Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den ny Forskningsmetode er altsaa baseret paa Indstilling paa selve Livet. En Indstilling paa selve Livet vil igen sige det samme, som at Forskeren i dette Tilfælde er indstillet paa at undersøge – ikke det levende Væsens Vægt, dets Legemsbygning, dets Organer og Blod o. s. v., men derimod ønsker Klarhed over den Mystik, det "Noget", der gennem de nævnte Faktorer afslører Bevidsthed, Intelligens og Vilje. Dette mystiske "Noget" er altsaa Brændpunktet i Fremtidens moderne Forskning. Og denne Forsknings Resultater bliver i Modsætning til Nutidens Videnskab, der jo er at udtrykke som "Materielvidenskab", at betegne som "Aandsvidenskab".

Disse to Videnskabers Ophav er meget forskellige. Medens den første Videnskabs Ophav hovedsageligt er at udtrykke som "Materialister", udtrykkes den sidstnævntes derimod som "de aandeligt Indstillede", som "de Religiøse", men vil efterhaanden blive betegnet ved det mere korrekte "Aandsforskere". Ved "Materialister" vil altsaa her være at forstaa Individer, hvis højeste Kundskaber kun kan udgøres af Faciter i Maal, Vægt og Hastigheder. Noget Kendskab til disse Realiteters dybeste Aarsag har de ikke, idet de Aarsager, de paaviser, altid vil vise sig kun at være identisk med nye Maal, Vægt og Hastigheder og saaledes fortsættende. Men da disse Materieforskere saaledes overalt kun kommer til Maal, Vægt og Hastigheder, kun kommer til Vibrationer eller Bevægelser, kommer de ikke til selve "det Levende" eller Livet. De bliver ved med at leve i en grænseløs Uvidenhed om denne Tilværelsens største Hovedfaktor. Det levende Væsens Analyse har de kun i Gram, Vibrationer og Bevægelsesformer. Det levende Væsen er saaledes for dem kun synlig som en Kombination af Kemikalier, Syrer, Stoffer eller Materier. At denne Kombination kan tænke, handle, skabe eller manifestere, er de endnu i overordentlig stor Udstrækning uberørt af, idet de i samme Udstrækning endnu ikke anerkender overfysiske Kræfters Tilstedeværelse. Men naar de ikke anerkender overfysiske Kræfters Tilstedeværelse, lever de jo paa den Forestilling, at en Samling Kemikalier, Syrer, Stoffer eller Materier kan – tænke, handle, skabe, manifestere eller udvise Vilje, Intelligens og Følelse. Dette bliver saa meget mere en fantastisk og i højeste Grad uvidenskabelig Erkendelse, eftersom man ikke i noget som helst Tilfælde finder de ovennævnte Egenskaber ved Materien udenfor det levende Væsen. Man har endnu aldrig set og vil aldrig nogen Sinde komme til at se, at et vist Antal Gram af den eller den Art af Kemikalier, af Materie ved deres Sammenblanding straks begynder at tænke og handle, bliver til et levende Væsen. Men naar Kemikalierne ikke gør dette, bliver det jo dermed synligt, at det levende Væsen er noget andet og mere end en Samling Materie, og at det netop er dette "andet", der er det Skabende, det Viljemanifesterende, det Intelligens- og Følelsesafslørende. At benægte dette "skabende Noget" er jo at benægte "Skaberen". Men da Skabelsen overalt ikke desto mindre er en uomstødelig Kendsgerning, vil dette at benægte "Skaberen" jo i Virkeligheden være det samme som indirekte at paastaa, at Tingene skaber sig selv. Og denne indirekte Paastand er det svage Punkt i Materialisternes Opfattelse af Tilværelsen, idet den i Længden er ganske umulig eller uholdbar som tilfredsstillende for Individets medfødte religiøse Trang og Videbegær. Den kolliderer nemlig overalt med den voksende Intelligens eller Erkendelse, af Logik. At en Ting kan blive til af sig selv, at en Samling Kemikalier, Syrer og Vædsker kan faa Vilje, kan blive tænkende og skabende er jo en Opfattelse, der aldrig nogen Sinde kan blive stabiliseret paa Logik. Hvad vil man f. Eks. mene om en Mand, der begynder at paastaa, at en Stol er blevet til uden Stolemager, et Ur uden en Urmager, et Sæt Tøj uden en Skrædder, en Bog uden en Forfatter o. s. v.? – Vilde man ikke antage, at han hørte hjemme paa et Sindssygehospital? – Og dog vilde han ikke være et eneste Skridt mere i Disharmoni med Logikkens Love end den "Videnskabsmand", der paastaar, at der intet "Overfysisk" er ved det levende Væsen, og at dette saaledes ikke udgør nogen udødelig Livsfaktor, men slet og ret kun udgør en Samling Materie, thi det er jo netop en Kendsgerning, at denne Samling Materie er mindst ligesaa intelligens- eller fornuftsmæssigt opbygget som en Stol, et Ur, et Sæt Tøj, en Bog; ja disse nævnte Realiteter vil næsten være for intet at regne i Forhold til det haarfine System og de hensigtsmæssige Foranstaltninger, som det levende Væsens Opbygning repræsenterer. Men at anerkende hensigtsmæssige Foranstaltninger for at være opstaaede af sig selv, opstaaede uden nogen som helst Tænkning eller forudfattet Plan, kan aldrig nogen Sinde i sin virkelige Analyse være at udtrykke som "videnskabeligt".

