Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det hænder, at mennesker, som begynder at studere Martinus' analyser, finder symbolerne overflødige og blader forbi dem, som noget for dem uvedkommende, der forstyrrer deres læsning af Livets Bog. Senere må denne opfattelse dog altid vige for erkendelsen af symbolernes nytte, når man skal samle de vældige analyser, som findes i de store kapitler. De mennesker, som har undervist i Martinus åndsvidenskab, eller som blot på tomandshånd har forsøgt på at forklare visse områder af dem, kender betydningen af symbolerne ikke alene som oversigtsplaner og undervisningsmateriale, men først og fremmest som inspirationskilde til en dybere intuitiv forståelse af analyserne end den, den blotte læsning af teksten kan give.

Er kritiken af symbolerne således ikke berettiget, så er den dog interessant, fordi den afslører, hvor ensidigt og fast forankret mennesker kan være i troen på det skrevne og frem for alt det trykte ord. Vi kender alle eksempler på hvilken ringe betydning, man tillægger en meddelelse, som er skrevet med blyant på en lap papir, hvorledes den samme meddelelse ser mere tilforladelig ud, hvis den er skrevet med blæk, og hvordan tilliden til den vokser, hvis den bliver skrevet på maskine, for endelig at blive hævet over enhver tvivl, hvis den forekommer i bogtryk. Og jo større bogstaver desto større tillid. Det er som med mennesker: klæder skaber folk.

Min læge har fortalt mig, at han er nødt til at holde sig á jour med, hvad der står i et tidsskrift som »Det Bedste«, for hovedparten af hans patienter fejler simpelthen »Det Bedste«. De forskellige højst interessante tilfælde, patienterne har læst sig til, kureres ofte hurtigt ved, at lægen skriver en flot, men for patienten fuldstændig ulæselig recept på piller, som leveres i en brun flaske med menuen givet på latin. Er man oven i købet så heldig, at man får et dødningehoved og tre kors med på etiketten, kan man ikke nå højere i tillidsvækkende udstyr.

Tænk, hvilke summer der gives ud til valgpropaganda, hvilke pragteksemplarer af bogstaver – høje som huse – man opfordres til at stemme på. De løfter, der lokkes med, er jo stort set ens fra alle sider, og så må der skelnes mellem bogstaver i stedet for. Hvilket er størst, hvilket er pænest? Jeg har i vort lille oplyste land set en række gode tilforladelige borgere gå hver dag i en hel uge i slud og regn i gåsegang gennem byen med et bestemt bogstav syet på overfrakken, for at man skulle vælge det fremfor de andre. De trampede sejrsbevidste hen over en hel slagmark af tusinde blå, gule, grønne og røde sedler med andre bogstaver på, som var strøet ud over gaden – læst og registreret i en eller anden hjerne som ven eller fjende og smidt væk. Jeg kom til at tænke på, hvor sølle de nu så stolte vandrende bogstaver også ville tage sig ud, når vandrerne havde hængt de våde overfrakker fra sig efter endt pilgrimsfærd.

Man må sandelig have respekt for bogstavet.

Det blev allerede som barn indpodet i os. Opstreg – nedstreg – rundt og hen. Op og rundt og rundt og rundt og op til øjet og hen og hen og hen og ud. Den der skriver d i gjort, han skal ha sin ende smurt. Den der skiller s og k, ska hakkes i sin storetå. Ordene skal stå i geled som små soldater. Senere udvikler de sig til befalingsmænd for mange af os. Hvilket røre vakte det ikke, da de små bogstaver vandt terræn i vor retskrivning? Hvilken krænkelse er det ikke for hr. Pedersen, hvis man kommer til at liste et t ind på det bløde d's plads i hans navn? Jo, der står sandelig respekt om de små militærpersoner. Man har også givet dem uniform. I gamle dage bar forbogstaver flotte prydelser ligesom generaler og oberster. På rigtigt betydningsfulde dokumenter var næsten alle bogstaverne befalingsmænd, men indholdet kunne jo også kort udtrykkes som du skal, eller du må ikke –. Og når man så skulle underskrive, så stillede man selv med et par oberstløjtnanter af forbogstaver for at gengælde respekten. I vore dage er alle uniformer jo blevet mere demokratiske, så man nøjes gerne med et par fændriker af forbogstaver, når man skriver kontrakter under, mens man ikke tager det så nøje, når man sætter sit navn under julehilsenerne.

