Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Nuet er det kighul eller den smalle sprække, gennem hvilken vi oplever. Al oplevelse sker i dette nu, uanset om vi husker tilbage på tidligere hændelser eller spekulerer på eventuelle fremtidige hændelser. Hvert væsen har sin sprække eller sit nu, som det oplever gennem, og hver oplevelse er således unik. Jeg kan aldrig opleve nøjagtig det samme, som en anden oplever. Som en følge af Einsteins teorier om, eller snarere opdagelse af, den fysiske verdens natur, opstod udtrykket Alt er relativt. At en ting eller en hændelse er relativ indebærer, at der ikke findes nogen entydig oplevelse af tingen eller hændelsen. Det, der opfattes, afhænger af den, der betragter.

Dette, at oplevelsen er afhængig af den, der oplever, er noget, vi kan forstå ved at betragte vor omverden og vort daglige liv. Vi ser fx, at sanseorganerne er helt forskellige fra væsen til væsen. Planter kan slet ikke registrere lys på samme nuancerede måde som dyr. Forskellige dyrearter har store indbyrdes forskelle i synsevne. Nogle væsener er bedre til at registrere bevægelse, andre har en bedre evne til at opfatte farver, mens atter andre har et overlegent nattesyn. Selv inden for samme art er der store forskelle i synsevnen, og selv har jeg brug for briller for at kunne se klart på lang afstand. Nu er det ikke udelukkende selve organopbygningen, i dette tilfælde øjet, der afgør sanseoplevelsen. Selv om to mennesker har nøjagtig samme synsevne, kan de ikke samtidig i det fysiske rum observere fra præcis samme position. Der er altså ingen praktisk mulighed for, at to mennesker kan opleve nøjagtig det samme på et givent tidspunkt.

Men ikke kun det fysiske rum begrænser muligheden for lignende observationer. En observation er udelukkende et antal lysstråler, der rammer nethindens tappe og stave, dvs. når de celler, der reagerer på lys- og farveindtryk. Disse stimuli skal siden tolkes, hvilket ikke er en fysisk proces, men derimod en psykisk. Selv om det nu var muligt at foretage nøjagtig ens observationer på et og samme tidspunkt, ville vore tolkninger alligevel adskille sig fra hinanden. Den måde, vi tolker hændelser på, beror på vor baggrund – hvad vi har oplevet tidligere. At tyde en hændelse er nemlig det samme som at sammenligne den med tidligere erfaringer. Eftersom der ikke findes nogen væsener, der har oplevet nøjagtig det samme, kan de heller ikke tolke helt ens.

Set fra dette perspektiv er det jo næsten latterligt, når vi anser vore egne opfattelser som de absolut korrekte. Vi bør i stedet minde os selv om, at de opfattelser eller hensigter, vi på nuværende tidspunkt har, beror på vore ufuldkomne sanseorganer og vor endnu utilstrækkelige erfaringsbase. Under vor udviklingsrejse gennem materien udvikler vi først de organer, der muliggør vor sanseoplevelse. Men selv med fuldt udviklede sanseorganer er vor opfattelsesevne mangelfuld, ja ligefrem falsk, eftersom vort erfaringsmateriale er utilstrækkeligt. Martinus hævder, at vor samlede oplevelse af skabelsen netop er fejlagtig, og han henviser til Jesus, der, når han forklarede, hvorfor han brugte lignelser, brugte ordene: "thi selv om de ser, ser de ikke, og selv om de hører, hører de ikke og forstår ikke." (Matt 13:13)

Vi jordmennesker har altså udviklet tilstrækkeligt gode fysiske sanseorganer, men har trods det svært ved at komme overens, eftersom vi ikke har et fælles erfaringsgrundlag. Vil vi da aldrig nogensinde fuldt ud forstå hinanden? Skal vi altid behøve at kæmpe for at hævde vor ret? Skal freden, samhørigheden og kærligheden aldrig råde her på jorden?