Men hvor kan et Væsen i det ene Tilfælde saaledes være en hundrede Procents Benægter af et Princip, det i det andet Tilfælde oplever som en realistisk Kendsgerning? – Fordi det nævnte Væsen i det første Tilfælde ikke ser "Skaberen", medens denne i det sidste Tilfælde er en fysisk Kendsgerning. Det virkelige Forhold er jo dette, at det Felt, hvor den menneskelige Sanseevne er mest klar eller seende, hvilket igen vil sige det Felt, der bestaar af Detailler, som er skabt af Mennesker og af andre for Menneskers Sanser synlige levende Væsener, er det forlængst blevet en Kendsgerning, at "intet kan skabe sig selv". Men naar det indenfor det Felt, hvor Menneskene ser skarpest og er mest hjemme, er en Kendsgerning, at intet kan skabe sig selv, ingen intelligens- eller fornuftsmæssige Opbygninger eller Kombinationer, hvilket i dette Tilfælde altsaa vil sige Stole, Borde, Ure, Klæder, Befordringsmidler, Kunst, Literatur o. s. v., kan opstaa uden hver især at være Resultater af forudgaaende Tænkning, Vilje og Følelse, hvorledes skal intelligensmæssige Opbygninger saa kunne opstaa og eksistere af sig selv i de Felter, hvor Menneskenes Iagttagelsesevner ikke er i Stand til at se klart eller skarpt? – Her er det jo ganske vist ikke Stole, Borde, Ure o. s. v., der er Tale om, men selve de levende Væseners Organismer, Detaillerne i Naturen, i Omgivelserne, i Universet. Men hvem tør paastaa, at disse Detailler ikke er intelligensmæssige, ikke er hensigtsmæssige, ikke er Led i store fornuftsmæssige Kombinationer? – Er det ikke Studiet af den Logik, Intelligens og Visdom, hvormed disse Detailler er opbyggede, der er Basis for de højeste videnskabelige Grader, Doktor- og Professortitler? – At være "Doktor" eller "Professor" er jo det samme som at have tilegnet sig selve "Naturens" egen "Viden" eller Intelligens i de specielle Felter, i hvilke man netop er blevet Professor eller Doktor.

