Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

De fleste mennesker er klar over, når de læser i Bibelen, at store dele af denne mærkelig gamle bog, der har spillet så stor en rolle i slægternes liv, skal forstås symbolsk. Men spørgsmålet er, hvorledes den skal forstås. Der har jo været så mange "ufejlbare" fortolkninger ned igennem tiderne, som desværre er endt i forvirring og fanatisme.

Sandheden er den, at for at forstå Bibelen skal man blot lade livet selv tale. Livet, både udenfor os, og Jeg'et inde i os, er det, Bibelen forstår ved Gud.

I Johannes Åbenbaring 11. kap. tales der om de to lys, de to vidner, som er salvet med olie "og som står for al jordens Gud". Hvis man nu skal spørge, hvad der menes med disse to vidner om Gud, kan man jo kaste blikket indad i sig selv og forsøge at få øje på, hvad der i menneskets bevidsthed vidner om, at der er en Gud til; thi den store stad, "der i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten", er jo ganske givet det jordiske dyriske menneskes bevidsthed "der, hvor også deres herre blev korsfæstet!"

Den store tyske filosof Immanuel Kant blev engang spurgt, om han troede på en Gud. Han besvarede spørgsmålet med ordene: "Stjerneuniverset udenfor mig og den moralske lov inden i mig siger mig, at der er en Gud til!" Dette var de "to vidner", som i den store filosof aflagde deres vidnesbyrd om Jordens Herre. De to vidner er Fornuften og Samvittigheden.

Hvis ikke et menneske gennem opdragelsen og opvæksten er blevet fyldt med falske forestillinger og forudfattede meninger, vil det, ved en umiddelbar betragtning af selve livet og verdensaltet, klart erkende, at der må være en skaber – en intelligent, bevidst og styrende magt bag universets fænomener, altså en Gud. Og det er ved hjælp af sin egen iboende og erhvervede fornuft og samvittighed, at det erkender denne urokkelige sandhed.

De to vidner repræsenterer også det mandlige og det kvindelige princip i bevidstheden. De fleste mennesker mærker jo, at fornuften eller tanken er rolig, klar og mandlig, medens samvittigheden er mere følelsesbetonet og kvindelig. – Men begge er lige nødvendige, og tilsammen danner de grundlaget for intuitionen, eller den guddommelige bevidstheds fødsel, i mennesket.

Studiet af Johannes Åbenbaring, Bibelens sidste mærkelige skrift, har skabt megen forvirring og fanatisme ned igennem tiderne – og ikke mindst i vore dage. Dette skyldes, at menneskene for det meste opfatter det på en helt forkert, ensidig og bogstavelig måde, idet det som regel skal bruges til at forsvare en eller anden fanatisk kirke eller sekts lære med. Sandheden om Johannes Åbenbaring er den, at det er en mystisk-symbolsk fremstilling af den menneskelige sjæls evolution over umådelige tidsaldre og igennem mange inkarnationer, givet eller fremstillet af en stor indviet lærer.

Joh. Åbenbaring er altså åndsvidenskab, givet i en symbolsk psykologisk form. Årsagen hertil er jo let at se. Bibelen skal jo tale til mennesker på mange forskellige trin og med vidt forskellige forudsætninger. De store sandheder, som den indeholder, har derfor altid måttet være mere eller mindre tilslørede for ikke at vække forargelse eller ligefrem vantro og forvirring hos de enfoldige. Derfor er Bibelens ældgamle indvielseslære og åndsvidenskab fremstillet i symboler og lignelser. Men når man engang har fundet nøglen til disse symboler og kan læse "den skjulte skrift", forbavses man over den nye viden, de gamle skrifter indeholder, og hvorledes de tilfulde bekræfter de erfaringer og iagttagelser, den moderne åndsvidenskab kommer til. Blot er vi i den heldige stilling nu, at hvad der forhen måtte hviskes i kamrene, det kan nu forkyndes offentligt fra tagene.

Der tales i Bibelen, og i særdeleshed i Joh. Åb., meget om de to byer Babylon og Jerusalem; og af mange skriftsteder fremgår det tydelig, at der med disse to byer symbolsk hentydes til to ganske bestemte stadier eller åndelige tilstande under den menneskelige udvikling her på kloden. Jerusalem kaldes flere steder i Bibelen "alles moder", se f. eks. Salme 87, 5 og Gal. 4, 26, medens Babylon kaldes skøge "mine modstanderes hjerte" o. s. v. (Jer. 51,1).

Hvad er da den symbolske betydning af Babylon og Jerusalem? – Ja, for det første skal man lægge mærke til, at de begge overalt omtales som kvinder. Det er altså det kvindelige element, moderenergien eller ursubstansen, som Bibelen her taler om. Det guddommelige livscenter, Jeg'et eller Faderen, er altid mandligt i forhold til moderenergien eller den omgivende natur. Babylon og Jerusalem er en symbolsk fremstilling af to stadier i menneskets og planetens aura, d. v. s. den magnetiske sfære, der omgiver ethvert levende væsen. Babylon er den symbolske betegnelse for den lavere psykiske eller astrale sfære, der omgiver planeten og mennesket i deres "faldne" jordiske eller dyriske tilstand; medens Jerusalem er det symbolske billede af den højere psykiske sfære og evighedslegemet, der udgør det indviede væsens bevidsthed, det være sig en klode eller et menneske.

