Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Som før berørt i "Livets Bog" vil enhver Dødsproces medføre, at Jeg'et og dets overfysiske Legemer skiller sig ud fra dets fysiske Legeme. En Forbindelse, der ellers er mellem dette og Jeg'et, bliver saaledes afbrudt. Da Jeg'et i Kraft af denne Forbindelse bærer det fysiske Legemes Organisation eller Sammenspil mellem dettes enkelte Organer og befordrer deres særlige Virksomhed, standser naturligvis denne Organisation og Virksomhed, naar nævnte Forbindelse bliver afbrudt. En Opløsningsproces begynder. Men dette betyder ikke at Livet standser. Livet er Liv og kan ikke blive andet end Liv. Livet kan ikke dø. Hvad der er levende, har evigt været levende og maa i al Evighed blive ved med at være levende. Ingen som helst fuldkommen Matematik vil nogen Sinde kunne komme til at gaa op i noget andet Facit paa dette Felt. Oplevelsesevnen kan saaledes aldrig nogen Sinde høre op. Men den befordres af hele Serier af Organer. Disse er igen, som jeg ogsaa har gjort Læserne bekendt med, identiske med "Maskiner" eller "Redskaber", hver især i sin første spæde Begyndelse, engang opfundet og fremstillet paa tekniske, kemiske Laboratorier eller Værksteder som Resultater af forudgaaende Oplevelser, Erfaringer, Tænkning og Beregninger, manifesteret af geniale Opfindere og Videnskabsmænd paa længst forsvundne Kloder eller Verdener. Man maa saaledes ikke tro, at det nuværende menneskelige Legeme i al Evighed har set, eller skal blive ved med at se saadan ud i sin Opbygning og Struktur, som det netop gør i Dag. Fremtidige Menneskeheder, der først skal passere det jordiske Menneskes nuværende Udviklingstrin paa kommende Kloder, vil faa helt andre og endnu skønnere og fordelagtigere Legemer end de, de jordiske Mennesker i Dag maa manifestere sig i. Til Gengæld er de jordiske Menneskers nuværende Legemer langt fuldkomnere end fortidige Kloders Menneskers.

Da Legemerne og Organerne, som før nævnt, i Virkeligheden er det samme som Maskiner og Apparater, er de i Princip netop fuldstændig analoge med de tekniske Maskiner og Apparater i Tilværelsen. Ligesom de nuværende Legemer og Organer er opfundne paa og har været Maskiner og Apparater i fortidige Verdeners Teknik, saaledes er ogsaa vore nuværende Maskiner og Apparater identiske med den første spæde Begyndelse til Udviklingen af levende Væseners Legemer og Organer for Livets Oplevelse i fremtidige Verdener.

Alle nuværende Maskiner og Apparater, al nuværende Teknik og Kemi er ikke blot og bar for Udløsningen af en Fordel for Menneskene af i Dag. Nej, Opfindelsernes dybeste Princip og Ide har en langt længere Livsbasis, en langt længere Mission. Deres Manifestation og Kredsløb er kun fuldkommen tilendebragt, naar de har udløst sig, ikke alene i den rent fysiske Mineralmaterie, men ogsaa er kommen til Manifestation i organisk Materie, er kommen til Udtryk og Praktisering i Kød og Blod.

Med Hensyn til det levende Væsens fysiske Legeme, da er dette saaledes sammensat af mange forskellige Organer, der hver især er Redskab for en eller anden Funktion, et eller andet nødvendigt Led i det nævnte Væsens samlede fysiske Oplevelsesevne. Da disse Organer igen er Redskaber, er "Værktøj", er "Maskiner" eller "Apparater" manifesteret i fysisk Materie, er de forgængelige ligesom alle de andre Realiteter, vi ellers er vante til at betegne ved de her nævnte Udtryk.

Ligesom et Lokomotiv, en Bil, en Motorcykle trods god Vedligeholdelse ikke kan blive ved med at eksistere i det Uendelige, men tilsidst paa Grund af Slitage og Ælde maa kasseres, saaledes kan det levende Væsens fysiske Legeme heller ikke blive ved med at eksistere i det Uendelige, men vil ligeledes, trods god Vedligeholdelse før eller senere vise Tegn paa Ælde, blive mere og mere ubrugeligt og maa kasseres. Og det er Udløsningen af denne Kassation, vi kalder "Døden".

