Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er ikke uden ærbødighed, at vi nu i vore tanker nærmer os dette "sted"; thi vi "står" faktisk i Guddommens "værksted" eller "tegnestue", sidder ved "hans side" og tænker "hans" tanker efter. Hele universet er åbent for vort blik, intet unddrager sig vor viden, alt skabes på vort bud. Vi er ved selve tilværelsens alfa og omega. Vi er gennem vor legemsskabelse blevet eet med selve tilværelsens idé, hensigt eller plan, vi er blevet eet med Gudommen. Vi er i alt, og alt er i os. Vi er selv blevet den kraft, der får frøet til at spire i jorden og styrer klodernes gang. Vi er i realistisk forstand blevet verdensaltets midtpunkt. I sandhed en guddommelig tilværelse og intet under, at Martinus har kaldt denne zone for "den guddommelige verden". Nu ser vi jo klart, at hver eneste manifestation på det fysiske plan, der udtrykker logik, er en direkte åbenbaring af Guddommens bevidsthed i form af den idé eller hensigt, der ligger gemt deri. Hver eneste kærlig tanke og handling, vi udviser, er jo et direkte udslag af Guddommens nærværelse i os, ligesom "han" på samme måde kommer os i møde udefra. Det er Guddommens egen synliggørelse, vi får lov til at manifestere på vort eget plan. Kan nogen større lykke tænkes i denne zone?

At forannævnte guddommelige tilstand kun kan bæres frem af et moralprincip, der for det jordiske menneske har karakter af utopi, er jo såre selvfølgeligt; thi den er et resultat af en indtil genialitet udviklet evne til at jonglere med kærlighedsenergi, der er udviklet gennem et for mennesket fuldstændig ufatteligt stort tidsrum. Denne tilstand er det endelige mål for den jordmenneskelige udvikling. Men inden dette nås, er der et foreløbigt mål for jordmenneskene at stile efter, nemlig opnåelsen af "kosmisk bevidsthed", hvilket giver individet evne til i vågen dagsbevidst tilstand selvstændigt at gennemanalysere og skue ind i verdensaltets hemmeligheder, som i dag kun er tilgængelige for den uindviede i form af Martinus' kosmiske analyser.

Nu ved vi ganske vist nok, at ingen i dybeste forstand kan lide uret, ligesom heller ingen kan gøre uret; men dette har kun teoretisk betydning for os, fordi de timelige analyser er absolut virkelighed inden for den "timelige tilværelse", hvilket nærmere forklaret vil sige, at menneskene altid vil føle det i praksis som uret, når nogen på en eller anden måde træder dem for nær, eller hvis de af en ukendt årsag kommer til at udstå svære lidelser. Det er jo klart, at en så højt udviklet åndelig tilstand som den tidligere nævnte kun kan bringes til kulmination, når dette at gøre uret mod andre eller i det hele taget at bibringe dem lidelse af nogen art er en utænkelig tanke.

En utænkelig tanke! – Hvad er det egentlig? – Det er en tanke, som overhovedet ikke kan passere gennem bevidstheden, fordi denne mangler organer til at sanse den med. Disse organer er nemlig for længst destrueret til fordel for og som følge af udviklingen af nye, som kun kan behandle kærlighedsenergi, som kun kan behandle tankearter som: Hvorledes skal jeg nu bedst være til størst mulig glæde og velsignelse for mine omgivelser? Hvordan kan jeg bedst hjælpe dem gennem deres vanskeligheder? Hvilke metoder er nu mest virkningsfulde for at mildne deres sorg? På hvilken måde kan jeg bedst være som et altomspændende kærtegn for dem alle?

Når bevidstheden kun har lyst, d. v. s. moral og evner, d. v. s. organer, til at beskæftige sig med den slags tankearter, er der ingen fare forbundet med at betjene sig af tilværelsens højeste energier. Da vil det ikke alene være en lykke og tilfredsstillelse, men det vil være en livsnødvendighed, fordi den salighed, som udøvelsen af kærlighed efterlader, er den føde, som livet må opretholdes ved, er den næring, som er basis for udviklingen af det legeme, der skal være bærer af bevidstheden i spiralens sidste afsnit, nemlig hukommelseslegemet. Dette at betjene sig af kærlighedsenergi bliver derved til "det daglige brød" for et væsen på dette udviklingstrin.

Når flertallet af menneskene i dag ikke kan indse, at dette "Saligt er det at give, hellere end at tage" er sandhed og videnskab, så ligger det i, at disse energikombinationer ikke bevidsthedsmæssigt kan opfanges af dem, men derimod kun bogstavernes ordlyd, som ifølge den mangelfulde viden om og indsigt i livet, som de sidder inde med, naturligvis må forekomme dem fuldstændig bagvendt.

