Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Da Svend Åge Rossen bød velkommen til mindedagen i Klint år 2001, var der to gode sammenfald. Den faldt på Martinus´ fødselsdag den 11. august, og det var 80 år siden, Martinus gennemgik sin åndelige indvielse eller den store fødsel.

Den kosmiske bevidsthed, som Martinus fik i Marts måned 1921, gav ham evnen til at se livets evighedsnatur. Han så, at intet er tilfældigt. Hvert eneste menneskes liv følger en udviklingsbane, som er bedst for det, og at Gud er med hele vejen, så intet kan gå galt.

Men Svend Åge Rossen lod også tankerne gå tilbage til de fattige og primitive forhold, som Martinus levede og arbejdede under i 20´erne. Han boede dengang på et lille værelse på Pile Allé i København, omkring et lille rundt bord måtte han tegne sine symboler, og på et tidspunkt måtte han skrive sine analyser på indpakningspapir. Men han fik gode venner, som værdsatte hans analyser. De skaffede ham en bedre lejlighed, og han begyndte at holde foredrag. Der skabtes i 1935 et center i Klint, og Martinus Institut på Frederiksberg blev købt i 1943.

Svend Åge Rossen fortalte os også om den historiske baggrund for, at Martinus kalder sit værk Det Tredie Testamente, og hvorfor det er vigtigt kun at tale om Martinus, hvor man mærker, der er grobund for hans tanker.

Han citerede fra slutningen af Livets Bog, bind 2, hvor Martinus taler om kirkehelligdommen og skolehelligdommen, og at kosmologien skal blive uddannelsesinstitutionernes fundament og grundlag. Sin store taknemmelighed over at have mødt analyserne udtrykte Svend Åge Rossen bl.a. ved til slut at sige: "Hvorledes det treenige princip virker, hvorledes talentkerneprincippet virker, og ikke mindst forklaringen på jeget og bevidstheden, har været en så stor inspiration for mig, at jeg har arbejdet med disse spørgsmål hele livet. Det har også været en stor glæde at få lov til at give disse analyser videre til andre mennesker. Dette arbejde har givet mit liv indhold, ja, ikke blot mig, men også min kone og vores børn, så jeg har haft nemt ved at klare de stød, som livet giver på forskellige områder".
 

Fra rådet mødte Ole Therkelsen op og takkede for al den frivillige arbejdskraft, der er blevet ydet i året, der er gået, og takket være de mange pengegaver og testamentariske gaver, heriblandt 2 sommerhuse, går Instituttets økonomi rimelig godt.

Det sidste år har Ideal-fonden bevilliget udlodninger til opførelsen af den nye pavillon og til oversættelser på engelsk, spansk, ungarsk og kinesisk. Ideal-fonden kan også støtte foredragsrejser og bogudgivelser i udlandet og herhjemme. I det forløbne år skete der det usædvanlige, at 4 rådsmedlemmer på kun 2 måneder forlod rådet. Ib Schleicher havde været med i rådet i 36 år, Aage Hvolby havde været med i 28 år, og Grethe Brinkhard, der var formand for rådet i 20 år og forlod det fysiske plan i juli måned, var medlem af rådet i i alt 26 år. Alle fik de en kærlig og uforbeholden tak for deres store arbejdsindsats og trofasthed over for rådet i alle disse år. Også Eigil Kristensen fik tak for sine 6 år i rådet og for sin store arbejdsindsats. Ole Therkelsen præsenterede det nye råd, som nu er: Willy Kuijper, som er ny formand, Henrik Hedegård, Sven-Erik Rævdal, Torben Søe og Ole Therkelsen selv.
 

Efter rådsberetningen læste Pauline Rehné meget smukt op fra artiklen Getsemane Have. Getsemane Have er beretningen om Jesu sjælekamp, der førte til, at han overgav sig til myndighederne og lod sig korsfæste. Martinus beretter om den indre skjulte sandhed, der viser os, hvorledes et menneske, gennem sit forhold til Guddommen, er i stand til at kæmpe sig igennem den dybeste sorg, modgang og håbløshed, og vinde sejr over selve mørkets kulmination. Det er denne kerne i beretningen, der har betydning, idet den gør Getsemane Have til navnet på en åndelig situation, der betyder alt. Begivenheden udgør i virkeligheden en beretning om et åndeligt stadium, i hvilket et menneske kan opnå at besejre frygten for sin egen tilintetgørelse eller død, og uden angst overgive sig til Guds vilje. Tænk, hvilket stadium således sjæleligt at have overvundet al mørk skæbne og i enhver form for ulykkelig tilstand at kunne hæve sit blik imod Guddommen og være mest lykkelig ved at sige: "Fader! ske ikke min, men din vilje" og "Fader! I dine hænder befaler jeg min ånd!"
 