Men naar Jeg'et saaledes maa kassere sit fysiske Redskab, kan det jo efter denne Kassation ikke mere direkte opleve den fysiske Verden, ligesaalidt, som en Mand kan køre i sin Bil, naar denne er kasseret, er blevet ubrugelig og ikke mere er til at reparere. Og ligesom han maa afvente Anskaffelsen af en ny Vogn for at kunne køre igen, saaledes maa ogsaa det levende Væsen afvente Anskaffelsen af et nyt fysisk Legeme, før det igen normalt kan manifestere sig paa det fysiske Plan. Der bliver saaledes i ethvert levende Væsens evige Væren et Tidsrum, hvor det ikke fremtræder paa det fysiske Plan, nemlig fra det Tidspunkt, hvor dets fysiske Legeme ikke mere er tjenligt til sit Formaal, og til det Tidspunkt, hvor Individet atter har faaet bygget et nyt fysisk Legeme saa meget op, at det kan udløse de nødvendige fysiske Hovedfunktioner, saasom Puls, Aandedræt og Fordøjelse, der jo er nævnte Legemes motoriske Drivkraftbasis. Naar det fysiske Legeme er naaet til et saadant Stadium, hvor denne Virksomhed kan begynde, behøver det ikke mere at ernæres af Moderlegemets Blod, men fødes til Verden. Fosterstadiet er ophørt, og en ny fysisk Tilværelse er begyndt for det paagældende Legemes Ophav. Men nævnte nye Legeme er endnu langt fra at være færdigbygget og er endnu ikke tjenligt til den fulde fysiske Manifestation, men maa gradvis bygges op op trænes til denne. Denne gradvise Opbygning af den fysiske Organisme kalder vi "Vækst". Og det er denne Vækst, der ligger til Grund for, at det levende Væsen kommer til at gennemgaa de forskellige Stadier, vi kender under Begreberne "Barndom", "Ungdom", "Manddom" og "Alderdom".

Først ved Manddommens eller Trediveaarsalderens Indtræden er det almindelige jordiske Menneskes fysiske Legeme fuldt modent eller færdigbygget, og først her kan dets Ophavs virkelige Karaktertrin og sande Udviklingstilstand gøre sig helt gældende. Før det har naaet denne Modenhedstilstand, kan man ikke helt bedømme dets Karaktertilstand, da den indtil da i stor Udstrækning kun er Repetitioner af mindre udviklede Karaktertrin, som det paagældende Væsen egentlig har overvundet i tidligere Liv. (Se "Livets Bog" Stk. 148).

Denne Individets Opbyggelse af sit fysiske Legeme fra Fosterstadiet til Alderdomsstadiet er saaledes ikke en Proces, som det samme Væsen kun har befordret een Gang, men er derimod Proces, det har befordret i en uendelig Kæde af Gange. Men da det jordiske Menneskes aandelige Sanser er meget primitive, medens dets fysiske er stærkt udviklede, kan det i Virkeligheden kun identificere eller genkende ad fysisk Vej. Det genkender saaledes sine Bekendte paa deres rent fysiske Ydre, deres øjne, Haar, Stemme, Gang og Størrelse o. s. v. og kan altsaa faktisk kun identificere de samme Bekendtes højere Væsen, Aand eller Jeg gennem nævnte fysiske Realiteter. Hvis de samme Bekendte pludselig viste sig i nye fysiske Legemer, der ikke var helt nøjagtige de gamle lig, vilde det paagældende Væsen saaledes slet ikke kunne identificere eller genkende disse sine Bekendte. Men det er jo netop det, der sker, naar Individet fødes til Verden. Hvis to jordiske Mennesker har levet sammen i et tidligere Liv og kun kender hinanden gennem det ydre Udseende, det fysiske Legeme, de hver især havde i nævnte Liv, vil de jo ikke være i Stand til at genkende hinanden i deres nuværende Tilværelse, idet deres nye fysiske Legemer jo er meget forandrede, har ikke det samme Udseende som deres tidligere Legemer, selvom der naturligvis altid vil være en vis Lighed til Stede.

