Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

"Alle hjerters dag" er en svensk tradition. Den afholdes 14. februar, og det gøres ved at tænke kærligt på nær og fjern. Læs her, hvordan Ulla Andersson besluttede sig til at gøre denne dag til noget ganske særligt.

 

I begyndelsen af forrige uge gjorde jeg den erfaring, at når man gør noget for et andet menneske, kan man få det tusind fold igen! Ikke af det samme menneske, men af en helt anden, som man ikke regnede med!

Til min store glæde var det i den uge Alle Hjerters Dag. Jeg besluttede mig derfor til omhyggeligt at vælge nogle smukke kort, som jeg ville sende til mine nærmeste venner.

Åh, hende – åh, ham, som jeg holder af – må jeg skrive til! De bliver glade og taknemlige! Ivrigt skrev jeg mine tanker ned på kortene og tegnede et hjerte i kanten. Nu var alt klart, troede jeg. Alligevel følte jeg mig ikke rigtigt tilfreds. Der var noget, der nagede mig.

Tænk hvis – ja, hvorfor ikke – naturligvis, hvorfor havde jeg ikke tænkt på det før?

Det er så let at skrive til mine nære venner. Men hvad med de andre? Dem jeg helst vil glemme, som har gjort livet ubehageligt for mig, dem der har gjort mig ondt, plaget mig og gjort mig bange! Hvordan er det med dem? De er jo Forsynets redskaber, dem der skal udvikle mig. Det husker jeg Martinus har skrevet om. Skal jeg glemme dem?

Nej, jeg skylder dem egentlig tak og venlige tanker! Uden dem havde jeg jo ikke udviklet mig!

Så begyndte jeg at skrive et lille brev til et af mine "redskaber". I begyndelsen gik det trægt, men efterhånden kom ordene af sig selv. Så var dét brev færdigt.

Men de andre! Ja, nogen rimelighed må der da være! Jo mere jeg skrev, jo gladere følte jeg mig. Det ligefrem boblede i mig af glæde! Hvilken befrielse, hvilken lykke. Jeg begyndte at føle sympati for mine "redskaber".

Åh, hvilken fornemmelse til sidst at male et lille rødt meget varmt hjerte i hjørnet af brevet! Jeg syntes næsten, jeg kunne høre det slå! Jeg ved ikke hvor hurtigt jeg kom til postkassen – og hele vejen tænkte jeg med glæde på disse mennesker, når de ville modtage kortene. De kunne aldrig ane, at jeg ville skrive til dem! Hvilken overraskelse!

Pludselig blev disse kort og breve de vigtigste af dem jeg havde skrevet. Leende hilste jeg mennesker på vejen. Og hvad sker der?

Da jeg havde postet brevene, derefter handlet – og slæbende på mine pakker, som for en gangs skyld føltes usædvanlig lette – kom en nabokone imod mig og tilbød at køre mig hjem i sin bil. Jeg syntes hun var som en hel sol, og jeg følte stor taknemlighed over, at jeg slap for at gå hjem i snestormen med mine pakker.

Tænk, hvor hurtigt Forsynet gav mig en belønning – og hvor mange redskaber det har til sin rådighed! Hvor er det sandt, hvad Martinus skriver! Nu kom jeg til at opleve det i virkeligheden.

Jeg havde ikke længe følt mig så tilfreds med livet! Tænk så lidt – et brev, et kort, et vers, et hjerte! Nu kunne jeg af hjertet tilgive dem, der påførte mig det såkaldte ubehagelige gode!

Jeg var fri.

Og sikken energi jeg fik! Glad begyndte jeg at gøre huset rent.

Kære læsere, med denne lille historie vil jeg sige, at Alle Hjerters Dag ikke behøver at fejres netop den 14. februar. Gør det til en vane at fejre den hver dag!

Tænk over det! Der er sikkert en eller flere, som vi ikke ønsker at have kontakt med – noget der gnaver i mave og hjerte: "Jeg skal bestemt ikke lade høre fra mig". Vend det hele en omgang! Gør noget ved det! Skriv eller ring. Jeg lover, belønningen bliver stor, større end du måske aner.