Denne militære respekt er også blevet en læsevane. Den mest uniformerede, den mest korrekte udtryksform er den skriftlige, derfor må den være den mest troværdige. Og jo flottere typografi, desto større autoritet. Jo større korrekthed i ortografi, grammatik og interpunktion desto større ufejlbarlighed i indhold. »... mand her nødes til at anvende en del af dend tiid paa sproget / som mand buurde bedre at anlegge på adskillige tings kundskab / og som Plato raader / mand skulde ikke meget bekymre sig med oordene / men meere begrunde tingesterne selv / som betydes ved oordene.« Det lyder tosset i dag, men meningen bag de snørklede ord er slet ikke så tosset, det er da også Peder Syv, der har skrevet det.

Men »tingesterne selv« er ikke altid lige lette at beskrive. Ethvert menneske – lærd eller ulærd – har kun et vist ordforråd. Omfanget af dette vil være afhængig af, hvor meget man har givet sig af med Ord, hvor meget man har hørt og læst, men derimod ikke af, hvor meget man har oplevet eller opfattet. Derfor kan mennesker med stor fantasi eller intuition ofte komme i vanskeligheder, hvis de skal forklare deres visioner i skrift eller tale. Fantasi og intuition skaber jo i billeder og fornemmelser og ikke i ord og sætninger. Får man en strålende ide, som ligget udenfor ens daglige sprogbrug, må man altså til at søge ord, som er én fremmed, for at forklare »tingesten«. Og modtager man intuitivt en vision – et glimt af – noget man ikke kan finde ord for – så må der findes helt nye ord, eller også må man finde en hel anden udtryksmåde. For nu viser det sig, at skriften og bogstavet, som vi har lært at have så forfærdelig stor respekt for, har sin begrænsning, når det skal udtrykke store sandheder, (mens der næsten ingen grænser er for, hvor perfekt det er til at udtrykke usandheder, enten det er en lille nødløgn eller begrundelse for at smide atombomber).

Nu skal disse betragtninger naturligvis ikke forståes således, at jeg vil underkende litteraturens store æstetiske og moralske værdier og rive respekten for bøger og artikler ned. Indenfor det sanseområde, hvor det jordiske menneske føler sig hjemme, har store forfattere, tænkere og digtere skabt bøger, som har bragt os stor berigelse at læse. De største af dem har forstået at lægge deres tanker således til rette for vor forståelse, at vi via bogstavet med lethed føres gennem den tilværelse, de beskriver, nyder den, oprøres når den ødelægges, glædes når den fylder siderne i bogen, ler, når den misforståes og græder, når den berøves vor helt. En tilværelse, som vi er født med at kende som vor egen, og som verdenslitteraturen nok kan åbne vore øjne for, men som den ikke i og for sig har ønske om at forandre – kosmisk – kun socialt. Det er illusionernes verden, som beskrives og den beskrives mesterligt. Verdenslitteraturen er stor i omfang og rig og poetisk indenfor illusionernes område, men få er de bøger, der forsøger at beskrive de store kosmiske sandheder, så få, at vi kan nævne næsten dem alle ved navn.

