Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1962/Årsskrift side 47
Per Bruus-Jensen
ET AHORNBLAD
 
Strofe af en dagbog.
Ryvangen 1954.
Idet det faldt og langsomt med den lange røde stilk forrest flagrede gennem luften, gled en anelse af erindringer gennem alle dets fine årer, nerver og strenge. Da det ramte jorden, var det dødt - eller var det ikke? - Hvad ved du? - Hvad ved jeg? ..
Som i et glimt under flugten mod jorden gled billeder forbi, stivnede og gjorde det tungt. Vinter - forår - sommer - efterår, var det sådan? ...
Sammenrullet og lunt, skjult af de fedtede knopskæl, som frost og kulde, regn og sneslud forgæves løb storm imod, lå det først og ventede. - - Så en dag følte det noget, som gjorde det godt, noget som det aldrig havde mærket før, og som fik det til at føle sig stærkere og større. Til sidst fik det lyst til at se, hvad det var, og med en kraftanstrengelse sprængte det sit lune hylster - - og sprang ud.
Det var en herlig oplevelse. Den første fornemmelse var et lille kuldegys, men det afløstes straks af et behageligt velvære, og det nyfødte blad besluttede at rette sig helt ud for at indsuge al den kraft, der fra en gul plet over det strålede og varmede i alt det blå, der var uden om. - Det næste, det opdagede, var en mængde af sin egen slags omkring sig til alle sider, både oppe og nede, nærved og langt væk, alle helt lysegrønne med fine silkehår ligesom det selv. Nogle kæmpede endnu med de brune knopskæl, andre var lige brudt ud og var i færd med at ryste dem af sig og rette sig ud af deres sindrige folder, og atter andre var færdige ligesom det selv. - Det skælvede af glæde og gyngede på sin stilk. Det var årets store fødsel.
 
Som tiden gik, og foråret og sommeren randt, oplevede det alt, hvad sådan et blad kan ønske sig. Fuglene sang for det og gned deres næb op ad dets stilk. Bladlusene kravlede tykke og grønne hen over dets flade. Små og store insekter satte sig på det og tog solbad. Bierne gemte sig under det, medens regnen faldt, og solsorten byggede sin rede nær det sted, hvor det sad. - Solen brændte det mørkt, det blev grovere, og det tørre, grå støv lagde sig til hvile på det. Milde sommerbyger vaskede det, og vinden tørrede det igen. Nætterne skjulte det, og de solmættede dage kyssede det. Således gik foråret og sommeren.
Da stærene begyndte at samle sig, skete der en forandring med det; ikke pludseligt, men ganske langsomt. "Det begyndte sagte at føle sig gammelt og overflødigt. Det glædede sig ikke som før ved solen. Der kom ingen insekter mer' og besøgte det, bladlusene var borte, og luften var ikke længere så lun. - Det begyndte at blive fraværende, havde ingen appetit og blev lidt tørt i kanten. Grenen, der bar det, og som hidtil havde sendt den dejligste saft op igennem det, var blevet mere karrig. - - Nej! Der var ligesom ikke rigtigt noget ved det hele mere. Men en trøst var det, at det syntes, som om de andre blade havde det lige sådan. Ja, nogle af dem var endda begyndt at skrumpe synligt ind. - Værre og værre blev det. Der var snart ingen følelse i "tæerne" længere, og en dag faldt dets nabo af kvisten og flagrede mod jorden.
Nu lærte det kulden at kende. Den bed det om natten, og det havde svært ved at holde sig fast på sin kvist, når hidsige vindstød rev og sled i det. Da det til sidst var næsten følelsesløst og næsten intet sansede mere, gav det op Tidligt om morgenen, med en høj, blå efterårshimmel over sig, slap det sit tag og flagrede med den vinrøde stilk forrest i små spiraler mod jorden, raslede svagt og var dødt. - Eller var det måske i virkeligheden ikke ..... ?