Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Mod slutningen af sit liv valgte Martinus at samle hele sin åndelige produktion (bøger, artikler, symboler m.m.) under fællesbetegnelsen Det Tredie Testamente, og mange har i denne handling set et ønske hos Martinus om at markere en forbindelse mellem hans eget værk og så det, der fra fortiden var givet i Bibelens gamle og nye Testamente.

Denne opfattelse af sagen er utvivlsomt rigtig. Med baggrund i sin kosmiske bevidsthed så Martinus med god grund sig selv som repræsentant for verdensgenløsningsprincippet, og af adskillige udtalelser fremgår det, at han specielt opfattede sit arbejde som en videreførelse af det, Kristus havde givet; især med hensyn til alt det, der lå over, hvad Jesu samtid havde forudsætninger for at forstå. Og man kan tilføje, at Martinus sikkert har set denne sammenhæng i tingene bekræftet af den Kristusoplevelse, gennem hvilken han i 1921 blev indviet i sin fremtidige mission (se OMKRING MIN MISSIONS FØDSEL, kap. 16).

Ikke desto mindre må det enten være udtryk for et usædvanligt mod eller også en usædvanlig klar erkendelse af fremtidens hændelsesmønstre – eventuelt en kombination af begge dele – at man i selve Jantelovens eget fædreland lancerer sit livsværk under en titel som DET TREDIE TESTAMENTE. For mange er det en uhørt provokation, men når den tid kommer, hvor det store flertal har fået både indblik i og overblik over den arv, Martinus efterlod sig, vil man utvivlsomt indse, at dispositionen på enhver måde var rigtig. Og man kan tilføje, at som åndslivet i Danmark for tiden udfolder sig i jævn almindelighed, er provokationen indtil videre så godt som slet ikke blevet bemærket... Måske var det ikke for ingen ting, at Martinus ofte fremhævede Danmark som det land i verden, der gav ham selv og hans arbejde den størst mulige beskyttelse.

Men helt ukendt er dette arbejde på den anden side heller ikke her ved 100-året for Martinus fødsel – det være sig langt fra. Og måske er det kendt af langt flere, end salgstallene for hans værker vidner om. Et vittigt hoved har en gang udtalt, at Martinus er Danmarks offentlige hemmelighed, underforstået at hans arbejde er kendt af langt flere, end den offentlige anerkendelse bekræfter. Man kan derfor spørge sig selv, hvad der skal til for at skabe det gennembrud, der åbent og legitimt lader samfundet vedkende sig sin "nye" store søn?

Adskillige har bebrejdet Martinus, at hans arbejde var så umådelig teoretisk og ligesom slet ikke havde nogen iøjnefaldende forbindelse til det praktiske liv og den jævne hverdag, eller for at sige det med forfatteren John Engelbrechts ord: savnede remtræk til den sociale virkelighed. Man efterlyser for Martinus' arbejdes vedkommende nogle praktiske resultater, svarende til f.eks. antroposofiens Steiner-skoler, Mariattahjem, biodynamiske landbrugsformer, o.lign. Og man ser i denne mangel forklaringen på, at Martinus' arbejde ikke til dato har fået noget egentligt gennembrud, ligesom man i samme forbindelse tvivler på, at det nogensinde vil få det. For ikke sandt: teoretiske systemer har verden strengt taget nok af, og de er ofte i højere grad en kilde til strid og uenighed end til fred og fordragelighed. Nej, det verden har brug for er resultater, der er til at tage og føle på her og nu.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selv fra tid til anden har været grebet af disse anfægtelser og ved flere lejligheder i 60'erne bragte dem på bane over for Martinus, og det var måske derfor et velkomment initiativ ved en lejlighed som denne at videregive resultatet af disse samtaler. Det så meget mere, som det ikke alene bragte ro i mit eget sind, men også satte mig i stand til at se det kosmiske verdensbillede i et særligt perspektiv, hvor såvel Gud som Kejseren fik, hvad der tilkom dem. Og samtidig kan det tjene som en lejlighed til at gøre status over arven fra Martinus.

Men til dette billede hører også nogle områder, der ikke er timelige, men derimod evige og uforgængelige. Først og fremmest Guds Jeg, som alle levende væsener har del i med deres eget Jeg. Og dernæst Guds evighedslegeme med det deri "indbyggede" guddommelige skabeprincip. Disse to ikke-timelige sider af virkeligheden udgør det evige fundament for alt det timelige, og dermed en garanti for, at også det timelige evigt vil bestå som et træk af virkeligheden.

