Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Mon ikke de fleste på tidspunkter i deres liv har undret sig over, hvilke kræfter, det egentlig er, der brydes i deres sind, og oplevet vanskeligheden ved i afgørende situationer at skulle vælge mellem modstridende, uforenelige tilbøjeligheder. Denne situation er virkelighed for flertallet af jordens mennesker, men sådan skal det ikke blive ved med at være. På lidt længere sigt vil splittelsen i menneskets sind aftage, og en ny harmonisk balance vil gradvist indfinde sig.

 

Spørgsmålet, om hvad det vil sige at være menneske, er måske det mest vedkommende, man som menneske kan stille sig selv. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at det er det spørgsmål, der ligger til grund for en stor del af verdenslitteraturen. Det er et spørgsmål, der fylder mennesket med usikkerhed og undren og rejser en sværm af indbyrdes modstridende tanker og følelser i dets indre. For hvad vil det i grunden sige? Ligegyldigt hvad man svarer, er det, som om svaret relativerer sig selv ved at kalde på et stik modsat svar som ligeså indlysende rigtigt. I forsøget på at give et fyldestgørende svar opdager man derfor hurtigt, at mennesket er et sammensat og modsætningsfyldt væsen, og at det måske er dets mest karakteristiske træk. Mennesket er altruistisk, men også selvisk. Åbent og tillidsfuldt, men også tillukket og uærligt. Indsigtsfuldt og strålende begavet på nogle områder, mens det er uvidende på andre. Der er noget på en gang guddommeligt livsbefordrende og djævelsk dødbringende i dets indre, og det er mellem de modsætninger den menneskelige eksistens er spændt ud. Mennesket er i stand til at udøve de mest ophøjede, selvopofrende handlinger såvel som de mest grusomme, og alt, hvad det foretager sig i sin dagligdag, befinder sig et sted på skalaen mellem de to poler.

Hele menneskets tilværelse er gennemvævet af denne grundkonflikt. Den er en så fundamental del af det menneskelige livsvilkår, at den i bund og grund præger hele dets tænkemåde og oplevelse af livet. Og dermed sætter den afgørende sit præg på dets livssyn.

Dyrets evne til at nedlægge bytte og udkonkurrere rivaler har mennesket i dag udviklet til perfektion. For ved at anvende den på grundlag af videnskabelige opdagelser udviklede teknik i det dræbende princips tjeneste har det i løbet af de sidste 50 år forøget evnen til at tilintetgøre medvæsenernes organismer i et sådant omfang, at det for første gang i historien kan udslette sin egen art på faretruende kort tid. Mennesket i dag er afgjort blevet sig egen værste fjende.

Det er takket være denne begyndende medfølelse, mennesket, efterhånden som udviklingen skrider frem, vil blive borger i en helt ny verden, hvor kærlighed til næsten er det bærende. Og selv om jordens mennesker endnu ikke er nået så vidt, er det af stor betydning allerede nu at blive bevidst om, at det er gennem sin aktive deltagelse i denne medmenneskelighedens tænke- og væremåde, at den enkelte fremover skal hente det livsoverskud og den idérigdom, som gør det dejligt at leve.

Det er klart, at et sådant "bastardagtigt overgangsvæsen"(1), der i sit indre rummer to diametralt modsatte livsindstillinger, må få problemer i sin daglige tilværelse. Man kan næsten undre sig over, at det er muligt for to så forskellige grundholdninger at eksistere side om side i det sammen levende væsen. At krydse sig frem mellem dette modsætningspar er en vanskelig opgave. Men i takt med at mennesket bliver sig sin situation mere bevidst, vil det forstå, at udviklingen uigenkaldeligt går i en bestemt retning. Det er det selviske, "enhver er sig selv nærmest", der må vige og give plads for det uselviske, "enhver er sin næste nærmest".

