Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En af de egenskaber, som vi gennem vor barnetro har lært at tillægge Guddommen er den, at han er allestedsnærværende, og dette er jo også meget naturligt; thi en guddom, som ikke var alle steder, ville jo ikke være nogen guddom. Man kunne da eventuelt komme til at opleve, at der var steder, hvor man ikke kunne påkalde ham, fordi han altså ikke var til stede! Dette harmonerer ikke med begrebet guddom, og menneskets eget urinstinkt lader det da også tydeligt nok føle, at Gud er alle steder og kan påkaldes alle steder.

Men selv efter at vi blev voksne og kom til at kende åndsvidenskaben, blev vi alligevel ikke rigtig fortrolige med begrebet allestedsnærværende. Vi har nemlig svært ved at slå os løs fra det rumdimensionelle, og det skyldes kun, at vi mangler talent for at sanse på nogen anden måde. Nye sanseorganer skal udvikles og prøves, og det tager meget lang tid fra begærets opståen til sanseevnens kulmination.

For at kunne trænge ind i og derved bedre forstå begrebet allestedsnærværende er det nødvendigt, at vi kender Martinus' verdensbillede. Som grundlag og udgangspunkt for belysning af ovennævnte emne skal jeg kortelig anføre en af de vigtigste grundanalyser i dette verdensbillede.

I sin analyse af det levende væsen nævner Martinus de tre X'er: X₁ (centrumsfornemmelsen, jeg'et, det levende noget, som er), X₂ (skabeevnen eller moderenergien med skæbneelement og talentkerner) og X₃ (den fysiske organisme, formernes verden, det skabte). Ethvert af disse tre begreber skal til, for at man kan opfatte et væsen som sådant, og intet af dem optræder nogen sinde alene. X₁ og X₂ tilsammen kalder Martinus også for væsenets overbevidsthed, og denne er af evig natur, hvorimod X₃ hører under det timelige, der også nok er evigt i princippet, men kun i form af stadigt skiftende og tidsbegrænsede realiteter. Det treenige princip fra den ortodokse kristendomsopfattelse genfinder vi altså også i åndsvidenskaben, men rigtignok i en for tanken mere logisk form end i den gamle verdensimpuls.

Når Martinus i sin analyse af X₁ kalder dette: »Det levende noget, som er« og derefter slår fast, at så kan man egentlig ikke sige mere om det, så føler man sig som åndsforsker i første omgang en smule skuffet. Martinus plejer at forkæle os med lange og udtømmende forklaringer på alt, hvad vi kan finde på at spørge ham om, og så får vi for en gangs skyld kun denne korte forklaring: »X, er noget, som er.«

Hvad man end yderligere vil sige om dette X₁; så bliver man faktisk ikke klogere. Man kan ikke kalde det stort eller lille, for det har ingen størrelse, og når det ingen størrelse har, så har det heller ingen form og følgelig heller ingen farve. Men når det ingen størrelse, form eller farve har, så kan det heller ikke sanses, og det er nemlig det centrale for os ved hele spørgsmålet: X₁ kan ikke sanses, og det kan X₂ forøvrigt heller ikke. X₁ og X₂ er kun tilgængelige for sansning i forbindelse med X₃, den fysiske organisme. – Måske er det gået nogle af læserne, som det tidligere er gået mig: Jeg mente, at disse tre X'er alligevel måtte kunne skilles. Det kan de også, men kun rent analysemæssigt, altså teoretisk. I praksis er de uadskillelige.

Lad os et Øjeblik dvæle ved et billede fra vor daglige tilværelse: Vi ser en gul mur som er belyst af solen. Den gule farve kan vi ikke sanse isoleret, thi den er en egenskab ved muren, og tænker vi os muren fjernet, er farven også straks borte. Men fjernes farven, er det overhovedet ikke muligt at se muren, da vi ikke kan se noget, der er absolut farveløst. Altså: Muren og farven er uadskillelige, sansemæssigt. Tænker vi os nu sollyset erstattet af et absolut mørke, så ser vi hverken mur eller farve. Muren er der ganske vist stadig, hvilket vi vil kunne konstatere ved at føle på den, men farven eksisterer kun, når den udsættes for lysstråler. Farven og sollyset er altså også uadskilleligt forbundne, men da vi ikke kan se farven uden i forbindelse med en fysisk ting, så er altså sollys, farve og den fysiske form en enhed, der kun kan sanses som sådan af det fysiske syn. Sollyset er i sig selv usynligt for vort øje, men vi er jo aldeles ikke i tvivl om dets eksistens, da vi kan konstatere denne ad indirekte vej. Ingen af de tre realiteter kan siges at være den vigtigste, de er alle lige uundværlige, men det var lyset og farven, der gav muren »liv« for vort øje.

