Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1989/6 side 102
Kommentar
 
Apropos tyngdeenergi
 
Ordet "tyngdeenergi" er helt Martinus' eget. Man finder det ikke i ordbogen. Det er en sproglig nyskabelse.
I daglig tale svarer ordet nærmest til den energi, der syder og koger i enhver ægte vrede og aggression. Nogle psykologer taler i den forbindelse om "en indre beholder", hvor den slags følelser ligefrem opsamles og komprimeres. Bliver der ikke lejlighed til at rase ud eller afreagere, vil sindet forgiftes og forkrøbles.
Når Martinus beskriver tyngdeenergiens virkninger, taler han om mordlyst, had, hidsighed, jalousi osv. Men ingen af disse følelser er i virkeligheden tyngdeenergi i renkultur, selv om tyngdeenergien her er i stærk overvægt. Enhver følelser er – med Martinus' brug af ordene – sammensat af seks forskellige psykiske "energier". Kender man disse, vil man – som "kosmisk kemiker" – kunne skabe netop de følelser i sit sind, som man ønsker. Altså farvel depression og dårligt humør, farvel misundelse og jalousi!
Men helt så nemt er det nu ikke – al begyndelse er svær! Problemet består i at tilvejebringe de ønskede psykiske energier. Det er let nok for tyngdeenergiens vedkommende – den er der faktisk nok af. Men vil man undgå dens uheldige virkninger, må man træne i at skaffe sig tilstrækkeligt med de øvrige psykiske energier. Ifølge Martinus foregår dette på den naturlige måde, at man i sin daglige kontakt med andre mennesker forsøger at opdyrke de energier i sit sind, der kan neutralisere tyngdeenergien.
Hvad vil det nu sige? Lad os tage et eksempel: Hvordan føler man sig tilpas ved at være venlig og imødekommende i situationer, hvor man før var tvær og afvisende? Føler man sig godt tilpas (i eftertankens stille stund), har man gennemført et heldigt, måske banebrydende eksperiment, der ansporer til fortsat eksperimenteren.
På denne enkle og ligetil måde kan man lidt efter lidt skaffe sig kontrol over de andre psykiske energier og dermed også få herredømmet over tyngdeenergien. Man kan efterhånden undgå den forgiftning af sindet, som psykologerne taler om. Og man kan reducere sit behov for at skælde ud og afreagere.
Rigtig kosmisk kemiker bliver man dog ikke fra den ene dag til den anden. Der skal megen øvelse og eksperimenteren til. Og man må også have en praktisk og overskuelig teori at gå ud fra. Man må have små ord som "tyngdeenergi" til at hjælpe sig.
På de følgende sider fortæller Martinus om nytten af at bruge ord. Dernæst vil Walter Christiansen vise os rundt i tyngdeenergiens spændende verden. Martinus kalder os "levende bomber" – og forklarer hvorfor. Erik Gerner Larsson supplerer med et praktisk eksempel. Og endelig tager vi med Martinus til Island, hvor vi skal opleve en af naturens måder at afreagere på. Det foregår blandt vulkanøens eventyrlige landskabsformer, der alle taler tyngdeenergiens tydelige sprog.
God læselyst – god sommer!
sh