Paa de Detailler, Menneskene har skabt, og paa de Detailler, "Naturen" har skabt, er der kun den Forskel, at de sidstnævnte er endnu mere videnskabeligt eller intelligensmæssigt opbygget end de førstnævnte.

Men naar de svageste og mindre intelligensmæssigt fuldkomne Detailler i Tilværelsen, de som Menneskene er i Stand til at overse, saaledes ikke kan blive til uden en "Skaber", hvordan skulde saa de største og mere komplicerede, intelligensmæssige Fremtoninger i vore daglige Omgivelser, som Menneskene ikke er i Stand til at overse, blive til uden en "Skaber", uden et tænkende, vilje-, intelligens- og følelsesmanifesterende "levende Noget"? – Umuligt! – Det ses jo her tydeligt, at al Benægtelse af "overfysiske" Realiteters Tilstedeværelse, og ved hvilken Benægtelse de nævnte Fremtoninger i Virkeligheden skulde have skabt sig selv, blive Udtryk for Intelligens og Følelse uden nogen eksisterende Hjerne og Hjærte, kun kan være en Paastand, der netop har sin Begrundelse i dens Ophavs manglende Evne til at overse Problemerne. Og det skyldes saaledes absolut udelukkende denne Omstændighed alene, at nævnte Ophav, i de Felter, hvor det ikke ser klart, kommer til at gaa lige paa tværs af Logikkens Love, og lever paa en Opfattelse, der er en hundrede Procents Modsætning til den Erkendelse, det forlængst har stadfæstet som en Kendsgerning indenfor de Felter, i hvilke det er fuldkomment eller er i fuld Harmoni med Logikkens Love.

Man ser saaledes her tydeligt den Disharmoni med Logikken, den Uvidenhed eller Naivitet, som afsløres gennem Materialisternes Benægtelse af en intelligens- og følelsesmæssig "Skaber" bag "Naturen", bag Tilværelsen, bag Universet, og hvorved de samme Materialister, om end ubevidst, kommer til at repræsentere den indirekte Paastand, at "en Ting kan skabe sig selv".

Saalænge man endnu kun er Materialist og benægter enhver "overfysisk" Realitets Tilstedeværelse i det levende Væsen, er man altsaa blottet for selve Tilværelsens Generallogik. Materialistens Opfattelse med Hensyn til det levende Væsens sande Identitet og overfysiske Analyser, med Hensyn til Naturen og Omgivelserne, med Hensyn til Universet og Tilværelsens dybeste Aarsag er fulstændig analog med en Opfattelse som denne, at Borde, Stole, Ure o. s. v. skaber sig selv. Og det er givet, at en Opfattelse, der er saa skrigende imod al Fornuft, ikke kan bestaa. Og vi er her ved en af Hovedgrundene til den tidligere nævnte videnskabelige Kursændring.

Medens den materialistiske Opfattelse saaledes ikke anerkender noget "overfysisk", og dens Ophav derved hovedsageligt indirekte benægter sin egen virkelige Eksistens eller det levende "Noget", der i Form af samme Ophavs Identitet oplever Livet, det der i Form af Jeg'et tænker, handler eller manifesterer Vilje, Intelligens og Følelse, og hvorved Materien eller "det Skabte" for samme Ophav derved bliver betragtet som det eneste realistiske, bliver det "Overfysiske" af de "aandeligt" indstillede Forskere observeret og erkendt som det eneste absolute Virkelige, som Tilværelsens "faste Punkt. "Aandsvidenskaben" følger altsaa Tilværelsens Generallogik, der gaar ud paa, at "intet kan skabe sig selv". Den skelner skarpt mellem "Skaberen" og "det Skabte".

