Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Når Martinus så ofte i sine analyser beskæftiger sig med udtrykket kemi, er det ikke den form for kemi, som er beskrevet foran, og som vi kunne kalde den fysiske kemi. Med udtrykket kosmisk kemi hentyder Martinus til en forbindelse af stoffer, hvis natur er af overfysisk art, og som derfor unddrager sig vor direkte fysiske sansning. At vi kun kan sanse dem indirekte, har mindre at sige, da vi alligevel på denne måde kan kontrollere processernes forløb og analysernes rigtighed. De stoffer, som Martinus omtaler i sin kosmiske kemi, er de fra "Livets Bog" så velkendte seks grundenergier: Instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse. Martinus forklarer os, at disse energier er underkastet de samme love og principper som de mere fysiske, d. v. s. at de kan indgå utallige forbindelser med hinanden, og at de samme mængder af de samme stoffer altid giver et nyt stof med samme reaktionsevne som tidligere. Det bliver derved til en kendsgerning, at der eksisterer visse bestemte love for stoffernes reaktion også – og ikke mindst – i den overfysiske verden, og når disse love eksisterer, er det også muligt at efterforske dem gennem eksperimenter og derigennem komme til klarhed over dem.

Her vil nogle måske mene, at dette kan lyde meget godt, men kan det have nogen som helst praktisk betydning for det fysiske liv, som vi nu engang lever her på jorden? Her må vi igen henholde os til, hvad Martinus så ofte har pointeret, at der findes intet fysisk, hvortil der ikke er et åndeligt ophav, ingen fysisk virkning, hvortil der ikke er en åndelig årsag. Bordet er udtryk for snedkerens tanke, mit fysiske legeme er udtryk for min tanke, selv om det i dette tilfælde er temmelig ubevidst, idet det er en automatfunktion. Men bag en automatfunktion har der dog engang ligget en bevidst tanke. Vi kommer altså ikke uden om tanker som årsag til vor fysiske tilværelse. Men hvad er da tanker? Tanker er for mange mennesker noget, der kommer og går, noget ubestemmeligt, som mennesker er et bytte for, ja således hører man jo ligefrem mange digtere udtrykke sig. Martinus har vist os, at tanker er kombinationer af de seks grundenergier, og ifølge det, der er sagt i det foregående om kosmisk kemi, må den samme tankeblanding også have den samme reaktionsevne i den samme bevidsthed og dermed også i det fysiske legeme og videre ud i de fysiske, og dermed også åndelige, omgivelser.

Fra Martinus og fra vore egne iagttagelser ved vi, at naturen skaber på en logisk eller hensigtsmæssig måde; det må altså være tegn på, at der bag naturens skabelse eller fysiske fremtræden må eksistere en bestemt plan, hensigt eller idé. Det samme kan ikke siges om alle de foreteelser, der har menneskene til ophav. Her synes der tit at være kaos til stede, idet menneskene meget ofte slet ikke får den tilsigtede virkning ud af de årsager, som de har udløst. Og hvorfor ikke? Ganske simpelt, fordi deres skabelse er uden plan og bærer eksperimentets eller tilfældighedens præg. Dette kan man ganske vist ikke bebrejde dem, idet man jo dog ikke af nogen kan forlange præstationer, hvortil de ikke har evner. Martinus har gennem iagttagelse af naturen og de kosmiske love, som derved afsløres, vist os, at vi må skabe logisk, hvilket altså vil sige med plan, således at der kommer noget hundrede procents nyttigt ud af det, vi skaber. Men for at skabe logisk, må vi tænke logisk, og at tænke logisk vil sige at tænke kærligt, det at elske sin næste.

