Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1967/24 side 10
1:2  >>
 
Jeg vil gerne bede Dem svare mig på følgende spørgsmål: Vi udvikles ifølge Martinus fra plante til dyr og videre til menneske. Men udvikles vi til mand fra kvinde og tilbage igen, altså fra hun til han og derfra igen til hun osv.? Hvad er det, der bestemmer, i hvilket køn man bliver født? - Samme spørgsmål kunne overføres på racerne. - Er det at være farvet et lavere trin, eller er det den hvide, der står på et lavere trin?
J. R. Hillerød.
 
Med hensyn til det første problemområde kan der svares både ja og nej. Ser vi først på, hvad det er, der bestemmer, hvilket køn man fødes i, gives der to forklaringer: én der hidrører fra biologen, og som tager sig af de rent fysiske forhold, og én der fremgår af Martinus verdensbillede. Denne sidstnævnte repræsenterer de rent kosmiske årsagsforhold og må i forhold til den biologiske forklaring siges at være den mest dybtgående.
Som bekendt beskrives i Martinus verdensbillede det levende væsen som et treenigt princip, idet det for intuitionen afslører sig at være konstitueret som princippet "en skaber", "en skabeevne" og "noget skabt". Men hensyn til skabeevnen beherskes denne især af en kosmisk grundenergi, der af Martinus har fået navnet: moderenergien. Denne grundenergi medfører bl. a., at det enkelte individs samlede organiske struktur - såvel den åndelige som den fysiske del heraf - er bygget op i kontakt med ganske bestemte principper; Martinus taler ligefrem om, at den er behersket af grundlæggende kosmiske skabeprincipper. Samtlige disse er betingende for, at livets vigtigste faktor lader sig skabe, nemlig livets oplevelse. I samme forbindelse behersker de også selve de skabelsesprocesser, det levende væsen med sin organiske struktur udløser af hensyn til netop det formål, at virkeliggøre livets oplevelse for sig selv.
Som det vigtigste af de her antydede kosmiske skabeprincipper optræder polprincippet, dvs. et princip, der er ansvarligt for eksistensen af poltilstande - f. eks. polerne på en stangmagnet.
Martinus viser, at hele det levende væsens struktur er bygget op i overensstemmelse med polprincippet. Det viser sig først og fremmest på den måde, at den er opdelt i et område, der tillader individet at afsende energi, samt et område, der tillader det at modtage energi. Dette er tydeligt nok en polbetonet funktion, og på denne baserer sig fundamentalt skabelsen af livets oplevelse; denne er nemlig helt afhængig af afsendelse og modtagelse af energi. Således kendes førstnævnte som manifestation, sidstnævnte som sansning.
Det er herefter ikke så mærkeligt, at Martinus omtaler hvert af de hermed antydede to organiske områder som henholdsvis polen for afsendelse af energi og polen for modtagelse af energi. Men hvorfor afsender og modtager det levende væsen overhovedet energi? Kort sagt: hvorfor bruger det sine to poler? - Ja, det er som sagt for at kunne opleve. Men hvorfor er det så interesseret i at opleve? - Martinus svarer: fordi livet er således indrettet, at der består mulighed for at opleve behag som en modsætning til ubehag, og netop behagsmuligheden udøver en ubetvingelig dragning på individet. Der er ligefrem udviklet en særlig organisk struktur, der indebærer muligheden for behagsoplevelser af uovertræffelig styrke. Der tænkes på det seksuelle klimaks og den betingende struktur er det levende væsens seksuelle anlæg, der også er dets sympatiske anlæg, idet de bestemmer dets sympatiske orientering i forholdet til omgivelserne.
Men også dette anlæg er udformet i overensstemmelse med polprincippet, altså i et område for afsendelse af energi og et område for modtagelse af energi; Martinus taler her om de to seksuelle poler, og således at den, der har forbindelse med princippet: afsendelse af energi, betegnes som den maskuline pol, medens den, der har relation til princippet: modtagelse af energi, betegnes som den feminine pol.
Den ideelle poltilstand består i, at begge poler har det samme udviklingstrin og dermed gør sig jævnbyrdigt gældende, idet dette er ensbetydende med en sympatisk orientering, der omfatter overhovedet alt levende med kærlighed. - Som følge af omstændigheder, der vedrører baggrunden for det levende væsens udvikling (beskrevet af Martinus i kapitlet" Fra dyr til menneske", Livets Bog, I), er imidlertid de to seksuelle poler undergivet en påvirkning fra moderenergiens side, der medfører, at den ene seksuelle pol nu og da "sover ind" og for en tid mister sin betydning; Martinus taler i den forbindelse om, at en enpolet tilstand afløser en dobbeltpolet tilstand. Men dette medfører straks et udslag i såvel individets seksuelle fremtoningspræg som dets sympatiske orientering. Med hensyn til førstnævnte bliver der tale om et fremtoningspræg, der er domineret af den pol, der har overtaget. Er det f. eks. den maskuline pol, da fremtræder individet som et hankønsvæsen, og omvendt, hvis det er den feminine pol.
Angående den sympatiske orientering påvirkes denne på den måde, at det enpolede væsen især er sympatisk indstillet på et andet enpolet væsen af modsat polær orientering, jævnfør reglen: modsatte poler tiltrækker hinanden. Dette skyldes simpelt hen, at kun væsener med modsat polær seksualorientering er velegnede til den akt, der skænker oplevelsen af det seksuelle klimaks, der som sagt er den højeste behagsoplevelse, livet tilbyder. Men samtidig med en sådan sympatisk indstilling mellem modsat polariserede væsener optræder i vid udstrækning en direkte antipatisk indstilling mellem væsener med samme polære seksualorientering, naturligvis især på seksualbehovets interesseområde; man genkender her reglen: ensartede poler frastøder hinanden. Ikke alene er væsener med samme seksualbygning indbyrdes uegnede for den akt, der har det seksuelle klimaks til følge, idet dette i sin sande, naturlige form ifølge sagens natur bør være et resultat af seksualorganernes vekselvirkning. De pågældende væsener er samtidig ligefrem hinandens konkurrenter i interessen for repræsentanter af det modsatte køn. De er kort sagt hinandens rivaler, og i virkeligheden på liv og død som følge af seksualfunktionens centrale kosmiske stilling i tilværelsen. (Fortsættes i nr. 25, 1967).
  >>