I samme grad som den indsigt vinder terræn og får blivende plads i bevidstheden, bliver tilværelsen lettere. Ikke sådan at forstå, at der nu er mindre modgang eller færre vanskeligheder at overvinde, men snarere på den måde, at der er sorteret ud i det "værktøj", som anvendes til at løse problemerne med. Og det er ikke mindst denne forenkling, der gør livet lettere. Hvor situationen tidligere var præget af indre uro og vægelsind, fordi der herskede tvivl om midlerne, er man nu mere sikker. Det bliver mere og mere klart, at der kun er én farbar vej fremad. Man indser, at de kompromisløse, sort- hvide løsninger man tidligere sværgede til, er utilstrækkelige og må vige for de mere nuancerede både-og løsninger. Den traditionelle vinder/taber konstellation afløses af den mere konstruktive vinder/ vinder konstellation, hvor "modparten" nu snarere opfattes som en mulig ven og samarbejdspartner end som "fjende". Følger man den strategi, bliver livet måske ikke ligefrem lettere, men det bliver mere perspektivrigt, det får fylde.

 

 

For tiden fungerer jorden som menneskehedens træningsplads for udvikling af næstekærligt sindelag og handlemåde. Der er givet menneskene stor frihed til at eksperimentere og handle ud fra, hvad de i øjeblikket finder rigtigt. For kun på den måde kan de ud fra egne erfaringer komme til klarhed over, hvad der er godt og ondt. Al energi bevæger sig i kredsløb, og efterhånden som de skæbnebuer, den enkeltes ukærlige handlinger har udløst, når tilbage til udgangspunktet, vil den smerte, de forårsager, bevirke, at den pågældende til sidst ikke nænner at udløse en lignende handling i fremtiden.

I en sådan overgangsfase, hvor jordens befolkninger skal tilegne sig et helt nyt værdisæt, må man forudse et stigende behov for teoretisk undervisning. Idet menneskene ved selvoplevelse erfarer resultaterne af deres inhumane handlemåde, vil der uundgåeligt opstå et behov for at få kvalificeret indsigt i, hvad der forårsager den lidelsesfyldte skæbne og hvilke betingelser, der skal opfyldes for at skabe en lysere. Stadig flere vil derfor opleve det som en livsnødvendighed at komme til klarhed over, hvad der er ondt, og hvad der er og godt.

Efterhånden som de mørke kollektive karmabølger kommer til udløsning i form af omsiggribende krigshandlinger, vil menneskene generelt få et stort behov for at forstå den udviklingsproces, de selv indgår som en del af. Og man må da forvente, at menneskeheden vil se det som sin mest påtrængende opgave at finde frem til de betingelser, der er nødvendige for at skabe en global civilisation, hvor krige og andre former for grov vold, ikke længere kan komme til udløsning, og hvor sult og materiel nød effektivt vil kunne afhjælpes.

Stillet over for spørgsmålet om, hvordan han kunne vide, at hans verdensbillede var det rigtige, svarede Martinus: "Jeg har helheden. Det verdensbillede, jeg har lavet, viser evigheden. Et verdensbillede må være et billede af evigheden. Er det ikke det, er det bare en tids- og rumdimensionel foreteelse, så er det en skabt ting, og så har det ikke noget med et verdensbillede at gøre. Derfor kan jeg vide, at mit verdensbillede er rigtigt. Det går op, og dets facit er jo netop dette: "At man skal elske sin næste som sig selv og Gud over alle ting". Det viser mine analyser over hele linjen. De kan ikke finde ét eneste punkt, én analyse, der ikke viser det."(3)

Først når den åndsvidenskabelige viden om livets grundlæggende opbygning og funktionsmåde, som Martinus så generøst og omhyggeligt har ladet os få indblik i gennem sine værker, bliver det selvfølgelige udgangspunkt for forskning og handling blandt jordens beboere, vil freden omsider indfinde sig, og da vil glæden blive det naturlige livsvilkår for enhver.

2. Martinus: "Om mig selv, min mission og dens betydning". Kosmos 3/1991 s. 48.

3. Martinus: "Om mig selv, min mission og dens betydning". Kosmos 3/1991 s. 48-49.