Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2002/9 side 204
Arbejdsuge i Klint
Læg efterårsferien forbi Klint
Har du tid til at arbejde og være sammen med spændende mennesker, kunne du overveje om det ikke var en god ide at tage op til Martinus Centret i efterårsferien.
Vi starter søndag d. 13. oktober og slutter søndag d. 20. oktober. Du er meget velkommen til at være her hele perioden, men du er også fri til at vælge de dage, der passer dig. Der er mange forskellige arbejdsopgaver fx havearbejde, malerarbejde, rengøring og snedker-/tømrerarbejde. Du skal ikke være ekspert, men det gør ikke noget om du er praktisk anlagt. Efterårsarbejdet er et fælles projekt, hvor vi lægger vægt på et godt og inspirerende samarbejde samtidig med, at vi kan få løst mange praktiske opgaver. Vi regner med at arbejde i ca 5 timer om dagen. For den indsats tilbyder vi gode værelser, så vidt muligt med eget bad og toilet. Desuden vil der hver morgen være nogle spændende båndforedrag af Martinus, og om aftenen vil vi invitere nogle at centrets foredragsholdere til at komme og tale om forskellige åndsvidenskabelige emner. Vi tilbyder også te, kaffe og brød om formiddagen, og om aftenen er der fællesspisning til kostpris og hyggeligt samvær.
Martinus center
Martinus Centret har i næsten 70 år dannet ramme for interesserede i Martinus Kosmologi, og i lige så lang tid er Centret blevet vedligeholdt, takket være frivillig arbejdskraft.
Klintudvalget, som bl.a. koordinere mange arbejdsopgaver, er i gang med at planlægge et større renoveringsarbejde af de gamle bygninger og sommerhuse. Derfor bliver der både i efterårsferien og i kommende arbejdsweekends brug for mange frivillige hænder. Vi ses i Klint!
Eigil Kristensen