Og de regnes ikke rigtigt for litteratur. Man kan ikke rigtigt respektere det sprog, de benytter sig af. Den æstetiske udformning og subtile opbygning af bogen er ikke så perfekt, som i skønlitteraturen. De læsere, for hvem sådanne ting er blevet af den største værdi, vil savne dem, og de vil ikke kunne se andet end, at et menneske, som ikke kan udtrykke sig perfekt, hellere burde lade være. Her er det, at den så stærkt indpodede respekt for de små militærpersoner – bogstaverne – gør sig gældende. Mange stirrer sig blinde på skriftens korrekthed. De kommer ubevidst til at stille sig på samme stadie som backfischen, der imponeres så stærkt af uniformer, at hun ikke kan skelne mellem nationaliteterne endsige se mennesket, som gemmer sig i dem.

Ja, men er det da ikke en mangel, at en vismand, som kender de store sandheder, ikke kan udtrykke sig så perfekt, som den, der kun kender de mindre? Jo, vist er det.

Men den mangel må læserne sandelig dele med ham, for læseren står jo endnu mere uforstående overfor en hidtil ukendt og uudtrykt sandhed. Han har jo ikke engang den vision eller åbenbaring, som vismanden har set, at støtte sig til. Det må altså blive et forsøg på fra begge sider at forstå hinanden. For vismanden et forsøg på at udtrykke sig på den ene eller den anden måde og for modtageren et forsøg på at efterforske den andens tanker i sit eget erfaringsmateriale. Det er en vekselvirkning, et arbejde, ja en vækst at forstå og tilegne sig så store sandheder. Her er det, bogstavet, skriften og sproget i sin helhed kommer til kort. Det forekommer mig, at det kan sammenlignes med problemer i musikken. En sanger er perfekt indenfor et bestemt toneområde, han kan udtrykke sig vidunderligt smukt og lade sin sang glæde tusinder, enten den er lystig eller alvorlig. Men kommer han ud for en melodi, som går over eller under hans toneområde, må han transponere melodien. Han må f. eks. »sætte den ned« til det toneområde, han behersker. Nu kan han teknisk gengive melodien, men noget får han ikke med, noget af klangen går tabt. Den er ikke mere helt, som den var tænkt af skaberen, komponisten. Men musikalske mennesker kan høre det. De vil kunne forstå, at den iøvrigt udmærkede sanger har haft en stærk trang til at synge netop den melodi, men hans toneområde slår ikke til.. Hvis man satte den to toner op, ville man komme nærmere sandheden. De aner det, efterforsker det i deres eget musikalske sind, prøver det og forstår – mødes pludselig med skaberens tanke i dens oprindelige form. De kan så lidt som sangeren selv gengive melodien, men de kan fornemme den, ane den dybt inde i deres sind, som planten aner enkelte af de toner, som når den fra dyrets verden. – – – – – Hvis De forstår, hvad jeg mener!

Skal jeg tegne det for Dem? Kender De den situation, hvor det både for den fortællende og for tilhøreren synes lettere forståeligt at gå over til at tegne eller at lave fagter. Har de prøvet den kendte spøg at få én til at fortælle Dem. hvad en vindeltrappe er? Eller en bølge? Tusinder af års billedsprog får vedkommende til at hjælpe på sin forklaring med håndbevægelser eller til at gribe til blyanten og tegne.

Man mener, at menneskene har benyttet sig af et rent billedsprog i ihvert fald 20.000 år. Nogle af de hulemalerier, man har fundet i Spanien og Sydfrankrig, siges at være så gamle. Op igennem tiden har disse forbavsende levende og ligefrem elegant udførte enkeltbilleder udviklet sig til længere fortællende friser af skildringer af dagliglivet og af tidens store begivenheder som f. eks. krige, fester eller bygning af gravpladser. Efterhånden indførtes også tegn mellem billederne, så man fik et blandet tegn- og billedsprog som f. eks. Hieroglyfferne. For denne senere udviklings vedkommende mener man, at hensigten med at udtrykke sig i et sådan billed- og tegnsprog har været at meddele sig til eftertiden, men i sin oprindelige form som rent billedsprog mener man, at man har tegnet og malet samtidig med, at man har forklaret noget, for at hjælpe på forståelsen. Foruden tegning har man også brugt fagter og gebærder, erstattet ord med naturlyde, man har brugt lignelser, kort sagt, man har grebet til ethvert tænkeligt udtryksmiddel der, hvor det beskedne ordforråd er kommet til kort, for at gøre sig forståelig.

