Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det er ikke længere nogen hemmelighed, at skønhedsoperationer er noget, der har at gøre med omsætning i milliardklassen. Fra USA har fænomenet bredt sig til hele den vestlige verden og hermed også til Skandinavien. På alverdens TV-skærme står kvinder (især) frem og beretter om, hvor glade de er blevet efter at have fået foretaget en såkaldt fedtsugning et eller flere steder på kroppen, fået opstrammet løs hud på halsen og i ansigtet, fået små bryster gjort større eller store bryster gjort mindre. Og det er naturligvis positivt, at den glæde, som resultatet af disse skønhedsoperationer bringer ind i den opereredes bevidsthed, vil forplante sig ud i hele den pågældendes organisme og derved også opleves som en positiv "klimaforandring" af alle de mikrovæsener i kroppen, som fik lov til at overleve de drastiske indgreb.

Vi lever i en tid, hvor den medicinske verden kommer med det ene fascinerende tilbud efter det andet om nye veje til at undgå lidelse af snart sagt enhver art. Man kan i visse lande uden større besvær modtage aktiv dødshjælp, hvis livet er blevet for udsigtsløst eller for smertefuldt. Man kan med lidt større besvær få indopereret et nyt hjerte, hvis ens eget af en eller anden grund ikke kan klare sin naturlige opgave længere. Og man kan for god betaling få rettet på sit udseende, hvis det er for svært at forholde sig til det, som det er.

Indlægget her har ikke til hensigt at foretage en nedvurdering af disse meget forskellige tilbud eller af den uimodståelige trang til at gøre brug af dem. Men det kan være relevant at gøre opmærksom på, at det må antages at kunne få en afgørende skæbnemæssig betydning for det enkelte menneske at træne sig i at udvikle en god skelneevne med hensyn til hvilke af disse fristende tilbud, man kan tillade sig at gøre brug af, hvis man samtidig har et ønske om, så vidt det nu er muligt, at leve sit liv i harmoni med loven for tilværelse – den lov som byder at sætte næstens liv og velvære lige så højt som ens eget liv og velvære, og som ikke anbefaler, at man skaber sin egen glæde og sit eget velvære på bekostning af andres. Og til hjælp ved udviklingen af en pålidelig skelneevne har vi i høj grad brug for den vejledning, der gives os i Martinus' kosmiske verdensbillede – i denne her forbindelse især analyserne af det mikrokosmos som rummes i vores fysiske organisme.

Mennesker med lidt mere end blot et overfladisk kendskab til Martinus Kosmologi vil efterhånden få den vane at betragte sin egen fysiske organisme som et samlet "univers", hvis ve og vel man på alle måder må lære at føle sig ansvarlig for. Og da der for en tid siden på min TV skærm blev vist en demonstration af, hvordan en såkaldt fedtsugning på f.eks. hofter, lår og mave foregår, gik der en følelse af gru igennem mig, fordi jeg oplevede, at jeg i dette øjeblik af teknisk triumf var vidne til en gigantisk naturkatastrofe i det univers, den krop udgjorde, som der blev vist dele af. På sekunder og minutter blev millioner og atter millioner af levende mikrovæsener (fedtcellerne og disse cellers mikrovæsener) med stor kraft og helt uden forvarsel af nogen art, suget bort fra det område i kroppen, hvor de var inkarneret, og hvor de havde deres naturlige livsoplevelser – ud til død og fysisk destruktion, måske i form af forbrænding. Rædsel og panik bredte sig ikke alene hos de millioner af væsener, der blev det elektriske sugerørs ofre, men også blandt de millioner af celler, der blev tilbage i det hærgede område. Jeg så for mit indre blik noget, der lignede et landskab, der var blevet ramt af en naturkatastrofe af en størrelsesorden som, når den forekommer i jordklodens organisme, får mennesker fra mange af klodens lande til at samle ind og sende nødhjælp til de hårdt ramte områder. Og spontant måtte jeg formulere en tavs bøn for det menneske, som valgte at lade sin krop udsætte for dette.

Hvert år hører vi om større og mindre jordskælv og andre naturkatastrofer rundt om på jordkloden. Og hvor slemt det end ser ud, må vi stort set resignere i en erkendelse af, at det ikke ligger i menneskehånd at forhindre disse ting. Derimod kan man gennem seriøse studier af Martinus Kosmologi blive klar over, at det i betydeligt omfang ligger i menneskehånd – til og med som en naturlig forpligtelse – ikke at tillade, at den slags grove naturkatastrofer finder sted i ens egen organisme. Og når man sideløbende får indsigt i, hvordan skæbneloven fungerer, kan man sætte sig hen og tænke over, at man muligvis ikke kan forvente at være skæbnemæssigt beskyttet mod større naturkatastrofer, hvis man har iværksat tiltag i sin egen organisme, som i princippet kan sidestilles med gigantiske naturkatastrofer.

