Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I alle egne af kloden gør man nu forberedelser til at fejre julen, eller den fest, der markerer lysets komme.

I de kristne lande har man ændret festen for vintersolhvervet til at være en fest for et større solhverv, det lys, Jesus af Nazareth bragte jordens mennesker, og hvorom en julesalme siger: Himlens lys kom i dig til jord, skinner til ny oplysning stor . . ."

Til trods for, at denne begivenhed ligger ca. 2000 år tilbage i tiden, er dette lys kun i ringe grad blevet en fast bestanddel af menneskers bevidsthed. Ingensinde har brydningen mellem lys og mørke været stærkere end nu, både i samfundet af nationer og i det enkelte menneskes sind. Denne indre og ydre krig har sat sine spor – ikke blot i det voksne menneskes sind, men også præget sindet hos børnene, hvem det tidligere var forbeholdt at føre en nogenlunde sorgløs tilværelse. Nu derimod bliver alle inddraget i denne kamp mellem lys og mørke. I krigshærgede og i underudviklede lande ser man ansigter som det drengeansigt, der er afbildet på forsiden, fine og kloge ansigter, men fortænkte i trækkene af alle de problemer, der skyller ind over dem. Og hvor ikke den egentlige krig har hærget har forældres arbejdsløshed, sygdom, fattigdom eller skilsmisser præget børns ansigter.

For disse børn og for fremtidens børn er det, at lyset er kommet igen på en ny måde, – for den opvoksende slægt vil Martinus' analyser blive det intellektualitetens lys, der får de fortænkte sind til at klare op, rynkerne til at glattes ud, tilliden til livet til at vende tilbage. Martinus siger i Livets Bog, at den, der har forstået symbolet for livsmysteriets løsning – og dermed, at "alt er såre godt" – ikke mere vil være det samme menneske. Heller ikke disse børn efter mødet med analyserne. Det er navnlig for de kommende slægter, Martinus' analyser er skrevet. Med disse analyser som en organisk del af bevidstheden vil de være i stand til i praksis at skabe den fred på jorden, som i århundreder har været forjættet gennem julens glade budskab.

Vort lod er det at berede vejen herfor, sålangt vore evner rækker.