For den fremskredne Aandsforsker er "Skaberen" altsaa en ligesaa realistisk Kendsgerning som "det Skabte". At denne "Skaber" eller dette usynlige "Noget" er en gammel Olding med hvidt Skæg, og som under Begrebet "Vorherre" paa en mægtig Trone sidder og dirigerer Verden, er en Opfattelse, der af den udviklede Aandsforsker naturligvis kun kan akcepteres som et "Symbol" paa den virkelige Kendsgerning. Men som Symbol er nævnte Opfattelse, som den udviklede Læser i Henhold til foranstaaende nu let vil forstaa, langt mere i Harmoni med Virkeligheden end Materialistens Opfattelse, der gaar ud paa, at Tingene bliver til af sig selv. Naturligvis er det levende "Noget" bag Naturen og Tilværelsen ikke en Olding, er ikke siddende paa en Trone af Træ eller Guld, er ikke et Væsen fremtrædende i en bestemt Form eller Skikkelse, men dette forandrer jo ikke den Kendsgerning, at der gennem alle synlige Manifestationer afsløres en vilje-, intelligens- og følelsesmæssig Udløsning, og at den højeste Logik i Tilværelsen tvinger os til at erkende denne Udløsning umulig uden Tilknytning til "et levende Noget", idet Materien, Stofferne eller Kemikalierne jo ikke kan tænke og handle, have Intelligens og Følelse.

Med Hensyn til "det levende Noget" ligger dets Analyser udenfor nærværende Artikels Ramme, og jeg maa derfor henvise Læserne til de kommende Bind af "Livets Bog", hvor disse Analyser vil blive udførligt demonstrerede og gøre "Skaberen" bag "Naturen" til en Kendsgerning. Ligeledes vil man gennem de samme Analyser faa at se, hvorledes alt i Naturen, hver en lille Detaille i de allermindste saavel som i de allerstørste kendte levende Væseners Organismer, saasom Organerne: Hjærte, Lunger, Lever, Nyrer, Aare- og Nervesystem, Tænder og Skelet o. s. v. er Resultater af forudgaaende Opfindelser, Tænkning og Planlæggelse. Ja, vi vil endog yderligere i de samme Bind faa at se, hvorledes de nævnte Detailler alle uden Undtagelse kan føre sin første Oprindelse tilbage til materielt-tekniske Værksteder og kemiske Laboratorier paa længst forsvundne Verdener og nu, gennem en umaadelig Udvikling, fremtræder for os i Dag som organiske Realiteter, der hver især for det kosmiske Klarsyn gør sin fjerne Opfinders Identitet til en ligesaa uomstødelig Kendsgerning, som de nuværende moderne Opfinderes Identitet gennem Dampmaskinen, Motoren, Flyvemaskinen, Telegrafen, Radio o. s. v. i Dag bliver til Kendsgerning for det almindelige jordiske Menneske. Endvidere kan det tilføjes, at det for det førnævnte Klarsyn ligeledes vil blive en Kendsgerning, at Nutidens moderne Opfindelser i Virkeligheden er identiske med den første spæde Begyndelse til Manifestation af Ideer til Organismer paa fjerne kommende Verdener langt fremme i Tiden.

Igennem foranstaaende er vi blevet Vidne til, at Livets højeste Logik tvinger Forskeren til at erkende "overfysiske" Realiteter ved det levende Væsen saavel som bag alle Former for Bevægelse eller Skabelse i Naturen. Og den førnævnte videnskabelige Kursændring vil altsaa bestaa deri, at Videnskaben efterhaanden bliver direkte indstillet paa disse "overfysiske" Realiteter i Stedet for paa de rent materielt-fysiske Realiteter, som den nu hovedsageligt er indstillet paa. Den ny Forskningsmetode vil saaledes være direkte indstillet paa "det levende Noget", hvis Eksistens Forskeren, i Følge den højeste Logik kommer til at erkende som Basis for al videre Forskning. Da Forskeren selv er identisk med dette "levende Noget", vil hans eget Liv jo være det Objekt, der ligger ham nærmest eller er mest tilgængeligt for denne Forskning. Den ny Forskningsmetode vil derfor mere og mere blive baseret paa Individets Kendskab til sig selv, dets Kendskab til dets egen overfysiske Natur, thi i denne overfysiske Natur ligger altsaa hele Livets Mysterium aabenbaret.