Men ikke nok med det: hvis alt er Gud – herunder én selv – så er man jo også selv identisk med ALT, hvad der eksisterer. Bag om de ydre timelige former er man også alt andet, som findes: medmennesker, dyr, planter, mineraler, mikrokosmos og makrokosmos – kort sagt ALT. Og heraf følger igen, at alt hvad man gør imod andre, dybest set er noget man gør imod sig selv, hvorfor man også før eller siden må påregne at opleve følgerne af det.

Det turde være klart, at en sådan virkelighedsforståelse er af den største praktiske betydning og med tiden vil præge og forme menneskesamfundene ganske eftertrykkeligt. Man vil blive nødt til at overveje sine handlinger og deres motiver på en helt ny måde – både på det individuelle og det samfundsmæssige plan. Og overvejelserne kan kun føre til eet eneste resultat: at hver eneste handling udtrykker den samme nænsomhed og de samme hensyn, som man selv ønsker at være omfattet af. Og på denne måde vil det kosmiske verdensbillede være med til at bane vej for et helt nyt menneskesamfunds opståen, nemlig det rigtige menneskerige.

Netop dette så Martinus som sin absolut vigtigste opgave at bidrage til. Det var selve Guds vilje med hans mission, og det afspejlede samtidig hans vilje med hvert eneste menneske, nemlig at føre det frem til en tilstand af den højeste kærlighed og livskunst. Og just herved knyttes forbindelsen mellem arven fra Martinus og så det Jesus havde givet. For medens Jesus med autoritet postulerede, at det frem for alt er Guds vilje med mennesket, at det skal elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv, så har Martinus via det kosmiske verdensbillede begrundet dette postulat på en måde, der i tidens løb med sikkerhed vil få tag i hvert eneste menneske på jorden.

Herved forstod han livets praktiske påvirkning af det enkelte menneske i hverdagen, hvor ikke mindst ubehageligheder af enhver art var udslaggivende. For mere end noget andet tjente netop ubehagelighederne som den faktor, der i det enkelte menneske skabte modtagelighed for det kosmiske verdensbillede og den virkelighedsbeskrivelse, det repræsenterede. Lige som man ikke kan lægge gaver i knyttede hænder, kan man heller ikke skænke det kosmiske verdensbillede til mennesker, der ikke er modtagelige for det. Og følgelig kan samme verdensbillede ikke i sig selv frembringe denne modtagelighed; det er det ifølge sagens natur på forhånd udelukket fra. Altså må en anden faktor træde til, nemlig som sagt livets såkaldte tale i hverdagen. Men her er det til gengæld så viselig indrettet, at "systemet" så at sige regulerer sig selv, nemlig på den måde, at graden af manglende modtagelighed ad sindrige veje af sig selv tildanner et sådant mønster af især ubehagelige oplevelser og tildragelser, at det i tidens fylde vil resultere i netop den ønskede modtagelighed, eller sagt med andre ord: den manglende modtagelighed vil provokere "livets egen tale" på en sådan måde, at det før eller siden vil føre til skabelse af netop modtagelighed, hvorved alt, hvad der kommer ind under begrebet ubehageligheder, i Martinus virkelighedsbeskrivelse får status som et ubehageligt gode. For "et gode" er det under alle omstændigheder, al den stund det er i den enkeltes egen sande interesse at lade en lavere form for tilværelse afløse af en højere.

Om dette Paradis udtalte Martinus ved flere lejligheder, at om mennesket vidste, hvad der ventede det, da ville det ikke spare sig nogen indsats eller anstrengelse for at fremskynde sin udvikling så meget, som det overhovedet er muligt. Og han tilføjede, at om fantasien var logisk, da ville den selv i heldigste tilfælde ikke komme blot i nærheden af den virkelighed, der er tale om.

Men hvis det er evolutionen, der afgør sagen, KAN det enkelte menneske så i det hele taget selv gøre noget for at fremme processen for sit eget vedkommende?

Til dette spørgsmål svarede Martinus selv engang følgende:

At elske sin næste beror ikke på viljen alene, men er ligesom f.eks. musikbegavelse baseret på et medfødt talent. Et medfødt talent er igen et resultat af en eventuelt gennem flere liv permanent forudgående træning eller opøvelse. Denne opøvelse resulterer sluttelig i talentets kulmination, og individet fremtræder da som et geni i det pågældende felt.

Med hensyn til opøvelsen af den moralske genialitet eller den fuldkomne evne til at elske sin næste sker denne for en stor del automatisk gennem oplevelsen af lidelser og er således for denne dels vedkommende uden for viljens kontrol. Men jeg skal her nævne nogle af de vigtigste momenter ved den side af opøvelsen af nævnte evne, der er viljen underkastet, og hvormed individet således bevidst kan arbejde på sin egen vækst hen imod en sand eller fuldkommen manifestation af kærlighed: