Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvordan bærer væsenerne i visdomsriget sig ad med at hvile?

På dette interessante spørgsmål kan der svares, at væsenerne i visdomsriget med hensyn til dette at hvile befinder sig i en situation, der er fælles for overhovedet alle levende væsener, der fører deres tilværelse i den åndelige verden, nemlig den, at man ikke hviler på samme måde som i den fysiske verden. Dette er naturligvis ensbetydende med, at den åndelige tilværelsesform er langt mere koncentreret og krævende end den fysiske, hvad der igen forklarer, at det kræver en vis udvikling af åndelige evner og egenskaber at kunne gøre sig gældende som hjemmehørende i den åndelige verden, hvad der igen bidrager til at forklare, at mennesket med dets tilhørsforhold til den fysiske verden kun i kortere tid ad gangen kan tage ophold i den åndelige verden.

Årsagen til denne koncentrerede livsform skal ifølge Martinus søges i den åndelige materies natur eller væsen. Det gælder jo her, at denne materie netop er åndelig, fordi den er langt finere og lettere end den fysiske materie, således at det levende væsen direkte kan bevæge den med sine tankeorganer, der i sig selv er opbygget af åndelige materier. Ganske vist kan man her se en vis analogi til den fysiske materie, der som bekendt bevæges ved hjælp af den fysiske organisme. Men der gør sig samtidig den store forskel gældende, at den fysiske materie kun med største besvær lader sig organisere og kontrollere, nemlig gennem primitiv påvirkning ved hjælp af hænder eller fødder samt disses forlængelser i form af redskaber m.m., hvorimod den åndelige materie direkte og ubesværet lader sig kontrollere og bevæge ved hjælp af tankeorganerne, således at skabelsen kommer til at antage visionær karakter. I stedet for, som det er tilfældet i den fysiske verden, at skabelsen mere eller mindre omstændeligt forløber trin for trin (f. eks. ved opførelsen af et hus), foregår den i den åndelige verden som en visionær helhedsmanifestation, der forløber i et tempo afstemt efter situationen og det aktuelle behov. Den åndelige materie muliggør med andre ord en langt mere elegant skabelsesmetode end den fysiske, men hvilken metode ved det tempo, der kendetegner den, samtidig er langt mere koncentreret og dermed krævende, end når det gælder skabelser i den fysiske verden. Skabelsesprocesser, der i denne tager måneder - ja, måske år, vil i den åndelige verden kunne være tilendebragt på minutter eller sekunder, hvad der naturligvis stiller de allerstørste krav til de udøvende parter.

Dette krav vil fremgå endnu tydeligere af det forhold, at der i den åndelige verden i virkeligheden kun er det at opleve, som de levende væsener i fællesskab selv skaber. For et typisk træk ved den åndelige materie er yderligere dette, at den i kontakt med sin renhed og letbevægelighed i sig selv er usynlig, og først bliver synlig i det "øjeblik, den af et levende væsens tankeorganer sættes i svingning og bringes til at koncentrere sig.

Dette er således en meget væsentlig grund til, at de åndelige skabelser er kendetegnede ved visionære egenskaber. Tænker man f. eks. således på et landskab, vil dette i et behageligt tempo komme til syne og antage en mere og mere fast og detaljeret karakter - tilsyneladende ud af det bare intet. Og ophører man med at tænke på det, forsvinder det igen graciøst og elegant og bliver således tilsyneladende på ny til det bare intet, eller rettere sagt, det vil i glidende overgang blive afløst af en ny vision svarende til den tanke, ophavet til landskabet lader følge efter tanken på dette. Og på denne måde vil den ene vision afløse den anden uden ophør, dog naturligvis med det forbehold, at man udmærket kan antage rollen som "passiv" tilskuer til scenerier, andre væsener udfolder og herunder ophøre med selv at producere visioner.

Den åndelige materie kan altså optræde i en form, hvor den er usynlig, og i en form, hvor den er synlig, nemlig i første tilfælde når den eksisterer upåvirket, og i det andet tilfælde, når den er påvirket af et levende væsens tankeorganer. Af disse to eksistensformer kan man i kontakt hermed betegne den første som den åndelige materies hviletilstand, og den anden som en anslået tilstand.

