Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1968/13 side 152
1:2  >>
Efter alt at dømme skulle det seksuelle liv være selve indbegrebet af det livgivende princip i den menneskelige adfærd, hvad der da også understreges af, at det danner grundlag for selve menneskets evne til at fortsætte livet i form af nye slægter. Men når det forholder sig sådan, hvorledes går det da til, at det kan blive genstand for afsporinger af mere eller mindre alvorlig, men altid tragisk karakter. Jeg tænker her ikke så meget på det, vi forstår ved homoseksualitet, men på de afsporinger, der kan optræde hos mennesker med en ganske almindelig heteroseksuel orientering, f. eks. sadisme og masochisme (dette at føle kønslig tilfredsstillelse ved at lade sig underkaste mishandling). Kan Instituttet måske sige noget herom?
I.H., Kalundborg.
 
Vi siger mange tak for Deres interessante spørgsmål. Ganske vist står det endnu ikke for tur til at blive besvaret, men vi vil gerne for en gangs skyld bryde rækkefølgen, fordi emnet så nøje falder i tråd med det, der har været behandlet i de to foregående breve; det drejede sig jo om forholdet mellem begreberne "næstekærlighed" og "den højeste ild".
Skal man gøre sig håb om en afklaring af den problematik, Deres spørgsmål bringer på bane, er det afgørende nødvendigt fordomsfrit at rette opmærksomheden mod den seksuelle klimaks oplevelse. Typisk for det seksuelle klimaks er en behagsfornemmelse så intens, at en øgning eller forstærkning forestilles at være ensbetydende med smerte. Tager man betydningen af den højeste ild i betragtning er det derfor ikke mærkeligt, at en sådan faktor i den menneskelige tilværelse lægger betydelig beslag på opmærksomheden og i denne forbindelse tegner sig for en væsentlig afdeling af menneskets forestillingsverden, således som det f. eks. fremgår af pornolitteraturens succes. Og det er i virkeligheden ligeledes forståeligt, at denne afdeling er i fare for at kunne blive mere eller mindre afsporet, således ikke mindst i den retning, De antyder i Deres spørgsmål. Som de virkende kræfter gør sig gældende, er det nemlig nærliggende, at menneskets seksuelle fantasier i større eller mindre udstrækning forbinder sig med fantasier, der har med vold og smertepåvirkning at gøre, således som det bl. a. fremgår af den del af pornolitteraturen, der spiller på sadisme og masochisme samt begrebskombinationen "mord + sex". Dette er simpelt hen en følge af netop det faktum, at det seksuelle klimaks er en behagsfornemmelse så intens, at den grænser umiddelbart op til en anet smertezone. Og som alt andet, hvis eksistens anes, øver denne imaginære smertezone en næsten magisk tiltrækning på den menneskelige fantasi, nemlig fordi den lige som tager glans fra lyset i den normale seksuelle klimaksoplevelse og således kommer til at stå som noget, der på en eller anden usandsynlig måde overtrumfer denne, og følgelig for enhver pris må bringes inden for oplevelses rækkevidde.
Naturligvis er det kun et fåtal af mennesker, som er bevidst i denne psykologiske mekanisme, trods det at den rent principielt er til stede i ethvert menneske - ja, faktisk ethvert levende væsen. Derimod reagerer praktisk taget alle mennesker på den, om end med forskellig styrke, idet reaktionens karakter og omfang også er afhængig af en række medbestemmende faktorers optræden. Således viser undersøgelser, at praktisk taget alle mennesker med normal potens og seksualaktivitet i forbindelse med deres seksuelle forestillinger i en eller anden grad beskæftiger sig med volds- og smerteprincippet, ikke just for at gøre fortræd, men tværtimod for - i enten partnerens eller egen favør, eventuelt begge dele - at tilføre det seksuelle kærtegn endnu større effekt og intensitet, end det allerede i forvejen besidder. Og netop her røber volds- og smerteprincippet en særlig tillokkelse. Dette princip, der i virkeligheden er en forklædning af selve det dræbende princip, viser sig ligesom en dimension, det er fristende at udvide det normale seksuelle kærtegn med - netop for at forstærke og øge dette. Og i en mangfoldighed af tilfælde bliver det ikke ved fristelsen, men omsættes til praksis spændende over en skala af styrkegrader lige fra lidenskabelighed under kontrol over sadistisk og masochistisk voldsudøvelse til tragisk seksualmord og for den sags skyld også seksual-selvmord. Og alt sammen har det, hvor mærkeligt det måske end kan lyde, sit udspring i den højeste ild: driften mod behagsoplevelse.