Det var lidt af et chok for Ole Lemmeke, da Ole Therkelsen i Januar ringede ham op og spurgte, om han ville komme til mindedagen og fortælle om sin indfaldsvinkel til kosmologien. Og lige siden har han stort set tænkt på det hver dag og gjort sig mange overvejelser om, hvad han skulle sige.

Et tema blev dog ved med at trænge sig på. Da Ole Lemmeke var 1 år gammel, blev han indlagt på hospitalet i 3 uger og isoleret fra sine forældre. Denne oplevelse skabte en utrolig længsel i ham, så han mange år frem led af hjemve i snart sagt en hvilken som helst situation, han blev sat i. Men senere skabte det også en evne hos ham, når han var meget træt eller var syg og havde feber, til at kunne bringe sig selv i en situation, hvor væggene, gulvet, taget, hans krop, voksede og blev enormt stort, og han kunne forsvinde ud i en eller anden salighedsoplevelse.

I 4. klasse, da han var på lejrskole, blev han hentet af sine forældre på grund af hjemve. Han fortæller: "Da jeg kom hjem, kunne jeg huske denne her store længsel, jeg havde haft. Der var ligesom en tomhedsfølelse. Jeg kunne ikke rigtig forstå det. Jeg cyklede ud til stranden og kiggede ud over vandet og ud mod Klint (som han boede i nærheden af), men jeg længtes efter et eller andet større, et eller andet guddommeligt". Den store længsel satte sig over i at blive en søgen, og søgen har jo i sig en aktiv handling.

For 11 år siden faldt han over en artikel om Martinus, og den gjorde et uudsletteligt indtryk på ham, og han gik i gang med at læse Livets Bog. "At møde kosmologien", sagde Ole Lemmeke bl.a., "var som at få nogle matematiske formler stukket i hånden, at få et overblik, og for mig imødekommer kosmologien dette store behov for forståelse, viden, klarhed, indsigt og vejledning."

Inden pausen sagde han: "Man må øve sig i, at "blokke" sine humane anlæg ud, så man øver sig i at behandle andre, som man gerne selv vil behandles. Og når man befinder sig i sine mere eller mindre store eller små "Getseman'er", så må man jo sige: "Ske ikke min, men din vilje, for din vilje er også min."
 

Efter pausen skulle vi høre et svensk foredrag.

I 1954 hørte Sigurd Westerlund et introduktionsforedrag om kosmologi i Stockholm, og samme år åbnede han Martinus centeret i Lidingø (Stockholm). Første gang Martinus besøgte centeret var i 1957, og i perioden 1962-1969 havde Martinus foredragsrejser i Sverige.

Sigurd Westerlund syntes, det var et eventyr at møde Martinus, og berettede bevæget om deres møder og hyggelige ture i naturen. For mange år siden tog han også Martinus med ud i et filmstudie, hvor der var en glad og løftet stemning. "Glæden, det lyse sind, latteren," sagde Sigurd Westerlund, fascinerede Martinus. Så da de skulle videre, ville Martinus ikke gå. Han ville gerne blive lidt længere. Sigurd Westerlund rundede sit foredrag af med, meget bevæget, at mindes det sidste og meget inspirerende foredrag af Martinus i Falkoner-centeret. Igen i år stillede Lili Olesen og Ingrid Holck op med 2 dejlige musikstykker. Før hvert musikstykke fik vi også præsenteret et citat af Martinus, der passede til de udvalgte stykker musik. Det første stykke var af J. S. Bach, de 2 første satser af hans G-mol-sonate, og det sidste stykke var af Chopin. "Martinus holdt meget af musik", sagde Ingrid Holck, "og han indledte altid sine foredrag med at sætte et stykke på grammofonen. Han sagde, at musikken åbner sindet, og gør os mere modtagelige."

Vi sluttede af med at se Erik Grevelunds lille video-film fra Martinus' 84-års fødselsdag. Og i stilhed kunne vi mindes Martinus og også Erik Grevelund, der forlod den fysiske verden i Juli måned.