De operationer, som udføres for at give en kvinde større bryster, end naturen har udstyret hende med, foretages hyppigst ved at implantere en vis mængde plastisk stof af enten silicone eller et andet formodet velegnet materiale. Men der er under alle omstændigheder her tale om, at kvindekroppens eget naturlige levende væv, i et overordentlig følsomt område af kroppen, tvinges til at sameksistere med et klart artsfremmed stof i relativ rigelig mængde. Og det forekommer mig ikke unaturligt at sammenligne dette med en større miljøforurening. Og det har da også vist sig, at alt for mange kvinder efter disse operationer har fået både meget smertefulde og på anden måde uønskede reaktioner lokalt, hvor det for den menneskelige krop artsfremmede stof er implanteret, ligesom en betydelig del af kvinderne har udviklet mere universelle sygdomssymptomer, symptomer der ligner en slags forgiftningssymptomer.

En tredje type skønhedsoperation, som også foretages af læger med specialuddannelse i plastikkirurgi (rekonstruktionskirurgi), er de egentlige ansigtsløftninger, der også må siges at være drastiske kirurgiske indgreb, hvor store områder af huden på underansigtet og halsen løsnes helt fra det underliggende væv for at kunne strammes op. Den overskydende hud klippes bort, og efter sammensyning kan den løsnede hud så igen vokse fast til det underliggende væv – men på et andet sted, end før den blev løsnet.

Mindre drastiske indgreb til forskønnelse af et ældet ansigt er de meget populære "peelinger" af ansigtshuden. Behandlingen kan virke udglattende på lettere rynket hud, og desuden fjernes skæmmende pigmentering som "brune pletter" og lignende. Denne behandling foregår ved hjælp af, hvad lægerne benævner som en "kontrolleret 2. grads forbrænding" af ansigtshuden, fremkaldt med en fenolopløsning af en afpasset koncentration. Og som det nyeste er man nu begyndt at foretage denne bortbrændning af de øverste dele af ansigtshuden med laserudstyr. Men om forbrændingen af ansigtshudens øverste cellelag foretages på den ene eller den anden måde ændrer ikke meget ved den lidelse og den katastrofe, man påfører de mikrovæsener, som før katastrofen havde deres naturlige livsoplevelse netop i ansigtshuden – og samtidig "gjorde tjeneste" der.

For god ordens skyld bør det nævnes her, at udviklingen af det plastikkirurgiske speciale har været til stor velsignelse for mange mennesker gennem dette århundrede, for børn født med forskellige misdannelser, hvor en af de hyppigst forekommende vel er læbe- ganespalte, og for mennesker hvis ansigter var blevet delvist ødelagte efter forbrændinger, trafikulykker eller andre skader. Uden plastikkirurgernes omhyggelige arbejde med at etablere eller genetablere normale anatomiske forhold, ville disse mennesker have været henvist til en håbløs tilværelse. Og det er således ikke plastikkirurgien som sådan, der er noget i vejen med, men derimod en tendens til at afspore dens arbejdsområde, man bør være på vagt overfor og udvikle sin skelneevne i forhold til. Og alligevel er det måske ikke så enkelt at se, hvor grænsen går. Måske repræsenterer det for nogle en håbløs tilværelse at have opbygget alt for store fedtdepoter på kroppen eller dagligt at skulle konfronteres i sit spejl med de betydelige forandringer, mange menneskers ansigter undergår med alderen. Jeg kender ikke nogen aldrende kvinde, som ikke har følt bedrøvelse over at måtte erkende, at hudens elasticitet fra de unge år forsvinder, med alt hvad dette indebærer. Men for os, som det Martinus benævner som "de fremskredne kulturmennesker", vil det være vigtigt at lære at vurdere, om et overvejet, ikke livsvigtigt, kirurgisk indgreb i en given situation repræsenterer "det mindst onde", når man har taget med i sine betragtninger de lidelser, indgrebet vil påføre visse af kroppens mikrovæsener, samt de eventuelle skæbnemæssige konsekvenser indgrebet må kunne antages at forårsage.

Og for at kunne lære at vurdere dette har vi brug for den vejledning, vi kan skaffe os gennem kendskabet til Martinus' kosmiske analyser. Man må sige, at plastikkirurgerne virkelig har formået at "udvikle deres produkt" – for nu at bruge en moderne formulering. Det bliver herefter op til den enkelte forbruger at vurdere, hvilke af specialets "produkter" man kan forsvare at gøre brug af, hvis hensynet til kroppens mikrovæsener også skal tilgodeses.

Når vi kommer nogle få inkarnationer længere frem, har vi måske fået en større indsigt i, hvad der nødvendigvis må gå forud for, at man kan træde i kontakt med et "perfekt" genetisk materiale ved hver ny reinkarnation. Vi vil måske også have lært at ernære os på en måde, som kan være med til at holde vores fysiske organisme i "pæn stand" langt frem i livet, og endelig har vi måske også til den tid lært at leve uden frygt og bekymring, så vore ansigter ikke i den sidste fase af livet skæmmes alt for meget af stress og bekymrede tanker næret gennem et langt liv.

Hermed er samtidig antydet tre meget vigtige faktorer for både at erhverve sig og vedligeholde en æstetisk ydre fremtoning:

1) Det genetiske materiale vi får fra vore forældre ved hver ny inkarnation.

2) Den føde vi ernærer os med.

3) De tanker og følelser vores bevidsthed gennemstrømmes af.

Og når engang vi får mere magt over disse faktorer, vil også udstrålingen fra vore øjne (kaldet sjælens spejl) fortælle vore omgivelser, at vi omsider er nået frem til et trin i vores personlige udvikling, hvor vi ikke længere vandrer rundt i uvidenhedens mørke.