Vi bemærker naturligvis straks udtrykket "hviletilstand"; der er altså på nogle områder grundlag for at tale om hvile i den åndelige verden. Ja, det er der i høj grad, men på en ganske anden måde end i den fysiske verden. I den åndelige verden kender man ikke til træthed på samme måde som i den fysiske verden, simpelt hen fordi man dér ikke er udrustet med en tung fysisk organisme, i hvilken samtlige de livsfunktioner er samlet, der gør én bevidst på planet, og som med passende mellemrum i form af søvn har behov for at overgå i en næsten fuldstændig inaktiv tilstand. Den struktur, der danner grundlag for dagsbevidsthedstilstanden i den åndelige verden, og således også spiller rollen som den åndelige skabelses organiske forudsætning, består nemlig af praktisk taget utallige lokale organsystemer, der kan fungere mere eller mindre uafhængigt af hinanden. Og hvert af disse systemer står i en eller anden bestemt interesses tjeneste således at forstå, at Jeget gennem hvert enkelt af dem kan bringe én eller anden interesse til udfoldelse i den åndelige materie. De pågældende systemer kan naturligvis også fungere i forskellige kombinationer alt efter det foreliggende behov, men naturligvis gælder det her, at funktion er ensbetydende med belastning og slitage, således at hvile på et tidspunkt bliver aktuel - men kun for det implicerede system eller systemkombinations vedkommende!

Et sådant behov for hvile registreres simpelt hen på den måde, at der opstår mættelse ved den givne beskæftigelse; den virker ikke længere inspirerende og engagerende, men snarere mere eller mindre kedelig. Men det medfører naturligvis blot, at den udskiftes med en anden, hvilket man også kan udtrykke på den måde, at den udlevede interesse erstattes af en anden. Men denne anden interesse hviler med hensyn til sin udfoldelse i den åndelige materie på helt andre organiske systemer end dem, man er blevet mæt af, og således på systemer, der er mere eller mindre friske og udhvilede alt efter hvor længe siden det er, de sidst har været i brug. På denne måde former tilværelsen i den åndelige verden sig som en skiften mellem interesser og dermed som en bevægelse fra interessesfære til interessesfære. Og kun de systemer, der bærer den aktuelle interessebeskæftigelse, er i aktion; alle de øvrige hviler, regenereres og samler nye kræfter. I den åndelige verden hviler det levende væsen med andre ord kun lokalt, men er som skabende personlighed betragtet hele tiden vågent og aktivt, hvad enten det nu er som aktør eller som tilskuer. Altså også et udtryk for den åndelige verdens overlegenhed i forhold til den fysiske.

Det skal til slut for fuldstændighedens skyld nævnes, at givne interessefelter kun har en vis "levetid", hvilket gælder uden undtagelse. I kraft af indflydelsen fra dét kosmiske skabeprincip, Martinus kalder "kontrast-princippet", vil en hvilken som helst interessesfære gennem dette at blive dyrket før eller siden udpines for kontrast- og fornyelsesmuligheder og således gradvis miste sin inspirationskraft. Dette medfører igen, at de tilsluttede organiske systemer ikke vil få tilført den energi eller næring, der skal til for at forny dem og derigennem medføre deres tilbagevenden til en "udhvilet" tilstand. De vil derfor langsomt degenerere og sygne hen, således at de til sidst er helt "udbrændte" og dermed ubrugelige. Virkningen heraf vil igen være den, at det levende væsen på foranledning af kræfterne i dets eget indre, kosmiske væsen tvinges til at finde frem til stadig nye interesseområder, hvad der naturligvis medfører en tilsvarende stadig fornyelse af det selv. Og det er denne fornyelse, der for det jordiske menneskes vedkommende giver sig udtryk i dets gæstepassage gennem de åndelige verdeners mange sfærer fra det ene fysiske liv til det andet. Og det er den samme fornyelse, der i det store perspektiv medfører det levende væsens vandring fra tilværelsesplan til tilværelsesplan med dannelsen af det kosmiske spiralkredsløb til følge.