Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1990/9 side 199
Nyt fra Martinus Center i Klint
 
Arbejdsuge i Klint
13/10 – 20/10
 
Har du lyst til at gøre et praktisk arbejde for kosmologien, har du lyst til at være sammen med andre kosmologi-interesserede en efterårsuge i Klint – ja, så er muligheden der nu.
Igen i år arrangerer vi nemlig en arbejdsuge, og vi regner med, at vi bliver mindst lige så mange som i arbejdsugen i påsken. Da var vi 35, som havde nogle dejlige dage, hvor vi fik løst nogle kosmologi-problemer, hørt foredrag og selvfølgelig fik gjort en masse praktiske ting.
Der er altid noget at gøre i Klint, og der er arbejde for enhver, hvad enten du er amatørhåndværker eller mere erfaren. 10 tommeltotter skal ikke afholde dig fra at komme. Ved du, at en pensel er til at male med, og en hammer er til at slå et eller andet med, så har du bare 5. Ved du også at træpinden på hammeren er den du stikker ind i hånden, og at jernklumpen i den anden ende er beregnet til fortrinsvis at skulle lande på et søm, ja så er du netop den person, som vi længes efter at se heroppe. Det er dog ikke nogen ulempe, hvis du er "ekspert" i et eller andet håndværksarbejde, for så kan du jo lære os andre nogle tricks eller give os gode råd.
Det, som skal udføres heroppe, er alsidigt snedker-, tømrer-, murer- og malerarbejde. Der bliver også en del havearbejde, og vi får brug for 2 personer til køkkenet.
Vi håber, at det makroindivid, vi lever i, er i godt humør denne uge. Skulle han/hun netop da være noget indisponeret således, at vejrforholdene bliver ugunstige for udendørs arbejde, så flytter vi bare indendørs. Flere værelser og huse behøver en kærlig hånd også indvendig. Dette betyder skrabning, maling, tapetsering og diverse reparationsarbejder.
Vi arbejder som regel i hold. Det er morsomst og mest inspirerende, og der er altid én, som ved lige netop, hvordan det skal gøres, så resultatet bliver både rigtigt og grundigt.
Du kommer til at bo gratis i en opvarmet lejlighed, og om aftenen serverer vi et varmt måltid mad, som du får til kostpris. Vi vil også prøve at overraske med en foredragsholder til at give os yderligere inspiration.
Kan du ikke være her hele ugen, gør det ikke noget. Tilmeld dig til Instituttet i København eller til Alice og Erik i Klint og fortæl, hvornår du kommer, og hvor længe du bliver.
Erik Bech Olesen
Telefonnumrene er:
      Instituttet    38 34 62 80
      Klint          59 30 21 77