Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Menneskets kendskab til det omgivende univers er voksende. Det har nu registreret og kortlagt himmelrummet, kan måle og veje andre kloder og bestemme, hvilke forekomster af stoffer og hvilke atmosfæriske forhold, der er på andre kloder. Det er derfor ikke så mærkeligt, at mennesker ikke længere vil indskrænke sig til at betragte de andre himmellegemer i teleskoper, men at lysten til at aflægge disse et besøg er stigende, især nu hvor de tekniske muligheder for sådanne rejser i himmelrummet skulle være tilstede. Der arbejdes – som Mogens Møller nylig berørte her i bladet – realistisk med planer om rejser til andre kloder ved hjælp af raket-luftskibe, og det viste billede er et udkast til et sådant raket-måneskib. Man har allerede på nuværende tidspunkt raketter, der kan gå ud i et par hundrede kilometers afstand fra jorden, og man har været i stand til at fotografere jordkloden fra disse med automatisk virkende apparater. Man kan i trykkabiner let skabe eventuelle passagerers organismer det atmosfæriske tryk, som de nødvendigvis må have, og ilt kan man også tilføre. Formodentlig vil man tillige være i stand til at forøge raketternes aktionsradius til at omfatte rejser til månen eller andre kloder, og vejen ud i verdensrummet ville således være åben, hvis ikke . . .!

Ja, hvis ikke det forholdt sig sådan, som Martinus har påvist i sine kosmiske analyser, at himmellegemer er levende væsener ligesom vi – at deres tyngdekraft tilsvarer vor "vilje" – ikke netop vor dagsbevidste vilje, men den automatisk virkende vilje, der "holder sammen" på den materie, som vi som "lån" modtager fra jordkloden under vor inkarnation her, og som vi må efterlade ved vor såkaldte "død". Vor organisme opbygges ved hjælp af automatiske centre i vor bevidsthed (talentkerner), der organiserer den materie, vi tilegner os ved at spise, drikke og ånde, og det hele sammenholdes af den nævnte "vilje" eller "tyngdekraft". Vor "tyngdekraft" ville således ikke tolerere, at nogle af vore celler eller mikroindivider byggede sig et redskab f. eks. en art raketskib, med hvilket de kunne bringe sig selv fra vor organisme til andre menneskers organismer; men vi kan som makrovæsen indvilge i, at celler transplanteres fra vor til andres organisme. Det ville bringe helt uorden i universet, hvis mikroindivider kunne beherske makroindividers vilje. Vi kan midlertidigt ændre retningen af vor klodes tyngdekraft mekanisk (f. eks. i centrifugen), men ikke overvinde den, og der er altså sat grænser for vor evne til fysisk at bevæge os i verdensrummet.

Hvis man tænkte sig, at en måneraket blev sendt afsted – siger Martinus i en samtale om spørgsmålet – vil den formodentlig godt kunne bringes til at ramme månen, idet de tekniske muligheder er til stede, og man rent matematisk sikkert vil kunne beregne den rigtige bane, men passagererne ville ikke være levende ved ankomsten til månen. Det skyldes, at raketten på et eller andet tidspunkt vil komme udenfor jordens tyngdekraft eller "vilje", og den vil derfor i sin bane – inden den kommer ind i månens tyngdekraft, som vist kun er 1/12 af jordens – passere et nulpunkt eller et "ingenmandslands", hvor ingen tyngdekraft påvirker den eller dens passagerer. Det er vanskeligt for mennesker at forestille sig en tilværelse uden tyngdekraftens virkning, og man har ikke kunnet gøre eksperimenter i den retning, idet man jo ikke her på kloden kan isolere eller frigøre et legeme for tyngdekraften. Når ingen tyngdekraft påvirker mennesker, vil de ikke kunne bevæge sig. De vil f. eks. ikke kunne gå, idet gang forudsætter et "fald", gang er identisk med en række "fald", og intet "fald" uden tyngdekraft. Ingen opbygning kan finde sted her på kloden uden tyngdekraften. Skal vi bygge en bro eller et hus, kan det kun ske, fordi tyngdekraften påvirker materialerne i "nedadgående" retning. Det er den spænding, som tyngdekraften udøver på materialerne, der er forudsætningen for en brobues bygning. Ingen opbygning overhovedet, og for såvidt heller ingen nedbrydning, kan finde sted uden denne kraft, heller ikke i det menneskelige legeme, idet det foruden sin egen "tyngdekraft" eller "vilje" er indrettet på at være undergivet jordklodens "tyngdekraft". I det omtalte "ingenmandsland" vil der derfor ikke kunne finde nogen bevægelse sted i eller udenfor det menneskelige legeme, bortset fra, at legemer, som man forudsætter værende i bevægelse, vil fortsætte denne bevægelse på grund af inertiens lov, således selvfølgelig raketskibet. Organfunktionerne i den menneskelige organisme vil derfor blot gå i stå, efterhånden som man nærmer sig områderne, hvor ingen tyngdekraft påvirker organismen. Sådanne passagerer vil – selvom deres organismer ikke vil lide nogen overlast – ikke komme til andre kloder i levende live. – Tænkte man sig dem uden for raketten, ville de på grund af det manglende lufttryk sprænges som dybhavsfisk, der kommer op til havets overflade. Rejsen kan derimod lade sig gøre ad åndelig vej, enten ved reinkarnationen, hvorved vor nuværende fysiske krop ved vor "død" bliver tilbage her på kloden, og vi fødes i en ny krop på en anden klode, eller på et senere tidspunkt i vor udvikling, hvor jordmennesket uden nogen risiko kan forlade sin fysiske organisme og åndeligt bevæge sig i verdensrummet.

For de mennesker, der deltager i en sådan månerejse pr. raket, vil det derfor – slutter Martinus – blot blive en særegen eller højere form for begravelse og stålraketten blive deres ligkiste, enten den så virkelig opnår at ramme månen eller svæver rundt i verdensrummet, indtil andre kloder eller stofforekomster ved hjælp af deres gravitationskraft, tyngdekraft eller "vilje" tiltrækker den.

Månerejser eller rejser til andre kloder vil altså være en fysisk umulighed, og når dygtige teknikere og materialistiske videnskabsmænd både teoretisk og praktisk kan arbejde med tanken om sådanne rejser til andre kloder, skyldes det deres manglende åndelige indsigt. Tyngdekraften, overfor hvilken de i dette tilfælde må kapitulere, er ikke blot en fysisk virkende kraft, men en åndelig kraft, der er fuldt så åndelig som vor egen vilje. Det er muligt, at nogle trods alt vil gøre eksperimentet – for lovenes grænser må jo overskrides, før loven kan erkendes – men resultatet vil, hvis man overhovedet får lejlighed til at konstatere det, blive som ovenfor nævnt.