Identificeringen bliver endnu vanskeligere, hvis Bekendtskabet i det tidligere Liv var i Alderdomsstadiet, hvor de begge havde gamle og rynkede fysiske Legemer, og de i deres nuværende Bekendtskab befinder sig i et af de andre tre Livsstadier. Man vil saaledes forstaa, at det er vanskeligt at identificere en Person, man i hans tidligere Tilværelse kendte som Olding, men i hans nuværende Tilværelse møder som Barn, Yngling eller Mand, i et helt nyt Legeme, der vil være langt skønnere og smukkere, mere ædelt og fint formet end det Legeme, Vedkommende havde i sit sidste Liv, for saavidt at han netop har levet i dette, som han skulde, men ogsaa kan være meget mindre tiltalende, mindre smukt og mindre fuldkomment end hans forrige fysiske Legeme, alt eftersom han netop ikke har levet i dette, som han burde, men derimod har ligget under for Laster og Udskejelser, der netop har Svækkelse af Legemsopbyggelsesevnen til Følge.

Som Følge heraf genkender de jordiske Mennesker ikke i deres nuværende Tilværelse deres Bekendte fra deres tidligere fysiske Tilværelse. Og da Hukommelseslegemet hos de samme Væsener for Tiden er paa et meget primitivt Stadium, saaledes at de ikke engang kan huske de første Aar af deres nuværende fysiske Tilværelse og derfor heller ikke paa det fysiske Plan kan have nogen bevidst Erindring om deres tidligere fysiske Liv, ser det ud for disse Væsener som om, deres nuværende Tilværelse er den eneste, i hvilken de har levet. Den haardnakkede Overtro, at Individet først er blevet til ved Undfangelsen, og at dets nuværende fysiske Liv er det eneste, i hvilket det har eksisteret, er derved kommen ind i Verden, skønt en af dens hellige Bøger "Biblen" beretter, at Johannes Døberen var Inkarnationen af Profeten Elias; i Form af Jesu Ord: "Thi alle Profeterne og Loven have profeteret indtil Johannes. Og dersom i ville tage imod det: Han er Elias, som skal komme. Den som har Øren at høre med, han høre".

Ligeledes udtrykker Biblen Jesu Ord til Raadsherren Nikodemus saaledes: "Sandelig, sandelig siger jeg dig, uden nogen bliver født paa ny, kan han ikke se Guds Rige".

Nikodemus siger til ham: "Hvorledes kan et Menneske fødes, naar han er gammel? Mon han kan anden Gang komme ind i sin Moders Liv og fødes"?

Jesus svarede: "Sandelig, sandelig, siger jeg dig, uden nogen bliver født af Vand og Aand, kan han ikke komme ind i Guds Rige. Hvad, der er født af Kødet er Kød; og hvad, der er født af Aanden, er Aand. Forundre dig ikke over, at jeg sagde til dig: I maa fødes paa ny.

Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens Susen, men du ved ikke hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; saaledes er det med hver den, som er født af Aanden".

Da "den, som er født af Aanden", er "Det levende Væsen", og da "Vand" og "Aand" i nærværende Tilfælde henholdsvis kun kan være Udtryk for "Kødet" eller det fysiske Legeme og Bevidstheden, ligesom "Guds Rige" er det samme som "Det evige Liv", bekendtgør Jesus saaledes her selv Reinkarnationens Urokkelighed i Verdensordningen.

Et andet Sted understreger samme Bog ligeledes Reinkarnationen med Jesu Ord: "Og Fader! herliggør du mig nu hos dig selv med den Herlighed, som jeg havde hos dig, før Verden var".