For den boglærde – den højlitterære – forekommer et sådant varmt og levende menneske, som har en masse på hjertet, men som ikke kan udtrykke sig i velformede sætninger, latterligt og naivt. Det har jo ikke ordet i sin magt. Det bør et dannet menneske have, mener han. Det har han selv. Men har han også noget på hjerte? Sjældent. Han har det oftere som Mortensgaard i Ibsens skuespil »Rosmersholm«, om hvem det siges: »Han kan alt, hvad han vil, for han vil aldrig andet end, hvad han kan.« Så kan han jo sagtens have ordet i sin magt. Men i virkeligheden er det i et sådan tilfælde ordet, der har fået mennesket i sin magt, og gjort det til et indtørret og forkrøblet »korrekt« væsen, som kun tør tænke og gøre, hvad det kan stave til.

Omkring 1200 f. kr. skete der det mærkelige, at man gik bort fra at udtrykke sig i billeder og fandt tegn for sprogets lyde. Man gik over fra billedskrift til lydskrift. Derved blev skriftsproget berøvet sin naturlige væren og blev til et kunstsprog, som måtte tillæres. Det var naturligt for det primitive menneske, at udtrykke sig i billeder. Mennesket er, siger Lancelot Hogben, det eneste billeddannende dyr, vi kender. Når bogstavsproget eller lydsproget i de sidste 3000 år er blevet en så betydningsfuld udtryksform, at det ganske har besejret billedsproget, er det vel fordi, vi med bogstaver og lyde kan udtrykke usynlige foreteelser, som altså ikke lader sig afbilde direkte: fornemmelser, følelser og abstraktioner. Man kan f. eks. med en vis chance for at blive forstået udtrykke psykiske områder og tilstande. Det er naturligvis en nødvendig udvikling, men på den anden side er bogstavsproget afgrænset i forståelighed. Det dyr vi skriver som »en hund«, skrives på den anden side af Vesterhavet som »a dog«, i Frankrig som »un chien«, i Italien som »Uu cane« og i Rusland »sobaka«, og dèr endda skrevet med helt andre lydtegn, end vi benytter. Men billedet af en hund kan enhver tyde. Billedsproget var internationalt.

Da udviklingen førte mennesket frem til at interessere sig for åndelige og psykiske forhold, måtte man altså lægge en udvidet betydning i billederne, en betydning, som ikke umiddelbart kunne ses. Det gjorde man ved at føje tegn til billederne, og billederne fik således symbolsk, d.v.s. sindbilledligt, indhold. De blev derved mere eller mindre uforståelige for de, der ikke kendte den nedlagte mening. De var altså stadig alment forståelige som billeder, men begrænsede som udtryksmidler for en bestemt ide, fordi denne måtte forklares ved hjælp af et andet udtryksmiddel: lyden (som nok er international forståelig i musik, der opfattes med følelsen, men mærkeligt nok ikke i sprog, der opfattes med intelligensen).

Man vil måske nu mene, at så har de mennesker jo ret, som synes, at symbolerne er overflødige, når de alligevel skal forklares med tekst, men det er det, som er en fejlslutning, for det er ikke symbolerne, som forklares med tekst, det er teksten, som bliver forklaret med symboler, fordi den ikke kan trænge helt tilbunds i sin definition alene ved lydskriften. Bogstavskriften formår f. eks. ikke at sammenfatte en stor analyse i et nu, eller at placere mange forskellige begreber i en helhed som en farvesymfoni, der straks kan overses. Symboler kortlægger og sammenfatter, hvad der skal bruges sider og kapitler til at forklare i skrift. Den største betydning af symbolerne forekommer mig dog at være den, at de aflæses som et kredsløb tanken må blive indenfor, idet alt uvedkommende er udeladt, mens tekst læses fortløbende, således at man let kommer til at læse videre ind i nye begreber, før man har forstået det nyligt læste. Skrift har fortløbende tydning, billeder koncentrisk tydning, meget lig intuition.

