Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi har højsæson ved Klint nu! På ny er hvert eneste sengested belagt, og overalt møder man ferieglade mennesker, som med Kosmos Ferieby som udgangspunkt nyder naturen på denne lille, men såre afvekslende plet på Danmarkskortet.

For mig selv har dette forår været en ejendommelig oplevelse. Det er første gang i fjorten år, at jeg, rent fysisk, har kunnet tage den med ro heroppe. Overalt er opgaverne ved at være løste. Klintsøgårdprojektet er afsluttet og vækker stor beundring hos de mange gæster, der under overtjener Hjort Christensens stilfærdige, men myndige ledelse oplever sorgfrie og glade feriedage. Siden vi fik springmadrasser i alle vore senge, har vi kun hørt lovord om denne feriepension, der hører til Nordvestsjællands største. Belægningsprocenten er steget mod maksimale højder i år, og om end forsyningsvanskelighederne ikke er mindre end de foregående år, ved jeg, at kostproblemet så at sige fungerer friktionsløst. Vi skjuler jo ikke for nogen, at vi aldrig slipper drømmen om at gøre Klintsøgård til en vegetarisk storpension, men jeg kan nu ikke lade være med at smile, for faktisk er de nuværende kødtildelinger af en sådan art, at selv de mest glade kødspisere må konsumere endog meget store portioner grøntsager hver eneste dag. At det gælder alle hoteller, gør jo ikke smilet mindre! Nå, det er jo en trøst, at de dage, hvor vegetarisk mad blot bestod af lugt- og smagløs sundhed, er forbi. Jeg elsker selv god mad, og det er mig en virkelig glæde at kunne sige, at jeg hos mange kødspisere har hørt stor begejstring over den vegetarkost, de faktisk i deres hjerter nærede rædsel for.

Det er en stor glæde at gå igennem Kosmos Ferieby nu. Tag f. eks. de store plæner om pavillonerne. For to år siden rene brakmarker, nu dybgrønne bløde plæner, i hvilke omkring et hundrede æble- og blommetræer begynder at gøre sig gældende. Rosenrabatterne, der i begyndelsen så ud, som om de bittert fortrød, at de overhovedet var gået i groning, står nu i en vækst og et flor, man skulle have forsvoret, når man ved, at de omtrent er plantet i det rene sand.

Gartneriet er også udbygget stærkt i disse år. Det består nu af tre mindre drivhuse og tre meget store drivhusblokke, de fleste forsynet med varmeanlæg. Ud over forsyningen af grøntsager til samtlige gæster har vi i de sidste år oparbejdet en storkultur i pelargoniestiklinger. Vi vil inden for dette område nå et meget stort tal i år, og jeg ser ingen grund til at skjule, at disse pelargoniestiklinger spiller en meget stor rolle i hele virksomhedens drift. Det er mit håb, at det under gartner Aksel Olsens energiske ledelse skal lykkes os at blive blandt landets mest kendte producenter af netop denne skønhedsvare, et mål, vi er godt på vej imod! Ude i marken møder vi i år en overraskelse, som jeg i denne forbindelse har lyst til at berøre. En af sagens venner forærede mig på min femogtrediveårs fødselsdag 300 små æbletræer efter eget valg. Jeg valgte nogle af de hårdføreste vintersorter, vi har, et valg, jeg fik grund til at glæde mig over. Disse træer blev plantet med hakke, en spade kunne simpelthen ikke komme igennem stenlaget, og havde de hørt til de mere ædle sorter, ville næppe eet have overlevet det første år. Nu, seks år efter, er de ved at bryde sammen under den byrde af frugt, der i dag tynger grenene til jorden. Vi bliver simpelthen nødt til at tynde alvorligt ud for at hjælpe dem igennem. Det er forståeligt, om dette for andre lyder som selvglad pral, men har man år for år fulgt sådanne træers kamp for at komme i gang, og har man set den alt for åbenlyse tvivl i ens medmenneskers øjne, gør det nu godt i sjælen at se sådan en lille ting lykkes! Jeg har aldrig lagt skjul på, at gartneriet var mit hjertebarn, men det skyldes langt mindre faglig glæde end det eminente kursus i tålmodighed, det har været for mig! Men nu er opgaven også løst. År for år vil erindringen om begyndelsens hårdhed viskes ud, og en dag vil det være en selvfølge for enhver, at der netop her ligger et veldrevet gartneri.

Den store realisation af huse og grunde er nu kommet på afstand, og det kan i dag kun glæde enhver, at den blev foretaget. Overalt pusles der med maling og nyplantning, og fra at have været ene om det hele føles det nu, som om man har fået en hærskare af glade medarbejdere. "Selvejeregoismen", som jo straks skulle "ødelægge det hele", har jeg ikke set noget af, tværtimod! Husene bliver brugt meget mere, end vi havde råd til, og de bliver holdt betydeligt bedre! Plantningen på de nyerhvervede grunde er ved at komme i gang, og jeg ved, at der rundt omkring drømmes glade drømme om den dag, byggeriet på ny kan komme i gang. Nå, vi har også her en chance for i fællesskab at bygge en by efter vort eget hovede, en chance, der næppe vil gentage sig for nogen af os!

Jeg vil ikke kunne afslutte dette lille sommerbrev heroppe fra uden at berøre den nye foredragssal. At påstå, at den har vakt stor glæde, er et mildt udtryk for den tilfredshed, den har udløst hos alle. Man sidder dejligt i de nye stole, man hører godt i det betydeligt højere rum, og toneanlægget er o.k. Foredragssalen er hjertet i feriebyen. Det er fra den, impulserne til stedets åndelige liv udgår, og det er de ord, der tales i den, der er målet for de manges ofte lange rejser hertil. En ven af mig sagde engang stilfærdigt til mig, at foredragssalen i Kosmos Ferieby for ham var indbegrebet af et hjem. Storme var kommet og gået i hans liv, men hver gang han havde siddet i den og lyttet til foredrag, havde en dyb og frugtbar fred sænket sig over hans sind, og ting, der havde forekommet ham umulige at magte, var svundet ind til byrder, der i det mindste var overkommelige. Mon ikke alle de, der forstår vore dybeste motiver til skabelsen af Kosmos Ferieby, deler hans opfattelse? Jeg vil tro det!

Med venlig hilsen!