Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus' mission på planeten Jorden var sikkert ikke bare at opstille en teoretisk tankekonstruktion, som var så logisk sammenhængende, at den var intellektuelt eller tankemæssigt uangribelig. Nej, selve meningen med hans gerning må jo have været, helt på linie med verdensgenløsningsprincippet, at det almindelige menneske ved hjælp af hans analyser, fra det niveau hvor hver enkelt nu befinder sig, skulle få lidt lettere ved at finde sig selv og derigennem i den udstrækning, man har interesse for det, på bedste måde kunne fremme sin egen åndelige udvikling. Med hensyn hertil mener jeg, at det er nødvendigt, at det åndelige udbud, den åndelige næring i form af Det Tredie Testamente, præsenteres i "nærkontakt" med den livssituation, som det interesserede menneske befinder sig i. Hvis man ikke kan se nogen direkte sammenhæng mellem analyserne og den virkelighed, man oplever, så bliver det hele jo uinteressant.

Når jeg nu taler om den enkeltes oplevelsesmæssige virkelighed, så er den jo et resultat, en frugt af væsenets tidligere erfaringer. Eftersom intet levende væsen kan have eksakt samme erfaringer som et andet, så kan to væsener heller ikke have en identisk oplevelse af virkeligheden. Man anskuer altså tilværelsen ud fra forskellige perspektiver. Disse perspektiver kan ligge langt fra hinanden eller nær hinanden, men de kan aldrig være identiske. Det er derfor ganske nytteløst at forsøge at indpode sin egen sandhed i en andens bevidsthed. Spørgsmålet om, hvem der har den rigtige eller den forkerte virkelighedsopfattelse, bliver nødvendigvis meget vanskeligt at besvare.

Lidt tilspidset kan man sige, at den eneste, der har ret, det er den, som hævder, at ingen har uret, når man tænker på, at ingen kan bedømme virkeligheden ud fra noget andet perspektiv end fra sin egen mentale horisont.

Men vil det så betyde, at der ikke findes nogen absolut virkelighed? Eksisterer bare disse subjektive opfattelser, som jo da må betragtes som illusioner, eftersom de dels ikke er almengyldige og dels ikke er bestandige, når man tænker på, at vort oplevelsesperspektiv hele tiden forandres. For vor virkelighedsoplevelse er jo ikke statisk. Den forandres kontinuerligt som en følge af de erfaringer, vi gør. Jo, naturligvis må der findes en absolut virkelighed. En virkelighed, der legitimerer alle vore illusioner. Spørgsmålet er bare: hvordan kan man nå denne virkelighed? Hvor finder man et urokkeligt fundament, som sandhedssøgeren kan stå på?

Ja, det paradoksale er, at så må vi forsøge at forestille os den evige realitet, som ikke kan opleves. Nemlig vor eget jeg. Men så siger ordensmennesket, at vist kan jeg opleve mig selv. Jeg kan opleve, at jeg har det godt, eller at jeg er forkølet, eller at jeg befinder mig det ene eller andet sted. Så vist kan jeg opleve mig selv. Men hvad er det da, man oplever? Jo, det er den livssituation, som man netop da befinder sig i. Man må altså skelne mellem den virkelighed, som man netop nu oplever, og det noget, som oplever denne virkelighed. Og det er dette oplevende noget, altså selve vort jeg, som er det faste punkt i tilværelsen. Det er kun her i vort inderste, at oplevelsen af tilværelsen kan finde sted. Derfor er det kun her, at den grundlæggende kontrast mellem det faste punkt og bevægelsen foreligger. Alt skabt udgør jo en form for bevægelse. Intet skabt, det være sig en fysisk ting, en tanke, en opfattelse eller en følelse, forbliver jo uforandret den samme. End ikke den hårdeste bjergart er nogen undtagelse, det er bare et spørgsmål om tid. Men jeget, det faste punkt, forandres ikke, det gør kun dets oplevelse af tilværelsen.

Men hvad er tilværelsen da egentlig? Ja, den er intet andet end den forestillingsverden, som jeget skaber til sig selv for at kunne opleve livet. Det er jo denne illusion af virkeligheden, vi lever på. Men skal da dette faktum ses som noget mindreværdigt? Nej, slet ikke. Det er jo gennem denne illusion, vi bliver herrer over materien. Det er jo her vi, i kraft af vor frie vilje, kan tilfredsstille vor mentale sult. Det er her, vi kan afprøve livslovene og derigennem udvide vor bevidsthed. Det er i denne illusion, vi gennem sult- og mættelsesprincippet er garanteret en stadig fornyet livsoplevelse, ja, kort sagt, den udgør faktisk forskellen mellem liv og død i universet. Og dermed kan vi også konstatere, at denne illusion er en væsentlig del af virkeligheden.