Derfor kan man udtrykke mere, hurtigere i billeder end i tekst. Derfor bruges der billeder til færdselstavler. Det er lettere for store som for små at aflæse et billede end en tekst, derfor fyldes pressen af billedtillæg og tegneserier. Man husker bedre, hvad man ser end, hvad man læser, derfor bruger man nu billeder til sprogundervisningen og kalder det »Naturmetoden«. Man finder tilbage til det naturlige billedsprog. Billedet af en mor med et leende barn eller af en senet arm med knytnæve giver et stærkere indtryk af tryghed og arbejde end en mængde forsikringer i en lang tekst, derfor trykkes plakater med sådanne billeder. Billedet af en vidunderskøn kvinde, som med sensuel velvære inhalerer røgen af en cigaret, er i stand til at besejre en videnskabelig begrundet advarsel mod lungekræft, ja, hvilken tekst skulle bedre kunne udtrykke en vares livsvigtighed, dens kvalitet, dens sundhedsværdi og dens kolossale overlegenhed over andre mærker, det være sig barberblade, hvedemel eller flyvemaskiner, bedre end en pin-up pige kan, når hun doven smækker sig hen over varens navn – man kan vel næppe kalde hende et symbol, da intet ved hende er skjult – hun har i hvert fald fuldkommen sejret over bogstavet på det felt. Og hvilket mægtigt billedsprog har vi ikke fået i filmen? Allerede i 30'erne anede »de skriftkloge«, at den ville blive en fare for litteraturen. Den franske forfatter Duhamel tordnede mod den i sit »Forsvar for Bogen«. Siden den tid er farvefilmen, 3-D film, cinemascope, Cinerama og fjernsyn kommet frem. Var det for kvalitetens skyld, behøvede man såmænd ikke at frygte for, at disse billedsprog vil slå bøgerne ud, men kvaliteten vil naturligvis forbedres betydeligt med årene og fremfor alt vil kvantiteten, den kolossale udstrækning disse nye former for kundskabstilegnelse og forlystelser får, skabe billedvaner i stedet for læsevaner hos folk. Det bliver for langsommeligt, for besværligt og for upraktisk at læse sig gennem en tyk roman eller at overse en teknisk eller videnskabelig afhandling, det vil man overlade til det aristokrati, der som forfinede og degenererede bogmennesker foretrækker at studere kildeskrifter.

Ville det egentlig være en ulykke, hvis det skulle gå så vidt? Her er det igen respekten for bogstavet og for det trykte ord, bogen, som får folk til at læse bøger. Men det vil altid være tankerne – tingesterne – bag det trykte, som vil være det egentlige, og den måde, tankerne er udtrykt på bliver det sekundære. At udtrykke sig i lydtegn har kun været brugt en forholdsvis kort tid af menneskets tilværelse, mens billedsproget har været benyttet så langt, man kan spore tilbage. Når man samtidig tager i betragtning, at kommende mennesker vil udtrykke sig på en langt lettere måde ved blot at materialisere deres tanker, aner man, at læsning er et første primitivt forsøg af intelligensen på at overføre sine tanker til andre, et forsøg, som vil udvikle sig langt væk fra dets nuværende form og sandsynligvis atter mod det billedlige.

