Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1953/3
Forklaring til forsidebilledet
 
I tilslutning til Mogens Møllers artikel inde i bladet bringer vi et billede af en boplads for den "agerdyrkende" myre i Texas. Billedet er hentet fra Bøving Petersen: Universets Vidundere, bd. 2, hvorfra vi tillader os at citere følgende:
"Texasmyren vælger til boplads en åben plet og bygger sit tuehjem mellem græs og urter udsat for solen. Alle de planter, der spirer på eller i dens nærmeste omkreds, gnaver den bort undtagen een eller to græsarter, det såkaldte myreris, som får lov at gro i en bred ring omkring bostedet. Fra dette fører velholdte veje ud til alle sider hundrede meter eller mere bort, 12 cm brede nærmest ved tuen og smalle udefter. Myrerne lever mest af planteføde og "høster" ligesom de høstende myrer i Sydeuropa frø af mange slags planter, men især af myrerisen. Hvorledes det egentlig forholder sig med dennes "dyrkning" er ikke klart i alle enkeltheder, og det er tvivlsomt, om de virkelig opsparer såsæd af deres beholdning, og om de bringer dette ud på "marken" og sår det. Den i hus bragte høst bliver passet omhyggeligt. Kornet bliver opmagasineret i rum tæt ved tuens overflade og bragt ud til tørring, når det i vinterens løb er blevet fugtigt. Rimeligvis får det efterhånden lov at spire, for at de små dyr kan tilfredsstille deres appetit på det søde malt.
– – – Hele denne komplicerede virksomhed er fordelt på flere forskellige grupper af arbejdere indenfor samme statssamfund: Nogle besørger frøenes afskæring – høstarbejdet i snævreste forstand –, andre bærer udbyttet hjem til boet, hvor igen en række nye hold efter hverandre modtager kornet, "tærsker" og opmagasinerer det. De arbejdere, hvem det sidstnævnte hverv påhviler, er betydelig mindre af vækst end de andre arbejdsgrupper; de synes aldrig at forlade boet og forretter al slags indendørs huslig gerning. Formodentlig er det også dem, der sørger for det hengemte korns videre behandling, hindring af for tidlig spiring, afbider den unge kimspire og forestår hele "maltningen"."
Bogen siger endvidere, at forrådene kan være ret anselige i forhold til de små dyr, så store, at der i Talmud er givet faste regler for, hvem de i myrerederne oplagrede kornforråd tilkommer. Allerede Salomo såvel som græske og romerske oldtidsforfattere beretter om myrer, der samler korn i lade.
tb.