Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Du har spurgt mig, hvad der mon for mit vedkommende kan ligge til grund for en så betydelig interesse for Martinus' analyser, at de synes at være vejledende for mig i alle livsforhold. Ikke mindst undrer det dig, da jeg altid har hævdet ikke at høre til i nogen bås, der kunne hindre min udsigt til alle sider.

Det er et stort spørgsmål at behandle i et brev, men jeg skal alligevel prøve, om jeg kan give dig et sådant indblik i min situation, at du forstår sammenhængen. Du kender mig så godt, at du kan leve dig ind i den åndelige atmosfære, der er baggrund for skildringen. Jeg er selvfølgelig klar over, at det jeg vil anføre ikke kan virke som bevismateriale for analysernes rigtighed over for dig. Men det er vel også nærmest en redegørelse for mit forhold til dem, du ønsker, for derved at få kastet et lys over de kræfter, der rører på sig i et menneskes søgen.

Jeg går ud fra – og meget tyder på – at du stadig betragter mig som din nærmeste ven, selv om det ligger i luften, at du ikke rigtig kan acceptere den forandring, der har fundet sted i min livsorientering efter mit møde med nævnte analyser. Du har heller intet gjort for at erhverve et direkte kendskab til disse.

Du har altid kendt mig som "søgende", den tilstand, som efter et gammelt ord skal føre til, at man finder, hvad man søger. Da vi engang snakkede om, hvad jeg gik efter i mit valg af læsning, sagde jeg, at der skulle være "helhed" i det. Livssammenhængen skulle afspejle sig som en dybdevirkning, der giver ordene perspektiv. Vore lærebøger, og i det hele taget hvad der blev skrevet inden for juraen, forekom mig at høre til i en lilleverden, uden forbindelse med en virkelig, levende helhed. Min ånd kunne ikke finde sig tilrette i disse snævre omgivelser og søgte derfor andre græsgange for at finde næring.

Henved et par år før vi traf hinanden, havde jeg en indre oplevelse, der kan sige en hel del om min åndelige situation. I den periode havde jeg nærmest opgivet juraen med henblik på filosofien også motiveret af, at de positioner, jeg med juraen i ryggen stilede frem imod, havde mistet deres dragning på mig. Jeg fandt mig selv siddende ved mit skrivebord med en tyk bog liggende opslået foran mig. Jeg tror, det var Durants "Store Tænkere" – iøvrigt en udmærket bog – det kan også have været Henri Bergson eller Ludvig Feilberg, hver for sig ypperlige tænkere. Pludselig så jeg ligesom i et glimt det perspektiv, jeg levede på. Nuet forsvandt, eller rettere: det blev til eet med hele resten af mit liv. Jeg så mig selv "i al evighed" sidde og læse i en filosofisk bog. Det var jo det eneste, der virkelig interesserede mig. Alt andet jeg foretog mig i livet i uddannelses- og erhvervsmæssig henseende, havde egentlig kun det formål at skabe en basis for denne beskæftigelse – og det var for fattig en livsfylde. En grå meningsløshed, en ørkesløshed, bredte sig fra dette syn over hele min livsfølelse. Hvad var vel livet, når ikke engang livets blomst længere forekom attråværdig. Det, som jeg levede og arbejdede for, var ikke i stand til at hellige livet og arbejdet.

Situationen var herefter den, at min hidtidige rigdom: det, at jeg havde "åndelige interesser", som hævede mig over hoben, i dette syn afslørede sig som idel fattigdom. Den glæde, som "den gemene mand" havde i sin materielle stræben og dens udbytte, kunne jeg ikke dele, og min åndelige orientering kunne ikke give mig blot den livsfylde, som en "hobby" skænker sin udøver. Den kunne ikke tåle i sig selv at stå som meningsløs, og var således på en måde blevet "gennemskuet".