Har billedskrift da ikke netop vist sin utilstrækkelighed ved at blive så fuldstændigt distanceret af lydskrift? Nej, billedskriften har jo udviklet sig til et langt mægtigere udtryksmiddel: kunsten. Fra blot at være et supplerende udtryksmiddel, som illustrerede det, det primitive menneske fortalte, er tegning og maling blevet et udtryksmiddel, som de største kunstnere kan meddele sig igennem næsten som et organ. Billedkunsten kan i sin mest subtile form udtrykke tanker, følelser, fornemmelser, psykiske tilstande, ting og forhold, som ikke er umiddelbart visuelle, måske endnu stærkere end bogstaver. Det er vist kun få, som ikke blandt kunstens store værker vil kunne finde billeder, der betager og fængsler. Nogle vil finde »sine« billeder blandt renaisancens malerier, andre blandt romantikken eller realismens værker. Enkelte – men det er endnu få – blandt den abstrakte kunsts billeder. Denne moderne form for maleri er ikke som nogle tror fidusmaleri, når den vel at mærke ikke er det, men er skabt af de store mestre som allerede før de valgte denne non-figurative form var mestre i en mere almenforståelig form som naturalisme eller impressionisme, der iøvrigt også engang forekom uforståelig. Den moderne kunst i sin højeste form er ofte fyldt med et tankeindhold så nyt og så langt forud for vor udtryksevne, at kun farver og musik kan bruges til at tolke det. Selv om en af de store kunstnere ville forsøge at beskrive sit billede for Dem i en tekst på mange sider, ville De sandsynligvis ikke få spor mere ud af at læse det end af at fordybe Dem i hans billede, tværtimod.

Billedkunsten har altså fået en spændvidde, som er interessant derved, at man kunne tænke sig, at dens mest elementære form, fotografiet, vil kunne komme til at fortrænge den almindelige oplysende litteratur, mens den mest subtile kunst vil kunne belyse de filosofiske og religiøse områder af vor tilværelse. Fotografiet i form af film og television. Maleri og skulptur i form af kunst, som for hvert nyt forsøg måske først vil forekomme os uforståeligt, men som med usvigelig sikkerhed vil forandre og uddybe vor opfattelse af omverdenen og få os til at tænke i abstraktioner. Hvor »uforståelig« har ikke en Whistler, en Cezanne, en Edvard Munch forekommet, hvor blev der raset over en Picasso og en Matisse, men umærkeligt har den ene »isme« efter den anden sat sine spor i den almene billedkunst og er dermed blevet accepteret af folk, som tidens naturlige udtryksform. Det samme er sket med musikken. Det forekommer mig derfor kun godt, om den mægtige fremgang som billedsproget nu har fået, kan oprette den naturlige kontakt med kunstens verden, som mange generationers bogsprog har hæmmet.

At betragte kunst som noget der er een uvedkommende og overflødigt, er at gøre sig selv til invalid. Der er ikke noget så fattigt, som et amusisk menneske, d.v.s. et menneske, som ikke har den fjerneste følelse for kunst. Kunst er jo nemlig udtryk for følelse og for intuition så vidt, som vi nu kan fornemme disse høje energier. De har sikkert nydt en vidunderlig violinkoncert engang og følt den ejendommelige lykke, som kan fylde een, når en stor kunstner spiller. Det er rigtigt, at han fylder os med lykke ved at gnide på nogle kattetarme med en hestehale, og hvis vi ved denne oplysning ræsonnerer som så: »Nåh – er det ikke andet,« ja, så har vi for en tid afbrudt kontakten med det guddommelige, som lå bag materien. Vi er blevet materialister. På lignende måde kan man afbryde kontakten med det guddommelige ved kun at acceptere bøger som kilde til sin udvikling, hvis man glemmer tankerne bag papiret og tryksværten. Det er utroligt, hvor stor fornøjelse nogle kan have af at læse om ting, uden at fatte dem.

