Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Interesserer De Dem stadig for det?" er et spørgsmål, jeg adskillige gange i mit liv har mødt, når jeg på en forespørgsel har svaret, at Martinus' kosmiske analyser fortsat havde min hele interesse. De første gange studsede jeg lidt over det, men efterhånden gik det op for mig, at udtalelsen i virkeligheden dækkede over et ikke uvæsentligt problem – nemlig det jordiske menneskes åndelige behov.

Martinus har forlængst påvist, at alt det, vi under eet kalder "religiøsitet", har rod i en kosmisk organfunktion. Af natur er alle levende væsener religiøse. Ordet "religion" kommer som bekendt af det latinske ord "religare", der igen kan oversættes ved det danske "binde" eller "sammenknytte". Når jeg nævner det i denne forbindelse, beror det på, at vi i selve ordet "religion" har nøglen til denne kosmiske organfunktion, idet det, som vi ser, udtrykker, at det levende væsen i sin natur netop er bundet til eller sammenknyttet med det levende Noget bag alle fysiske ting, vi har givet navnet "Gud". At man benægter dette forhold, har dybest set kun teoretisk interesse. I praksis er alle mennesker omgivet af en yderverden, hvis dybeste natur eller hensigt er den, igennem en ubrydelig påvirkning at lade enhver form for bevidsthedsliv vokse i erfaring og indsigt. At man er uden evne til bag denne samlede vekselvirkning at erkende en guddoms eksistens, ændrer ikke forholdet.

"Uden evne", – ligger sandheden om det jordiske menneskes åndelige behov ikke gemt i disse to små ord? Uden evner, ingen hunger! Ser vi idag udover verden, kan vi ikke undgå at se, at utallige mennesker, som fører ordet "Gud" i munden, næsten er blottet for religiøse evner eller talenter. Deres åndelige behov er så begrænset, at det uden vanskelighed tilfredsstilles med en række udefra påførte forestillinger, hvis mangel på logik skriger til himlen. Men sådanne mennesker reagerer ikke overfor denne mangel på logik af den simple grund, at de her berørte forestillinger af dem selv rubriceres under den form for sjæleliv, man kalder "følelse". Følelser skal ikke defineres, siger man, så dør de. Er dette andet end en frase? Hvormange lader sig permanent irritere af en ubehagelig følelse? Søger de fleste ikke at komme dette onde tillivs ved en forstandsmæssig undersøgelse af ubehagets virkelige årsag? Drivfjederen i vor vækst er de ubehagelige følelser og fornemmelser. Anderledes derimod med de behagelige! Intet luller et menneske i en dybere åndelig søvn end fornemmelsen eller følelsen af at have det dejligt! Se på den forelskede! Har behagsfølelsen ikke her et sådant overherredømme, at utallige foretrækker at blive længst muligt i disse tågede sfærer, fremfor at vende tilbage til en barskere virkelighed? Betragt den nationalt berusede! Er hans land ikke jordens vidunderligste og det af Gud foretrukne? Har vi ikke i dette liv mødt mennesker, der var så beruset af denne nationale salighedsoplevelse, at de identificerede sig selv med det rige, de måske ved vold havde erobret? (Hitler i en radiotale: "Jeg er Tyskland".) Og endelig den religiøst berusede, der i sin ekstase formår at frembringe de såkaldte stigmatisationer – kopier af de sår, Jesus fik ved korsfæstelsen. Men er ikke alle de her nævnte typer lykkelige? Absolut! Men de er ikke ved virkelig vågen bevidsthed. Deres sande synsevne er sløret af forestillinger eller opfattelser, livet ubarmhjertigt vil korrigere. Det er denne korrektur, der er det sande åndelige behovs moder!

Livet udtrykker en skala fra den dybeste uvidenhed til den højeste viden. For en overfladisk betragtning kan det se ud, som om denne højeste viden også er identisk med den højeste form for ulykke eller menneskelig isolation. Men dette er kun sandhed, hvor man ved dette begreb forstår den højeste fysiske viden. Vender man sig derimod mod de åndelige stadier, skifter billedet helt karakter.

Den vises af fred og ophøjet ro prægede ansigt, vil altid udtrykke sindbilledet på den højeste lykke. Intuitivt ved vi alle, at vi her står overfor et menneske, der har "fuldendt løbet og nået målet"! Intet under, at visdommen derfor af alle anerkendes som at stå over videnskaben. Vi er her indenfor et område, hvor alle beundrer resultatet, men hvor de fleste ikke skænker årsagen ret mange tanker! Thi hvad er visdom? Er den ikke det sande åndelige behovs virkelige blomst? Og er denne blomst ikke næret af de sjælens tårer, der altid vil være resultatet af tågede illusioners sammenbrud? Har Martinus ikke mere ret, end vi bryder os om at tænke på, når han hævder, at intet menneske i virkeligheden ved mere om livet, end det har grædt sig ind til? Jo, han har!

Mange mennesker har for vane at kalde jorden for en "jammerdal". Udtrykket er bitter sandhed for mange. Men undersøger man årsagen til de fleste menneskers modgang, finder man den meget ofte i deres fortvivlede klamren sig til behagsfølelser, som i virkeligheden er deres sande lykkes bitreste fjende. Se blot udover verden, som den former sig for vore øjne! Ved ikke alle tænkende mennesker, at den internationale tanke eller idé nu kræver sin virkeliggørelse, – og klamrer utallige sig alligevel ikke til den selvbehagelige nationale tanke, med dens "påkrævede forsvarsstyrker" og hele det militære apparat, som fremdeles er mistænksomhedens og mistillidens bedste næring?

Og er det anderledes med det religiøse? Vi er alle kristne og hylder officielt næstekærlighedens skønne lære. Officielt ja! Men uofficielt vader vi i en af et næsten latent åndeligt behov affødt utålelig intolerance. Elskede vi virkelig Gud over alle ting og vor næste som os selv, fandt vi vel vej til at forstå hinanden. Men det er ulige lettere at enes om, at netop den anskuelse, vi selv bekender os til, er den eneste sande, så vi uden skrupler kan knuse alle dem, der hindrer os i at lade vor specielle form for næstekærlighed blive altdominerende.

Så når man spørger mig, om jeg stadig "interesserer mig for det", må jeg svare, at det ikke alene gør jeg, men det vedbliver jeg med at gøre, sålænge mennesker igennem mig kan få impulser til at få deres åndelige behov belivet. Vi må alle, hver på sin plads, vise dem, der selv ønsker vor vejledning, at der findes et større lys og en større lykke end den, der kendes indenfor de tågede følelsers ukontrollerede område – en lykke, som har rod i en viden, der kan blive hvermands ejendom, og som er urokkelig derved, at den er en ubrydelig del af den ånd, der ikke alene er i alt og overalt, men som også evigt forbinder alt!

Med venlig hilsen!