Dette eksempel skulle vel i nogen grad kunne anskueliggøre de tre X'ers samhørighedsforhold. Det er X₁ og X₂, der giver vor fysiske organisme liv og lader den fremtræde som levende for andre væsener, så at de gennem denne kan korrespondere med overbevidstheden, berige den med oplevelser og erfaringer og lade dens oplevelser og erfaringer komme andre væsener til gode. Når forbindelsen mellem X₁ og X₂ brydes med den fysiske organisme, repræsenterer den sidste det, vi i daglig tale kalder et lig, det vil sige en verden, som vi kun kan sanse som animalsk og mineralsk stof, der vel nok i sig selv er levende, men kun i mikrokosmisk forstand, og som ikke mere kan bruges af nogen overbevidsthed som et redskab, hvorigennem denne kan opleve livet. Sammenlignet med ovennævnte eksempel om sollyset, farven og muren vil vi om de tre X'er kunne sige: Tilsammen udgør de alt, nemlig et levende væsen, men hver for sig udgør de intet!

På trods af denne i praksis forekommende uadskillelighed mellem de tre X'er vil vi alligevel et øjeblik prøve at pille X₁ eller »jeg«et ud fra de andre og se, hvad vi kan lære deraf.

Hvis man ved hjælp af analyserne i »Livets Bog« og en del af de udtalelser, som Martinus er fremkommet med under sine foredrag om disse emner, skulle sige noget mere om »jeg«et, så skulle det først og fremmest være, at det er evigt, ja at det repræsenterer selve begrebet evigheden. Det har ingen begyndelse, fordi det ikke er en skabt ting, og så har det altså heller ingen afslutning, og begge dele gælder både det tids- og det rumdimensionelle. Men en realitet, som ikke kan stedfæstes i rummet, må jo opfylde rummet. Det må altså være allestedsnærværende. Men det er jo netop en egenskab, vi tillægger Guddommen! Forfølger vi nu tanken videre i samme retning, så må konsekvensen jo blive, at dit »jeg« opfylder rummet, og mit »jeg« opfylder rummet, alle »jeg«er opfylder rummet; også Guds »jeg« opfylder rummet. Det kunne synes mærkeligt med alle disse »jeg«er, der alle sammen hver især opfylder rummet. Deres antal er uendeligheden, og deres udstrækning er uendeligheden, alt er i dem, og de er i alt. Men er de så ikke i virkeligheden alle sammen identiske med det samme »jeg«, altså Guds? Jo, derom kan der ikke herske nogen tvivl. Der eksisterer kun eet »jeg« i verdensaltet: Guds! Det stemmer jo også meget godt med, at vi alle har den samme centrumsfornemmelse.

For den, som måske endnu kunne tvivle om ovenståendes rigtighed, vil vi et øjeblik vende tilbage og lade sollyset være vor sjæls oplysningskilde. Når vi tænker os »stående« i midten af vort solsystem, så vil alt, hvad vi kan sanse i dette, være belyst af solen. Det er den samme sols lys, der giver kloderne og deres detailler liv for vort øje og lader dem fremtræde med hver sin farve eller struktur, altså evner, talenter og anlæg. Men når således den samme lyskilde kan have sine virkninger overalt, hvorfor skulle det så ikke lige så godt være det samme »jeg«, der bliver alt, nemlig Guds?

Nu vil nogle måske nok synes, at dette kan lyde meget logisk, men hvorledes kan der så i det hele taget være tale om individualitet? Hvorfor er vi da ikke alle ens, når vi i virkeligheden har det samme ophav, hvorfor tænker og føler vi ikke ens, og hvorfor er vore organismer ikke ens?