For at elske sin næste må man altså sammensætte sine tanker af grundenergierne i ganske bestemte forhold. Nu er forholdet imidlertid sådan for os, at vi ikke kan gå et sted hen og tage en bestemt portion følelsesenergi og blande med en anden (forud kendt) portion intelligensenergi o.s.v. Et så overdådigt teoretisk kendskab til grundenergierne ejer mennesket ikke i dag, men mindre kan heldigvis også gøre det. Thi ligesom husmoderen i almindelighed intet teoretisk kendskab har til de kemiske processer, der foregår i hendes køkken, og derfor ikke ville kunne gøre rede for dem i kemiske formler eller definitioner, men dog alligevel har evne til at fremstille velsmagende og nærende mad, således behøver vi i øjeblikket heller ikke noget altomfattende teoretisk kendskab til de kosmisk-kemiske formler. Her kan vi nøjes med hovedprincipperne f. eks.: Tyngdeenergien er eksplosiv, følelsesenergien er afkølende eller bindende, intelligensenergien er beregnende og kan sammenstille de to første i et passende forhold til formålet o. s. v. Endvidere er vi ganske uafhængige af tid og sted, penge og rationering, idet grundenergierne altid er til stede i ubegrænsede mængder og lystrer vort mindste vink, således at vi snart skaber en himmel og snart et helvede i os og om os. Og hermed har vi i stærk grad nærmet os den praktiske side af kosmisk kemi.

Det vil da være lettest straks at se på, hvordan vi i de fleste tilfælde bærer os ad, for at vi kan lære af vore fejltagelser. Hånden på hjertet, kære læser! Hvorledes begynder du og jeg vor dag? Er vi ikke meget ofte trætte og mugne, måske endda nedtrykte over begivenheder, som skete i går, og som måske vil gribe ind i vor skæbne i dag på en ubehagelig måde? Er vi ikke alt for villige til at vise de andre vor sindstilstand, enten for at de kan vise deres medlidenhed med tilfældet, eller for at man kan forhindre lystige udbrud, som kunne gå hen og bagatellisere sagen? Man er pludselig gået hen og er blevet verdens midtpunkt ud i egen indbildning, medens man jo analysemæssigt aldrig ville kunne finde på sådan nogle narrestreger. Man har ladet sine lavere følelser løbe af med sig, tyngdeenergien har været i overvægt, bomben oser langsomt af. Men hellere dette end en eksplosion, som slår alt i stykker omkring sig; thi dette er for dyrt for forsikringsselskabet, som man i dette tilfælde selv er indehaver af. Hvad enten det nu sker på den ene eller den anden måde, så har man i mange tilfælde opnået at ødelægge eller forringe dagens start for familiens medlemmer, hvilket naturligvis ikke var meningen (for så slem er man jo da heller ikke!), men det måtte jo blive den logiske konsekvens af ens uoverlagte tankeblanding.

Nu ved vi sikkert alle fra det praktiske liv, at vil vi have noget til at lykkes for os, så må vi forberede det godt, eventuelt øve os på det, hvis det er en færdighed, der skal tillæres, og vi ved også, at hvis ikke noget ganske uforudset indtræffer, så vil resultatet stå i forhold til anstrengelserne. Vi ved fra mange sider af den fysiske verden, at selv meget små ting kan have stor betydning, ja undertiden afgørende betydning. Tænk blot på gnisten i en krudttønde eller en bemærkning, som kan have en forbrydelse til følge. Når vi nu overfører denne viden om fysiske ting til vort eget indre liv, vor tankeverden, så skulle det ligge snublende nær at antage, at vi – om vor dag skal lykkes blot nogenlunde for os – da må forberede den, som man forbereder sig til et foredrag eller lignende. Man kan ikke lægge sig til at sove langt ud på natten, måske endda med oprevet sind, og vente, at den næste dag skal oprinde i åndelig glans og herlighed. Vil man forberede sin dag, må det ske, inden den begynder, altså f. eks. aftenen forud og da på et tidspunkt, hvor ens koncentration endnu er i behold, ellers bærer man sig jo ulogisk ad. Man retter da sin bevidstheds fulde kraft mod verdensaltets centrum, Guddommen, og bliver ved dermed, indtil der falder ro over bevidstheden og tankelivet, og man mærker, at der er kontakt. Det kan vare længe eller kort, det afhænger af øvelse og sindstilstand. Derefter er det tid at takke og fremføre sine ønsker og begær; men den hjælp, man kan vente, står i meget nært forhold til, hvor uselviske ønsker, man har. (Se iøvrigt Martinus: Bønnens mysterium).