Min daglige tilværelse kunne ikke bære sig selv, så lidt som der tilflød den nogen bærekraft fra min åndelige beskæftigelse. Denne forfaldt derved til at være en i luften frit svævende luksus, der end ikke kunne retfærdiggøres som et overskud, en velfortjent "prik over i'et". I mit liv var der hverken "i" eller "prik", ingen organisk sammenhæng, eller hvad der er det samme, ingen kontakt med det, hvori vi alle "leve, røres og ere".

Den åndelige krise viste sig herved som en kronisk bestanddel af mit liv. I den skildrede oplevelse lå der vel en impuls fra livets side sigtende mod at bringe mig til forståelse af, at jeg var inde på et galt spor, at det, som skulle være min søgen, var i færd med at blive etableret som noget i sig selv, isoleret fra det at komme i funktion som menneske. Jeg skal ikke komme ind på, hvilke tankemæssige udveje jeg forsøgte i tiden derefter, og hvordan de viste sig som blindgyder for mig. I hovedsagen var jeg henvist til at fortsætte min søgen efter inspirerende læsning, samtidig med at jeg selvfølgelig arbejdede med problemet om min fremtidige arbejdsmæssige placering, min "livsopgave", hvilket problem har voldt, og stadig – omend i ændret belysning volder store vanskeligheder.

Som du ved, fastholdt jeg forbindelsen med juraen. Efter det indtrufne, som jeg har skildret, var det jo ikke muligt for mig at tage studiet af filosofi op som livsopgave. I mangel af anden erkendelse var der så ikke andet at gøre end at fortsætte ad den sti, jeg hidtil havde betrådt, og så iøvrigt se tiden og udviklingen an.

For et øjeblik at blive ved arbejdsproblemet, ser det ud til, at jeg på en måde lider af en invaliditet med hensyn til samfundsfunktion, der giver sig det udslag, at en eller anden hindring – ydre eller indre – stadig har lagt sig i vejen for de forehavender, jeg har søgt at komme i kast med. På dette punkt, som springer mest i øjnene, er der til dato ingen afgørende forandring sket.

Men hvilken livsfremmende betydning har så mit møde med de kosmiske analyser haft – er forandringen ikke, som du vel nærmest antager, enten uvæsentlig eller direkte uheldig, førende til en adskillelse fra andre mennesker? Jeg skal prøve, om jeg kan belyse situationens ændrede karakter således, at du får hold på, hvad det drejer sig om. Du vil sikkert forstå, at en forandring godt kan være betydningsfuld, selv om den udefra set kan være vanskelig at få øje på, og beskrivelsen må tage tilflugt til vendinger, der kan forekomme subtile. Ligeledes kan der ligge tanker, hvis overensstemmelse med kærlighed og visdom du ikke ved nærmere bekendtskab ville betvivle, bag ændringer i livsførelse, som du ved første blik finder tåbelige og upåkrævede. Og du må regne med, at jeg savner det overblik, som kun en virkelig overvindelse af miseren kan give. Når jeg alligevel vil gå ind på det, er det fordi det er mig magtpåliggende over for dig som ven at give et så fuldgyldigt udtryk for, hvad der rører sig i mig, som muligt. Desuden er det et led i min egen søgen.

Jeg kan ligeså godt frivilligt indrømme, at når jeg ikke har fundet en placering, der i alle forgreninger tjener næstekærlighedens vækst – formatet, positionen i denne henseende uden betydning – så er det ensbetydende med, at jeg endnu ikke har fået det hold på min tilværelse, der betinger en altomfattende, frugtbar vekselvirkning med livet. Jeg kan endda gå videre og sige, at jeg desuden tvivler på min evne til at udføre en mission, der måtte blive mig betroet. Der kan altså sættes et spørgsmålstegn ved, hvad jeg egentlig har nået, og dermed ved den virkelige betydning af mit møde med Martinus' analyser.

