Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1995/10 side 188
Foto af Per-Anders Hedlund
 
At være forberedt
af Per-Anders Hedlund
 
Uanset alle teorier og forskellige opfattelser af tilværelsen ved vi alle med absolut sikkerhed, at vi en dag skal forlade vor fysiske verden. For den, der interesserer sig for åndelig forskning, ser der ud til at være to ting, som da har en afgørende betydning, nemlig: i hvilken sindsstemning man er, og hvordan man har levet sit liv...
 
"Vi burde leve, som om hver dag var den sidste". Omtrent sådan udtrykte et menneske sig, som engang havde været dødssygt. Han havde overvundet sin sygdom og var meget glad, også fordi den havde givet ham et andet syn på livet. Og vist er det tankevækkende ord. Hvis vi virkelig kunne leve, som om hver dag var den sidste, ville vort daglige liv sikkert få en højere kvalitet. Tænk, hvor meget småskænderi og måske andre uvæsentlige ting, som da kunne undgås. Det er, som om vi lever mere menneskeligt, dvs. bliver mere kloge, ydmyge og tilgivende, når vore tanker er nærmere døden. Ja, tilmed mennesker, som af mange anses for at være hårde og svære at omgås, bliver ofte blidere på dødslejet og vil gerne forsones med deres omgivelser. "Når fanden bliver gammel, bliver han religiøs", lyder ordsproget jo. Det vil sige "mennesket" i mennesket synes at træde mere frem, når døden bliver aktuel, hvilket også har betydning for den, som skal forlade den fysiske verden og gå over til den rent åndelige tilværelse. Hvad et menneske har gjort i sit liv, hvilke erindringsbilleder det har, og i hvilken sindsstemning det er, når døden indtræder, er helt afgørende for, hvordan dets første tid kommer til at forme sig i den ny tilværelse.
Tilpasningsperiode i "forgården"
For den åndeligt seende er det åbenbart, at den første tid efter døden er en tilpasningsperiode. Den er ifølge Martinus en "mellemtilstand" eller en "forgård" til de højere åndelige verdener, hvor kun lys og lykke råder. Her i "forgården" skal det menneske, der er gået bort, tilpasse sig de love og forhold, der råder i disse mentalt høje verdener. Det skal lære, at man ikke behøver at gå for at flytte sig, tale og skrive for at kommunikere, da alt på det åndelige plan kun gøres direkte ved tankens hjælp. Samtidig skal det vænnes fra alle sine mørke sindstilstande som bitterhed, vrede, angst, dårlig samvittighed m.m. Alt dette udgør vibrationer, som gør det umuligt at komme på bølgelængde med de højere verdeners tankevibrationer. For de fleste mennesker virker alle oplysningerne om en lys åndeverden efter døden nok alt for fantastiske til at være sande. Og så er den kosmiske sandhed den, at disse verdener er vort egentlige "hjem", eftersom vi befinder os her den største del af det kosmiske spiralkredsløb. Vi har bare midlertidigt, ifølge evige love, glemt vor sande herkomst og evige identitet. For det kosmiske syn er den fysiske tilværelse kun af sekundær betydning i det evige liv. Dens eneste, men absolut ikke ubetydelige opgave er at give os vor bevidsthed om os selv, om vor evige tilværelse i en alvis og kærlig guddom tilbage. Hver gang vi er vokset ud af den såkaldte "kosmiske livmoderzone" i kredsløbet, dvs. mineral-, plante- og dyreriget og er gået igennem "den store fødsel", sker denne genforening, og vi er endnu engang som evige væsener blevet kosmisk bevidste eller forenede med Guds egen bevidsthed.
En "barnebevidsthed"
Men også efter døden kommer vi til at opleve denne genforening, ganske vist bare midlertidigt og i begrænset form, eftersom visse af vore "åndelige organer" i vor sjælsstruktur endnu ikke er tilstrækkeligt udviklede. Vor samlede bevidsthed udgør endnu en slags "barnebevidsthed", kosmisk set, og derfor bliver vore oplevelser i disse høje verdener stærkt begrænsede. Disse "åndelige organer" er ifølge Martinus lig med vor følelse, intelligens og intuition i vor bevidsthed. Altså det menneskelige sind i os. Eftersom udviklingen af disse "organer" bygges op fremfor alt af personlige lidelser og ydre modstand, som ikke eksisterer i de lyse åndelige verdener, må vi derfor genfødes kontinuerligt på det fysiske plan. Men for hver gang vi har fuldbyrdet et jordeliv, er også disse "organer" vokset en anelse, og vi får i stigende grad mere glæde og udbytte af de åndelige verdeners lys og intellektualitet.
"Den lille fødsel"
Det er derfor slet ikke forkert at kalde døden for "den lille fødsel". Og selv om genforeningen i øjeblikket kun er foreløbig, er den absolut ikke af ringe betydning. Det kan alle, som har haft nær-døden-oplevelser bevidne. Det strålende lys, bevidsthedens klarhed og den enestående fred, som omgiver det døende menneske, overgår alt, hvad det har oplevet tidligere i livet. Det er i ordets rette betydning som at komme "hjem", konstaterer de, der har haft nær-død-oplevelser. Derimod kan det føles svært, når man senere ser tilbage på sit liv og oplever hændelser, som nu giver "dårlig samvittighed", beretter man. En mørk sindsstemning, som den bortgåede eventuelt følte i dødsøjeblikket, kan også skabe ubehag en tid. Selvmorderen f.eks. kan komme til at se hele den dystre hændelsesudvikling, som udløste selvmordet, "oprullet" foran sig gang på gang som i et mareridt. Heldigvis er disse oplevelser og andre erindringer, som skaber en mørk og trist atmosfære, af forbigående natur. Om ikke før, så kommer den bortgåede senere ud af denne tilstand ved hjælp af de såkaldte "skytsånder" eller de "åndelige jordemødre", hvis specielle opgave det er at hjælpe alle nyankomne forvildede og sørgmodige sjæle.
En mental "fangelejr"
Hvad der hænder direkte efter døden er, at alt det, det bortgåede menneske tidligere oplevede som sin "indre verden" – sine følelser og tanker, erindringsbilleder og kundskaber etc. – lever videre. Alt det, det har oplevet og har dyrket mentalt gennem jordelivet, bliver nu dets "ydre verden" eller omgivelser. Hvis mennesket altså gik bort under ulykkelige omstændigheder og måske også var lidt af en pessimist, da det levede, bliver disse følelser og tankebilleder nu dets virkelighed. Nu er der heller ingen fysisk sol eller fuglesang osv., som tidligere eksisterede uden for det og kunne adsprede og gøre livet lysere igen. Alt det, der nu kan opleves, er dets egen mentalitet, og desværre for det selv, også andre menneskers ulykkelige tilstand, som det nu er på bølgelængde med. Den ulykkelige lever altså ikke bare i sit eget mentale fængsel, men i en mental "fangelejr" sammen med ligesindede, som nu er i samme tilstand.
Skytsåndernes "operation"
Men jo mere ulykkelig den bortgåede føler sig, desto hurtigere aktiveres dens indbyggede bønorgan, som udløser et spontant råb om hjælp. Derigennem kommer den på bølgelængde med skytsånderne, som kommer den til undsætning. Ifølge Martinus sker dette hovedsageligt ved, at skytsånderne eller de "åndelige jordemødre" blokerer den del af det ufærdige menneskes sind, som det oplever og manifesterer sine mørke tanker igennem. Efter denne "operation" kan det kun opleve og skabe gennem sit lyse, menneskelige sind og dermed til sin store befrielse kun komme på bølgelængde med andre mennesker i samme tilstand. Ja, selv mennesker, som i jordelivet har været bitre fjender, kan nu mødes og kun føle glæde og sympati for hinanden. Med sit øjeblikkelige menneskelige sind eller den lille "barnebevidsthed" af følelse, intelligens og intuition kommer den bortgåede til at få en ganske vist formindsket oplevelse, men udelukkende skøn rekreation gennem de åndelige verdeners riger, til det igen bliver tid for at inkarnere. Og først da vil det uudlevede dyriske eller primitive sind frigøres, efterhånden som en ny fysisk dagsbevidsthed udvikles.
 