Det turde være klart, at hele denne infektion af seksualismen med det dræbende princip betegner en afsporing af seksualenergierne og den højeste ilds kræfter. Ganske vist kan udpeges en bred skala af relativt uskyldige versioner, der blot ytrer sig som dristige, halvperverse fantasier og adfærdsformer. Men det vil være overordentligt klogt at mærke sig, at selv dette "uskyldige" afsporingsområde rent principielt rummer en alvorlig fare, nemlig en fare, der har rod i selve den omstændighed, der motiverer den afsporede seksualfantasi m. m. Og naturligvis er denne fare i jo højere grad til stede, des mindre man kender til de virkende kræfter og mekanismer.
Det drejer sig jo her om en lyst til at etablere en seksuel klimaksoplevelse, der på en eller anden måde overgår det, man har erfaring for, og som i denne forstand er det normale, er naturens eget arrangement. Og det er der jo i og for sig ikke noget forkert i, tværtimod. Det er snarere mærkeligt, at denne situation overhovedet foreligger! Når den normale, seksuelle klimaksoplevelse er så intens, at den i realiteten ikke tåler at blive overgået, hvorfor virker den så i mange tilfælde ikke definitivt tilfredsstillende? Hvorfor inkluderer den på en eller anden måde et savn eller en skuffelse, der inspirerer til eksperimenter, som i mængder af tilfælde fører til tragisk afsporing af seksualenergierne? Det er da gådefuldt!
Ja, det er det så længe mennesket tror, at seksualisme kun er noget, der har med kønsdrift og parringsfunktioner at gøre, udtaler Martinus. Derimod afklarer problemet sig i det øjeblik, man fra en kosmisk bevidstheds udsigtspunkt bliver klar over, at hvad vi kalder seksualisme i virkeligheden er et funktionsområde, der omfatter samtlige det levende væsens aktiviteter og dermed hele dets personlighed. Da forstår man nemlig, at der ikke mindst i menneskets tilfælde optræder et vældigt seksuelt aktivitetsområde, som det endnu ikke har opdaget eller er blevet seksuelt bevidst i, men hvis eksistens just anes gennem de føromtalte savn og skuffelser. Disse er nemlig udtryk for, at der i den samlede menneskelige personlighed optræder et omfattende seksualfelt, som ikke dyrkes tilstrækkeligt målbevidst og effektivt, og som derfor heller ikke stimuleres til etablering af nogen klimaksoplevelse. For det skal man ikke være i tvivl om, betoner Martinus: også dette latente eller uopdagede seksualfelt rummer betingelser for klimaksoplevelser; og bringes først disse til at manifestere sig i en forening med de nugældende, da vil mennesket på et helt naturligt og farefrit grundlag blive genstand for en behagsoplevelse af en sådan intensitet og fylde, at det intet mere ønsker sig.
Hvordan kan da mennesket få kontakt med dette supplerende seksualfelt? - Ja, det er heldigvis ikke helt så vanskeligt, som man måske umiddelbart skulle tro. I virkeligheden antydes løsningen allerede af, hvad der har været omtalt i det nærmest foregående brev, men emnet er af en så indlysende vigtighed, at vi ikke skal lade chancen for en nærmere redegørelse gå fra os.
 
(Afsluttes i næste brev).
P.B.-J.
  >>