forsynde sig mod livslovene. Tænk blot på, hvad en person som Adolf Hitler var årsag til. Ene mand var han direkte og indirekte skyld i millioner af menneskers ulykke, sammenbrud og død. Hvor lang tid tror man ikke der skulle til, hvis alt dette skulle gennemleves af Hitler selv. Og som med Hitler, således med os alle. Af uvidenhed forsynder vi os i en sådan udstrækning mod livslovene, at det praktisk taget ville være uoverkommeligt at gennemleve virkningerne af det alt sammen, hvilket naturligvis er ensbetydende med, at vejen til en lys og forklaret tilværelse ville blive umådeligt meget længere, end det nu er tilfældet - takket være ikke mindst verdensgenløsningen.

Ja, men er det da retfærdigt, at man skal slippe for nogle af de virkninger, man selv har været årsag til? - Og kan det være i harmoni med en kosmisk verdensorden? - Man må i begge tilfælde svare: ja, i allerhøjeste grad. I betragtning af, at forsyndelser mod livslovene skyldes uvidenhed om disse, og således ikke kan betragtes som hverken synd eller forbrydelse, er det i høj grad retfærdigt, at man kun oplever lige akkurat så mange resulterende skæbnevirkninger, som skal til for at gøre én kapabel til at opfylde netop livslovene. Og det vil i praksis sige kun en brøkdel af de ubehageligheder, der ville blive tale om, hvis skæbneloven fik lejlighed til at fuldbyrde sig med fuld konsekvens, altså som et strengt øje-for-øje og tand-for-tand-princip. At denne praksis endvidere er i harmoni med en kosmisk verdensorden, fremgår af, at det ville være indlysende forkert, om et menneske, der allerede har høstet en sådan sum af lidelseserfaringer, at det under indtryk heraf kun er i stand til at føle og praktisere kærlighed til alt og alle, at et sådant menneske i årtusind efter årtusind fortsat skulle høste lidelseserfaring som følge af endnu ikke indfriede poster på skæbneregnskabet. Til hvad nytte? - Og hvordan kan man tænke sig, at en sådan praksis ville kunne være i samklang med en kosmisk verdensorden? Er det tværtimod ikke indlysende, at den ville gøre det totalt absurd overhovedet at tale om en verdensorden?

Det lader sig ikke gøre her nærmere at udrede, hvad der i praksis betinger den "syndernes forladelse", der her er søgt anskueliggjort. Kun skal verdensgenløsningens rolle i sammenhængen skitseres.

Som de fleste vil vide det, skildrer Martinus det evige liv som en uophørlig "vandring" gennem stadig større oplevelseskredsløb, der i kraft af deres indbyrdes sammenhæng i forening danner et ekspanderende spiralkredsløb. Hvert enkeltkredsløb i denne uendelige spiral er kendetegnet ved ganske bestemte universelle traditioner, således bl. a. en zone, hvor de levende væsener lever i uvidenhed om livets love, ligesom de i vid udstrækning har mistet evnen til at opfylde dem; for at opretholde tilværelsen er de tværtimod henvist til at overtræde dem med regelmæssige mellemrum, idet vilkårene bl. a. er, at man må æde hinandens organismer. Man lever kort sagt i et kosmisk mørke. Modsætningen hertil er en anden zone i kredsløbet kendetegnet ved den højeste oplysthed samt den højeste grad af evne til at opfylde livslovene. Mellem disse to zoner råder der en vis åndelig "afstand", som det kræver indsats og anstrengelse at overvinde og tilbagelægge, ganske uanset i hvilken retning bevægelsen skal foregå. Men medens væsenet, der søger fra lyset mod mørket, kan tilbagelægge denne afstand på grundlag af egne indre forudsætninger, er væsenet, der søger fra mørket mod lyset udpræget afhængig af en vis ydre assistance - en pædagogisk assistance - simpelt hen fordi det lever i en tilstand af den mest udprægede åndelige hjælpeløshed. Og det er derfor også her, begrebet "verdensgenløsning" kommer i betragtning.

At der er grundlag for at tale om gen-løsning, fremgår af det forhold, at det levende væsen gang på gang under forløbet af sit evige liv kommer i den situation at være afhængig af åndelig vejledning, nemlig for hver gang det passerer mørkezonen. Og hvad det løses fra er naturligvis bindingen til mørket, primitiviteten og uvidenheden, nemlig på den måde, at verdensgenløseren ud fra sin højere viden vejleder i spørgsmålene om livslovene og det rette forhold til disse. Imidlertid er det klart, at det til at begynde med kun er meget lidt forståelse, der kan bibringes væsenerne om disse "høje" ting. Indsatsen fra verdensgenløsernes side må derfor gentages den ene gang efter den anden, hvilket på ny bekræfter berettigelsen af udtrykket gen-løsning. Men hvad bestemmer så, hvornår en ny genløsning skal finde sted? - Det gør simpelt hen de praktiske livserfaringer: lidelseserfaringerne og de intellektuelle erfaringer. Disse skaber efterhånden en vis modenhed for en ny teoretisk vejledning, som så kan bære endnu et stykke vej frem, hvorefter en ny teoretisk vejledning bliver aktuel og således fremdeles til en definitiv udfrielse af mørket og uvidenheden er opnået. Verdensgenløsningen er simpelt hen en forældrefunktion i stor målestok, en kosmisk forældrefunktion under Guddommens protektion.