Jesus var inkarneret i Kød og Blod, havde været et Foster i Moders Liv, var født til Verden af en Kvinde, gennemgik Barne- og Ungdomsstadiet, ligesom ethvert andet jordisk fysisk Væsen, og ejede dog en Herlighed hos Faderen, før Verden var. Hvorledes skulde det være muligt? - Jesus var kun ca. 33 Aar, medens Jorden i Form af Aar repræsenterede en Alder af utalte Millioner.

For at ovennævnte ikke skal være en blot og bar Paastand, maa Jesus saaledes have eksisteret, før den nuværende fysiske Jordklode blev til. Jesu fysiske Legeme, hvis Alder i Forhold hertil ikke engang var en Døgnfluetilværelses, men kun udgjorde et rent Mikroperspektiv, kan saaledes ikke have været hans sande Væsenskærne. Denne maa have eksisteret i en hel anden Materie, en Materie af ikkefysisk Natur. Hvor! og i Hvad! skulde den ellers have eksisteret i de utalte Millioner af Aar, før den inkarnerede i det fysiske Legeme, Verden kalder "Jesus af Nazaret".

Biblen udtrykker altsaa gennem dette, at baade Jesus og Johannes havde eksisteret, før de fremstod i deres kendte fysiske Inkarnationer, og fra denne Eksistens hver især været i Stand til at inkarnere i fysisk Materie, komme til Syne her i Verden som et lille nyfødt Barn, vokse frem til Ungdom og Mandom o. s. v. uden de mindste Spor af Afvigelser i de Symptomer og Udtryk, hvormed Livet markerer sig i alle andre fysiske Væsener. Men naar to Individualiteter saaledes erkendes at have en overfysisk Eksistens, hvorfra de har kunnet inkarnere i Kød og Blod, hvorfor saa benægte at alle andre Væsener i Kød og Blod har haft en overfysisk Eksistens før deres nuværende jordiske Tilværelse? – Hvorfor skulde kun to Individualiteters Væsenskerner være af en overfysisk Natur og Millionernes ikke være det? - Skulde denne umaadelige Masse af levende Væsener hver især kun blot og bar være fysiske Materiekombinationer? - Hvor bliver saa det i Religionerne meget omtalte "evige Liv" af. Et Liv, der har Begyndelse, er ikke "evigt" og kan aldrig nogen Sinde blive "evigt". "Evigt" er det samme som "uendeligt". "Uendeligt" er igen det samme som "Umaaleligt". Men et Liv med "Begyndelse" er i højeste Grad "maaleligt", idet man netop har denne "Begyndelse" som Udgangspunkt og Basis for Opmaalingen. De jordiske Væsener, der efter Døden "arver det evige Liv", vil saaledes efter dette, i "Himlen", alle hver især have en "Alder". Men en Levetid, der kan udtrykkes ved en Alder, et Væsen, der kan stemples som saa og saa gammelt, har jo intet med et "evigt Liv" at gøre. Et saadant Væsens Liv er saa temmelig timeligt, jordisk og dagligdags.

Det kosmiske Klarsyn eller den hellige Aand, ved hvis Hjælp Individet oplever Livet udenfor Tiden og Rummet, vil da ogsaa her baade i Form af fysisk og aandelig Videnskab komme Menneskene til Hjælp og aabenbare, at Livet virkeligt er evigt, og at alle levende Væsener ligesom Jesus og Johannes har en overfysisk Eksistens, hvorfra de kan inkarnere i den fysiske Materie, og hvortil de atter kan vende tilbage. Desuden er det jo allerede en meget omfattende Kendsgerning, at alt, hvad man her paa det fysiske Plan bliver Vidne til, kun er "Bevægelse". Denne "Bevægelse" fremtræder for Sanserne i umaadelig mange Nuancer. Alt, hvad vi ser, føler eller oplever, saasom Stof, Lys, Farve, Lyd o. s. v. er kun forskellige Arter eller Former for Bevægelse eller Vibration. Bevægelsens Herre eller Ophav bliver vi derfor ikke Vidne til paa det fysiske Plan. Men at dette Ophav ikke desto mindre er en Kendsgerning, viser sig igennem den umaadelig haarfine Logik eller Intelligens, hvormed Bevægelsen foretages, organiseres og beherskes.

