Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Det kan være svært nok at gøre det over for sig selv. Men specielt svært er det, hvis man forsøger at gøre det over for mennesker, som ikke selv har læst Martinus, men som man gerne vil delagtiggøre i denne enestående intuitive tænkers indsigter og tankegange. Som regel får man ikke sagt så meget, før man på deres modstand mærker, at de vist synes, at det hele lyder lidt for godt. Med andre ord: livet har lært dem at "træerne ikke vokser ind i himlen" og at sandheden, når det gælder de emner Martinus skriver om, er utilgængelig for sikker menneskelig erkendelse. Set ud fra deres synspunkt kan man som menneske nok have visse meninger og formodninger, men det er, vil mange sige, i hovedsagen et spørgsmål om opdragelse, kultur og psykologi: sikre dagsklare analyser og urokkelige sandheder om tilværelsen, det kan de ikke forestille sig, det er for fantastisk – og dermed også for naivt.

Sådanne oplevelser maner til forsigtighed og stimulerer respekten for frit at lade andre søge sandheden på den måde, de selv finder er den bedste. Men det rokker ikke ved, at man oven på sådanne oplevelser i særlig grad bliver glad for Kosmos. For her er det jo netop muligt at skrive om de emner hos Martinus, man synes det er så utroligt dejligt at have fået lov til at studere.

Hvad var livet i grunden for noget, præget som det var af uvished og uigennemskuelighed? Frygt og bæven uden grund eller...? Hvad var vi, når det kom til stykket? Købt eller solgt? Jeg vidste det ikke, men Gud måtte formodes at vide det. Og når han vidste det, måtte han kunne sende en, der havde et passende overblik til at kunne fortælle det til os forklaringshungrende mennesker. Sådan nogenlunde forsøgte jeg i tankerne at forme min bøn, og det er klart at jeg – efterhånden som jeg har lært Martinus værk at kende – uundgåeligt har følt taknemlighed både overfor Martinus, som omsorgsfuldt har skrevet alle ordene, og overfor Guddommen, som har gjort det muligt at beskrive livet som en evig, uforgængelig realitet.

Når det er sagt, må dog samtidig tilføjes, at Livets Bog efter mit bedste skøn kan betegnes som et holistisk værk. Forstået på den måde, at universets helhedsanalyse går igen i enkeltanalyserne. Og det er netop de enkelte analysers fundering i helheden, som bevirker, at man, selv når man springer rundt i værket og læser mere eller mindre tilfældige steder, kan føle sig hjemme overalt.

Dermed er det også klart, at man med helheden som horisont og referenceramme kan blive særligt optaget af forskellige detailanalyser. For mit eget vedkommende er et af yndlingsemnerne jeget og dets forhold til den skabte verden. Som interessen for Martinus værk i sin helhed har rødder tilbage til min barndom, har interessen for jeget som herre over den skabte verden rødder tilbage til min gymnasietid. To ting husker jeg især fra denne tid.

Til min første undren, senere skuffelse og efterhånden stigende frustration, syntes jeg dog ikke, jeg fik et ordentligt svar på hvorfor noget som helst forløb, som det gjorde. Jeg kunne få en masse at vide om, at når noget skete, så kunne det få noget andet til at ske osv., og at når tingene først var sat i gang, bevægede de sig ifølge ganske bestemte love. Men hvorfor noget overhovedet fandt sted, blev ikke klart. Hvorfor verden overhovedet bevægede sig, det var i mine øjne underet og forudsætningen for alt det øvrige, og det blev ikke forklaret.

 

 

En bevidsthed analog med den, der lå bag alle de fysiske frembringelser, som udvirkedes af mennesker, måtte vel også ligge bag naturens frembringelser og processer. Men om denne mystiske, ubekendte "bevæger" eller "ånd" i naturen, blev der ikke talt. Det bevirkede at de fysiktimer, der skulle have kastet et videnskabelighedens forklarende skær over hverdagen og mange af dens foreteelser, lod mig tilbage med en følelse af, at alting uforandret var indhyllet i et uigennemsigtigt skær af mystik. Alt dette kunne jeg ikke formulere med ord den gang, men fornemmelsen og frustrationen var reel nok.

Det var klart for enhver, at på sådanne skabelser beroede al menneskelig velfærd og lykke. Dels var menneskeheden afhængig af disse frembringelser i form af f.eks. håndværk, videnskab og kunst mv., og dels var skaberglæden når alt kom til alt vel en af de største glæder, som kunne forundes et menneske. I al fald længtes jeg vældigt efter at opleve den i hele sin fylde.

Men problemet bestod: hvem var det i grunden, som skabte? "Øvelse gør mester", blev der sagt. Jo tak, men når man så havde øvet sig og havde lært den svære kunst, hvem var det så der styrede og bestemte hvornår og på hvilken måde og i hvilken rækkefølge, man skulle anvende det lærte. Det var og blev et mysterium. Den kilde eller urgrund, hvorpå al menneskelig velfærd hvilede, var og blev mystik. Situationen var utilfredsstillende og uholdbar, mente jeg, og de traditionelle forklaringer: "man kan ikke vide alting," og "man skal ikke gruble for meget over tingene, men hellere foretage sig noget fornuftigt", virkede mest som bortforklaringer.

