Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Søndag Morgen den 5. Oktober gled Withus stille ind i Døden. Meddelelsen herom traf os ikke uforberedt. Gennem de snart mange Maaneder, Withus maatte tilbringe paa Hospitalet, Maaneder, indenfor hvilke vi svingede mellem Haab og Frygt, blev det os tilsidst klart, at det bar mod Afslutningen. Withus' Lidelser var tilsidst saa store, at det var umuligt ikke at bede om, at det snart maatte være forbi, og at han maatte faa Fred. For ganske kort Tid siden blev han overført til Aarhus Kommunehospital, og da jeg besøgte ham der Mandag den 29. September, blev jeg klar over, det nu kun drejede sig om Dage. Men selv ved denne sidste Samtale, hvor Withus skiftevis var klar og skiftevis bevidstløs, aabenbarede han en saadan Sjælsstyrke og en saadan Glæde ved at kunne skimte Afslutningen, at det maatte efterlade det dybeste Indtryk af en Sjæl, i hvem Lidelsen havde fuldbyrdet den højeste Forædling.

Men Withus selv? Hvordan tog han den Skæbne, Livet gav ham? Jeg husker mit første Besøg hos ham, som var det i Gaar. Jeg var beklemt, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulde sige. Jeg var inderst inde klar over, at hans Liv nu stod paa Spil, men hvormeget vidste han selv, og hvor stærk, rent aandeligt, var han? Jeg kunde have sparet mig enhver Bekymring. Som jeg selv oplevede det, kom vi alle til at opleve, at et Besøg ved Withus' Sygeseng, selv under de for ham smerteligste Omstændigheder, var en Oplevelse af usædvanlig Natur. Sjældent har et Menneske skelnet skarpere mellem sig selv og sin Krop end Withus. Selv havde han det, som han Gang paa Gang udtrykte sig, storartet, noget anderledes var det med Kroppen, den opførte sig mindre tilfredsstillende. Vi ved alle, at han har lidt ganske forfærdeligt, men vi ved ogsaa, at han simpelthen nægtede os Ret til at deltage i disse Lidelser. De var hans, og han viste os, at han kunde bære dem.

Et Sygeleje kan være en Pine, men det kan ogsaa være en Inspiration. Withus underviste os ganske simpelt i Kunsten at være syg, og i Kunsten at dø paa den rigtige Maade. Der boede i dette spinkle Legeme en Aand af usædvanlige Dimensioner. Der levede i hans Hjerte en lille "leende Fryd", som intet kunde kue eller trodse. Selv naar Smerten sled ham haardest, gjorde den ham ikke saa fattig, at der ikke kunde blive Raad til et lille skævt Smil.

Hans Glæde over at have mødt Martinus' Arbejde er velkendt. Det gav ham Fred i Sindet, og det gav ham en uafladelig kunstnerisk Inspiration. At Martinus' Arbejde paa sin Side staar i stor Gæld til ham, og at vi her daarligt kan se, hvordan vi skal undvære ham, nævner jeg kun, fordi han i den Grad havde forbundet sig med os, at jeg ikke i Øjeblikket helt kan forstaa, at hans smittende Latter virkelig har lydt for sidste Gang i dette Hus, hvor hans lille Tegnestue var et af de mest besøgte Rum.

Frygt for Døden kendte Withus ikke. Han lagde ikke Skjul paa, at han gerne vilde leve, men skulde Døden komme – og tilsidst ønskede han den brændende – betød den ikke for ham nogen tragisk Afslutning paa et ellers saa lovende Liv, men derimod blot en Indgang til den Frihed, som var en saa uadskillelig Del af hans Sind. Vi andre bøjer vort Hovede ved hans Baare i dyb Tak, for hvad han var for hver af os, men i vort Hjerte ønsker vi ham til Lykke med, at hans Lidelsesbæger endelig er tømt, og at han nu "bag lukkede Øjenlaag véd det, som enhver, der er segnet, maa vide!"

Ved mit sidste Besøg ved hans Sygeleje, bad han mig bringe Dem alle en kærlig Hilsen fra ham, "husk nu dem alle!" sagde han. Og saa tilføjede han lidt efter, hen for sig selv: "Martinus' Arbejde var dog det største, jeg mødte!" Det blev hans sidste Ord til mig, derefter gled han over i Bevidstløsheden, og jeg maatte gaa. Men jeg tog disse Ord som en Hilsen fra ham, og jeg bringer dem med disse Linier videre til hver eneste af hans Venner!