Min tilstand føles som en blanding af indre spænding og goldhed. Jeg længes efter en udfoldelse, men er samtidig bange for, at der ikke er tilstrækkelig skaberkraft i mig. Det ser altså ikke så godt ud, navnlig ikke når dertil føjes, at jeg næppe kan redegøre for karakteren af den udfoldelse, jeg higer imod.

Alligevel er billedet – eller rettere dets baggrund, perspektivet – undergået en fundamental forandring ved det kendskab til livssammenhængen, som jeg ved studiet af de kosmiske analyser har erhvervet.

Efterhånden har jeg lært at forstå, hvor mange hindringer mit sind og min livsholdning rummer, for at jeg af livet kan bruges til en frugtbringende virksomhed. Det har taget sin tid at blive klar over det. I lyset af denne erkendelse har jeg så mere samlet mig om at bringe min tænke- og væremåde i større kontakt med den ånd, jeg ønsker at være udtryk for, i de nære forholds skærsild. Hvad der siden er sket, er derfor i det væsentlige foregået på "hjemmefronten". Det er ikke så lige en sag at rette sin kurs op. Tingene må have den tid, der skal til.

Men den beskedne personlige status mister sin brod, når den ses på baggrund af det dagklare indblik, jeg har fået i, at livet i sin virkelige struktur udgør en altomfattende, kærlig sammenhæng, der indebærer, at alle levende væsener uden nogen som helst undtagelse gennem mørket føres til lyset, at mørket med andre ord i sin dybeste natur er en guddommelig undervisningsproces med livsoplevelsens fornyelse som mål, hvor hvert stadium har sin mission, således at alle lidelseserfaringer urokkeligt bærer frem imod i sidste instans at bevirke en indre omskabelse i næstekærlighedens favør. Dette resultat har kunnet stå for enhver intellektuel prøvelse, fremkaldt af tvivl og indvendinger, og hver gennemlevet og bearbejdet erfaring er en ny sten til fundamentet.

Det har sommetider undret mig, at det ikke i højere grad har været en livsbetingelse for dig med dine udtalte humane tendenser at nå frem til en erkendelse, der fuldt ud bekræftede denne din holdnings hævdelse og udvikling i alle forhold som det eneste, der er i virkelig pagt med fremtiden, og samtidig kaster lys over lidelsen og mørket i menneskets skæbne og livsudfoldelse, lader én forstå, at konflikten med livets love tilbunds må kendes, for at man påny kan opleve kontakten.

Jeg ser mennesker omkring mig, som "kan noget". Enten udretter de noget på deres felt, eller går med liv og sjæl op i en eller flere af kulturlivets områder, her tænker jeg også på dit forhold til musik, teater og litteratur. Selv kan jeg i og for sig intet, og har aldrig erhvervet et dybtgående forhold til nogen kunstart, selv om jeg er alsidigt "interesseret". Det har for mig drejet sig om at finde ind til "det ene fornødne", at komme til at mærke det evige pulsslag i mine årer som den eneste urokkelige basis for tænken og væren, og det har vel i første omgang hæmmet min duelighed i livets specielle sfærer.

Der er sket det, at livet nu er blevet helt og meningsfyldt i min bevidsthed, at den oplevelse af spaltning og tomhed, jeg har beskrevet, har fundet sit modstykke. Jeg kom også til at tænke på den, da jeg under en 3-timers regnvejrssamtale i statsadvokaturen efter fyraften fik det første glimt af de kosmiske analyser. Livet er nu i alle relationer kommet til at stå som en opgave, der kan og skal tages op, selv i mangel af en ydre samlende arbejdsopgave. Jeg har tit nok ønsket en post i humanitetens tjeneste – og ønsker det stadig – men er hidtil blevet vist tilbage til "den indre front", for at få den første forudsætning, forholdet til "de nære ting" bragt i orden. Før eller siden, når jeg er moden dertil, skal der nok blive brug for mig, også udadtil. Det gør ikke savnet mindre følt, men jeg kender vejen, omend ikke "dagen og timen".

Det kræver tid og kræfter at få det perspektiv, der har åbnet sig for min tanke, til at gennemtrænge hver fiber og nerve i mig, således at jeg i et og alt, i menneskelige forhold og i skabende virksomhed, kan fungere i pagt med den kærlighed, der er universets inderste væsen. Men der er jo intet i vejen for at gå i gang med at opøve de evner og den modtagelighed, der bliver brug for.

Det kan godt være, at jeg ved at være kommet noget på afstand af min hidtidige livsform måske vanskeligere kan gøre mig i en kreds, hvor livet går videre efter de gamle principper. Men jeg tror ikke, at jeg har givet slip på noget menneske, som har brug for mig, og hvis adgang til mig ikke af andre grunde er spærret. Og hvordan skulle livet vokse og blive til, hvad det skal være, hvis alle, der følte væksten i sig, lod sig slavebinde af "flokken"s traditioner i tænkemåde, orientering og levevis?

Jeg er kun bundet af ét, min egen erkendelse, som en forsker på ethvert andet felt af sine resultater. Hvad et andet menneske siger eller skriver, kan kun binde mig, når det indeholder en dokumentation, jeg må bøje mig for, og på intet punkt strider mod den kærlighedens lov, som jeg har erkendt og knyttet min skæbne til. Det er jo derved blevet erkendelse for mig. Til hvad nytte søge og forske, hvis man ingen resultater ønsker, eller ikke vil bruge dem? Friheden består i at lade sin højeste indsigt bestemme viljeføringen og tilegne sig evnen til at handle i overensstemmelse dermed.

Jeg har på fornemmelsen, at det tildels er angsten for at blive forpligtet imod dit ønske, der holder dig tilbage fra en alvorlig søgen. Denne frygt kan du møde med oprejst pande. Enhver kommer ved at søge på sporet af, hvor det brænder på for ham, og kan gradvis ændre sin kurs, hvor det for hans udvikling og vækst er blevet påtrængende. Hvad angår Martinus' arbejde, kan enhver tage, hvad han har brug for af det forelagte materiale, og lade resten ligge. Trangen til en etisk basis i forholdet til de levende væsener uden for menneskenes kreds, som du vist ser lidt skeptisk på, er et brændende punkt for flere andre af de tidens store tænkere, som har lyst vejen op for mig, jeg tænker her navnlig på Berdjajev og Albert Schweitzer. Også her er du fuldkomment frit stillet, men jeg tror nok, at en virkelig belysning af spørgsmålet måtte have interesse for dig.

Det siger sig selv, at ethvert etisk fremskridt er uadskilleligt fra en vækst i tolerance og forståelse. Hvis en forandring i orientering og livsførelse trækker selvretfærdighed, fordømmelse eller anden form for surhed med sig, kaster den jo svære slagskygger over omgivelserne, og det er langt bedre, at den ikke finder sted. Skal den bruges til at smykke sig selv med og være en ny angrebsbasis i "kampen mod næsten", kan den i hvert fald ikke betegnes som et udtryk for næstekærlighedens vækst.

Jeg føler mig hjemme ethvert sted, hvor kærlige tanker trives, hvor ønsket er brændende om at være redskab for de mildere strømninger, der med en dybere viden om livet er på vej – uden at bagtanker eller særformål af nogen art gør sig gældende. Man kan vel nok kalde det et tilhørsforhold, men næppe en bås, der hindrer den frie udsigt. En anden sag er – det være sagt uden fortrydelse, kun med længsel – at jeg endnu ikke besidder den "hjertets renhed", der er forudsætningen for, at dette ønske i fuldt omfang kan realiseres.

Nu håber jeg, at jeg i nogen grad har evnet at besvare dine spørgsmål og derved gjort rede for min situation, og hvad jeg går ind for, på en sådan måde, at det kan være "åndelig næring" for dig. Og jeg ser intet hellere, end at du bliver ved med at spørge.