Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Med mennesket som betaget tilskuer er årstiderne atter ved at fuldbyrde et kredsløb af deres evige runddans. Som tyst berørt af en troldmands stav gør naturen på ny forberedelser til at sove ind i vinterdøden. For længst har den muntre svale kvidret sin afskedshilsen over de gule stubmarker, og der står nu i det øde sceneri en stemning, der lader det følsomme sind forstå, at alt er fuldbragt. Flammende farver i skov og hegn er et sidste betagende farvel til livet, men et farvel, der også er en hvisken om gensyn. Thi godt gemt af vejen i løv og mos, i filt og bark venter i forvisning tusinder af frø og grønne knopper på, at lys og varme atter skal komme ind i verden og bringe dem til live; de synes at vide, at eventyret skal fortsætte.

Ja, det er kuldens og mørkets epoke, der stunder til, men så rigt er livet, at det også i disse faser af kredsløbet har storhed og skønhed at skænke. Thi vinteren er de høje, frostklare nætters tid. Over den ensomme vandrers hoved hvælver sig i mørket en hærskare af blinkende stjerner, der fortryller sindet og kalder på mennesket i mennesket. Det føler uvilkårligt en ganske særlig berøring med det inderste i sig selv, og det griber sig i at tænke livets store spørgsmål: Hvem er jeg, og hvad er det egentligt, jeg ser? Hvad er den dybeste sandhed om stjernehæren over mit hoved, og hvad er sandheden om mig selv og mine medvæsener? Er der en dybere hensigt med livet og det hele - er Gud til? - Ja, netop sådanne spørgsmål opstår let og gerne, når mennesket vandrer i mørket under stjernerne.

I sit store værk om livet fortæller Martinus om de svar, han gennem en række åndelige åbenbaringer selv har fået på tilværelsens store spørgsmål. Således oplyser han bl. a., at han kom til at forstå, hvorledes hele verdensaltet er et guddommeligt, levende væsen, og at mennesker, dyr og planter er levende organer i dette væsen. Ja, selv ting, mennesket ikke er vant til at betragte som levende, udgør sådanne organer. Atomerne dybt nede i materien, og stjernerne dybt ude i rummet hører til blandt disse "nye" skabninger; for alle er de med til at holde det guddommelige væsen i live.

I virkeligheden er alle mennesker i stand til at opnå denne oplevelse, meddeler Martinus. Men det kræver, at man begynder at tænke, føle og handle på en ny måde. Og samtidig kræver det, at man begynder at "se" på en ny måde. Som det er i øjeblikket, forstår menneskene ikke, hvad naturen virkeligt er. For de ser den kun fra dens stofside. Det vil sige, at de kun ser den fra ydersiden. Ja, de tror endog, at der kun er denne yderside. Men det er ikke rigtigt. Foruden ydersiden er der også en inderside, og mennesket må til at lære at få øje på denne inderside. Thi når det først frem til at kunne dette, vil det opdage, at alt er levende, og at alt er dele af ét eneste altomfattende, levende væsen: Gud. - Mennesket må lære at se naturen fra livssiden.

Menneskets forhold til disse to sider af naturen sammenligner Martinus ofte med det forhold, mennesket kan befinde sig i til en bog. Hvis det ikke har lært at læse og i øvrigt ikke ved, hvad en bog er, da vil det kun kunne opleve en sådan fra stofsiden. Det vil kunne se det papir, den er trykt på, det bind, den er bundet ind i og de bogstaver, der er trykt i den. Men der vil ikke være nogen mening for det i disse ting. Er det særlig energisk, vil det måske begynde at veje og måle bogen, finde ud af, hvor mange sider og bogstaver den indeholder. Det vil måske også undersøge, hvor mange slags bogstaver der er, samt hvor mange der er af hver slags. Ja, det vil kunne foretage en lang række undersøgelser, der dog alle sammen kun giver det oplysninger om forhold vedrørende bogens stofside. Hvad bogen i dybere forstand er, har det ikke den ringeste anelse om og vil aldrig få det, så længe det kun er indstillet på selve de ydre forhold og ting.