Det er ikke mere absurd, at et gennemsnitsmenneske af i dag ikke kan forstå dette, end det er, at en eskimo ikke kan begribe vegetarisk levevis. Denne er for ham naturstridig af både fysisk- og mentalklimatiske forhold, ja den er ikke blot naturstridig, den er simpelthen en umulighed. Men det er lige så stor en umulighed for det civiliserede menneske at praktisere næstekærlighedsprincippet i renkultur, fordi det som sagt mangler de fornødne organer for forståelsen deraf samt den opøvede vanebevidsthed, som må blive en følge af denne erkendelse.

Ja, men nu er der jo i næsten to tusinde år prædiket næstekærlighed for menneskene, så skulle man dog tro, at de snart forstod det!

Det kan heller ikke nægtes, at denne åndelige kraftpræstation har haft en vis virkning på den kristne menneskehed, en virkning, som vi i dag kan spore i alle de humanitære foranstaltninger, som vort samfund daglig må beskæftige sig med. Disses antal er efterhånden blevet meget stort og deres virksomhed temmelig omfattende, og da de hver især kun kan løse deres opgave ved hjælp af penge, og pengene kommer fra de enkelte mennesker dels tvungent gennem skatter og dels på frivilligt grundlag gennem indsamlinger, som efterhånden ingen mere med respekt for sig selv ret godt kan lade være med at støtte, og da endelig disse penge repræsenterer en vis kraft eller energi, vil det altså i realiteten sige, at flertallet af de civiliserede folkeslags individer i dag tvinges til med eller mod deres villie at ofre en del af deres energiydelse til fremme af næstekærlighedsprincippet, ligesom de gang på gang bevidsthedsmæssigt bliver konfronteret med dette. Men at gøre en god gerning, selv om det er under en art tvang, må også have en tilsvarende kærlig reaktion mod sit ophav; thi den samme energiudløsning må også have den samme virkning, når den vender tilbage til sin skaber, uanset om udløsningen er sket på frivillig basis eller ej.

Men når menneskene således næsten hver dag tvinges til at reflektere over og tage stilling til næstekærlighedsprincippet under en eller anden form, vil de jo efterhånden automatisk få udviklet organer for sansning af dette princips energier, og disse organers voksende funktion vil efterhånden skabe den vanebevidsthed, som må afføde de nødvendige konsekvenser på det fysiske plan, der nu engang skal til for at det rige, som endnu ikke er af denne verden, kan blive hjemmehørende her.

Jordmenneskesamfundet er kosmisk set at betragte som en art stof. Ligesom alt stof består af smådele, således består også det menneskelige samfund af enheder, og ligesom hvert stof har sin særlige karakter og struktur efter de enheder, det er opbygget af, således har også det jordmenneskelige samfund sin særlige beskaffenhed efter de enkelte menneskers karakter og moralske udviklingstrin. Og ligesom man ikke kan foranstalte et stofs udseende og karakteristiske egenskaber uden ved at ændre dets grundbestanddele, således kan man heller ikke forandre et menneskesamfund gennem love og forskrifter, foreninger eller sammenslutninger af nogen art, men kun ved at ændre samfundets grundbestanddele, d. v. s. ved at ændre det enkelte menneskes moralske standard. Men dette må den enkelte selv gøre i stilhed, idet han gennem sit eget ønske derom må skabe organer, som kan korrespondere med de energier, der skal fremkalde og videreudvikle den ønskede tilstand i fysisk materie.

At skabe sådanne organer for andre er lige så umuligt som at fremtrylle læse- og regnefærdighed hos andre på basis af ens egen træning i disse ting. Men betingelsen for, at et sådant ønske kan opstå i bevidstheden, er, at den modsatte tilstand end den eftertragtede er bragt til kulmination eller mættelse.

En sådan mættelsestilstand er efterhånden ved at begynde at gøre sine symptomer gældende inden for store dele af det jordmenneskelige samfund. De mange krige, ulykker, sygdomme og mangler på de nødvendigste ting har efterhånden trukket menneskene gennem så mange lidelser, at der er begyndt at opstå et stærkt ønske om det modsatte, en tilstand, hvor der er fred, lykke, frihed for afsavn og dermed også arbejdsglæde. Men endnu er menneskene ikke helt klar over, at det ikke er nok at ønske. Man må også lade ønsket efterfølge af de for dets opfyldelse nødvendige konsekvenser. Dette skal lidelsen imidlertid nok sørge for, idet den vil virke som uophørlige "nålestik", der garanterer, at ingen falder i søvn ret længe ad gangen.

Lidelsen er altså det middel, ved hvilket mennesket engang vil nå den guddommelige tilstand og har derfor sin mission, således som det også udtrykkes i hin gamle bog, hvis forældede terminologi ikke mere rigtig formår at trænge ind til det moderne menneskes bevidsthed: "Jeg sagde i mit hjerte: Dette sker for menneskens børns skyld, for at Gud kan lutre dem, og at de må se, at de i og for sig ere dyr."