Dette Materiens eller Bevægelsens Ophav er altsaa den overfysiske Væsenskerne, som uomstødeligt betinges nærværende i ethvert levende Væsens fysiske Fremtræden, for at Manifestation og Bevidsthed overhovedet kan finde Sted, og hvis Besiddelse derfor aldrig nogen Sinde har kunnet, og aldrig nogen Sinde vil blive noget særligt specielt for Jesus og Johannes.

Og igennem følgende Ord – "Men dette er det evige Liv, at de kendte dig, den eneste sande Gud og den du udsendte Jesus Kristus", - udtrykker Jesus selv, at det evige Liv ikke er en Forandring af Livslovene, ikke er en Omskabelse af de bestaaende Skabelsesfakta i Verdensordningen, ikke er en særlig Gunstbevisning for enkelte fortjenstfulde Væsener, men derimod er et - Kendskab til Gud og den han udsendte Jesus Kristus.

Men dette Kendskab er jo Aandsvidenskab i Renkultur. Det er jo det samme som Kendskabet til Livet og Tilværelsen, til Verdensaltet, til de evige Love, til Livsfacitternes matematiske Uomstødelighed eller Stabilitet. Med dette Kendskab faar Individet absolut ikke tildelt noget "evigt Liv", idet det allerede i Forvejen jo er Indehaver af nævnte Liv; men med nævnte Kendskab begynder dets Opdagelse af denne dets egen udødelige Identitet. Og først med denne Opdagelse kan dets Kontakt med Udødeligheden begynde. Og da det, før denne Kontakt er tilegnet, netop maa føle sig som et dødeligt Væsen, der har begyndt sit Liv ved Fødslen og igen skal afslutte dette ved Døden, bliver det jo rigtigt, at det evige Livs fulde bevidste Oplevelse og Nydelse kun kan udløses gennem Kendskabet til Gud og Gudesønnen, hvilket Kendskab igen er det samme som "Den hellige Aand", den hellige Bevidsthed eller allerhøjeste Viden om Livet og Verdensaltet.

Den Erkendelse eller Paastand, det Dogme eller Postulat, der udtrykker, at det levende Væsens nuværende fysiske Tilværelse udgør den absolut eneste fysiske Tilværelse, det har oplevet, viser sig meget hurtigt ikke at have det ringeste med Logiken i den guddommelige Verdensplan at gøre.

Hvis det nuværende fysiske Liv var det eneste, som det levende Væsen kom til at opleve, vilde hele Verdensaltet kun kunne forklares som et Kaos af Tilfældigheder, ganske blottet for Retfærdighed og Kærlighed. Da dette jo er det modsatte af hvad Livets egen Matematik viser som Kendsgerning, bliver "den evige Tilværelse" og dermed Reinkarnationen saaledes det urokkelige Fundament i Verdensplanens Logik, uden hvilket absolut intet som helst af de store Livsfacitter, der gaar igen som de allerhøjeste Læresætninger i Verdens helligste Bøger og Religioner, nogen Sinde kan komme til at straale i Kendsgerningernes klare videnskabelige Sollys, men evigt maa forblive i Troens og Postulaternes dunkle Maaneskin.

Det levende Væsens fysiske Legeme er saaledes i Realiteten ikke Væsenet selv, men dets Redskab for fysisk Manifestation. Men da intet som helst, der kommer ind under Begrebet Redskab, kan være evigt, men udelukkende er af forgængelig Natur, er Individets fysiske Legeme ogsaa af forgængelig Natur. Dets nuværende Legeme er kun et midlertidigt Redskab, afløses af et nyt naar Beskadigelserne (Sygdommene) og Slitagen er saa stor, at det ikke mere kan repareres (læges) eller vedligeholdes.

