Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Emerson siger et sted i sine essays, at der er sat strenge grænser for, hvor nær man kan komme hinanden, "Du er dig, og jeg er mig, og derved bliver det!" – Der er forskel på, hvor nær vi kan komme mennesker, nogle mere nær end andre, nogle kan vi sige mere til – være mere åbenhjertige overfor end andre, men i virkeligheden gælder i almindelighed det, at vi på et eller andet tidspunkt kommer selv vore nærmeste for nær, de eller vi bliver nærtagende eller fornærmede, og sproget har dannet sig sådan til, at der er blevet et tillægsord (fornærmet) og et navneord (fornærmelse) ud af det at komme hinanden for nær.

Vi kender alle fornærmelsen, der svider og ætser i sjælen i kortere eller længere tid, og som i bedste fald bliver et indre anliggende, som bevirker, at vi trækker os tilbage fra den, som "fornærmede os" eller i, at vi udadtil giver udtryk for fornærmelsen ved mundtligt, skriftligt eller korporligt at "belære" den, der fornærmede os.

Jeg talte engang med en ven om et andet menneske, vi begge kendte godt, og lod en bemærkning falde om, at han formodentlig snart ville blive udnævnt til fuldmægtig i sit firma, hvor han havde været ansat i en lang årrække. "Nej", sagde min ven, "det vil han ikke, for han bliver fornærmet og gal i hovedet". Jeg havde ikke set det fra den synsvinkel, men er siden blevet klar over, at det er rigtigt i meget højere grad, end man tænker sig, at det nærtagende sind er en stor hindring. Han hørte til dem, der blev "lyserød i kammen", dirrede på hånden og i stemmen, og det er klart, at han – selvom han var dygtig – ikke kunne sættes til at dirigere med andre funktionærer, og ikke repræsentere firmaet udadtil på værdig måde, når han manglede selvbeherskelse.

Man kan blive fornærmet på enkeltpersoner eller livet som helhed, men virkningen er i alle tilfælde, at vor oplevelse af livet bliver ringere, end den kunne være. Vi får altså ringere stillinger, ringere omgangskreds eller ingen omgangskreds, dårligere behandling på kontorer eller i forretninger, hvor vi har ærinde, bortset fra, at nogle af pengehensyn eller fordi de er store nok til at se vor barnlighed og umodenhed alligevel behandler os korrekt eller venligt. Endelig binder fornærmelsen os før eller senere til sengen, idet sygdom nødvendigvis rammer den, der gennem irritation og fornærmelse nedbryder sine nerver og sin modstandsdygtighed overfor sygdomme. Det er ikke ufarligt at lade sig fornærme.

På et eller andet tidspunkt løber vi os alle trætte i fornærmelsen, en dag har vi drukket irritationens, hadets og fornærmelsens bæger tilbunds, og en dag bliver vi klar over, at det ganske simpelt ikke betaler sig at lade sig gå på af andres meninger og opførsel. En dag går det op for os, at det liv, vi lever, ikke svarer til vore inderste ønsker og forventninger. Livet løber fra os, vor tid går med småirritationer og fornærmelser, og de korte år, vi har fra vi er modne og indtil alderdommen har taget vore bedste kræfter, er så få, at hvert minut må anvendes til positiv tænkning Og positivt skabende arbejde. For mange, alt for mange, gælder det, at det liv, de henlever i fornærmelse og kritisk indstilling overfor næsten, lader det virkelige glædesbefordrende liv glide forbi dem eller, som jeg engang har hørt det udtrykt: "Medens de små hunde gør, kører kortegen forbi!" Først sent – for sent – opdager de, at kortegen er kørt – det liv, der f. eks. kunne have været helliget intenst studium af høje åndelige problemer, går hurtigt på hæld, kræfterne bliver små, hjernen arbejder ikke godt mere, måske forkalker den, livet er ved at være afsluttet og kommer ikke tilbage. Vist får vi et nyt liv, en ny dag, et nyt år, men også dette liv har krav på at blive udnyttet fuldtud, vi har kun vore 24 timer, 365 dage eller 70 år og måske ikke engang det, tiden venter ikke, kortegen kører.

