Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Når livet går dig imod, når det har såret dig dybt og smertet dig, hvad gør du da? Råber din smerte ud – former dit svar i skrig? Beklager dig – eller betror dig? Ja, sikkert – det gør vi for det meste, og dog er det ikke den bedste løsning.

Nu taler jeg til dig som en ven. – Jeg har skreget som du, når det gjorde ondt, – i den retning er vi lige, men jeg tror, du er enig med mig, når jeg siger, at det kan gøres på en bedre måde.

Når skrig og beklagelser er dig på læberne så prøv og stands dem, sørg for at blive ene, gå ud i naturen eller spil på dit instrument, mal på dit lærred, gør et andet menneske en tjeneste eller pas blot din daglige dont, – gør et eller andet – og skrig ikke.

Udsæt skriget og giv livet et andet svar, for at du må svare på livets tale er klart. Når du har isoleret dig – eller – hvad der er bedre – blot isoleret din smerte og samtidig lever udadtil, som om intet var hændt, vil såret læges og svaret til livet efterhånden dannes i dig. Se på muslingen, hvad gør den, når livet har såret den med en lille skarp sten under dens skal. Den lukker sig måske for en tid, – den læger sit sår i stilhed, for den har end ikke evne til at skrige, og smertens genstand klæder den i det skønneste stof, således at de skarpe kanter ikke sårer den mere. Muslingen fremhæver ikke stenens skarpe kanter – så ville smerten også vedvare, men iklæder den ædel materie, glat og skinnende, og som svar til livet giver den – ikke et skrig – men en strålende perle, der fryder og forskønner dens omgivelser. Det er en naturlig evne hos muslingen, at den ikke støder smertens genstand ud og giver sin lidelse luft – men at den skaber en varig og værdifuld skønhedsåbenbaring af den.

Og hvad kan vi gøre, om vi vil ligne muslingen i dens måde at svare livet på? Ja, hvad kan vi gøre? Beholde vor smerte hos os – passe vort daglige arbejde – ikke skrige, ikke beklage os eller betro os, men have tålmodighed – give smerten tid til at forædle sig. En dag er lidelsen modnet til skønhed, og vi kan give den fra os som rig livserfaring. Det kan ske i et digt, det kan være prosa, – en gave i rette tid, et smil til den, der trængte til det netop da, et håndtryk til den, der havde en sorg, hvor ord ikke kunne hjælpe, eller måske blot en almindelig ændring i væremåde til glæde for vor næste.

Og den, der bibragte os smerten, nærer vi ikke bitterhed imod, – han eller hun var forsynets redskab i den specielle påvisning af et af vore ufærdige områder i sindet. Vor sympati for ham – forståelsen af, at han ikke kunne handle anderledes – og taknemlighed mod forsynet, at vi på den måde lærte det, vi manglede i lærdom, har forlængst taget brodden af det, der smertede.

Smerter og lidelser skal ikke forherliges, – vi skal selvsagt undgå dem, om vi kan, men er det ikke muligt, lad os så tage dem til os, og når tid er – som muslingen – give dem fra os igen omformet i koncentreret, afklaret livserfaring – som en perle. Og mange vil kunne komme til at glæde sig herover, også vi selv, thi er den ædel, vil den have større holdbarhed og varighed end den fysiske perle – den en gang skabte erfaring vil man til stadighed kunne øse af.

Derfor – ved du med dig selv, at du har skabt en perle – så vær ikke karrig – du kan vise den frem – eller give den helt fra dig, men lad den i hvert fald blive til glæde for den ene eller de mange.