En sådan forberedelse af den næste dag vil aldrig være uden kendelig virkning. Man føler allerede fra tidlig morgen, at man har noget, der skal gøres, en mission, om man vil, og at man netop selv er den, der er bedst egnet dertil, hvad det så end måtte vise sig at være. Derfor er man fortrøstningsfuld og møder sine kære med lyst sind, et venligt ord, et kærligt smil, et lille skulderklap eller en lille tjeneste, som der måske slet ikke er bedt om, men som man alligevel i sin modtagelige sindstilstand har opfattet betydningen af. Man er positivt indstillet, man vil noget og er parat til at tage situationerne, som de kommer. De mennesker, man møder på gaden, er ikke længere en uvedkommende individer, som man ikke ænser, tværtimod. Man ikke alene ser til dem, nej, man smiler. – Hvorfor? Ja, hvem kan give svaret? Vel nærmest, fordi man i deres øjne har gjort den opdagelse, omend ubevidst, at de er mennesker som en selv, at de faktisk har samme længsler og samme mål, kun at de benytter andre midler, og man gør den store opdagelse, at de også smiler til en selv, hvilket man aldrig før havde tænkt sig muligt. Kun den, som til daglig er omgivet af alvorlige mennesker, og som kommer til at opleve en sommer i "Kosmos ferieby", ved at skønne på de smil, som kommer ham i møde. Hvor er det let at smile! – Hvor kan det være svært at smile! – Dog, også her gør øvelse mester. Det vigtigste er ikke engang at kunne smile, men at man har lært at indse smilets betydning; så skal evnen nok komme lidt efter lidt.

På arbejdspladsen vurderer man ikke længere ens arbejdskammerater som kolleger, nej, de bliver ens arbejdsvenner, og skulle der være enkelte iblandt, som man ved er "omvandrende bomber", så "hælder" man dog hellere lidt "vand" på krudtet, end man er den gnist, der får bomben til at eksplodere. Og det ejendommelige er, at når man har den indstilling, så kommer også evnen til at kunne gøre det, noget, som man måske tidligere slet ikke troede sig i stand til.

Ligeledes vil man heller ikke kritikløst sluge alle de sindsoprivende romaner, som venner og bekendte er så venlige at tilbyde en. Man bliver efterhånden klar over, at der i masser af bøger findes i snesevis af sider med tankearter af en sådan natur, at man simpelthen ikke vil lade dem passere igennem ens bevidsthed, hvor spændende eller pirrende de så end måtte være i den ene eller den anden retning. Tænk blot på, hvor mange fysiske ting, vi under ingen omstændigheder ville lade vore stuer være opholdssted for! Hvor meget mere så ikke vort sind, vor bevidsthed, som jo dog er en del af os selv, hvad stuen i fysisk henseende slet ikke er. Man bliver kritisk med valg af bøger. Det er ikke længere kvantiteten, der interesserer, men kvaliteten.

Nu vil nogle måske synes, at livet bliver meget besværligt, når man sådan skal gå og passe på, hvad man siger og gør, og det er da ikke til at holde ud. Men dertil er kun at sige, at størsteparten af vort liv er jo vane eller automatfunktion, og dette kan enhver reaktion blive til ved bevidst øvelse, og så mærkes den ikke. Derfor når man en dag dertil, når folk siger: "Hvor kan De dog gå og huske på alt dette?" at svare ganske stilfærdigt: "Hvor skulle jeg nogen sinde kunne glemme det!"

Hele vor tilværelse er opfyldt af kosmisk kemi, og intet levende væsen kan eksistere uden at være en kosmisk kemiker, vi er det blot ikke alle lige bevidst. Men om vi end står på nok så bar bund med hensyn til organisation af vort erfaringsmateriale, og livet derfor synes os aldrig så tungt at slide sig igennem, så vil der for enhver, som vil gøre noget for at hjælpe sig selv fremad, altid være trøst og styrke at hente i verdensgenløserens ord: "Beder, så skal eder gives; søger, så skulle I finde, banker på, så skal der lukkes op for eder."