Side efter side kan de lære udenad, navne, data og beskrivelser kan de remse op, men de er blevet til sorte tegn på en hvid grund. Derfor kan præster prædike ét og gøre noget andet i århundreder, derfor kan man dagligt læse om forbrydelser, ulykker og krige uden at føle mere end et høfligt gys »tch – tch – tch, det var dog forfærdeligt«, derfor kan tusinder af mennesker ledes af propaganda, fordi de er vænnet til at tage en trykt tekst for virkeligheden, og derfor kan selve »Livets Bog« blive læst og fortolket af ivrige bogmennesker med intolerance og nidkærhed, som er stik imod forfatterens tanke. Det er af den grund, at Martinus ustandseligt opfordrer den studerende til at efterforske det, han har skrevet, i selve livet, at tænke hans tanker efter og efterprøve dem i ens eget erfaringsmateriale. Det må ikke blive ved bogstaverne alene. Det må ikke blive ved X 3, det skabte uden tanke på skaberen.

Derfor forekommer det mig kun godt, om den kolossale fremgang billedsproget har fået i vor tid, kan nedrive de snævre materialistiske grænser, som bogstavsproget i mange generationer har sat for det almindelige menneskes erkendelse af livet, og igen få det til at søge de udtryksformer, som ligger udenfor bøgernes verden: kunsten i alle dens aspekter: malekunst, skulptur, teater, ballet, film og musik.

Jamen, kan bøger da ikke repræsentere kunst? Kan prosa og poesi nu ikke kaldes kunst? Jo, så længe man ikke har læst så meget af det, at det er blevet til retskrivning, grammatik eller huskestof, som citeres i tide og utide. Så længe prosa og poesi og også psykologi og filosofi kan læses, så det bevæger os og får os til at tænke videre end til bogens område, så har bøgerne betydning for os, men alligevel vil jeg anbefale, at man vender sig til alle de former for kunst, som blot taler en lille smule til en, for kunsten kan blive en levende og varmende inspirationskilde til at forstå områder af livet, og fremtiden, som endnu kun kan anes intuitivt eller okkult. Prosakunst og poesi kan jo skabe lige så tydelige billeder i vor fantasi, som billedkunst og musik kan skabe fortællinger i vor forestilling. Det er jo det interessante, at ser vi billeder eller, hører vi musik, er vi tilbøjelig til at digte fortællinger derom, mens vi, når vi læser historier og digte, danner billeder og måske musik for os. Tænk, hvilken vidunderlig vekselvirkning i vort sind kunst kan skabe. En kolossal opdragelse og udvikling af de åndelige evner, af tanke og forestilling, af intelligens og følelse. En levende, farverig og stadig vekslende korrespondance mellem XI, X2 og X3. En kolossal billedbog for den, som arbejder aktivt med, for den, som maler eller digter videre.

Værktøjet eller redskabet er underordnet. Det er en vigtig opdagelse for alle dem, som på grund af mindreværdskomplekser har fået den opfattelse, at kunst ikke kan komme dem ved, for de kan hverken tegne, male eller spille. Redskabet er underordnet. Om man kan tegne, male, modellere, spille, danse eller skrive i »virkeligheden« er ganske underordnet, når vi ved, at det er vor indre verden, der er virkeligheden. Det er vort jeg, som med sin skabeevne arbejder videre med de impulser, som er hentet i formernes verden, i X3. Men hvis vi opfatter X3 som løsrevet fra en skabeevne og et jeg, bliver en bog kun en papirside med tryksværte og tegn, som kun kan opfattes af hukommelsen.

