Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det har været en stor oplevelse for mig at lære Martinus verdensbillede at kende. Især har Martinus logiske påvisning af, at alt er såre godt, betydet meget for mig. Alligevel er der en ting, som volder mig store vanskeligheder, og som slet ikke rimer med min forståelse af, at alt virkeligt er såre godt. Jeg har så let ved at lade mig skuffe af andre mennesker, og jeg mærker, hvordan det tærer på min naturlige livsglæde, der ikke mindst har fået næring fra beskæftigelsen med Martinus tanker. Hvad er egentlig skuffelse for noget, og hvordan modarbejder man sin tilbøjelighed til at lade sig skuffe.

(Fortsat fra Brev nr. 2/1968).

I forsøget på at komme frem til synspunkter, der kan tjene til at beskytte én mod virkningen af skuffelser, ja, endnu bedre: sætter én i stand til helt at undgå skuffelser, er det i første række vigtigt at hæfte sig ved et særligt forhold, nemlig dette, at mennesket som noget yderst karakteristisk er tilbøjeligt til at operere med et ansvarsbegreb. Som noget helt almindeligt oplever vi, hvorledes skuffelser sættes i forbindelse med nogen eller noget, der pålægges ansvaret for de pågældende skuffelser.

Når det er af betydning at hæfte sig ved dette træk, er det fordi, der netop her frembyder sig en mulighed for at etablere en tænkning, der vil være en effektiv beskyttelse mod skuffelsers opståen. Kan det nemlig lykkes at skabe klarhed for, at der i virkeligheden savnes grundlag for i forbindelse med skuffelser at operere med et sandt ansvarsbegreb, da fjernes jo automatisk selve det, der fungerer som skuffelsens grundlag, nemlig forestillingen om det berettigede i at stille forventninger til nogen eller noget, forventninger som dette "nogen" eller "noget" har pligt til at indfri.

Det er i virkeligheden ikke svært at påvise det uberettigede i at operere med det her skitserede ansvarsbegreb. Allerlettest lader det sig iagttage i forholdet til såkaldt "døde" ting. Det er jo nemlig en kendsgerning, at også døde ting, f. eks. en bil, et fotografiapparat eller en sputnik, kan give anledning til skuffelser. Men her er det samtidigt umiddelbart indlysende, at det er absurd at rette bebrejdelser imod den pågældende ting. Man forstår, at ansvaret for skuffelsen i og for sig ikke ligger hos tingen, hvorimod det faktisk ligger hos én selv. Man har begået den fejl at knytte forventninger til tingen, som den ikke var disponeret for at kunne indfri, eller for at udtrykke det på en anden måde: man har indbygget egenskaber i den, som den reelt ikke besidder, altså imaginære egenskaber. Det er da også almindeligt, at man i sådanne tilfælde snarere bebrejder sig selv, at man er blevet genstand for skuffelse, end man bebrejder tingen dette.