At de velstående lande i Europa bruger flere resurser på hver malkeko end hvad flertallet af verdens småbørnsfamilier har til rådighed, virker næsten utroligt. Kan vore folkevalgte repræsentanter bevidst prioritere resurserne på denne måde? Nej, det er givetvis ikke et bevidst valg, at nogen på denne måde anser en malkeko for vigtigere end en småbørnsfamilie. Det er imidlertid en følge af en fejlagtig virkelighedsopfattelse. Vi ser, men alligevel ser vi ikke – virkeligheden, som den egentlig er. Vi drager de logiske konsekvenser af vor virkelighedsopfattelse og synes, at resultatet bliver bizart og ulogisk. Således står det klart, at vor virkelighedsopfattelse er ulogisk, eftersom den udmunder i så absurde handlinger. Her er det passende at henvise til et begreb, som Martinus ofte bruger – lokallogik. Den logik, der danner grundlaget for vor samfundsopbygning, virker for os som sand eller tilpasset efter virkeligheden. Men eftersom den fører til ulogiske handlinger, er den ikke nogen logik i ordets sande betydning. Vor "logik" er altså en indbyrdes overenskomst inden for vort samfund, men den er ingenlunde en universel, virkelig logik, der afspejler skabelsen i sin helhed. Vi må, for at få en virkelig logik, udvide perspektivet, så det ikke længere er lokalt, men universelt.

Vi har lært at se. Vi har lært at tolke synsindtrykkene, så vi nu har et klart billede af forholdene i den fysiske verden. Men dette er ikke nok! Vi må lære at forstå, hvad alt det, vi ser, egentlig betyder!

Mennesket er altså ikke først og fremmest et fysisk væsen, men et åndeligt væsen. Vor fysiske fremtræden, kroppen, er kun toppen af det isbjerg, et levende væsen udgør. Kun en tiendedel af isbjerget er synligt over vandoverfladen, og nogenlunde lignende forholder det sig med et levende væsen. Faktum er, at et væsen kan eksistere uden overhovedet at være synligt på det fysiske plan. Når vi skaber logik ud fra vore meget begrænsede iagttagelser på det fysiske plan, bliver logikken mangelfuld, eftersom vort iagttagelsesfelt er så begrænset. Ved at forstå det levende væsens struktur eller opbygning kan vi også komme bag om den fysiske verdens relativiteter. Lær dig selv at kende og du forstår hele verden!

Martinus er meget grundig, når han i Livets Bog beskriver det levende væsens struktur, og der er også en række symboler, der behandler det emne i Det Evige Verdensbillede, fx symbol nr. 6 og hovedsymbolet, nr. 11. I denne begrænsede artikel at haste over analyserne af jeget, overbevidstheden med dens grundtalentkerner, de legemer, der ikke er synlige på det fysiske plan, etc., lader sig ikke gøre uden at det bliver så overfladisk, at det næsten bliver misvisende. Men at studere disse analyser og forsøge at forstå vore medvæsener fra dette meget større og sande perspektiv tillader os at komme bag om den fysiske verdens manglende logik.

Et væsens fysiske krop er blot en tilbygning til væsenets evige struktur. Denne midlertidige tilbygning, som det fysiske udgør, behøves ikke længere, når væsenet har oplevet mørket, dvs. kontrasten til det rigtige liv. Hvad vi oplever netop nu, er altså ikke det virkelige liv, men dets modpol, døden.

Skabelsesberetningen fortæller, at vor vej gennem materien, hvor vi spiser af kundskabens træ, leder os frem til den død, vi netop nu oplever. Findes der en nyhedsudsendelse, der ikke handler om døden i forskellige former? Findes der overhovedet en underholdningsfilm, der ikke har døden som en vigtig ingrediens? Hele vor fysiske verden er til, for at vi skal kunne opleve døden, til vi er mættede. Og når vi er mætte af denne oplevelse, står det os frit for at gå videre. De kosmiske analyser i form af Det Tredie Testamente ligger der og venter på den, der ønsker at begive sig til en anden oplevelse – til oplevelsen af det virkelige liv.

For sandheden er, at vi alle er levende væsener på evig vandring mod nye livsoplevelser. Når man kan betragte alle væsener ud fra dette perspektiv, forsvinder mulighederne for at hade nogen eller noget. Man har kun medfølelse og kærlighed for ethvert væsens materielle optræden. Så opfyldes man af undren og taknemmelighed over skabelsens ubegrænsede storhed og takker Gud for, at man må leve!