Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg har forstået Martinus verdensbillede sådan, at det evige liv former sig som et spiralkredsløb bestående af udviklings- og indviklingsbuer, der i stadig rækkefølge afløser hinanden, og at denne proces er bestemt af en stadig ændring af grundenergiernes kombination. På én måde virker dette meget logisk og tiltalende, men på en anden måde kommer man til at tænke på livet som en slags maskineri, som man er prisgivet, ikke mindst når det drejer sig om gennemvandringen af indviklingsbuerne, der jo er behersket af mørke, primitivitet og smerte. Men nu melder der sig to spørgsmål,
1. Hvad er det egentligt, som bevirker ændringen af grundenergiernes kombination?
2. Til hvad nytte er de mange lidelser i verden? Martinus fremhæver dem jo som basis for den humane evnes udvikling. Men dermed forklarer han jo udviklingen på et andet grundlag end det, ændringen af grundenergiernes kombination repræsenterer. Umiddelbart skulle man tro, at sidstnævnte var tilstrækkeligt til at befordre udviklingen, således at lidelserne bliver overflødige. Men der er måske noget, jeg overser.

Deres spørgsmål er i høj grad berettiget, og det repræsenterede problem deles sikkert af mange, idet flere har indsendt beslægtede problemstillinger. Og sandheden tro er det slet ikke så let at udrede trådene, i det mindste ikke på en så begrænset plads, som der her er tale om. En ting kan imidlertid hurtigt besvares, nemlig hvad det er, som bevirker ændringen af grundenergiernes kombination. Det er den syvende kosmiske grundenergi: moderenergien. I praksis ytrer denne sig (som nyligt beskrevet) som et system af kosmiske skabeprincipper, der giver sig udslag i dannelsen af tilsvarende principielle tilstande og funktioner i det område, de seks øvrige grundenergier danner, det vil sige materiens, formernes og organismernes verden.

Som eksempler på skabeprincipper kan nævnes kontrastprincippet, kredsløbsprincippet og polprincippet, og det er netop specielt disse tre principper i forening, der bevirker ændringen af grundenergiernes kombination.

Med hensyn til besvarelsen af Deres andet spørgsmål er det af betydning først og fremmest at gøre sig klart, hvad der egentligt ligger i begrebet: grundenergiernes kombination. Fra Martinus side udtrykkes det på den måde, at det levende væsens underbevidsthedsområde med hensyn til sin overfysiske eller parafysiske del er bygget op af seks åndelige legemer, der tilsammen danner en organisk enhed: den sjælelige struktur. Ved hjælp af denne kan Jeget bevæge den åndelige materie, ligesom det kan modtage sanseindtryk heraf, og det er netop disse to funktioner, det er den sjælelige strukturs opgave at løse.

Som nævnt består den af seks åndelige legemer. Hvert af disse er sæde for Jegets evne til at manøvrere med én af de føromtalte seks grundenergier, der eksisterer foruden moderenergien, og Jeget registrerer dem i kontakt hermed som seks åndelige evner. Evnen til at beherske den første grundenergi registreres som instinkt, og evnen til at manøvrere med de fem øvrige fornemmes henholdsvis som tyngde (dvs. evnen til at udfolde dynamik), følelse, intelligens, intuition og hukommelse.

Ved studiet af Martinus verdensbillede lærer man de træk og egenskaber at kende, som er karakteristiske for de nævnte seks evner, og man tilegner sig herigennem samtidig grundlaget for at forstå, at den udviklingsgrad, der kendetegner hver af disse, på grundlæggende måde bestemmer et levende væsens egenskaber. Og det er her, læren om grundenergiernes kombination kommer ind i billedet, idet Martinus forklarer, at hvert af de seks åndelige legemer er undergivet en vækst- og degenerationscyklus omfattende seks hovedstadier og således arrangeret, at de seks legemer med hensyn til deres cyklus er indbyrdes fasemæssigt forskudt med nøjagtigt ét hovedstadium. Derved fremkommer den situation, Martinus har kortlagt på sit symbol over grundenergiernes kombination (Livets Bog II, side 450), og som består i, at hvert af de seks åndelige legemer repræsenterer én af de seks mulige udviklingskombinationer. Således vil altid ét af dem være latent, et andet kulminerende, to være på forskellige stadier af vækst og to andre på forskellige stadier af degeneration. Og takket være moderenergiens indflydelse på hvert af de seks legemer forvandler kombinationsforholdet sig konstant med det resultat til følge, at det levende væsens kosmiske konstitution med de dertil knyttede egenskaber og karakteristiska til stadighed ændrer sig. Og det endelige resultat heraf er spiralkredsløbet med dets præg af seks kosmiske tilværelsesplaner fordelt over en udviklingsbue og en indviklingsbue.

Spiralkredsløbets fuldbyrdelse er altså bestemt af moderenergien og er i denne forstand lovbundet på en sådan måde, at man for så vidt godt kan tale om en mekanisme, som det levende væsen er prisgivet. På den anden side må man gøre sig klart, at denne mekanisme, der naturligvis omfatter langt flere enkeltheder og detaljer, end der her er kommet til udtryk, aldrig nogen sinde er blevet skabt, hvorimod den er udtryk for opfyldelsen af et sæt betingelser, der er det evige livs eneste mulige forudsætning. Kun på dette grundlag har livet mulighed for at bestå under hensyntagen til de vilkår, der foreligger. Omvendt garanterer nævnte mekanisme det levende væsens udødelighed på en måde, der af principielle grunde udelukker enhver form for ophævelse.

Nu kan man naturligvis begynde at diskutere, om det er godt eller dårligt, at man således er bundet til livet, men man må i så fald gøre sig klart, at diskussionen i virkeligheden drejer sig om det spørgsmål, hvorvidt det er godt eller dårligt at livet eksisterer. Da imidlertid intet er mere grundlæggende end livet, og livet i virkeligheden samtidig omfatter overhovedet alt, hvad der eksisterer, ses det, at en sådan diskussion nærmest er absurd. Hertil kommer, at selvopholdelsesdriften i de levende væsener taler for et udtalt positivt engagement i livet fra livsenhedernes side, et engagement der bliver både rimeligt og forståeligt på baggrund af de muligheder for livsoplevelse, spiralkredsløbet i sin helhed rummer. Man må således gøre sig klart, at en diskussion som den føromtalte overhovedet kun kan blive aktuel for en væsenstype, der som mennesket tilhører den specielle fase i spiralkredsløbet, hvor man på den ene side stadig er bundet i en udtalt egoistisk livsform, men er begyndt at vågne op til bevidst intellektuel erkendelse af sin egen eksistens og position i livet, samtidig med at man på den anden side har mistet såvel den instinktive som den direkte sansemæssige kontakt med højere åndelige verdener og livsmønstre uden at disse tab er blevet udlignet af en gryende intuitions muligheder for erhvervelse af højere erkendelse. Derimod er den overhovedet ikke relevant for væsener i stadier af spiralkredsløbet, der enten instinktivt eller intuitivt-dagsbevidst er i harmoni med tilværelsens bærende love og principper og således har føling med livets højere muligheder. For samtlige disse gælder det nemlig, at alt er såre godt, således bl. a. også livets blotte eksistens på de foreliggende betingelser. (Afsluttes i næste Kosmos).