Kosmos 1989/10 side 201
Av, min ingeniør-hjerne
af Søren Hahn
Hvorfor er jeg her i den fysiske verden?
For at lære at tænke logisk, ville Martinus nok svare. Du befinder dig i en udvikling, der rækker langt ud over det liv, du lever lige nu. Du er på vej mod en rent åndelig tilværelse, hvor du ikke behøver at "arbejde i dit ansigts sved". For nu at bruge dette noget drastiske udtryk fra Bibelen.
Kloden – en tumleplads for nybegyndere
Men faktisk er hverdagen jo et arbejde eller "slid", om man vil. I modsætning til mine drømme kan jeg ikke her i den fysiske verden jonglere med tingene. Jeg må lære at lægge planer og spare sammen, hvis jeg vil bygge et hus eller købe en lejlighed.
Jeg kan ikke bare gøre, hvad jeg vil. Og netop derfor får jeg tid til at tænke mig om en ekstra gang. I mange tilfælde får jeg også tid til at fortryde, hvis jeg er startet på noget, som jeg undervejs finder ud af alligevel ikke rigtig er mig.
Derfor er den fysiske verden en vældig god tumleplads for nybegyndere i tænkningens ædle kunst. Og det er netop hvad vi er, fortæller Martinus – nybegyndere!
Kærligheden – en aritmetisk opgave?
Sjovt nok er der et bestemt stadium, som vi alle må igennem, før vi når frem til at kunne tænke så logisk, at vi helt kan frigøre os fra den fysiske verden.
Dette stadium tror jeg alle kender fra sig selv eller fra nogen i deres omgivelser
Den franske forfatter André Maurois fortæller i sin bog "Oberst Brambles messe" om "ingeniøren"… som type! Nu skal men altid være forsigtig med at hænge et bestemt fag ud, og det tror jeg heller ikke har været forfatterens mening. Men faktisk har mange af os noget af en "ingeniør" inden i os – af den type, Maurois beretter om.
Han skriver: "En polytekniker (dvs. en ingeniør) er en mand, som har en definition på rede hånd for alt mellem himmel og jord, og for hvem hele verden er en aritmetisk opgave. Sejren, blæsten, kærligheden ... det er alt sammen aritmetiske opgaver for en polytekniker."
Det rene vrøvl
Forleden aften var jeg på besøg hos min gamle ven, som gennem et langt liv har interesseret sig for Martinus kosmologi og efter bedste evne forsøgt at efterleve analyserne.
Han er ingeniør af fag, og han lærte mig at være på vagt over for min måde at tænke på, når jeg – blændet af min egen "saglighed" og sans for "logik" – tænker alt for firkantet.
Lad os tage et eksempel. Hvad var det egentlig Jesus sagde, da han hang på korset? Han sagde bl.a. (henvendt til Gud): "Fader, forlad dem (bødlerne), for de véd ikke, hvad de gør!"
Ser jeg på denne sætning med min "ingeniør-hjerne", forklarede min ven mig, er det jo det rene nonsens. Hvorfor skulle Jesus dog bede Gud om at forlade (tilgive) bødlerne?
Hvis Gud følte hævntanker over for bødlerne, ville han være ringere mentalt udrustet end Jesus. Det kan ikke passe. For så ville han jo ikke være den højeste eller Gud.
Hvis Jesu bøn til Gud havde til hensigt at få Gud til at ophæve karmaloven, måtte Jesus være meget uvidende. Og det passer slet ikke med hans øvrige status som verdensgenløser.
Holdningen bag Jesu ord
Det er det rene vrøvl! – set med min "ingeniør-hjerne". Men kobler jeg den fra, kan jeg godt se, at der ligger en dyb sandhed gemt i disse kristus-ord. De er udtryk for en holdning, en evne til at tilgive, som Jesus nok ikke kunne have udtrykt mere enkelt for de mennesker, som omgav ham.
Det var ord, beregnet på at blive husket. Og det blev de!
Faktisk kommer disse få ord til for al eftertid at stå som et vendepunkt. En helt ny måde at tænke på. Men med min "ingeniør-hjerne" forstår jeg det ikke!
Hurra for ingeniør-hjernen!
Disse ord fik mig til at tænke på, at "ingeniør-hjernen" egentlig er god nok. Problemet for os åndsforskere er bare, at vi ikke er fortrolige nok med den. Vi har ikke i enhver situation psykisk overskud til at sætte os ud over den.
"Ingeniør-hjernen" opfatter jeg som et fint "musik-instrument", som det føles tillokkende at spille på. Men enten befinder vi os i begejstringens rus (se bare, hvad jeg kan!), eller også kæmper vi krampagtigt med monotone skalaer på dette vidunderlige instrument. Derfor sniger der sig hyppigt over- eller undertoner ind i vor åndsvidenskabelige "musiceren".
Først når vi er blevet så dygtige, at vi helt kan glemme os selv, sætte os ud over instrumentet… først da kan vi spille rent! Først da hager vi os ikke længere fast i overfladiske selvmodsigelser i den tekst, vi læser eller hører. Først da har vi overskud til at lytte rigtigt. Først da ser vi "den røde tråd" eller visdommen i f.eks. Jesu ord på korset.
Er der så noget at sige til, at mange synes, at Martinus kosmologi er tungt stof? Og er der noget at sige til, at mange endnu slet ikke er begyndt at interessere sig for den slags ting?
Der er endnu et godt stykke vej til den rent åndelige tilstand, Martinus taler om. Men vi er godt på vej. Av, min "ingeniør-hjerne"… men hurra for den alligevel!
Litteratur:
Martinus: TANKER OMKRING PÅSKE, kap. 11 og 12 (denne artikel findes i småbog nr. 14).
Martinus: PINSEGLANS OVER LIVET, kap. 13 (denne artikel findes i småbog nr. 6).
Tilbage til artikelregister
Forrige