Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1947/2 side 16
C. S. Lewis: Fra den tavse Planet.
SAMLERENS FORLAG. 230 sider. Kr. 8,75.
En spændende, ejendommelig og interessant bog, der med omtrent lige stort udbytte kan læses af to helt forskellige læsertyper.
Det er en moderne Jules Verne-roman, en beretning om en fantastisk rejse ud i rummet til en anden af vort solsystems planeter. Tre mænd forlader med rumskibet jorden – den ene som de to andres fange – og lander paa planeten Mars; tre jordiske mennesker: en videnskabsmand, hensynsløs i forfølgelsen af sin forsknings maal, hans hjælper, en charlatan og lykkejæger, og deres fange, en sprogforsker, der "tilfældigt" har faaet afbrudt sin feriefodtur gennem England paa denne voldsomme maade.
Deres oplevelser paa planeten, deres møder med dens indbyggere, med dens "højeste væsen", og deres fortvivlede forsøg paa at naa tilbage til jorden, udgør en roman, der tilfredsstiller ethvert krav om spænding, og man lukker bogen med et ønske om, at der havde været endnu et par kapitler.
Og saa den anden side af bogen.
Camoufleret under denne fængslende "rejsebeskrivelse" har forfatteren lagt en samfunds- og menneskesatire, der rammer dybt i tidens problemer.
I mødet mellem den fremmede planets indbyggere og jordmennesket viser forfatteren, hvor primitivt og barbarisk, hvor inhumant og snæversynet, det jordiske menneske stadig er, trods sine mange imponerende tekniske fremskridt.
Vi møder et samfund, hvor de saakaldte "psykiske" eller "aandelige" væsener færdes mellem de mere "fysiske" og griber vejledende ind i deres liv, vi møder samfundets leder, der er et lysvæsen af en saadan renhed, at jordmennesket ikke kan sanse ham med sine primitive sanser, kun "fornemme" hans tilstedeværelse og høre hans spørgsmaal.
– – –
Det er en bog, der kan anbefales til alle, der interesserer sig for menneskets problemer.
(Bogen er tilsendt fra forlaget til anmeldelse).
M. M.
Bøger modtaget fra forlagene til anmeldelse:
Finn Methling: In Extremis. Hagerups forlag.
Arthur Koestler: Yogien og Kommissæren. Samlerens forlag.
Emery Reves: Fredens Anatomi. Branners forlag.