Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1999/4 side 76
Kosmologi og verden
 
At rejse med tankens fart
 
En international forskergruppe har taget det første skridt på vej til teleportation. Det vil sige, at det nu er muligt at flytte en genstand ved at opløse den og genskabe den et andet sted. Et hold fysikere har gennemført nogle eksperimenter, hvor de har opløst små lysstråler og samlet dem et andet sted og har dermed vist, hvordan man kan teleportere et objekt elektronisk. Fysikere fra universiteter i Wales, Århus og Californien har ifølge Jyllandsposten (2-11-98) udviklet en bestemt teknik, hvor man arbejder med naturens allermindste partikler, de såkaldte fotoner. Teknikken går ud på, at det originale objekt bliver blandet med lysstråler fra et krystal. Krystallet udsender to stråler, hvor den første stråle (a) så at sige blandes op med objektet og "klipper" det i stykker. I den tilstand sendes objektet af sted fx gennem et lyslederkabel og modtages af den anden stråle (b), som gendanner objektet. Forskningsadjunkt Jens Lykke Sørensen fra Kvantelaboratoriet ved Århus Universitet mener, at forskerholdet med forsøgene om ikke har fundet den hellige gral, så i hvert fald sat en vigtig milepæl på vejen til den fremtidige praktiske brug af kvantecomputere. Videnskabsmændene håber, at kvantecomputere, hvor information bevæger sig rundt ved hjælp af teleportation frem for gennem kabler, vil gøre computere langt mere kraftfulde og hurtigere end i dag. Kvante-teleportation får informationer til at bevæge sig med lysets hastighed. Perspektiverne bag forsøgsresultaterne er enorme. Det næste skridt bliver at kunne transportere fotonerne over langt større afstande, og i løbet af ganske få år regner eksperterne med, at det også bliver muligt at overføre større objekter, der består af mange atomer, ved hjælp af teleportation. "Hvis vi kan teleportere lys, kan vi også gøre det med atomer, og vi er i øjeblikket i gang med at undersøge, hvordan vi kan udføre eksperimentet," fortæller Jens Lykke Sørensen. I teorien vil det også være muligt at flytte en person ved hjælp af teleportation, men springet fra at overføre et enkelt atom til at teleportere de milliarder af atomer, som vi består af, er enormt. Så der kommer til at gå en rum tid, før vi får tilstande som i science fiktion filmen Star Trek, hvor Kaptajn Kirk beder Scotty om at "beame" (stråle) ham op i rumskibet Enterprise.
Materialisation, dematerialisation og teleportation
Teleportation har visse lighedspunkter med materialisationsprincippet, idet der i begge tilfælde er tale om at opløse og sammensætte stof. I artiklen "Den sekundære og den primære opstandelse" (1) skriver Martinus om fænomenet omkring Jesu opstandelse og materialisationsprincippet . Blandt andet beskrives selve materialisationen, som vores evne til at kunne sammensætte og fastholde energi eller stof ved fx at kunne gendanne en ny organisme. Vi bliver vidne til materialisation, hver gang et fysisk væsen bliver født. Vi kalder det en fødsel, men i virkeligheden er det et diskarneret væsen som, igennem kvindens livmoderorgan og automatfunktioner i dets overbevidsthed gradvis er ved at materialisere en ny fysisk organisme. Materialisation kan også forekomme viljesmæssigt, ved tankekoncentration. Materialisationen kan ske ved, at et diskarneret væsen kommer i kontakt med et eller flere medier, som er i besiddelse af en stor mængde a-stof eller sjælefludia, som er en art finere fysisk stof. Dette stof har den egenskab, at det meget let kan beherskes af det diskarnerede væsens åndelige kraft. Materialisationens kvalitet er afhængig af væsenets tankekoncentration og forløber processen perfekt, genskabes der en kopi af et tidligere fysisk legeme. Når væsenets materialisationskraft ophører dematerialiseres legemet, og a-stoffet går tilbage til mediet. Materialisationsevnen vil efterhånden udvikle sig og vil efterhånden, i det rigtige menneskerige, helt erstatte den fysiske fødselsmetode. Vores genfødsel vil i stedet foregå ved hjælp af sjælematerie og opretholdes af tankekoncentration. Det vil derfor blive muligt at bevæge sig med "tankens kraft" og inkarnere, hvor betingelserne er tilstede overalt i universet (2). Fremtiden vil vise, om vi også kommer til at rejse ved hjælp af teleportationsmaskiner eller anden højteknologi.
Eigil Kristensen
Kilde:
(1) Martinus. Livets vej.
(2) Livets Bog 2, stk. 361