Det ville nu være en stor fordel for mennesket, hvis det kunne lykkes at indse den kendsgerning, at der med hensyn til skuffelser gælder nøjagtigt de samme forhold, når disse skyldes levende objekter, som umiddelbart erkendes i tilfælde, hvor de skyldes døde objekter. Men det er netop dette, vi har så svært ved at forstå. Vi mener, at den omstændighed, at der er tale om et levende medvæsen - og ikke mindst hvis det drejer sig om et med-menneske - så radikalt forandrer sagen, at der bliver grundlag for at operere med et ansvarsbegreb i de tilfælde, hvor det pågældende medvæsen giver anledning til skuffelser. Men er dette nu også rigtigt, og dermed retfærdigt? På grundlag af Martinus kosmiske analyser er det ikke svært at fastslå, at vi gør os skyldige i en alvorlig fejltagelse, når vi tænker sådan. Thi også for levende væsener gælder det, at de ikke kan præstere andet og mere, end hvad der svarer til de egenskaber, de har indbygget (udviklet). Og det nytter her ikke at henvise til, at levende væsener til forskel fra døde ting kan præstere viljeføring, ligesom de i store træk ved, hvad der ventes af dem; det gælder naturligvis især mennesker. For også evnen til at præstere viljeføring er udtrykkeligt en evne, som er mere eller mindre fremragende udviklet hos de enkelte individer. Og dertil kommer som noget endnu vigtigere: viljen er det levende væsens evne til at virkeliggøre de egenskaber, det besidder, og naturligvis er det udelukket at virkeliggøre egenskaber, man ikke besidder. Begår man derfor den fejl, at forvente eksistensen af nogle nærmere bestemte egenskaber hos et givet medvæsen - f. eks. ens ægtefælle - som vedkommende rent faktisk absolut ikke besidder, ja da dømmer man på forhånd sig selv til før eller siden at komme ud for en skuffelse, og vel at mærke en skuffelse, som man alene selv har ansvaret for, akkurat som det ville være tilfældet, hvis det var en død ting, det drejede sig om. Tænker vi nærmere efter, kan vi absolut ikke pege på noget som helst hos det levende væsen, der til forskel fra de døde ting reelt forpligter dem til ikke at skuffe os, og som omvendt giver os ret til at fælde dom over dem, hvis det alligevel sker. Hvad det ville betyde for verden at nå frem til denne grundlæggende erkendelse er næsten ikke til at forestille sig. Ikke alene ville man med et slag komme i besiddelse af et middel til at undgå skuffelser; man ville samtidig indse det fuldstændigt meningsløse og naturstridige i f. eks. at dømme, udløse intolerance, straffe og hævne. Og hvad der er mindst lige så vigtigt: man ville i sin tilbøjelighed til at operere med sådanne tankeklimaer se en udfordring til sig selv, idet man ville opfatte disse tendenser som en afspejling af anlæg i sin egen natur, det kunne være af betydning at tage under energisk pleje.

Til slut et par ord om, hvordan man med henblik på dette at forhindre skuffelser i at vinde indpas i praksis kan udnytte den hermed skitserede erkendelse. Først skal omtales tre hovedtyper af skuffelser: 1) den selvforskyldte skuffelse, 2) den uforskyldte skuffelse, og 3) hvad man kunne kalde den autonome skuffelse, dvs. dér, hvor man skuffer sig selv.

Med hensyn til den selvforskyldte skuffelse tænkes der på skuffelser, der har sin årsag i, at man enten af uvidenhed eller på grund af ambitioner eller andre selviske motiver udstyrer et medvæsen med egenskaber, det vitterligt ikke har. Denne form for skuffelser undgår man simpelt hen ved altid på forhånd at tage forbehold over for de forventninger, man knytter til det pågældende medvæsen. Man må altid minde sig selv om, at det jo ikke er sikkert, at der er basis for disse forventninger, og at dette ikke kan lægges nogen som helst til last.

Hvad angår de uforskyldte skuffelser drejer det sig om sådanne, som opstår, fordi man har troet på egenskaber, som den skuffende part bevidst har foregivet at sidde inde med (og muligvis også selv har troet at besidde). Disse skuffelser undgår man ganske enkelt ved altid at tage den mulighed i betragtning, at de egenskaber, man i dette eller hint tilfælde ønsker at knytte forventninger til, måske ikke holder, hvad de lover. Dette er ikke ligefrem en opfordring til at antage en definitiv mistænksom indstilling til sine omgivelser, hvorimod det er et forsøg på at bringe de kendte visdomsord i erindring, der lyder: ånden er redebon, men kødet skrøbeligt.

Og endelig hvad angår de tilfælde, hvor man skuffer sig selv. Sådanne skuffelser, der er de vanskeligste at undgå, tager man i det mindste den værste brod af ved at overføre de samme ræsonnementer for tolerance til at gælde for sig selv, som man forstår det nødvendige og naturlige i at lade gælde i forholdet til omgivelserne. Heller ikke for sit eget vedkommende kan man kræve højere præstationer, end der i form af evner og egenskaber er grundlag for; men man kan naturligvis arbejde hen på med tiden at udvide talentområdet og derigennem højne præstationsniveauet.