Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For de mennesker, som kender Martinus' analyser og måske har kendt dem i en årrække, er det en kendt sag, at der inden for den ortodokse kristendomsopfattelse gør sig forskellige misforståelser gældende. At de samme misforståelser er til trøst og inspiration for de pågældende, som er offer for dem, kan jo ikke ændre kendsgerningerne, men kan egentlig kun bekræfte, at de har et guddommeligt formål.

At der også inden for studiet af Martinus' analyser gør sig en række misforståelser gældende, er vel også de fleste bekendt, selv om man har vanskeligt ved at se så objektivt på det, at man kan få øje på sine egne. Vi har vel alle uden undtagelse en vis trang til at fortolke analyserne – eller nogle af dem i det mindste – i så nær overensstemmelse med vore private interesser som muligt. Vi gør os med andre ord skyldige i den samme principielle fejl som anderledes tænkende, hvilket i og for sig er såre naturligt, eftersom vi er ufuldkomne væsener, og det viser os i øvrigt også, at vort moralske fortrin frem for disse slet ikke er så stort, som vi måske selv troede, hvis der i det hele taget er tale om noget fortrin.

Lad os i det følgende prøve at undersøge nogle af vore egne misforståelser i erkendelsen af, at når vi ærligt søger, vil vi også finde – – måske ikke lige akkurat det, vi ventede, men derimod det, vi havde brug for.

Når man kan benytte sætningen: »Alt er såre godt« om andres lidelser og sorger eller om verdenssituationen i dag og dermed slå sig til ro i sin bevidsthed, så trænger man til at tage disse ord op til nærmere overvejelse i sit hjerte. Så har man efterhånden fået sin medlidenhedsevne dysset til ro – – eller sagt på en anden måde: Man har glemt at sætte sig selv i de andres sted. Dette er nemlig en glimrende måde at holde sig vågen på, når det gælder ens moralske forhold til andre mennesker. Ja, der er næsten ingen grænser for, hvad man kan komme til at opleve inden for sit eget erfaringsområde på denne måde.

I disse ord: »Alt er såre godt« ligger der den sandhed, at alle levende væsener er undergivet de samme love, kan få ethvert begær tilfredsstillet kosmisk set og altså således har de samme vilkår i livet. Dette må naturligvis ses under evighedens synsvinkel, men det vil formodentlig næppe nogen af dette blads læsere være i tvivl om.

Set fra Guddommens udsigtspunkt er alt såre godt, men det er ikke såre godt, når vi benytter ordene som en åndelig sovepude for at skubbe noget ubehageligt fra os. Man kan jo bare prøve at tænke sig disse ord anvendt på sig selv, når man er faret vild på opdagelsesrejse i dybet af sin sjæls vildnis, så vil man hurtigt opdage, at den guddommelige varme og åndelige næring, som de er bestemte til at indeholde, er blevet helt borte, og at der tilbage kun er nogle ord, hvorfra der udgår mental kulde og sult eller i bedste fald kun tomhed. Så føler man tydeligt nok, at der ingen medfølelse ligger bag ordene, og vi kan nu engang ikke undvære andre væseners medfølelse, skønt vi undertiden selv foregøgler os sådant. Et andet væsens oprigtige og varmende medfølelse kan ofte være den mentale planke, der kan bære den åndeligt skibbrudne i land og hjælpe ham til at vinde fodfæste på den frelsende kyst, eller den kan være det varmende og lysende bål, der skal til for at hindre ham i at fare vild og omkomme i den kolde mentale vinternat. –

Ja, – »alt er såre godt«, – lad os ikke glemme det – heller ikke, når vi selv åndelig talt ligger i støvet og tigger Gud om hjælp!

Når man tillader sig den frihed at bruge disse ord om sig selv: »Det haster ikke! Vi har evigheden for os!«, hvad er det så egentlig, man vil sige med disse ord? Ja, hensigten er næsten aldrig til at tage fejl af: Man vil prøve på at finde et passende forsvar for de ulogiske ting, man siger eller gør, dække over de dårlige og måske skadelige vaner, som man ikke gider kæmpe imod, selv om de måske er underminerende både for en selv og omgivelserne.

Kan det nu være så logisk at bruge disse ord til forsvar for sine svagheder? Ja, lad os engang se. Hvis man kan anvende dem i alle tilfælde og under alle forhold, så er de utvivlsomt udtryk for visdom; men kan man kun bruge dem i de for en selv behagelige tilfælde, så afslører de jo uvidenhed, og at man selv er »som dåren, der vandrer trygt der, hvor engle ikke tør træde«.