Den ny Videnskab vil efterhaanden blive fortrolig med, at Stjernetaagen i Mikrokosmos saavel som i Makrokosmos i sin Grundanalyse som Universets "Urstof" er nøjagtig den samme overalt i Verdensaltet paa samme Maade, som Vand er Vand overalt i den samme Flaske eller Krukke. Og ligesom man for at faa en Analyse af Vandet ikke behøver hele Flaskens Indhold, men kun en ganske lille Prøve af dette, saaledes behøver man heller ikke i den ny videnskabelige Forskningsmetode hele Universets samlede Stjernetaage for at erholde absolut Viden om dens sande Natur og Analyse. Her er en enkelt lille "Prøve" af denne ogsaa absolut tilstrækkelig. Og en saadan lille sand "Prøve" paa Universets Stjernetaage har ethvert levende Væsen medfødt i Form af dets egen Organisme og Bevidsthed, samt i dets Tilknytning til den Planet eller Klode, som det befinder sig paa. For et Jordmenneskes Vedkommende har det saaledes for sig i Form af Jorden en "Stjerne" i stort og haandgribeligt Format. Det kan saaledes ved at studere Jorden se Livets Udfoldelse paa en "Stjerne", der jo er den mindste Partikel i "Urtaagen", ganske uafhængigt af hvilken Størrelse den som Planet eller Klode saa end maatte sidde inde med.

At anstrenge sig for at finde Livets Hemmelighed eller Nøglen til Tilværelsens Gaade paa de langt mere utilgængelige mikroskopiske "Stjerner" eller "Atomer", fremmede Kloder eller Planeter er saaledes absolut overflødigt, er at "gaa over Aaen efter Vand", idet Gaadens Løsning i langt større og mere uhindret Form aabenbares gennem Jordkloden, der jo er den for jordiske Sanser af Forsynet tilpassede Aabenbaring af "Stjerners", Atomers, Soles og Planeters højeste Analyse.

Det samme gør sig gældende, hvis et Individ vil udforske en Mælkevej, der jo udgør en "Stjernetaage" eller en udstrakt Kombination af Stjerner. Her skal det ikke rette sit fysiske Syn ind paa en Mælkevej ude i Verdensrummet. Den er altfor utilpasset til de jordiske Sanser, hvilket fremgaar tydeligt deraf, at den overfor en saadan Indstilling af Sanserne aldrig nogen Sinde vil komme til at afsløre anden Analyse end en Samling Stjerner, Stjernetaage, lysende Materie. At se Mælkevejen som en Samling Stjerner eller lysende Taage er jo ikke nogen Grundanalyse, det giver absolut intet Billede af Universets Hemmelighed eller Livets Mening. Nej, Individet maa rette Blikket ind paa det Mælkevejssystem, der af "Guds Korrespondance" er tilpasset til dets Sanser eller Iagttagelsesevner. Og et saadant "Mælkevejssystem" har Individet i sin egen – Organisme, – der jo i Realiteten ikke alene er "en Samling Stjerner", men ogsaa viser denne "Samling Stjerner"s Bestemmelse, Hensigt og Formaal. Og den Grundanalyse, som Forskeren saaledes her kommer til, gælder for en hvilken som helst selvstændig Stjernetaage. Dette vil altsaa igen sige, at Stjernehimlens utallige Mælkevejssystemer alle uden Undtagelse er identiske med levende Væseners Organismer, synlige for Individet i saa stort et Kæmpeformat, at de enkelte Atomer og Elektroner i Form af Solsystemer og Planeter i disse Organismers Stof bliver synlige. Materiens "Urtaage" er her blevet til "Guds Korrespondance". Naar Individet i sin daglige Tilværelse har for sig Stof, Materie, Former og Ting, Landskaber, Hav og Himmel, levende Væseners Organismer o. s. v. vil det altsaa sige, at det for sit Syn har "Urtaagen" i et saadant Kæmpeformat, at dens enkelte Stjerner, Atomer, Elektroner her forsvinder i Mængden. Og det er altsaa denne Mængde, der gør "Urtaagen" synlig som "Stof", som "Materie". Og gennem Materien formes saa igen de daglige Detailler i Individets Oplevelse af Livet. Oplevelsen af Livet bliver saaledes identisk med Guds Afsløring for Individet af Stjernetaagens, Mælkevejenes, Atomernes og Elektronernes eller Mikrokosmos' og Makrokosmos' Hemmelighed. Men denne Afsløring er jo det samme som Afsløringen af det levende Væsens Hemmelighed, Mystik og Identitet.