Hertil kan der kun siges, at dette aldrig vil kunne finde sted; thi hvis verdensjeg'et gennem sine utallige organismer kun skulle opleve nøjagtigt det samme, så ville der jo ingen kontrast blive og uden kontrast ingen oplevelse. Livet ville overhovedet ikke eksistere, kun døden ville være en realitet. Nej, gennem sit urbegær ytrer verdensjeg'et ønske om at opleve både dette og hint, plante-, dyre- og mennesketilværelser og meget højere former for tilværelse, som vi endnu ikke kender. Og nu er vi jo så heldigt stillede, at vi fra Martinus véd, at blot »jeg«et ønsker en ting stærkt nok, så sker det. Når »jeg«et derfor gennem sit urbegær ønsker at opleve alle disse ting, og dette ønske sker med ufattelig kraft og intensitet og uafbrudt, så sætter det gennem X₂ eller moderenergien de forskellige energier i gang, som kan befordre ønskets opfyldelse, og således fortsættes spillet uafbrudt, idet det skaber de krusninger på materiens overflade, som vi kalder de fysiske organismer.

Her er der måske nogle af læserne, der kunne tænke sig at afbryde med spørgsmålet om, hvordan det dog skulde være muligt for »jeg«et på een gang at opleve alle disse tilværelser?

Ja, mon det nu skulle være så umuligt? Vi må atter tilbage til vor daglige tilværelse for at klare problemet, thi alle forklaringer på livets gåder har vi jo som bekendt i os selv. Når jeg sidder i min stue, så føler jeg, at stuen er behageligt opvarmet, men at jeg af en eller anden grund har kolde fødder. Nå nej, det er kun den ene fod, for det andet ben »sover«. Det forhindrer imidlertid ikke, at jeg opfatter et musikstykke fra radioen, og jeg kunne såmænd for den sags skyld godt sidde og nyde et sødt æble, mens mit øje ser de kære ting i min stue. Alle disse ting og mange flere kan jeg opleve samtidig, mere eller mindre bevidst måske, men i hvert fald bevidst nok til, at jeg tit i en eller anden given situation nok kan genkalde i min erindring, hvad jeg oplevede. Men når den lille protonagtige del af verdensjeg'ets oplevelser, som mit i fysisk materie iklædt tilfælde udgør, dog kan være så righoldigt, hvorfor skulle så det øvrige ikke være muligt?

Eller et andet eksempel: I min fysiske organisme repræsenterer jeg Guddommen. Det er min vilje, mine ønsker og begær, der bliver bestemmende for, hvorledes de utallige mikrovæsener i mit legeme kan komme til at opleve deres tilværelse. Lever jeg sundt både fysisk og åndeligt kan de forvente en lykkelig tilværelse, hvis virkning også jeg kommer til at opleve direkte i form af legemligt velbefindende og topydelse inden for mulighedernes grænse. Men er det modsatte tilfældet, får jeg i høj grad og på en meget ubehagelig måde at føle, at jeg ikke er »alene i kroppen«, men at der også er andre, der har noget at skulle have sagt, og at deres ønsker kan fremføres og nå min bevidsthed med raffineret tydelighed. Er deres klage ikke en jakobskamp med mig for at jeg skal bønhøre dem, og er deres sundhed og lykke ikke en salig lovprisning til mig i form af spruttende velvære? Er disse to hinanden modsatte oplevelsesformer ikke realiteter, der kan opleves med en intensitet, som lader al tvivl forstumme? Er det ikke også en korrespondance mellem utalte millioner og mig?

Og ligesom Guddommen ikke personlig tager sig af hver eneste lille detaille i rummet, men har sine »tjenende ånder« til at varetage sine interesser, således har jeg også hjælpere, som leder det daglige liv i min organismes samfund. Er ikke alle de forskellige nervecentrer, som dirigerer de vitale foreteelser, såsom hjerteslag, åndedræt, fordøjelse og kirtelfunktioner, redskaber for væsener, hvis opgave det netop er at varetage disse ting? Har jeg ikke gennem træning opdraget væsener til at udføre det arbejde, som ville være et alt for latterligt job for mig at beskæftige mig med, f. eks. at cykle og gå, at føre maden til munden, at klæde mig af og på, at vaske mig og børste tænder og meget andet? Er det ikke sket på basis af mit ønske og min vilje, og er det altså ikke også fuldstændig analogt med, hvad der fortælles i Bibelen: »Og Gud sagde: »Der bliver lys«? Har jeg ikke befalet, og det skete? Og kan jeg ikke fremdeles gøre det så meget, jeg vil? Har jeg altså ikke guddommens magt i min »indre« verden, men ganske vist også kun der? Er Guds verden ifølge Martinus ikke også en »indre« verden? Men er der så i det hele taget nogen forskel ud over det rent bevidsthedsdimensionelle?