Først må det siges, at det at kende Martinus' kosmiske analyser eller anden livsvisdom, i sig selv ikke er tilstrækkeligt. Praktiseringen kommer ikke af sig selv, ligeså lidt som maden tilbereder sig selv, fordi man har en kogebog og kender dens indhold. Der må praktisk udfoldelse og eksperimenter til, og man må koncentrere sig og tænke. Tænkning er ikke det, at ens tanker kredser om en fornærmelse. Det bliver først tænkning den dag, man med sin vilje styrer sin tankes kraft, retter den bevidst mod bestemte mål f. eks. for engangs skyld tænker på andre og ikke på sig selv, og måske endog lader tanken få materiel udfoldelse i praktisk arbejde for andre. Fornærmelse er jo et symptom på egocentri, og det er derfor nødvendigt, at tankernes kredsen om en selv sprænges. Når fornærmelsen er i anmarch, må man rette tankerne bort fra sig selv, tænke på alt andet, blot ikke på sig selv.

Vi må se os omkring, se hvordan andre går, hvordan de klarer deres kamp med deres mere eller mindre ufærdige sider. En beundring for andre i denne deres redelige kamp skader ikke, – ingen på vort trin er særlig guddommelige, men en redelig kamp er beundring værd og omgivelserne til stor nytte, vi kan lære af den, hvis vi vil.

Og vi kan bede. Måske har vi ingen speciel øvelse heri, og det er der mange af os, der ikke har, idet vi formentlig i denne eller en foregående inkarnation netop har passeret et materialistisk og gudløst stadium, og evnerne og koncentrationen på dette felt derfor er gået tabt. Men selv med en ringe koncentrationsevne kan man i det mindste overkomme een sætning i "Fader Vor", og i denne forbindelse må det være "Forlad os vor skyld, som også vi forlade vore skyldnere".

Når vi ved bønnens hjælp stimuleres til at forlade andre deres skyld, bider fornærmelsen efterhånden ikke på os, og når vi i samme sætning beder om, at vor skyld må blive os forladt, at vor væremåde ikke må virke fornærmende og sårende på andre, hvad den ofte gør uden at vi selv ved af det, afbødes denne virkning på andre. Går man endelig hver aften dagens større eller mindre sammenstød med andre mennesker igennem og tænker venligt på "ofrene", vil det uundgåeligt bevirke, at man ved et næste møde med disse vil kunne genoptage kontakten i en venligere atmosfære, også selvom den anden part ikke har ændret indstilling. Har dette noget med åndsvidenskab at gøre? Det kan jo lyde som påstande! Man må sige, ja, det har det – set i en større sammenhæng, som man dog ikke kan gøre rede for i så kort en artikel; men skulle en eller anden være skeptisk, kan man kun sige: prøv det, så vil det blive empirisk bevist, som videnskaben kalder det praktisk at efterprøve tingene.

Denne ene bøn i "Fader Vor" har en hæmmende og efterhånden nedbrydende virkning på både indadgående og udadgående fornærmelser – modtagne eller afsendte. Uden en afbrydelse af alle de "bånd", der binder os i skæve og ufri forhold til andre mennesker, vil vi ikke kunne opnå en tilfredsstillende eller lykkelig tilværelse. Vi bindes til lavere planer, og vor tid går med denne specielle form for negativ tankegang i stedet for positiv tænkning og positivt arbejde.

Og det nytter os ikke på nogen måde, at vi bliver fornærmede. Nogle få frygtsomme eller nogle få hensynsfulde vil bøje sig for vor fornærmethed – midlertidigt, men livet som helhed gør det ikke. Og hvilken ret har vi til at vente os noget af andre, – for det er jo det, den fornærmede gør, – og til at skabe misstemning omkring os, fordi de ikke tænker, som vi? Ingen, af den simple grund, at vi uafhængigt af andres meninger og handlinger er vor egen lykkes smed. – Martinus har tydeligere end nogen anden vist, at vi skaber vor egen skæbne, og er den teoretiske rigtighed heraf gået op for os, hvorfor så lukke sig afvisende og hårdt i, som man gør det i fornærmethed? Mildhed, ydmyghed og taknemmelighed bør præge os i alle livets forhold, også hvor livet ikke går, som vi havde ventet det. Kun det milde og taknemlige sind får det fulde udbytte af livet, er modtageligt for og giver anledning til en rig livsoplevelse.

Forfatterinden Aase Guldbrandsen gjorde engang i en kronik op med bitterheden mod livet, såvidt man kunne skønne efter stor personlig modgang, og konkluderede i dette, at bitterheden eller fornærmetheden på livet for enhver pris måtte undgås, for – som hun udtrykte det: "Der kan ikke lægges gaver i knyttede hænder".