Dette er menneskets oplevelse af en bog, når det kun ser den fra stofsiden, og denne måde at opleve på svarer altså i princippet til den, der gør sig gældende, når mennesket ser på naturen. Ej heller her forstår det, hvad det er, det har for sig. Mange mennesker er imidlertid nysgerrige og har lyst til at foretage undersøgelser og gennem disse opnås en mængde resultater. Men fælles for alle disse resultater er karakteristisk nok, at de kun fortæller om ydre forhold og ting. Man har efterhånden fundet ud af, hvor mange slags dyr og planter, der cirka findes, og man ved også en hel del om, hvor mange der er af hver slags. Man har undersøgt stoffet og her fundet frem til nye detaljer, man kan sætte i kategorier. Der er så og så mange slags atomer, så og så mange slags grundstoffer, så og så mange slags celler, organer o.s.v. Og ligeledes med de store tings verden. Vort solsystem har så og så mange planeter, der igen for nogles vedkommende har så og så mange måner. Der findes så og så mange typer stjerner, mælkevejssystemer o.s.v. Mennesket har kort sagt fundet frem til en lang, lang række detaljer i den vældige mekanisme, det kalder naturen. Men hvad disse detaljer dybere set er udtryk for, forstår det lige så lidt, som analfabeten forstår, hvad detaljerne i en bog er udtryk for. Det ser kun naturen som "tryksværte og papir".

For den, der kan læse, er en bogs stofside som bekendt kun af underordnet betydning. Denne side kan være meget smuk og smagfuld og kan gøre det til en ekstra nydelse at beskæftige sig med det egentlige værdifulde ved bogen, nemlig indholdet. Det er først og fremmest indholdet, der søges af mennesket, som kan læse, og det at kunne læse er netop at have evne til at uddrage dette indhold; det er at have evne til at se bogen fra dens livsside, nemlig den side, hvor den er udtryk for et levende væsens tanker og følelser, betragtninger og forestillinger.

At kunne læse er altså at have evne til at se en bog eller et andet skrift fra en side, der skjuler sig bag stofsiden, og som stofsiden i virkeligheden blot er et middel til at udtrykke for den, der har "øjne" at se med. Og at kunne læse er dermed at have evne til at hente rigdomme frem, som ikke eksisterer for analfabeten. Ingen er derfor i tvivl om, at den, der kan læse, er bedre stillet end den, der ikke kan, for så vidt der i begge tilfælde er adgang til bøger. Men således også med hensyn til mennesket i dets forhold til naturen. Naturen er i virkeligheden også en bog, oplyser Martinus. Den er livets egen store bog, i hvilken ophavet - det guddommelige væsen - skildrer sine guddommelige tanker og følelser, forestillinger og betragtninger; og det vil være til udelt inspiration og velsignelse for mennesket at kunne nå frem til at læse den. Det kan ikke i det lange løb være tjent med kun at kunne begribe dens stofside, thi er denne side end skøn og betagende, så er den dog for intet at regne mod livs siden og altså dermed indholdet. Thi dette indhold er Guddommens egen beretning om sig selv. Det er Guddommens beretning om tilværelsen og dens mening, således som den former sig og tager sig ud set fra livets højeste udsigtspunkt og skildret af livets største geni i livskunst og kærlighed.

Men hvordan skal mennesket få lært at læse og tyde "livets bog" i form af naturens tale? - Ja, der kræves for det første, at det modtager en teoretisk undervisning, gennem hvilken det så at sige kan få lært det alfabet, der er i anvendelse. Det er denne undervisning, åndsvidenskaben har til opgave at formidle, og hvortil netop Martinus på så værdifuld måde bidrager - ikke mindst med sit hovedværk, der netop bærer titlen "Livets Bog". Og dernæst kræves der - og det er langt det vigtigste - at mennesket indstiller sig på at tænke, føle og handle anderledes, end det for øjeblikket har for vane. Det må lære at føle kærlighed til alt levende. Det må lære at tænke kærligt på alt levende. Og det må lære at handle kærligt mod alt levende. Dette er nemlig en forudsætning for, at det i fornøden grad kan opnå kontakt med naturens livsside, og det skyldes, at denne kontakt ikke mindst beror på, at nævnte livsside selv lukker sig op for den søgende. Livssiden er nemlig som allerede bemærket Guds væsen udtrykt i guddommelige tanker og følelser, betragtninger og forestillinger, og for den, der kan læse denne livsside, viser det sig hurtigt, at den er en beretning om kærlighed til alt levende. Den er en beretning, gennem hvilken Gud udtrykker sin dybe kærlighed til hvert enkelt levende væsen i verdensaltet, og den er en beretning, gennem hvilken Gud samtidig udtrykker ønsket om selv at modtage kærlighed fra hvert enkelt levende væsen i verdensaltet. Det er derfor ubestrideligt igennem kærlighed til alt levende, at Gud bringes til at åbne sig for det søgende menneske, hvilket igen betyder, at det er igennem kærlighed, man opnår den kontakt med naturens livsside, der lader én blive i stand til at tyde og læse indholdet i livets egen store bog. Vejen til indvielse går således uvægerligt gennem dette at indleve sig i kærlighedens kunst. Thi først den dag, der er opnået fortrolighed med denne kunst, er man virkelig i kontakt med livet. Først da er man ét med livet eller Gud.