Den fysiske organisme eller X₃ kunne vi også kalde for »jeg«ets sanseredskab på det fysiske plan. Når dette sanseredskab flyttes, f. eks. rejser fra Skagen til Gedser, så siger man, at man rejste der og der hen. Men sandheden er imidlertid, at »jeg«et overhovedet ikke har flyttet sig så meget som en tomme i rummet, idet det opfylder rummet og altså var både i Skagen og Gedser og alle mulige andre steder på samme tid og altid. Det har kun flyttet et af sine sanseredskaber, et fysisk legeme.

Det vil med andre ord sige, at »jeg«et ikke kommer til »det«, men at alt, hvad der kan opleves, kommer til »jeg«et, kun at dette retter sin sansning mod det objekt, som har dets interesse. Eller – hvis man vil bruge et billede: Jeg ser hele verden gennem mine kikkerter (mine sanseredskaber), og hvor som helst jeg vender mig hen, ser jeg, hvad jeg ønsker at se, »trækker« tingene til mig i kikkerten, uden at flytte mig den mindste smule. I en kikkert ser jeg måske tingene med rød farve, i en anden med gul farve, i en tredie med blå, i en fjerde ser jeg tingene forstørret, i en femte formindsket, i en sjette ser jeg måske næsten ingenting, fordi kikkerten er omtrent ødelagt o. s. v.

Ja, men når det er det samme »jeg«, der er både i Skagen og i Gedser, hvorfor behøver man så i det hele taget at flytte et af de fysiske legemer for at opleve, hvad der sker det andet sted? – Ganske simpelt, fordi de erfaringskombinationer, som danner grundlag for »jeg«ets oplevelser gennem dit legeme, ikke er de samme som dem, der danner grundlag for dets oplevelser af livet gennem mit legeme. Du oplever tingene på en måde, jeg måske på en helt anden. Vore forudsætninger er ikke de samme, fordi vore erfaringer ikke er de samme. Gennem den ene organisme sanser »jeg«et gennem »gule« briller, og gennem den anden organisme sanser det gennem »røde« briller. Når »jeg«et derfor ønsker at sanse Gedser »rødt«, kan det ikke bruge den organisme, der sanser »gult«. Derfor kan »jeg«et aldrig nogen sinde få den samme oplevelse gennem to forskellige organismer eller sanseredskaber.

Verdensjeg'et har gennem al evighed opretholdt alle disse utallige former for oplevelse af livet og har derved skabt individualitet gennem stadigt skiftende evner og talenter i hvert enkelt tilfælde, og alt dette foregår slet og ret som en underholdning for »jeg«et for at tilfredsstille dets umættelige begær efter at opleve livet. Her optræder der ingen anden mættelse end den, som enhver livsform kan fremkalde, men som øjeblikkelig afføder et nyt begær efter andre former.

Efter læsningen af dette kan nogle måske lige i øjeblikket føle sig en smule desorienteret over det resultat, som jeg er kommet til; men jeg vil gerne endnu en gang minde om, at dette her kun var et tænkt eksperiment, som skulle hjælpe til med at klare begrebet allestedsnærværende eller evigheden. Jeg vil derfor slutte, som jeg begyndte, med at fastslå, at de tre X'er aldrig kan skilles ad i praksis, og at du og jeg ikke løber nogen som helst risiko for at falde for den fristelse at tro om os selv, at vi er verdens herre. Var det kun »jeg«et, det gjaldt, så var du og jeg identiske, men takket være formen og vore erfaringer er vi forskellige og hver især kun som en myre over for verdensaltet, og der er ingen fare for, at vi skal blive bragt ud af den illusion, før vort moralske standpunkt berettiger os dertil.

Således som skildret kan begrebet allestedsnærværende blive tilgængeligt for vor teoretiske sansning, og denne erkendelse skulle nok være værd at tilegne sig; thi den må jo kunne give enhver nok at tænke over. Kærlighedsbudet må – set under denne synsvinkel – få fornyet aktualitet, ja, det må faktisk blive til et altoverskyggende spørgsmål, må blive det trylleord, der får alle verdensgådernes porte til at åbne sig og få sorgerne og lidelserne til at forsvinde – må blive det livets brød, hvoraf vor ånd skal leve og næres. Selv det menneske, der synes mig mest usympatisk, kan jeg ikke vende mig fra; thi det er jo i virkeligheden mig selv! At jeg alligevel ikke kan praktisere det, har jo sin rod i udviklingen og er »kun« et organspørgsmål. Men det er dog trods alt lettere at finde vejen, når der skinner et lys forude.