Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Sålænge der findes en blomst, kan erindringen om en højere verden ikke slettes ud.

Martinus (Livets Bog 1, stk. 183)

Endelig har jeg taget mig sammen til at skrive – efter at jeg i mange år har følt trang til at delagtiggøre andre i, hvor meget Martinus' litteratur har betydet for mig.

Som barn var jeg meget lykkelig og stod naturen nær, sådan som de fleste børn måske gør det. Jeg mindes især, hvordan jeg en gang stod og beundrede mormors blomsterland. Der var blomstrende løvemund i alverdens farver. Jeg oplevede, at jeg fik del i "drømmeriget" bag dem.

Men som årene gik, lukkedes porten til dette rige. Et forår en eller anden gang i teenage-alderen stod jeg foran et blomstrende hav af hvide anemoner, så bedøvende smukke. Men porten ind til dem var blevet lukket. Jeg kunne ikke længere nå "drømmeriget". Jeg var bedrøvet.

I 16-års alderen stødte jeg på poesien. Det var især Karin Boye og Pär Lagerqvist. Jeg oplevede dem som mine sjælevenner. Jeg oplevede, at de som jeg selv havde en længsel efter noget væsentligt, som de en gang havde mistet.

Døren til Himmeriget/drømmeriget var lukket igen. Bestod døren af "urenhed" (kritiske tanker, fordømmelse m.m.)?

En indre kraft drev mig hele tiden til at søge efter sandheden, meningen med livet.

Jeg var blevet opdraget i en frireligiøs ånd og havde fået Guds ord i Bibelens tekster med mig som barn. Men jeg blev stadig mere kritisk over for det religiøse budskab. Derfor brændte mit indre efter at kende sandheden. Jeg læste meget, men fandt aldrig rigtigt hvad jeg søgte.

En dag, lige inden jeg ville fylde 30 år, knælede jeg og bad til en Gud, som jeg trods alt troede fandtes: "Eksisterer der en sandhed, så vis mig den."

Der står i Bibelen, at "den som søger, skal finde, og for den, der banker på, skal der lukkes op." Jeg mener, jeg fik svar på min bøn, da jeg kort tid efter fandt en annonce i bladet Sökaren om et prøveeksemplar af bladet Kosmos. Jeg læste bladet og følte, at det var dette, jeg havde søgt efter.

Jeg sendte bud efter Martinus' bøger, og i hurtig rækkefølge læste jeg – "drak jeg af kilden, ligesom hjorten, der længe har tørstet efter den rindende bæk." Ånden i bøgerne var også så befriende ren fra selvhævdelse og så fuld af kærlighed.

Jeg fik klarhed over indholdet i bibelske udtryk samt en ny forståelse af teksterne. Det var som en åbenbaring. Jeg, som var vokset op med Bibelen som en autoritet, jeg ikke forstod, fandt i Martinus' Det Tredie Testamente svarene.

I dag har jeg påbegyndt den lange vandring tilbage til Faderens hus. Det er en besværlig, men tilfredsstillende vandring, og jeg ser lyset i det fjerne. Min mentalitet er forandret, men jeg når stadig ikke "drømmeriget" bag naturen. Derimod nyder jeg naturen, og jeg ved, at den ikke altid vil forblive lukket. Nu har jeg værktøjet/nøglerne. De hedder medmenneskelighed og kærlighed til min næste. Som hjælp findes Martinus' uvurderlige bøger. De skal lede mig på "rette vej".

Nu læser jeg disse bøger endnu en gang – men langsommere og med større eftertanke.

Jeg sender ofte en taknemmelig tanke til Martinus, fordi han udførte sit værk på jorden.
 

Oversættelse: KA