Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En af de alvorligste Misforstaaelser udenforstaaende gør sig skyldig i, naar de hører om Martinus' Verdensbillede, er den, at Studiet af dette skulde kunne remplacere den mest sublime, subjektive Oplevelse der findes, nemlig det jordiske Menneskes personlige, bevidste Møde med Guddommen. Dyrkelsen af en saadan Misforstaaelse vil uundgaaeligt føre til Intolerance, idet den i sin Natur mere peger hen paa Ophavet til det for Mennesket manifesterede Verdensbillede end paa dette Verdensbilledes dybeste Ophav, Guddommen selv. Resultatet heraf vil meget let føre til en Dyrkelse af Budbringeren i Stedet for af den, der sendte ham – jævnfør den Kultus, der har udløst sig om tidligere Tiders store aandelige Budbringere.

Problemet er ømtaaleligt, men da Martinus utallige Gange har vist enhver Dyrkelse af sin Person fra sig, finder jeg det paa sin Plads at beskæftige mig lidt med det. Da de store aandelige Oplevelser, som, hævet over enhver Diskussion, ligger bag Skabelsen af "Livets Bog", endnu er meget sjældne, saa sjældne, at det falder den religiøst indifferente ganske selvfølgeligt at benægte deres reelle Eksistens, kan det ikke undgaas, at et Arbejde af den Art, Martinus udfører, ofte udsættes for en i sin Natur ganske uberettiget Kritik. Det ligger den primitivt dyremenneskelige Natur nærmest at karakterisere alt det, den ikke alene ikke forstaar, men som den heller ikke gider gøre sig den Ulejlighed at prøve at forstaa, som "Svindel", "Humbug", "Fantasi", "taabeligt Nonsens" eller "forbandet Løgn og Digt". Der er jo blot det ved disse Opfattelser, at de intet som helst har med Virkeligheden at gøre. Det er Opfattelser, som automatisk glider ind under Rubrikken "billige Løsninger", hvilket vil sige Løsninger, som man kommer til ad den rene Stupiditets fladtraadte Vej.

I Princippet vil man altid roligt kunne se bort fra enhver Kritik af et virkeligt dybtgaaende Aandsarbejde. Inspirationen bag det er jo ikke en Længsel efter personlig Sukces, men derimod en brændende Trang til at komme andre aandeligt søgende Mennesker til Undsætning. Kritik overfor en saadan Skabelse kan kun udløses af Livet selv, der, om Skabelsen udgør et Led i den guddommelige Verdensplan, vil lade den vokse ved sin egen iboende Kraft og sætte den Frugt, den ifølge den samme Plan er forudbestemt til at sætte. Er den omtalte Skabelse "ude af Trit" med den guddommelige Verdensplan, vil den kunne opleve en tilsyneladende Medgang for saa uundgaaeligt at synke hen i Glemsel.

Vender vi os mod den Gruppe af Mennesker, som instinktivt forstaar, at Martinus' Verdensbillede indeholder Værdier, som kan faa Betydning for dem, vil man ikke kunne undgaa at se, at denne Gruppe spænder over et Interessefelt, der strækker sig lige fra den overfladisk Interesserede til den intense Aandsforsker. Mange Mennesker ønsker endnu indenfor det religiøse Omraade at nøjes med at faa "Facitterne" foræret, hvilket i Forbindelse med den nye aandelige Verdensimpuls vil sige, at de religiøst set bliver fuldt tilfredsstillede ved mundtlige Indføringer i dens rige og meget stærkt opløftende Idémateriale. For dem er Martinus mindre en Skaber af et uhyre dybtgaaende og vidtfavnende Verdensbillede, end en Beretter, et personligt Vidne om, at Livet bestaar udover Døden og at alt, hvad det oplever, tjener en given guddommelig Hensigt.

Den her beskrevne Tilstand er yderst forstaaelig. Det religiøse Omraade er endnu, intellektuelt set, saa ungt, at det forekommer de fleste usandsynligt, at "Guds Veje" virkelig kan "ransages". Paa den anden Side vibrerer disse Menneskers religiøse Instinkt meget stærkt, hvilket vil sige, at de er i Besiddelse af en fremragende Evne til at "føle" om det Menneske, de staar overfor, er ærligt eller ikke. Opstaar der i dem en dyb Overbevisning om Modpartens aandelige Vederhæftighed, lytter de gerne til hans Fortolkning af Livets store Problemer, fæster Tillid til disse Fortolkninger og begynder i det stille at indrette deres Liv efter dem. Dette mentale Trin er saaledes i sin Natur uhyre værdifuldt, og det er et aabent Spørgsmaal, om ikke de fleste af os mere eller mindre befinder os paa det.

I Modsætning til den gamle kosmiske Verdensimpuls Budskab til Verden, inkarneret i Kristendommen, ser vi, at den nye Verdensimpuls' Budskab nu udvider vort Erkendelsesgrundlag til en total Indstilling paa vor Tilværelse som værende evig i den Forstand, at vi altid vil være i skabende Aktivitet. Kristendommen forudsætter eller bygger paa en Opfattelse, ifølge hvilken vi dels er skabte, altsaa har en Begyndelse, og dels kun oplever dette ene, fysiske Liv. Den nye kosmiske Verdensimpuls forkynder, at vi altid har været og altid vil være og at vor Tilværelse udløser sig i Tilsynekomsten af skiftende fysiske og psykiske Tilstande. Medens vi i Lyset af den første Opfattelse bar paa en "Arvesynd" paaført os udefra, bærer vi ifølge den nye Verdensimpuls kun paa den Skyld, vi selv er første Aarsag til. Disse to grundforskellige Opfattelser maa give to helt forskellige Indstillinger til Livet. Den første maa give Frygt, og Frygtelementet spiller da ogsaa en stor Rolle i Kristendommen. Den anden Indstilling giver baade Tid og Fred. Tid til at udleve de til Dyreriget knyttede Begær og Anlæg og Fred, fordi man forstaar, at man ikke i Hast kan "lægge en Alen til sin Vækst". Men den bibringer os ogsaa Forstaaelsen af, at Livet omkring os faktisk er en permanent guddommelig Aabenbaring saaledes, at de Oplevelser, der før var "dagligdags", nu hæves op paa et højere Plan og kommer til Syne som sammenhængende guddommelige Tankerækker, en guddommelig Korrespondance rettet direkte mod os selv fra den, der er alle Tings dybeste Ophav. Det kosmisk indstillede Menneske kommer saaledes sukcessive til bevidst at leve i to hver for sig dagsbevidste Tilstande: en timelig og en evig. Det anskuer baade Tingene opdelt i Detaljer, men evner ogsaa, paa sin egen Viljes Bud at træde ud af disse Detaljer og anskue de samme Ting som en Helhed. Denne Form for Tænkning er Perspektivtænkning, og den er ny i den Forstand, at vi har Martinus at takke for, at han lærte os Metoden og derigennem gav os Adgang til at forstaa, at hans Arbejde ikke alene er en Vej mod den bevidste Guddomsoplevelse, men en Vej, der er i dybeste Overensstemmelse med de nye Evner, Livet i de sidste Aarhundreder har beriget os alle med.