Men er dette ikke guddommeligt, at Legemet saaledes kan afkastes, naar det er havareret og opslidt, og Individet derved faar aabnet Adgangen til at opbygge et helt nyt Legeme, forbedret og fuldkommengjort i Kontakt med Individets nye Erfaringer, naturlige Ønsker og Begær? -

Hvis et Menneske i dette Liv f. Eks. fremtræder som Neger, men maatte nære Ønsket om at komme til at manifestere sig i et hvidt Legeme, saa vilde dette aldrig nogen Sinde kunne blive opfyldt uden igennem umaadelige Tidsrum, hvis ikke netop Genfødelsen eller Reinkarnationen eksisterede. I Kraft af den kan en Negers Jeg efter dets nuværende Legemes Forfald eller naturlige Død inkarnere i et hvidt Legeme, fødes til Verden med hvide Forældre, fødes i de Hvides Samfund eller Race, hvis dets Ønsker, Begær og øvrige Kvalifikationer er stærke nok dertil. Den højtudviklede Klarsynede, der kan identificere Sjælene bag de fysiske Legemer, bliver Vidne til mange saadanne i den hvide Race inkarnerede Væsener, der i tidligere Liv har tilhørt andre Racer, ligesom det omvendte naturligvis ogsaa kan være Tilfældet. Man bliver gennem det samme Klarsyn netop ogsaa Vidne til, at enkelte af de andre Racers nuværende Repræsentanter, i tidligere Liv har tilhørt den hvide Race.

Individet vil saaledes i Kraft af Reinkarnationen kunne faa sine naturlige Ønsker og Længsler opfyldt. - Det man tænker, det bliver man.

Da disse Problemer bliver nøjere behandlet i Livets Bog, skal jeg ikke komme nærmere ind paa disse her, men blot fremhæve, at Reinkarnationen saaledes forkorter og letter Betingelserne umaadeligt meget for Individet i Opnaaelsen af dets allerhøjeste Ønskers og Maals Tilfredsstillelse samtidigt med, at den jo ogsaa giver Individet Lejlighed til en Tid helt at leve i den aandelige Verden bag den fysiske og faa hvilet ud efter sine fysiske Strabadser og Besværligheder.

Hvis ikke netop Reinkarnationen eksisterede, vilde Legemerne ikke kunne komme til at gennemgaa den gradvise Forvandling fra mindre til mere udviklede Arter og Racer. Det levende Væsen maatte saaledes i en alt for høj Grad komme til at leve og eksistere med utilfredsstillede Længsler og Maal, idet det da vilde være umuligt for Legeme og Aand at følges ad.

Forøvrigt bruger man jo heller ikke dette Princip i den daglige fysiske Fabrikationsvirksomhed. Naar man vil fremstille en ny Biltype, sker dette ikke ved, at man sætter nye Dele paa de gamle Vogne eller paa anden Maade laver disse om, men derimod ved at man bygger dem op helt nye fra Bunden af. Det samme gør sig gældende med alle andre større fysiske Redskaber og Opfindelser. Man kan ikke i det Uendelige blive ved med at bygge nye Opfindelser og Forbedringer paa de gamle Maskiner. Før eller senere vil det være mest praktisk at opbygge helt nye Modeller, baseret paa og tilpasset til de nye Erfaringer og Opfindelser, man efterhaanden har tilegnet sig. Ligeledes kan man jo heller ikke blive ved med at lappe og sy sit gamle Tøj og derved faa dette til at eksistere uendeligt. Der kommer uundgaaeligt en Dag, da det ikke mere kan lappes, en Dag da det er saa skørt og medtaget, at det maa kasseres og erstattes med et nyt Sæt, som igen til Gengæld kan tilskæres og syes efter et mere tidssvarende Tilsnit end det, det gamle gav Udtryk for.

