Kosmos 1999/10 side 196
Den sidste mindedag i Klint i dette årtusinde var lørdag den 7. august. Kun 4 dage før Martinus' fødselsdag og den meget omtalte solformørkelse. Svend Åge Rossen bød velkommen og fortalte om sagens fødsel i 1921 og drog paralleller mellem den almindelige kristendom og kosmologien. "Der hvor Kristus bragte de store facitter, men ikke udregningerne, – ikke mellemregningerne," sagde Svend Åge Rossen, "da er det netop Martinus' opgave at give alle disse mellemregninger, sådan at de passer til det moderne menneskes naturlige spørgsmål om, hvordan livet er indrettet? Hvor kommer vi fra? Hvad er mit jeg? Hvad er min psyke?" Han sagde også, at Martinus viser, hvorledes der er en hårfin logik i alt, hvad der sker. I naturens love og i skæbneloven, og at der bag denne hårfine logik er en utrolig kærlighed og omsorg fra den guddommelige almagt, som er bag det hele. Han takkede også Martinus for, at have ofret hele sit liv til i mindste detaljer at beskrive livets love, som fungerer omkring os, – og han takkede for en god sæson og også alle de frivillige hjælpere, uden hvis hjælp, det ikke havde kunnet lade sig gøre.
Willy Kuijper indtog podiet med et par dansetrin, men slog dog hurtigt over i at tale om rådsarbejdet, hvor der de sidste år er blevet bevilliget mere end 500.000 kroner til udgivelser og oversættelser på engelsk, esperanto, tysk, fransk og spansk. Han lagde ikke skjul på, at der altid har været, og stadig er mange problemer at tage sig af i rådet, og sagde senere at det, det hele drejer sig om er, at huske at vores væremåde følger med, når vi udbreder analyserne teoretisk, og huske på, at selv om Martinus har forladt det fysiske plan, så følger han stadig sagen. Han sluttede med at sige os tak, fordi vi er her, og fordi vi brænder for sagen og har hjertet med.
I et pusterum mellem talerne blev vi fyldt op med dejlig musik og sang. Først spillede Lilli Olesen et klaverstykke af Debussy, der hed Arabesque, og lige efter spillede hun et stykke af Donizetti, hvor Sebastian fra Sverige sang smukt til.
Fra Sindal til Ægypten.
Gerard Oude Groen fra Holland viste lysbilleder af en afslappet Martinus i gode venners lag. Noget af det første han lærte af Martinus var, at man ikke skal kaste barnet ud med badevandet. Han vidste godt, at menneskene havde ufuldkomne sider, men han kunne tilgive i det uendelige. Gerard Oude Groen gav udtryk for en dyb taknemlighed over at have lært Martinus og hans nære medarbejdere at kende, bl.a. Erik Gerner Larsson, Per Bruus Jensen og Rolf Elving. Han kom med nogle betragtninger om Martinus' tilknytning til de ægyptiske faraoner og til kristendommen og fortalte om et gammelt sagn, der lød, at der i omegnen af Klint skulle fødes et lys, og dette lys skulle spredes til hele verden.
Til pausen var der dækket op på Terrassen og i haven til ca. 230 gæster, der ikke skulle andet end at hygge sig og spise lagkage, inden vi skulle ind og høre om profetier og solformørkelsen. Og der var god grund til at tale om solformørkelsen, især fordi den faldt på Martinus' fødselsdag og kunne ses i Europa, og fordi den var den sidste i dette årtusinde. Hos Roger Algehov fik vi demonstreret flere typer solformørkelser og fik at vide, at der indtræffer mindst 2 solformørkelser om året. En speciel type kendte man allerede til for flere tusinde år siden, på babylonisk tid, hvor man kunne forudsige disse solformørkelser. De optræder hvert 18. år, men falder lidt nordligere næste gang, forklarede Roger Algehov, og kiggede på hvad der skete for 18 år siden. I 1981 forlod Martinus det fysiske plan, og Det Tredje Testamente kom ud på Borgens Forlag. Han mener, at når Nostradamus taler om terrorkongen, som skal vise sig på himlen i 1999 (Den 7. måned), så kan det være solformørkelsen den 11. august, og han kan ikke slippe tanken om, at det måske kan have noget at gøre med Martinus' arbejde. Midt i september er der en stor bogmesse i Sverige, og netop dette år er temaet på messen Bibelen. I år vil der være Martinus bøger på messen, og den bog Rolf Elving har skrevet, som er en slags forklaring på, hvorfor Martinus' værk er Det Tredje Testamente. Kan det være det her, der har med solformørkelsen at gøre, spørger Roger Algehov.
I en velfortjent tænkepause kunne vi igen høre Lilli Olesen og Sebastian i et stykke af først Rodgers og Hammerstein og bagefter en neapolitansk sang.
Fra den store verden
"Goddag. Det er en stor ære for mig, at være her i dag", sagde Thelma på dansk, men valgte derefter at tale på engelsk, som hun trods alt mestrede bedre. Thelma er fra Jamaica, og var også i Klint sidste år, og kosmologien har været en stor inspirationskilde for hende. Vi er jo ifølge Martinus alle en del af den samme organisme, og derfor er det blevet klart for hende, hvor vigtigt det er for os at mødes fra forskellige dele af verden og have en befrugtende vekselvirkning, efterhånden som vi skaber det rigtige menneskerige på jorden. Angela (også fra Jamaica) læste efter Thelmas indlæg et smukt digt, hun selv havde skrevet, der hed Martinus' Øjne. Barbara er kroat og har boet 27 år i Australien, og hun var den sidste gæst fra den store verden, der gerne ville sige et par ord. Da hun boede i Australien havde hun forbindelse med det teosofiske samfund i Melbourne, og en dag kom en ung, dansk mand forbi på sin motorcykel. (se Kosmos 1986 nr 7) Han holdt et foredrag om Martinus Kosmologi, og de spørgsmål teosofien ikke kunne give svar på, fik hun besvaret gennem kosmologien. I 1989 kom hun til Europa og blev den første kroat/australier, der nogensinde har besøgt Martinus Centeret. Hun fortryder ikke, at hun vendte tilbage, selv om hun skulle opleve den frygtelige krig i sit hjemland.
Karin Jansson og Lars Östnäs var blandt de 11, der har været i Venezuela i det sidste år. Byen de besøgte var Mérida, en gammel universitetsby med 100.000 indbyggere, som ligger ved Andesbjergene. De viste nogle få lysbilleder fra dette smukke, bjergrige land. Ud over at formidle kosmologien har rejsens formål også været at knytte venskaber. "For," som de sagde, "så har kosmologien både en teoretisk side og en kærlighedsside," og det slog dem, at der derovre også findes mennesker, som har den samme åndelige længsel som herhjemme, og som hungrer efter at få mere litteratur oversat. En kvinde ved navn Stephanie har sågar kvittet sit job, for at få tid til at lære sig dansk, så hun kan trænge dybere ind i analyserne. Det var noget af det, som blev tydeligt for dem begge, nemlig behovet for at få hele Martinus' værk oversat. Flere ville også gerne have været kommet til Klint i år, men fik som statsansatte ikke udbetalt deres løn i forsommeren og blev derfor nødt til at afbestille deres rejse. Lad os håbe, vi får dem at se til næste år.
Tilbage til forfatterregister
Forrige