For at opnå denne tilstand må et menneske gennemgå Kristusindvielsen eller den "store fødsel". Under denne proces sker der en afgørende forandring i auraens natur og struktur. Hos de uindviede væsener består auraen af en oval masse af formløse, grumsede farvede skyer af psykiske energier, beliggende rundt om det fysiske legeme.

Under den proces, der er blevet kaldt den store fødsel eller Kristusindvielsen, sker der store forandringer med auraen. Dette er bl. a. skildret i symbolsk form i Joh. Åb. kapitlerne 17 til 22. Om den lavere psykiske sfære, der kaldes "det store Babylon", hedder det: "ild faldt ned fra himlene" og "hun skal opbrændes med ild". Der hentydes her til "den højeste ild", den seksuelle kraft. Idet Jeg'et opnår bevidsthed om sin højeste identitet, som beskrives under symbolet af rytteren på den hvide hest (kap. 19, 11-21), opnår det samtidig den bevidste viljemæssige magt og kontrol over den seksuelle kraft eller den højeste ild, og ved hjælp af denne er det i stand til at opbrænde "sit Babel" d. v. s. de lavere menneskelige forestillinger og energien i auraen. Og i stedet for det store Babel, der opbrændes med en evig ild, kommer det nye Jerusalem ned fra himlene fra Gud "smykket som en brud for sin brudgom". Hermed antydes den nye vidunderlige oplevelse af naturen og universet, der fremgår af de nye sanseevner.

Ved den store fødsel eller kosmiske indvielse forvandles den psykiske sfære eller auraen fra et kaos til et kosmos. Hos det indviede væsen er auraen en cirkelrund sfære, ligesom solen og de andre kloder, hvorfra mægtige energier udstråler til hele det øvrige univers.

Evighedslegemet eller den fuldkomne kosmiske bevidsthed er i Åbenbaringens 21. kapitel fremstillet under billedet af det ny Jerusalem "staden med de 12 porte". Jerusalem betyder "Fredens stad". De tolv porte og grundstene hentyder til de fuldkomne kosmiske egenskaber og bevidsthedskvaliteter, der også er symboliseret i Kristi tolv apostle og i makrokosmos i de tolv stjernebilleder i dyrekredsen eller Zodiaken. Tallet 12 (3X4) symboliserer den fuldkomne skabelse, derfor finder vi det omtalt overalt i de gamle religioner og mytologier, og derfor er året inddelt i tolv måneder. Solens magnetiske aura indeholder tolv kraftfelter, beliggende i Ekliptika eller jordens bane. Fra hver enkelt af disse udgår der en særlig energi eller påvirkning, og idet nu jorden, i årets løb, bevæger sig igennem disse 12 tegn, bliver de forskellige mennesker, der fødes under disse indflydelser, præget heraf i overensstemmelse med deres skæbne, og menneskeheden således opdelt i 12 urtyper eller "stammer". "Over portene stod skrevet navnene på Israels børns tolv stammer". (Ab. 21, 12). Dette er, hvad der, i makrokosmisk forstand, menes med det ny Jerusalem.

Jordklodevæsenet er nu, igennem den store fødsel, ifærd med at opbrænde sit "Babel". Den store indvielse vil bevirke, at i stedet for de lavere psykiske energier, der i fortiden har været medvirkende til at frembringe uvidenhed, had og barbari, vil der nu træde den rensede højpsykiske sfære, det ny Jerusalem, der i den ydre verden for menneskeheden vil vise sig som en ny himmel og en ny jord "på hvilken retfærdighed bor". Det vil sige, at der fremtræder en ny fuldkommen social orden og en verdensregering af fuldkomne og indviede væsener. Det er dette, der er ved at fødes frem gennem de store veer, der nu går hen over verden.

Babylon og Jerusalem, Bibelens symbolske betegnelser for den jordiske lavpsykiske sfære og det indviede væsens aura eller evighedslegeme, er meget træffende fremstillet af Martinus i hans to hovedsymboler: Mørket og Lyset, der netop viser de særlige tilstande, som hersker i disse to så vidt forskellige bevidsthedsformer.

De store universelle principper er evige sandheder, udtrykt i selve verdensordenen. Menneskene har, ned igennem tiderne, mere eller mindre klart, kunnet anet eller se disse sandheder, heraf er religionerne opstået, som dog hidindtil mest har været baseret på instinkt og tro. Tiden er nu kommet da disse store sandheder, gennem åndsvidenskaben, kan fremføres på en sådan måde, at de bliver intellektuelt forståelige for ethvert normalt begavet menneske. Men ved studiet af den moderne åndsvidenskab og de kosmiske analyser ser vi, at disse tilfulde bekræftes af de gamle religioner og deres symboler. Heri har vi beviset på, at begge hviler på evige realiteter og således er i fuld overensstemmelse med universets højeste sandhed.