I Kraft af evige Love ligger det saaledes indenfor Mulighedens Grænse for det fremskredne levende Væsen at se Materiens eller Stoffets Grundanalyse eller "Urtaagen" ved at rette Blikket mod Himlen, mod Stjernerne, og Stjernernes Hemmelighed, Bestemmelse og Formaal ved at rette Blikket mod Jorden, mod Materien, mod Stoffet, mod Blodet indtil en saadan Grad, at man atter ser "Urtaagen", Stjernerne, Solene eller den lysende Periferi, der altsaa i dette Tilfælde vil sige Atomerne og Elektronerne eller Mikrokosmos.

Al Forskning, al Afsløring af Universet, eller "Guds Tale" til det levende Væsen, til Forskeren kan saaledes kun finde Sted mellem de to lysende Periferier: Stjernetaagen i Makrokosmos og Stjernetaagen i Mikrokosmos. Indenfor disse to Periferier fremtræder det levende Væsen, der jo igen er den mest fuldkomne "Undersøgelsesprøve" paa "Urtaagen" eller det absolute eneste sande Undersøgelsesobjekt for Udforskning af selve Livets Mening og Tilværelsens dybeste Aarsag. Det levende Væsen rummer altsaa i sig Løsningen paa alle Universets Hemmeligheder. Det er selv et Univers, og dets Analyse som saadan er alle Universers Grundanalyse. Det er selv en "Guddom" i dette Univers, hvilket Biblen jo ogsaa bekræfter i sin Sætning "I ere Guder". Og denne dets Analyse som "Guddom" vil give et Indblik i "Guders Analyse".

Alle levende Væsener har saaledes i deres egen Analyse Universets absolute ufejlbarlige Grundanalyse. At komme til denne absolute sande Analyse af sig selv er altsaa det samme som at komme til Løsningen paa Universets Mysterium, der jo igen er det samme som Afsløringen af Livets Gaade. At komme til denne Afsløring er Maalet for "Guds Korrespondance". Denne "Korrespondance" foregaar altsaa gennem Individet selv, er dets egen Oplevelse af Livet. Denne Oplevelse fortoner sig i "Stjernetaage", dels nedad i Mikrokosmos, dels opad i Makrokosmos. Indenfor disse to gyldne Rande og i Harmoni med den her skitserede naturlige Forskningsmetode skal jeg i det efterfølgende føre Læseren ned gennem Mikrokosmos og her lade ham blive Vidne til den Lidelse og Kval, til den Rædsel og Smærte, til den Undergang og Død, som en Ligbrænding afstedkommer her i disse smaa Regioner eller Zoner, overfor hvilke han selv i Realiteten er en Guddom. Og yderligere gennem det samme Syn lade ham blive Vidne til, hvorledes denne hans Identitet endnu kun er at betragte som temmelig ufuldkommen, grumset og uren, saalænge han ikke tager Afstand fra den Form for Overtrædelse af det femte Bud eller Kærlighedsloven, der kommer til Udløsning gennem Ligbrænding.