Vi ved alle, at vi en dag skal forlade vor fysiske verden
 
En mere og mere lys overgang
Men det er ikke alle mennesker, der kommer til at opleve en mørk "fostertilværelse" i de åndelige verdeners forgård, forklarer Martinus. For de mennesker, der allerede i jordelivet forsøgte at følge deres samvittighed, om at være tilgivende og ydmyge overfor livet, kan opholdet i forgården kun bliver en skøn og behagelig "orienteringsperiode". Og efterhånden som den humane udvikling skrider frem, bliver overgangen mere og mere lys og let. ... "For hver gang et jordmenneske har levet et fysisk liv, hvor det har koncentreret sig på at være til gavn og glæde for andre med sin voksende skabeevne, bliver dets fødsel til den åndelige verden en mere lykkelig, lysende og vidunderlig oplevelse, og når væsenet engang her i den fysiske verden oplever det, jeg kalder "den store fødsel", er det ikke mere omgivet af den fysiske sjæls mere eller mindre mørke tankeskyer. Dets menneskelige sjæl er da blevet et redskab for, og et genskin af de højere verdeners funklende lysglorie. Mennesket indfører, når det engang har nået et sådant udviklingstrin, Guds bevidsthed på det fysiske plan, og døden eller reinkarnationen vil forandre karakter og glide over i andre og højere former." (Martinus: "Gennem skærsilden", Kosmos 9/91).
At være forberedt på den fysiske død kan altså være til stor nytte, som vi har set. En måde kan jo være at forsøge at leve, som om hver dag var den sidste. På den anden side er vi altid på rette vej både mod "den lille" og "den store fødsel", hvis vi dagligt forsøger at arbejde på vor humane udvikling.
Litteraturkilder
Martinus: Gennem dødens port
Martinus: Vejen til paradiset
Martinus: Gennem skærsilden (artikel)
Andre kilder/forslag
Raymond Moody: Spørgsmål ved livets grænse
Georg Ritchie: Från andra sidan
Sogyal Rinpoche: The Tibetan Book of Living and Dying
Oversætter: HL