Mig bekendt er der ingen, der som Martinus har redegjort for jegets eksistens på en måde, der på én gang fremtræder som autoritativ videnskabelig argumentation – de forskellige påstande begrundes omhyggeligt og kravet om logisk konsistens opfyldes – og som samtidig er holdt i et sprog, der ikke kræver tilegnelsen af en svært tilgængelig, højt specialiseret terminologi. Martinus er den suverænt vidende, der viser én omkring inden for almindeligvis meget svært tilgængelige områder af tilværelsen på en både afslappet og pædagogisk anskuelig måde.

Mange af Martinus analyser berettiger ham til verdensberømmelse. Hans analyser af jegets eksistens og dets relation til den skabte verden hører afgjort til disse. Det er ikke muligt her at give et blot tilnærmelsesvis indtryk af disse analyser, som forekommer i rigelige mængder rundt om i "Det Tredje Testamente", men den interesserede læser kan med udbytte f.eks. læse Livets Bog 3 stk. 787-824.

For dog imidlertid at give et lille indtryk af Martinus evne til på en enkel og ligetil måde at beskrive det usanselige jeg som et noget, der er forskelligt fra det ingenting mange (jord)mennesker opfatter det som, vil jeg ikke undlade at lade Martinus selv komme til orde. Læg i øvrigt mærke til hvordan Martinus ved at betegne jeget som et "blindpunkt" får forklaret, hvorfor mange mennesker netop kommer til at opfatte jeget som et intet. Dermed får han på en fin måde skabt forståelse for misforståelsen: "Da alt, hvad vi fornemmer eller oplever, er detaljer eller foreteelser fra vor "ydre" eller "indre" verden, ligegyldigt hvad vi så end oplever, eller hvilke tanker vi så end har, og jeget altid fornemmes inden for disse, kan de jo ikke udgøre detaljer fra selve jeget. Og vor fornemmelse af jeget bliver derfor identisk med et "blindpunkt". Jeget ses således [ ... ] som et usanseligt punkt i vor bevidsthed. [ ... ] At det kun kan fornemmes som et "blindpunkt", afkræfter ikke på nogen som helst måde dets tilstedeværelse i vor bevidsthed, tværtimod. Uden at det netop i sig selv var et sådant usynligt punkt, ville vor identitet som levende væsener være en umulighed, ja, selve livet eksisterede slet ikke. En evig total stilhed og dermed en evig død måtte urokkeligt eksistere der, hvor livet i dag stråler og funkler. Thi det "noget", som i dag afslører sig som det oplevende, viljedirigerende og skabende midtpunkt, måtte totalt mangle. Denne det levende væsens midtpunktsfornemmelse eller oplevelse af nævnte "blindpunkt" er således den fornemste oplevelse i hele sansningens strålende ocean af oplevelser." (citeret fra Livets Bog 3 stk. 806)

Men med andre mennesker er begrebet "de andre" jo ikke udtømt, det være sig langt fra. For Martinus påviser overbevisende, at alt hvad vi overhovedet kan sanse, er udtryk for levende væseners skabende virksomhed. Ja, verdensaltet består i grunden udelukkende af levende væsener. De mest grundlæggende enheder i verdensaltet er ikke stofenheder men livsenheder. Alle stofenheder er nemlig resultatet af livsenheders skabende aktivitet.

Og hvad mere er: alle levende væsener er faktisk i familie med hinanden. Vi er nemlig alle gudesønner, som Martinus så smukt siger det. Man kunne også sige, at vi er kolleger hver og en. Ikke i nogen underordnet, skabt betydning som mennesker, der er kolleger i samfundet eller som dyr, der er en slags kolleger i kraft af, at de tilhører den samme race eller art. Nej, det er på et langt mere ophøjet ikke-skabt plan, at vi er kolleger. Det er nemlig det højeste i vort væsen, vi har tilfælles: det over tid og rum hævede, udødelige jeg. Det er det, som betinger vor inderste individualitet, vor jegfølelse, og det er det, som gør, at vi alle i kosmisk forstand er lige og dermed ligeværdige. Det er dette uforanderlige, udødelige fundament vi har fælles. Og i takt med at vi får øjnene op for det, vil vi få stadig sværere ved ikke at elske hinanden. Med tiden vil vi simpelthen få en sådan uimodståelig trang til at gøre det, at vi slet ikke kan lade være. Men indtil "det sidder på rygmarven" – eller med Martinus ord: indtil det er blevet C-viden for os – må vi øve os, gå i os selv når vi forløber os, gøre det bedre næste gang osv. Og, for de af os der har lært Martinus værker at kende, studere kosmologi.