Når man er legemlig syg og pines af smerter eller hindres i at arbejde, har man så tid nok? Er der så ikke bare eet altoverskyggende spørgsmål, der skal løses, nemlig at blive rask, og haster det ikke i allerhøjeste grad med, at dette kan finde sted? – Eller når der er »lavvande« i pengekassen, og man må savne både det nødvendige og det behagelige eller måske endda kun det sidste, har man så tid nok? – Eller hvordan ser man på de forhold, der hersker i vort samfund: arbejdsløshed, utryghed, løgn og bagvaskelse, mord og andre forbrydelser, krigsfare o. s. v.? Er man langmodig i disse spørgsmål, når de trykker bevidstheden? Finder man så nogen trøst i tanken om, at det haster ikke med at få tilstandene ændret? I de fleste tilfælde gør man det vist ikke, når virkningerne er rettet direkte mod en selv. Men således kan man dog ikke ræsonnere. I det ene tilfælde koketterer man med begrebet evigheden, klamrer sig til det og hygger sig ved, at man dog har det ståsted, for i næste tilfælde at ønske sig af med det snarest muligt, fordi man nu ikke ser sin fordel ved at fastholde det. Er det logisk? Er det ikke at rive ned, hvad man lige har bygget op? Kan det være at befordre sin egen lykke?

Nej, man gør ikke klogt i at anvende disse ord om sig selv. Men er der da noget, der haster? – Ja, – – – – det haster i høj grad – – – – med at få begyndt! Men det er også det eneste, det haster med. At få sin åndelige status gjort op og se at få aktiver og passiver rigtigt placeret, det haster, om ellers virksomheden skal forrente sig. Hvis man ikke kender sin egen begrænsning, er det det sikreste kun at begynde med en enkelt ting og da ikke den sværeste; thi det giver hurtigst resultat, og så vokser troen på egne evner bedre. Derefter kan man altid udvide virkefeltet til andre områder.

Kan man da i det hele taget anvende disse ord på en god og fornuftig måde: »Det haster ikke! Vi har evigheden for os!«? Ja! – Når man stedes for et menneske i nød, i fortvivlelse over egne brist, i tilsyneladende håbløs kamp med sine lavere naturer, som måske endda behersker ham på en alt for åbenbar måde, da er det til stor trøst og opmuntring for ham på en nænsom måde at blive mindet om, at han kan komme til eksamen i livets skole, så tit han ønsker, og at livet ikke forlanger mere af ham, end han kan præstere, og ikke heller i hurtigere tempo, end han selv føler det muligt. Da er det nemlig godt at vide, at man nok skal nå målet, netop fordi »man har evigheden for sig«.

Det er jo rigtigt, at vor skæbne er forudbestemt, men det skal ikke forstås på den måde, at hver eneste detaille i et menneskes liv på forhånd er regnet ud og fastlagt; det ville vist være temmelig uoverkommeligt, og hvem skulle for øvrigt også gøre det? »Gud,« ville nogle vel svare, og jeg vil dertil sige, at hvis det var tilfældet, så ville jeg beklage ham. Så måtte han i det mindste have et utal af hjælpere også med hensyn til at få opgaverne løst i praksis, og sikke en masse vilkårlighed det måtte have til følge (der er jo som bekendt ikke to væsener i verdensaltet, der er ens eller tænker ens). Nej, denne løsning kan ikke have noget med logik at gøre. Det er de store linier, principperne, evner og talenter, der er fastlagt og bestemmende for, hvorledes livet vil blive i grundtrækkene. Et menneske med talent for bygningskunst fødes og opdrages eller kommer i al fald til at leve under forhold, hvor denne evne kan komme til udfoldelse, et andet med særlige anlæg for at snyde og bedrage sine medskabninger kommer naturligvis til steder, hvor disse ting særlig kan befordres o. s. v. Men det er som sagt kun i de store træk, at dette finder sted. Tilbage er den kendsgerning, at individet har en evne til at reagere på en eller anden måde over for sine omgivelser, og det er netop denne reaktionsevne, der skaber livets detailler og bliver af afgørende betydning for, hvorledes det næste liv kommer til at forme sig i principperne. Vi bestemmer ikke selv, hvad der skal møde os, men vi bestemmer selv, hvorledes vi vil reagere over for det, vi møder. Og her er det, at det primitive menneske handler i blinde og derved begår sine største fejl, idet det ikke kender loven for tilværelsen, men træffer sine afgørelser ud fra selviske hensigter og derved skaber en sum af mørke detailler, som gerne kan blive af afgørende betydning for hovedtrækkene i dets næste inkarnation, medens det udviklede menneske i stilhed bøjer sit hoved under de slag, som livet tildeler det, vel vidende, at det ikke nogen sinde kan komme ud for nogen virkning, hvortil det ikke selv har været den inderste årsag.