Reinkarnationen giver saaledes Individet den store Fordel, at det altid vil have et Legeme, der er i Overensstemmelse med dets Bevidsthed, Udviklingstrin og Skæbne, samtidigt med at det giver det Lejlighed til at faa Hvilepauser i dets fysiske Tilværelse, faar Lejlighed til, naar det er "mæt af Dage" eller har faaet lemlæstet sit fysiske Legeme saa meget, at det ikke mere er tjentligt til Manifestation, at faa et Ophold i de højeste Verdener og Tilværelsesplaner. Her er Livet ligefrem en guddommelig Rekreation, en Salighedsmættelse, der atter faar Individets fysiske Energier, Længsler og Begær til at spire frem, og gennem hvilke de atter bliver tildelt Adgangen til Skabelsen af et nyt fysisk Legeme, forherliget med alle de nyeste Forbedringer og Fordele, som maatte være i det paagældende Individs højeste Favør. Og da det gennem dette Legeme atter kan opstaa i den fysiske Verden, nyfødt, ren og fri fra alle de Slagger, det Grums og Snavs, den Sladder og Bagtalelse, det Forbryderalbum og Fingeraftryk, den Straffeattest, den Vanførhed, den Aandssvaghed, den Sindssyge, den Unatur og Livslede, der eventuelt klæbede ved det gamle fysiske Legeme, og som var dettes Identificeringsmidler, kan et Individs naturlige Død eller Adskillelse fra sit fysiske Legeme ikke være noget retmæssigt Grundlag til Sorg og Bekymring.

Reinkarnationen, Død og Fødsel er saaledes i Realiteten Livets allerstørste Kærlighedsprocesser. At ønske et Menneskes naturlige Død forhindret, at ønske "Den Døde" eller det disinkarnerede Væsen tilbage her til det fysiske Plan, at sørge, græde eller fortvivle over et Væsens Bortgang til de højeste Verdener, hvorfra det engang, naar Tiden er inde, skal vende tilbage, lykkeligt og straalende, med fornyet Mod, Livskraft og forstærkede Evner, Talenter og Anlæg, er jo at modarbejde den guddommelige Forsorg, det er at græde over Solskinnets og Regnens Velsignelser, det er at være med til at spærre eller besværliggøre Vejen til Livet, til Lyset og Kærligheden for det samme Væsen og kan kun udløses som Virkninger af primitive Væseners Uvidenhed eller Blottelse for al Kendskab til, hvad det er, de ser, eller i Virkeligheden er Vidne til.

En Begravelse eller Bisættelse er derfor i sin højeste Analyse ikke en Begrædelsesfest, saaledes som man i Aartusinder i Kraft af Uvidenheden og Overtroen har gjort den til. Derfor vil ogsaa al den Strenghed i Ceremoniellet eller Tonen ved en Jordefærd, der fordrer, at alle Deltagerne helst skal være et Hundrede Procents Udtryk for Sorg, Graad eller Nedtrykthed, være stik imod Naturens Love og dermed ganske uberettiget.

Men hvortil ogsaa al denne Strenghed i den gængse Begravelsesceremoni, denne Undertrykkelse af al Naturlighed og normal Glæde ved Livet, denne Klæden sig i "Sort", dette kunstige Udtryk for en Sorg, der for de fleste af Deltagernes Vedkommende alligevel slet ikke føles? - Disse holder jo faktisk kun Sørgeminen for ikke at støde an imod den herskende Opfattelse af "god Tone", af "hvad man kan være bekendt". Hvorfor gøre en saadan Sammenkomst, der i Virkeligheden ene og alene burde være en Lysets Fest, en Fest til Ihukommelse af Tilværelsens store Kærlighedslove, Individualitetens Uophørlighed og Livets evige Væren, til en sorgfremelskende Mørkets Fest? - Hvorfor besmitte eller forurene en ellers saa naturlig Sammenkomst af den "Afdødes" Venner med al denne kunstige Sorg; der for det udviklede Menneske ikke kan undgaa at minde alt for meget om Hykleri. Og selv i Tilfælde, hvor den er ægte, vil den dog i Virkeligheden sige det samme som, at man græder og sørger over Guds evige og kærlige Veje og lyse Anordninger. Men at græde over Guds Førelse af Individet, kan ikke være naturligt. Hvorfor saa ikke stræbe efter hurtigst muligt at komme bort fra det? -

Fremtidens Mennesker vil da ogsaa vide at se helt anderledes paa et Menneskes Jordefærd. Med det Kendskab til Virkeligheden og i Kraft af den Naturlighed som dette vil afføde, vil man paa absolut ingen som helst Maade gøre Begravelsen eller Bisættelsen til en "Sørgefest". Tværtimod, man vil i højeste Grad forstaa Guds kærlige Veje og gøre alt for at udslette de gamle hykleriske Tendenser og Traditioner.