Det, der står på en bogside, er jo ikke virkelighed, det er ikke liv. Bogen er blevet til ved at en typograf har stavet sig igennem et manuskript og hentet hver bogstav op af en lille bås og sat dem sammen til en tekst. Små bogstaver af bly. Lad os gå til manuskriptet. Vi tænker os, at det er skrevet i hånden. Lange, slyngede linier med tryk og sving og overstregninger. Her kan vi spore liv, temperament, impulsivitet eller søgen og usikkerhed. Det, der står på papiret har ligesom mere direkte forbindelse med et jeg, som har skrevet det. Der er ligesom noget kunst i håndskrift, der er personlighed, der er liv og sind i den. Den er resultatet af en skabeevne og en vilje og et jeg bag denne vilje. Og kan vi ikke ane dette jeg, kan vi ikke opfatte de tre X'er som tre analyser af samme fænomen, og så opfatter vi kun X3, alene – og dermed bogsiden som dødt stof. Det bliver man naturligvis mere tilbøjelig til overfor en trykt side eller en mekanisk gengivelse end overfor skrift, maleri eller menneskets direkte tolken af sine tanker i kunstens materialer, farver, instrumenter og kød og blod.

Zola har sagt, at kunst er et stykke af livet set igennem et temperament. Ibsen har sagt: »At skrive er at holde dommedag over sig selv.« I kunst er der altid et jeg, et temperament, som vil fortælle Dem noget. Nu kan man jo bemærke, at det er nogle underlige temperamenter, som i dag skaber kunst, men er de det. Hvordan ville De blot med ord forklare de problemer, som moderne kunstnere maler eller komponerer? De er jo, ligesom De selv, en såret flygtning mellem to riger, således som Martinus har defineret menneskets tilstand i dag. En såret flygtning mellem dyreriget og det rigtige menneskerige. Men kunstneren har ikke samme grundlag for at forstå sin stilling som De og jeg. Han møder tilværelsen underligt uharmonisk relativ og ofte hård og uretfærdig, og alligevel elsker han den nok til at søge at finde frem til sandheden, søge at skimte en mening med den. Det er ikke ligefrem skønhed, der interesserer en sådan søgende flygtning. Prøv at lære at forstå ham, det kan man altid trænge til, når der er noget, man ikke kan lide.

Martinus giver kunsten en meget stor plads i det rigtige menneskes tilværelse. Kunsten og videnskaben. De energier, som det fremtidige menneske skal betjene sig af, vil hovedsagelig blive intelligensen og følelsen som, når de kommer i balance vil berede vej for intuitionsenergien. Derfor har Martinus valgt sin form for undervisning som en sammensætning af materiale, som både henvender sig til intelligensen, nemlig teksten, og materiale, som henvender sig til følelsen, nemlig farver og linier i symbolerne, for at den studerende derigennem kan danne sig billeder, når han læser, og meditere sig til sandheder, når han betragter symbolerne. Og på den måde bliver disse billeder og sandheder ikke Martinus' som man går rundt og citerer, men man henter dem frem fra sit eget erfaringsmateriale ved de impulser, som Martinus tekst og symboler har givet os, og det er i overensstemmelse med hans ønske og stræben.

Livets Bog ville ikke kunne skabes uden symbolerne, fordi de sandheder, den beretter, er opfattet intuitivt og må forklares såvel gennem intelligens som følelsesenergi afbalancerende hinanden for at være i så nær kontakt som muligt med kilden: intuitionen. Sammenlignet med den moderne kunst er symbolerne en kontrast til denne, derved at den moderne kunst ofte udtrykker had, angreb og disharmoni, fordi den er affødt af et sammenspil af tyngde og følelse, mens Martinus symboler overalt udtrykker kærlighed, forsvar og harmoni, fordi de er affødt af et sammenspil af følelse og intelligens. For æstetikeren er hverken den moderne kunst eller Martinus symboler af betydning, fordi han ikke ser noget som helst sammenspil, han ser kun X3 – kun form. Det er en lykkelig tilstand, så længe formerne er harmoniske, men når de disharmoniske former når ham, ved vi, han vil råbe sit hvorfor, og han vil som den moderne kunstner, som den sårede flygtning, ikke mere søge skønheden, men sandheden, og da vil også han – æstetikeren – finde indholdet i Martinus symboler.

Var kritiken af Martinus symboler således ikke berettiget, var den dog interessant.