Således ser det jo ud som om, det ville afhænge ganske meget af os selv, om der skal blive nogen livsoplevelse eller ej. Men vi behøver ikke bekymre os. Der er faktorer i tilværelsen, som ligger uden for den frie viljes kontrol, evige principper, som intet levende væsen kan påvirke. Disse faktorer eller principper kunne man kalde Guds bevidsthed, eftersom de tilsammen befordrer hundrede procent kærlighed. Det mest grundlæggende af disse evige principper er urbegæret. Det fungerer hos jeget som en absolut lyst til at opleve livet. Martinus beskriver urbegæret som den første udadgående bevægelse fra det faste punkt. Urbegæret udgør på den måde den inderste forbindelse mellem jeget og dets skabeevne. Det er her, vi kan tale om livets mindste byggesten, dem, vi aldrig vil kunne komme til at finde i materien. På den anden side er jeget, dets skabeevne, og det af jeget skabte, uadskillelige enheder. De kan aldrig forekomme hver for sig, men udgør sammen det levende væsen som et treenigt princip.

Men nu vil jeg gå tilbage til den livssituation, som vi hver især befinder os i. Hvordan bliver Martinus' kosmologi en inspirationskilde for os i vor oplevelsesmæssige virkelighed? Ja, først må det da konstateres, at den ikke kan blive en inspirationskilde for alle mennesker. Og her er det jo fristende at henvise til, at man jo ikke kan tale med en sumpskildpadde om havet. Men jeg har en mistanke om, at alle vi, som ikke har kosmisk bevidsthed, er sumpskildpadder. Den eneste forskel tror jeg er, at nogle af os kan forestille os, at havet findes, medens andre ikke kan det og ej heller har nogen interesse for, om det findes eller ej. Og jeg mener også, at det forhold skal man være forsigtig med at lægge nogle som helst udviklingsmæssige aspekter i, for her handler det om interessen og evnen inden for et vist mentalt område og meget mindre om en moralsk standard. Når det er sagt, kan vi koncentrere os om, hvad der i virkeligheden var Martinus' mission på denne planet.

Ja først kan man vel konstatere, at hans fremtræden, ligesom al verdensgenløsning gennem tiderne, var synkroniseret med udviklingen på Jorden. Han udfylder et vakuum, som er begyndt at opstå i menneskehedens bevidsthed. Præcis som Jesus i Palæstina på den tid, hvor folk var begyndt at blive mætte af krig og vold, kunne få sit kærlighedsbudskab til at slå rod og overleve, så kan Det Tredje Testamente i dag, takket være den intellektuelle udvikling, inspirere os til ikke bare at tro på kærlighedsbudskabet, men at opleve det som videnskab. Præcis som Jesus på sin tid, med sit alternativ, kunne udfylde det vakuum, der opstod ved at folk var mætte af volden, så kan Martinus i dag, med sit alternativ, udfylde det vakuum, som nødvendigvis opstår i bevidstheden, når trosevnen degenererer til fordel for den analytiske evne.

Det bliver meget tydeligt, set fra dette perspektiv, hvor godt beskyttede vi er af Forsynet. Vi får kontinuerligt den form for åndelig næring, som tjener vor åndelige vækst bedst. Netop når evnen til autoritetstro degenererer i takt med, at den ensidigt intelligensmæssige udvikling kulminerer, kommer vi i kontakt med en form for åndelig næring, som kan attrahere intellektet, fordi den har form af videnskab, en kærlighedsvidenskab. Men den videnskab kan vi aldrig udforske alene ved hjælp af intelligensen. Her må vi også stole på vor følelsesevne. For så længe vi kun anvender vor intelligens til at raffinere vore dyriske egenskaber, til at konstruere mere og mere effektive våben eller i det hele taget til ikke almennyttig virksomhed, så længe bygger vi en slags Babelstårn, som ville komme til at falde sammen, længe før det når op til himlen. Derhen kan vi bare nå ved at udvikle vor menneskelige side, dvs. ved at bekræfte vor humane og altruistiske evne. Og eftersom vi ikke længere kan føres frem gennem autoritetstro, så kan vort åndelige engagement og vor interesse kun stimuleres af forstandsmæssigt tilgængelige forklaringer på tilværelsens mysterium. Det bliver på den måde kun vor egen bevidsthedsmæssige udvikling, der kan blive vor "frelse".

Så kan man spørge sig selv, om det er muligt at forcere denne bevidsthedsudvikling. Kan man træne til at blive et bedre og mere humant menneske? Ja, formodentlig, hvis de rette forudsætninger er tilstede. Dvs. hvis man er mæt af at være egoistisk og virkelig begynder at længes efter en anden levemåde. For det er kun gennem vor egen inspiration, vi kan forandres. Et menneske bliver, hvad det tænker, siger Martinus jo. Det må altså have en betydning, hvilke bevidste valg vi gør i forskellige situationer, hvordan vi fx møder et angreb, eller om vi vælger vor egen bekvemmelighed i stedet for at støtte andre. Kort sagt, hvilke egenskaber hos os selv vi vælger at fremme og udvikle. Hvordan vi selv har det, kommer også til at afhænge af, hvilke valg vi gør. Formodentlig har vi det bedre, hvis vi oplever, at vi har handlet i niveau med vor mentale standard, end hvis vi har reageret refleksmæssigt på en mere primitiv måde. Ikke at udnytte sin mentale kapacitet fuldt ud, altså sin kærlighedsevne, det betegner Martinus som mental dovenskab. Så kan man naturligvis spekulere på, om en sådan dovenskab forsinker udviklingen. Men i den udstrækning, den ikke skulle gøre det, så må det jo dog indebære, at vi har brug for, og også får et ekstra spark, for at kunne følge med.

 

Oversættelse HL