Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1947/3 side 16
 
Fremsyn
Bellamy: Tilbageblik Aar 2000.
CARIT ANDERSENS FORLAG. Pris Kr. 8,75.
Her er en bog, De bør læse. Forfatteren beskriver i romanform en samfundsordning som paa mange punkter tangerer LB IV kap. (Et internationalt verdensrige under skabelse). Bogen udkom i Amerika allerede i forrige aarhundrede og er siden genoptrykt i adskillige oplag.
Forfatteren kommer ind paa næsten alle omraader indenfor samfundsorganismen. Bl. a. beskriver han, hvorledes varedistribueringen finder sted. Varerne ledes ad enkle og direkte baner mod sit maal, akkurat som vi kender det indenfor det internationale postvæsen – ikke som nu efter et varefordyrende zig-zag-system. I det nye samfund er pengene afskaffet til fordel for et kvitteringssystem. Selve værdiberegningen løser forfatteren paa en saare genial maade.
Af interessante kapitler kan iøvrigt nævnes: Opdragelse og undervisning, kvindens stilling, retsvæsen, forfatterskab osv. Til slut skal lige nævnes, at verdensborgeren i det nye samfund ved sit fyldte 45. aar, hvis han ønsker det, kan udgaa af de pligttjenendes rækker for helt at hellige sig sine interesser, som han naturligvis har haft rig lejlighed til at pleje og udvikle. Hans "indtægter" er de samme som før, ikke som almisse, men som en selvopsparet ret.
F.
 
Om Inspiration
Nils-Olof Franzén: Hur stora Författare arbeta.
NATUR OCH KULTUR. 202 sider. Pris sv. kr. 8.–.
Selv om De ikke tragter efter at blive forfatter, og selv om De muligvis ikke har interesse for aandsvidenskab, kan Franzéns bog anbefales Dem som en levende underholdning.
Men derudover har bogen særlig interesse ved sin belysning af det omraade, vi vilde kalde inspiration fra den aandelige verden.
Alle forfattere er i større eller mindre grad afhængige af inspirationens pludselige greb i dem. Saa skubbes alle ydre vanskeligheder – i en del tilfælde endog den mest plagende sygdom – tilside, og forfatteren skriver eller dikterer aandeløst, hvad han føler eller ser for sig. Bagefter husker han ofte slet ikke, hvad han skrev. Som et særlig ejendommeligt tilfælde kender man Karin Michaëlis, der jo begyndte at skrive sine bøger, fordi trækninger og uro i højre arm ligefrem tvang hende dertil.
Men forud for inspirationen gaar for mange et stort forberedende arbejde med at lære det millieu at kende, der skal skildres. Og bagefter kommer kampen og sliddet for at rette og pudse af, for at opfylde sine forpligtelser overfor forlæggere og stoppe munden paa kreditorer. Saaledes former samarbejdet sig mellem den aandelige verden og det jordiske redskab.
Vi kan alle trænge til at se, at inspireret arbejde ikke er letkøbt, men kræver meget af sit redskab. Denne lille, letlæste bog giver en god belysning heraf, og at dens materiale er omfattende ser man derved, at dens navneregister tæller 94 forfattere fra alle tider.
d.
 
Tidsmaskinen
Egon Friedell: En Rejse med Tidsmaskinen.
SAMLERENS FORLAG. 130 sider. Kr. 5,35.
Ligesom C. S. Lewis: Fra den tavse Planet er dette en fantasiroman, og den lader ikke den første meget efter i spændende underholdning.
Friedell, der af de fleste er kendt p. g. af sine mesterlige kulturhistoriske værker, har her boltret sig i fantasiens verden og anvendt moderne matematiske udtryk med en saadan selvfølgelighed, at man næsten forfalder til at tro paa tidsmaskinens videnskabelighed.
Den "tidsrejsende" befarer med denne vidunderlige maskine fremtiden, og beretningen herom giver Friedell lejlighed til en vittig og rammende samfundssatire; ogsaa fortiden forsøger den "tidsrejsende" at udforske, men her sker der noget, der lader ham forstaa, at – "naar man altid kun gør ydre erobringer i verden, enten det nu er i rummet eller i tiden eller i en anden dimension, saa forsømmer man derved at gøre den eneste erobring, som lønner sig, ja, den eneste, der overhovedet er mulig: erobringen af ens eget jeg".
En fornøjelig og underholdende bog med det nødvendige kvantum alvor som ballast.
M. M.
 
Psykologi
Swami Akhilananda: Hindu Psychology. Pris d. Kr. 15,–. Tilsendt fra Arne Frost Hansens Boghandel.
Her skal kort gøres opmærksom paa ovenstaaende klare og kortfattede sammenligning mellem vestens og østens filosofi. Disse sammenligninger falder jo sjældent ud til vor fordel – men de er lærerige. Alene dette at man i østen sætter den kosmiske bevidsthed som psykologiens centrum og højeste maal giver en anderledes samling og klarhed over et psykologisk system end vi er vant til hos vestens famlende profeter. – Og man maa undres over, at vestens videnskab har raad til ringeagt for østens aartusindgamle prøvede tænkning og øvelse.
Bogen maa stærkt anbefales, fordi den giver en fornuftig oversigt i et letfatteligt sprog over bevidsthedsomraadets inddeling og dets udvidelse ved meditation til kosmisk bevidsthed.
d.