Naturligvis kan det ikke undgaas, at der fra enkelte af den "Afdødes" virkelige Venner og Paarørende altid vil udløse sig et vist Vemod over den forandrede Tilstand, der jo til en vis Grad ligner en Adskillelse, men i Virkeligheden slet ikke er nogen Adskillelse, idet alle fysiske Væsener jo har Adgang til den aandelige Verden igennem deres normale Søvn og er da sammen med dem af deres "Afdøde" Paarørende, de holder af eller har været knyttet til paa det fysiske Plan. Bevidstheden herom vil vokse med Udviklingen, og vil derfor være langt stærkere hos Fremtidens Mennesker end hos Nutidens. Og man vil saaledes tilsidst komme helt bort fra at føle "Døden" som en Adskillelse.

Traditionen med de "sorte" Klæder, de "sorte" Draperier, det "sorte" Flor o. s. v. vil derfor i Fremtiden være helt forsvunden, og Menneskene vil fejre Højtideligheden mere og mere i almindelige daglige Klæder. Dette formindsker Sorgfremelskelsen. Det hjælper til med at bevare Indtrykket af Situationens Ligefremhed og Naturlighed, hvilket ikke er Tilfældet med "Sørgebeklædningen", der netop skal udtrykke Sorg, skal vise, at man mindes den "Afdøde" med Sorg o. s. v. og bliver derfor saaledes stimulerende for Vedligeholdelsen af Sorgens kedelige, ubehagelige og uligevægtige Sindstilstand.

Hvis man i særlige Tilfælde i Fremtiden vil foretage sig noget kærligt ud over det almindelige ved en Jordefærd, vil hvide Klæder blive anvendt, og alt vil blive smykket i Hvidt, alt vil blive baseret paa at lovprise Dødens sande Identitet som en ny Fødsel, som Indgangen til et nyt Liv, som Udtryk for guddommelig Kærlighed. Man vil vide, at Sorgen er en Slags Egoisme, et utilfredsstillet Begær efter at eje noget, som man i Realiteten slet ikke har Krav paa. Her i dette Tilfælde vil det altsaa sige, at Sorgen skyldes et Individs Begær efter at have det til det aandelige Plan indviede eller bortgangne Væsen her paa det fysiske Plan. Da dette Begærs Tilfredsstillelse jo ikke passer ind i den Bortgangnes Skæbne, men vilde betyde, at han eller hun maatte give Afkald paa den for sin videre Udvikling midlertidige absolut nødvendige Indgang til de højeste Verdener for at faa fuldkommengjort sin Skabeevne saa meget, at det kan blive i Stand til at opbygge sig et nyt fysisk Legeme, i hvilket det ikke i nær saa høj en Grad, som nu er Tilfældet, behøver at ligge under for de Mangler og Besværligheder, der gennem dets nu afkastede Legeme har været tyngende i dets sidste fysiske Inkarnation, før Døden indtraadte, vil Sorgen over denne Død kun være identisk med Egoisme. De højtudviklede Væsener, der er besjælet af det modsatte Tankeklima: Uselviskheden og Visdommen, der jo igen er det samme som "Den hellige Aand" sørger ikke over deres "Døde". De har ingen "Døde". De ved, at Døden ikke eksisterer i realistisk Forstand, men kun er Indgangen til en anden Tilværelsesform, en Tilværelsesform de gennem Aandsvidenskab eller Studiet og Praktiseringen af "Den hellige Aand" allerede er blevet fortrolige med her i den fysiske Tilværelse. Og i den nævnte Aands klare Lys, i den guddommelige Bevidsthed om "Dødens" Identitet med Livet, vil ingen Begravelse eller Bisættelse finde Jordbund som en "Begrædelsesfest" eller "Sørgehøjtidelighed" i den ny Aandskulturs kommende Slægter, men derimod forme sig som en stille lykkelig Lovprisning og Takkefest i den "Afdødes" Navn, rettet mod Ophavet for Uforgængeligheden eller alt Livets evige Væren.