Vi har altså vor frie vilje til at reagere, som vi vil, over for alt, hvad der møder os; der er vi vor egen lykkes smed, når vi tager de naturlige og fornødne hensyn; thi man må naturligvis huske, at »ingen kan lægge en alen til sin vækst«. En forbryder kan ikke pludselig blive en helgen, thi en så voldsom forandring i individets reaktionsevne kan den foreliggende moralske standard ikke præstere. For at kunne reagere på en bedre måde må man have en bedre moral, og den koster det både lang tid og megen smerte at komme i besiddelse af. Hvis man – ganske bjergtaget af beundring for et højt udviklet menneske – prøver på at efterligne vedkommendes reaktion i en bestemt situation, kan man i de fleste tilfælde være sikker på at komme til at lide et knusende nederlag. Dette har sin naturlige forklaring deri, at medens vedkommende højt udviklede menneske har sin bevidsthed udrenset for lavere begær i stærk grad og som følge heraf har en aura, der virker afkoblende på de lavere energier, som også han er omgivet af, men som altså ikke kan få deres forløb igennem hans bevidsthed, så er dette så langt fra tilfældet med en selv, og følgen bliver, at man ved at prøve på at reagere på en måde, der ligger langt over, hvad ens moralske standard normalt evner, øjeblikkelig kommer til at udløse energibølger, hvis passage gennem ens bevidsthed denne slet ikke kan bære, og som derfor bliver årsag til, at man faldt netop der, hvor man troede at stå sikrest. Det er forklaringen på det gamle problem: »Det gik godt for ham, hvorfor gik det så galt for mig? Jeg gjorde det dog på nøjagtig samme måde!«

Man kunne i så tilfælde akkurat lige så godt prøve at konkurrere med manden, der kan løfte 100 kg i stiv arm. Dog, det skulle man vel vogte sig for, da man så både ville forløfte sig og blive til nar, men det ville man jo også i det første tilfælde. Det er blot mærkeligt, at man ikke kan øjne parallellen i tide. Formodentlig har det sin inderste årsag i den vildfarelse, at man tror, der hersker andre love i den åndelige verden end i den fysiske, og det har vi jo så ofte fået at vide, at der ikke gør.

Men således reagerer også kun den ufornuftige. Den kloge sætter sig små mål – – og når dem. Livet består ikke af een stor sejr, men af mange bitte små!

Selv med den viden, vi indtil denne dag har erhvervet os om verdensaltet og om os selv, er vi – set med almindelige menneskelige øjne – stillet over for et fuldstændig håbløst job, og dog er der jo ingen af os, som nærer blot den ringeste tvivl om, at værket vil lykkes. Men i vor varme begejstrings hellige ild er vi undertiden tilbøjelige til at se det foreløbige mål nærmere, end tilfældet virkelig er, og dette får os let til at overse tilsyneladende små detailler til fordel for de store principper. Og dog må vi jo aldrig glemme, at det er de små ting, det i virkeligheden kommer an på. »Grå er al teori, men grønt er livets træ,« siger Goethe, og dette tør vel fortolkes således, at enhver teori, der ikke føres ud i praksis, er uden reel værdi for den, der beskæftiger sig med den, hvorimod et liv, der praktiseres efter den højeste moral, har uoverskuelig værdi, selv om det foregår efter et ubevidst teoretisk grundlag.

Det teoretiske grundlag har vi til fuldkommenhed igennem Martinus, den praktiske væremåde har han demonstreret over for os gennem sit eget liv. Vi holder – mentalt set – et guldæble i vor hånd, og det står til os selv at bestemme, om vi vil kaste det bort uden at have erkendt dets værdi, eller vi vil kæmpe for at beholde det. Thi alle værdier her i livet koster det kamp at besidde, også de mentale, og der er kampen så meget hårdere, fordi fjenden er os selv. Vi kan ikke engang flygte for ham. Han kan »kun« – overvindes!

Igennem det kæmpearbejde, som Martinus indtil nu har præsteret, har han ladet os skimte »fligen af Guds kappe«, og gennem vort møde med ham har vi stået over for en personlig oplevelse, som millioner af mennesker i fremtiden ville ønske sig magen til – – – – og med rette! Lad os derfor i det mindste vise os værdige til det, vi har fået, ved at erkende, at det haster – – – – med at få begyndt!